torsdag den 29. november 2012

To be Thankful on Thanksgiving...


Jon Stewart
I celebrated Thanksgiving in an old-fashioned way. I invited everyone in my neighborhood to my house, we had an enormous feast, and then I killed them and took their land.

In 1621, the Pilgrims had their first Thanksgiving. You might think that after 1621, the Pilgrims celebrated Thanksgiving every year, and it just eventually became a national holiday. Well, that's not true. It took a long time for this national holiday to become a real one. It was President Abraham Lincoln who declared Thanksgiving an annual national holiday. He made it a national holiday with his Thanksgiving Proclamation, in 1863. Later, President Franklin D. Roosevelt decided that the 4th Thursday in November was a excellent permanent day for this holiday.

Gratitude - The term "Thanksgiving" is from the English translation of the Bible, where it means “giving thanks to God'. The Pilgrims had the first Thanksgiving, because they wanted to give thanks to Squanto and the Native Americans for teaching them how to do things and live life in different ways, not just the ways the Pilgrims used to live like. Without the N.A's, they probably would have died. Today, at Thanksgiving time, we express gratitude for the good things, people, and events in our lives and the greater world around us.

Ja, så fik jeg også oplevet min første Thanksgiving. Jeg elsker bare at belære jer om helligdagene, som jeg ikke selv ved en skid om.

Vi tog afsted til Iowa sidste torsdag, hvor John’s familie bor. Han har 4 ældre søskende som alle sammen har børn, så det blev en stor familie sammenkomst. Hvilket var rart, er jo selv fra en stor familie så havde helt savnet den der akavet familiesteming, hvor man bare kan mærke at nogle holder noget inde fordi ”nu er det jo Thanksgiving” og lad os nu være glade og ikke skændes. Det er skønt.

Det var ellers noget af en oplevelse at komme afsted. Der var babybræk, råb og skrig og gråd i bilen på vej til lufthavnen, men vi ankom dog og kom godt afsted. Vi fløj først til Chicago og mellemlandede og tog et lille bitte fly, videre til Waterloo i Iowa. Da vi fløj ind over Iowa var der ikke andet at se end marker. Et stort farmerland. Var faktisk sikker på, at piloten ville lande flyet midt på en græsmark men heldigvis kom der, ud af det blå, en asfalt bane og vi landende i noget der må være den mindste lufthavn nogensinde. Det bestod faktisk bare af et ”stort” rum og det var det. Placeret midt i ingen mands land. Så stod man der, storbypige og følte sig temmelig malplaceret og ønskede man var blevet hjemme.
 
John’s far hentede os i deres minivan, vi kørte 1,5 time for at komme til deres hus. Jeg er glad for der var så mange spændende ting at kigge på hele vejen; marker, marker, marker. Endelig ankom vi til deres søde ”lille” farmerhus, det mindende egentlig mest om en lille bondegård.
Indenfor var huset proppet med mennesker, John’s mor og 3 søstre og deres mænd, og alle deres børn. Puha det var overvældende at skulle møde så mange nye mennesker på en gang. Halvdelen af dem vidste ikke en gang hvem jeg var. Det fandt jeg ud af da en af søstrene spurgte hvad jeg lavede i USA, det blev så en temmelig akavet samtale.
Ellers var alle vildt søde og tog rigtig godt imod mig. Jeg blev selvfølgelig vildt genert og sagde ikke så meget, nikkede, smilede og var så høflig som overhovedet muligt, satte mig ned i en stol, lænede mig tilbage og vups, stolen kastede sig tilbage og kastede mine fødder op. Fik selvfølgelig skreget af overraskelse og så kom kommentaren: ” Welcome to America.”

Og så var familieferien i bondelandet Iowa ellers godt igang.

Fredag skulle den store Thanksgiving middag indtages, det hele mindede mig lidt om juleaften hjemme i Danmark. Alle gik rundt i afslappet tøj og chillede hele dagen, mens duften fra køkkenet spredte sig i hele huset og stemningen bare var alt for hyggelig. Marquon(John’s nevø som var og besøge os i sommers) og hans søster kom og det var rart at se nogle jævnaldrene. Hans søster Itedra var alt for nice, fuld af energi og en rigtig humørbombe. Hun troede dog jeg var 25, fordi jeg åbenbart virkede så moden og som hun sagde. ”You just look so old”. Well mange tak!! Men da hun fandt ud af, at vi var lige gamle snakkede hun hele eftermiddagen og vi havde det vildt hyggeligt. Hun snakker om at komme og besøge os en gang til næste år.
 Om aften spillede vi alle Trivial Pursuit og så film.
Og nåårh ja, maden var helt fantastisk og ja det er ligesom man forestiller sig med en kæmpe kalkun og alt alt for meget lækkert og meget fed mad. Så er blevet rigtig tyk. Skønt.

Lørdag kørte vi til den nærmeste store by, 1.5 time fra huset ud til et stort legeland hvor børnene kunne blive underholdt og spise alt det pizza de ville. Har aldrig i mit liv set noget så amerikansk. Kæmpe buffet, udelukkende med junk food, store tykke mennesker og skrigende, løbende og larmende børn der løb ind og ud af "forlystelser" Jesus...

Søndag kom Shana’s forældre for at se hende og børnene og for mig bestod dagen i at lave absoulut ingenting. Rimelig kedeligt, men tiltrængt bare at slappe af og lave intet andet end at spise pumpkin pie. Jeg gik tidligt i seng, da vi skulle køre kl. 4 om morgen for at nå flyet kl. 6.30. Vi landende i Philly kl. 12.30 og så var det ellers på arbejde for os alle 3. Det var temmelig hårdt, men er så glad for at jeg tog med til Iowa og vi havde en super god og hyggelig tur. Følte mig med i familien før vi tog afsted, men nu er jeg meget mere bekræftet i, at de godt kan lide mig og gerne vil have mig i deres familie. Det var også skønt at tage afsked med alle de andre familiemedlemmer som alle sammen sagde at det havde været skønt at møde mig og velkommen i familien.

Ellers sker der ikke det store, babyen har fået øjenbetændelse og jeg har været skrækslagen for at få det, da jeg slet ikke kan klare at røre, snakke, se eller noget som helt med mine øjne, så det bliver døden hvis jeg får det.
Ellers kører det, er super glad for tiden, har dog været ret træt men det hænger nok sammen med de 12 timer jeg arbejder om dagen, sådan er det jo. Shana stoppede forleden dag op i alt hendes stress med madlavning og en grædende baby på armen, kiggede på mig og sagde: ” Annabel, I really don’t know what I would have done without you here.” Det var store ord fra hende, hun er ikke typen der smider rundt med komplimenterne, men her vidste jeg at hun mente det og det var stort at høre det. Det er sådan nogle ting der gør at jeg gerne arbejder 12 timer om dagen på trods af reglerne og også gerne finder mig i sure mødre og hektiske dage. Når folk sætter pris på mig og på mit arbejde, så vil jeg gå meget langt for at tilfredsstille dem. Lidt pleaser har man jo lov at være.

Hvis der er noget den her helligdag og mine 4 måneder herovre allerede har lært mig, så er det at, selvom vi synes amerikanere kan være overfladiske, så er de 10 gange bedre til at udtrykke deres følelser. Jeg har aldrig hørt en familie sige jeg elsker dig så mange gange som jeg hørte det i Iowa. Jeg tror faktisk aldrig jeg har sagt det til min familie. Og selvom jeg ikke er i tvivl om at de ved det, så er det jo meget rart at få det bekræftet nogle gange, så here it goes: JEG ELSKER JER. Hele min familie! Der er ikke en af jer jeg ville udskifte, ikke en eneste fætter, onkel, moster, bror eller søster, mormor eller morfar eller nogen som helst.
Så måske vi kunne lære lidt af amerikanerene der, vi behøver ikke sige det hver gang vi snakker sammen, det behøver ikke være super følelsesladet eller overfladisk. Bare et lille, jeg elsker dig, bare en gang imellem. Det ville nok ikke skade vores reservede og til tider kolde skandinaviske image. Tror i?
 
Og så er jeg utrolig taknemlig for alle mine venner og veninder derhjemme, som støtter mig og er der for mig selvom jeg er så langt væk. Jer elsker jeg sørme også og uden jeres og min families støtte og opbakning så havde jeg aldrig haft modet eller viljen til at tage afsted og jeg havde i hvert fald aldrig klaret det so far eller så godt som jeg gør nu. Så tak for det!

John Fitzgerald Kennedy
As we express our gratitude, we must never forget that the highest appreciation is not to utter words, but
to live by them.
 
 
Jeg ved ikke hvorfor, men den her Thanksgiving middag og hele oplevelsen med at bo så mange sammen og bare hygge en hel weekend mindede mig så meget om musikvideoen til gode gamle Last Christmas. Så her får i den lige, nu er det jo også meget snart juletid. Glædelig pre-jul.
 
 
 


Det var lidt sådan her de små landsbyer vi kørte igennem i Iowa så ud. De var bare lidt mindre western agtige, men ellers er den god nok.


Lot Of Love

Jeres Annabel

 

 

 

lørdag den 17. november 2012

Good girls go to heaven, bad girls go to Miami.

Så er jeg endelig kommet mig over min tur til Miami som startede torsdag. Jeg mødte Michelle inde på Penn station(NYC) om eftermiddagen og vi tog sammen bussen ud til JFK. Vi landede i Miami kl. 22 og tog direkte hen til ham vi skulle bo hos i South Beach.
 Da vi jo ikke tjener de vilde penge som au pairs og egentlig gerne vil møde amerikanere og ikke turister havde vi besluttet at couchsurfe på den her ferie. Et koncept der går ud på at man kan crashe hos folk rundt omkring i verden gratis, og lære af hinandens kulturere, normer og værdier. Så første aften boede vi hos Philip, i daglig omtale Don Juan, og hans kæreste. Selvfølgelig i penthousen på et fantasisk flot hotel! Da vi bankede på døren åbner en tynd pige med langt blond hår og flotte slangekrøller døren, kun iført en meget lille kjole, som vi istarten troede var lingeri men nææ nej. Alt for sød og venlig lukker hun os ind og viser hvor vi skal sove og ud kommer Don Juan som har alt andet end Don Juan looket. Han er små tyk, ucharmerede, har skæve øjne, er små gammel og i det hele taget ikke særlig heldig. Men flink var han dog! Vi gør os klar til at gå i byen og senere på aften kommer der et andet par, lige så majet ud som Philip og hans kæreste. Der bliver åbnet champagneflasker og så er V.I.P festen ellers igang.
 Vi synes det var ret fedt at være der lige indtil de tre fyre der er i lejligheden begynder at tage stoffer. De tager lige nogle piller hver og snakkede højt og åbent omkring det, som om det var det mest naturlige og normale i hele verden. Jeg går selvfølgelig fuldstændig i baglås og er nærmest parat til at pakke mine ting igen og finde et andet sted at bo. Men Michelle er fra Strandhuse i Kolding og der er det åbenbart normalt nok, eller også er hun bare knap så snerbet som jeg er. Who knows. Men vi blev og vi gik ned på klubben der tilhørte hotellet og var pænt fancy. Har aldrig set så mange smukke, tynde, rige og fabulous mennesker samlet på et sted. Holy moly ! Det kan godt være jeg er vant til at få en god portion opmærksomhed i NYC’s natteliv, men skal lige love for at jeg på trods af mine tårnhøje stiletter der gjorde mig 2 meter høj, kunne jeg lige så godt have været usynlig. Og havde det faktisk helt okay med det! Nogle gange ved man bare når man er på et niveau hvor man slet slet ikke hører hjemme.
Når det så er sagt så skal det lige siges at jeg da har dobbelt så meget personlighed som dem allesammen til sammen. Don juan’s kæreste og hendes veninder sad på sofaen ved det private bord ”vi” selvfølgelig havde med et glas champagne og foretrak ikke en mine, smukke så de ud, men skyd mig hvis jeg nogensinde finder en rig mand og bare bliver hans smukke nikkedukke!
Hver gang der var fyre der prøvede lykken og ville i kontakt med pigerne var Don juan’s bodyguard der lige med det samme og viftede dem væk. Ja i læste rigtigt, bodyguard! Han stod ved bordet og vogtede hele natten, fulgte Don juan og hans venner på toilettet og ligeså med pigerne. Michelle og jeg måtte selv skubbe os vej gennem den over cravded natklub for at komme på toilettet, men vi fik dog lov til at nyde godt af den private bartender der stod ved bordet hele natten og servede Möet champagne for os. Det var så VIP, i tror det er løgn! Vi skyndte os selvfølgelig at google ham for vi anede ikke hvem han var, og så viser det sig selvfølgelig at han er en eller anden rig/heldig pokerspiller og direktør for et eller anden firma. Pokerspiller my ass! Jeg er færdige med pokerspillere, det troede jeg alle havde forstået!

Selvom det var vildt sjovt at prøve at være V.I.P. for en aften så er jeg glad for vi kun gjorde det den ene nat. Jeg har trods alt stadig begge mine ben solidt plantet i jorden og de der mennesker siger mig ærlig talt ikke en skid!

Et godt tip: Drik dig aldrig fuld i champagne! Vi vågnede op med vilde tømmermænd fredag morgen og gik ned til Bea’s hostel. Det var selvfølgelig vildt fedt men også ret surrealistisk, at se hende herovre efter så lang tid.
Vi gik stort set hele south beach rundt og så satte vi Bea af igen. Michelle og jeg tog så tilbage til luksushotellet og hentede vores ting og flyttede ned hos en anden couchsurfer. Don Juan kunne desværre kun have os en overnatning, men det havde vi det helt fint med, vi ville aldrig have holdt til sådan nogle vilde aftener hver aften. Men den anden couchhost hed Harry og boede mere downtown south beach og tættere på butikker og på Bea så det passede os fint. Det var dog en ektrem nedgradering i luksusen, men stadig et gratis sted at bo og han virkede super flink. Om aften tog vi i biffen og så Skyfall. Bliver altid skuffet over at James Bond ikke ser bedre ud end han gør! Næste James Bond movie stemmer jeg for at Ryan Gosling spiller, SE DET ville få seerer, det er jeg sikker på!

Lørdag skulle vi på tur til Everglades.

Everglades facts: Everglades National Park er USA’s største subtropiske ødemark – en imponerende kæmpe af frodige vækster og rigt dyreliv. Her findes sjældne og truede dyrearter såsom Florida-panteren, den vestindiske søko og den amerikanske krokodille - selv om det nok er alligatoren, de fleste forbinder med Everglades. Områdets enestående natur har medført en plads på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.En stor del af Everglades er vand, der dermed også er en naturlig transportvej. Man kan for eksempel komme rundt i båd, kajak eller kano. De forskellige områder i Everglades har deres egne unikke kendetegn og miljøer at udforske. Everglades National Park ligger i den sydlige del af staten Florida og dækker mere end 6.500 km2.
Google <3
Vi blev transporteret rundt i Airboat og det var mega fedt! Vi så vildt mange alligatorer og uheldigvis så vi også et par slanger. Michelle er lige så bange for slanger som jeg er, og vi havde selvfølgelig kørt stemningen helt op på vej i bussen, men inden vi satte os i båden fik jeg, synes jeg selv, beroliget os lidt med kommentaren: ” Vi ser jo ingen slanger ude i naturen, de er lige så bange for os som vi er for dem”. No shit de er ej! Vi havde ikke været derude mere end 15 min da han stopper båden og lige ud for mig og Michelles ligger den største vandslange, oh my god. Jeg troede helt alvorligt jeg skulle dø, mit hjerte sad oppe i halsen, jeg svedte og var bare skræmt fra vid og sans. Sad nærmest på skødet af manden ved siden af mig, som så viste sig at være dansker, eller han var fra Jylland, hvilket jeg fandt ud af da han grinende sagde: ”Tak for den ekstra underholdning piger”. Jamen selv tak da, mit liv i en nøddeskal.  Lige pludselig hører jeg bare lyden af siv der bevæger sig og noget der lander i vandet, reagerede selvfølgelig ved at skrige da jeg stærkt regnede med at slangen var hoppet frem og ind i båden eller når jeg åbnede øjene lå den foran mig. Men den hoppede altså bare i vandet og vi kørte videre, med en tør kommentar fra vores guide: ”Amaxing snake, but I’m so glad that no one was bitten cause that is one of the most toxic snakes out here”. Super!! 
Da vi kom tilbage på land skulle vi ind og se et eller andet latterligt show med en eller anden der skulle wrestle med en alligator, det er bare slet ikke mig at glo på sådan noget. Får for det første mega ondt af dyret og bliver vildt hurtigt irriteret på folk som ham, der selv synes han er vildt sjov og kommer med latterlige jokes hele tiden. Idiot, ja jeg heppede på alligatoren i den wrestlings kamp det er helt sikkert. Men vi fik også set en skorpion og en lille baby alligator. Senere havde vi mulighed for at holde en lille alligator men var ikke helt sikker på at jeg turde gøre det og så passerede min chance. Fortryder det lidt nu, ville gerne have haft sådan et sejt billede af mig med en alligator. Selvom det sikkert med mit held ville blive et billede af mig der lukker øjnene, skriger og taber den stakkels hjælpeløse alligator på gulvet mens guiden ved siden af mig står med et chokeret/vredt ansigtsudtryk. Så måske det var heldigt nok jeg ikke prøvede lykken.
Fik da også lidt action i mit liv senere da Michelle og jeg sad og spiste chips på en bænk. Jeg sad og snakkede og snakkede, som jeg jo gør, så havde bestemt ikke tid til at spise den chips jeg holdte i hånden, til stor irritation for en fugl der besluttede at gøre noget ved sagen og fløj direkte ind i mig og min hånd og snuppede chipsen. Blev så forskrækket og fløj op med et kæmpe skrig, til stor underholdning for folk omkring os. Der var endda en der stillede sig op og tog et billede af mig. Hun var helt sikkert tysker! Hvad fanden, det var jo ret sjovt. Og satte stor pris på at jeg ”kun” var så uheldig den dag at det var en fugl og ikke en alligator eller en giftig slange. Det er de små ting i livet der tæller right?!
Men det var så også drama nok for den dag og vi tog hjem og mødtes med Bea og tog ud og spiste middag.
Søndag vågnede vi da Harry larmende kom ud i stuen med kommentaren. ” You are going home today right?” Øhm nej, vi skal først hjem i morgen, det var han ikke helt tilfreds med kunne man tydeligt se. Og han blev sur fordi vi var kommet til at skubbe en af hans sofapuder ned mens vi sov. snerbet.
Vi skulle på bus og båd tur søndag, ud og se alle turisttingene i Miami og så rundt i båd og se alle de kendtes mainsons. Det var vildt fedt! Nu ved jeg hvor jeg skal bo når Johnny Depp eller Christian Bale opdager at jeg lever! Åhh hvornår kommer den dag?
Vi besluttede os så for at skrive til Harry og sige at vi flyttede vores ting og så tog vi ned på et hostel. Han svarede aldrig tilbage på min sms. Han må have været godt irriteret på os. Det var måske heller ikke den bedste beslutning at couchsurfe lige på den her tur fordi jeg jo primært var kommet derned for at se Bea og så havde jeg altså bare ikke tid til at udveksle kulturer eller blive venner med ham. Det forklarede jeg da også i sms’en men sådan er det jo, vi gad i hvert fald ikke føle os til besvær så vi flyttede ned på et hostel og boede på værelse med 8 andre piger vi aldrig havde mødt før. Så kan man snakke om en seriøs nedgradering igen. Og mit skandinaviske, sentitive jeg har det bare ikke godt med at være omkring så mange nye mennesker og da slet ikke, dele badeværelse og sove sammen med dem. Puha, bare kald mig snobbet men det gør jeg altså ikke igen. Backpaker bliver jeg sgu aldrig.
Søndag aften tog vi igen ned til Bea’s hostel og mødte hende og alle hendes højskolevenner. Vi sad og snakkede med hende og nogle fyre, gud hvor har jeg savnet danske drenge og deres charme. Danske drenge er faktisk dejlige. Man skal bare lidt væk fra dem før man kan se det tror jeg. Og det er jo så også rigtig heldigt at jeg finder ud af det nu når jeg stadig har 8 måneder tilbage herovre. Typisk.
Mandag brugte vi dagen på at shoppe lidt og ellers bare gå rundt og vente på, at vi skulle hjem. Vores fly lettede kl. 21.30 og fik os til JFK kl. 12.30, hvilket gjorde at vi ikke kunne nå til Penn station på Manhatten før morgentoget kl. 5.14. Dejligt at være vågen hele natten når man ved man skal være klar til at underholde en baby kl. 11 samme formiddag. Penn station er også et virkelig dejligt sted at være så sent, der var dejligt mange på stoffer. Kunne tydeligt høre en kvinde sniffe på toiletttet ved siden af mig og da jeg kommer ud begynder hun, at råbe af mig og sige at hun ikke vil være min ven. Jamen det er helt fint med mig! Det skal du slet ikke tænke på, dit sindsyge kvindemenneske.
 Efter 1,5 time i toget og 30 min i en taxa nåede jeg endelig hjem kl. 7 om morgen, fik lige et par timers søvn og så ellers op og spille frisk og overskudsagtig. Men det var det hele værd efter sådan en fed tur til Miami.
Michelle og jeg fungerede rigtig godt sammen, selvom det selvfølgelig er lidt mærkeligt at tage på ferie med en man for første gang mødte og tilbragte en uge sammen med for 4 måneder siden. Men vi havde det vildt sjovt, Michelle kan komme med de tøreste kommentarer som f.eks. om fredagen da vi lige havde mødt Bea og var på vej hjem alene: ” Nå så din søster har fået alt intelligensen?” Sagt uden at foretrækken en mine på trods af mit noget overraskede og mundlamme udtryk. Fik så rodet mig ud i en lang forklar om at jeg snakker mere end Bea og derfor er procentdelen af lort jeg lukker ud større, men kun fordi jeg snakker mere. Eller noget i den stil, hvad fanden. Matematik er ikke lige mig.
Og så må jeg jo nok også her til sidst hellere indrømme, at jeg er blevet lidt egocentreret og min selvtillid er vokset en del. Nu sidder der sikkert nogle og tænker kunne det blive værre end da hun tog hjemmefra, og ja det kunne det godt! Men det var især slemt i Miami, fordi Michelle er sådan, sorry Michelle men du er one bitch with an attitude! And I love it!

Den ene snakker mere end den anden, og det er altid os selv vi snakker om. Det fik Michelle da også lige kommenteret på da vi går på gaden og hun en dag stopper mig med en iskold stemme: ” Gider du godt holde kæft og lade vær med at snakke om dig selv hele tiden!” Hvorefter hun lynhurtigt drejer samtalen hen på sig selv. Jeg var helt færdig af grin. Det er meget forfriskende at blive sat på plads på en sjov måde og uden at blive uvenner. Tror aldrig der er nogle der har sat mig så meget på plads på så få dage, uden at jeg blev sur og fornærmet. Og nogle gange var det da også positive ting der kom ud af Michelle som da hun sagde: "gider du pakke din attitude sammen, og være opmærksom på dem der glor på dig". Tror det var den støreste kompliment jeg fik på turen. Men okay indrømmet, har ikke været den skarpeste kniv i skuffen for tiden. Min stedsans var f.eks. ikke eksisterende og hun vidste faktisk ikke om hun skulle grine eller græde over det.
Men Michelle, som jeg sagde første dag: ”su casa mi casa”. Og okay også omvendt! ;) Tak for en tur med divanykker, bitchede bemærkninger, surrealistiske oplevelser, fantastiske minder, god humør og mavekramper af grin.
Vil fremover prøve at snakke mindre, om mig selv altså. Droppe lidt af divanykkerne og lyde lidt mere inteligent når jeg snakker. Der er f.eks. ingen grund til at fortælle halvdelen af Bea’s skole at jeg ikke kunne bøje ordet tå. Det for dumt! 
 

 
 

 

 

onsdag den 7. november 2012

Sandy spøger stadig...


Så har jeg været ude på min første trick og treat. Og det er sgu egentlig ikke så sjovt som jeg havde troet. Nu var det jo sådan set heller ikke mig der gjorde det, men ungerne. Jeg fulgte bare med så det voksne tynde øl. Det eneste sjove var en af AJ’s venner der var klædt ud som Mario og var gigantisk. Ved godt man altid bliver liiidt overrakset når man ser mennesker klædt ud som mario, for han plejer jo at være så lille inde i den Nintendo. Men det her var som om Mario havde spist Hulk. Og så var han lige så gammel som AJ. Ej men jeg kan slet ikke finde de rigtige ord der beskriver hvor amerikansk ham og hans familie var, den ene federe end den anden. Og Mario var selvfølgelig den første henne ved hvert hus for at tigge om slik, fuldstændig vild, blodig og ustyrlig. Forældrene måtte halvt løbe efter ham og prøve at ruske lidt fornuft i ham, men den er da røget for 20 kilo og 400 chokoladebarer siden! Da vi var færdige tog jeg pænt ”mit” noget så velopdragne barn, der pænt havde holdt i hånd hele vejen og sagt tak til alle dem der åbnede døren med hjem mens den fede familie på 3 prustende og stønnede prøvede at få lokket Mario med hjem i minivan’en ved at kaste et stykke slik ind og lukke efter ham. Lidt lige som man transporterer vilde dyr i Zoo.  

Torsdag i sidste uge åbnede vi huset for Aj’s bedste ven Sydney, hendes lillebror, mor og far, da de stadig ikke havde noget strøm derhjemme og herovre er det åbenbart normalt at have folk man ikke rigtig kender til at crashe hvis de er i nød. Det var en noget speciel og hektisk dag, jeg var hjemme med AJ, Sydney, hendes lillebror Nathaniel, Keith og naboens to unger, Jake og Abby. Nå jo og Sydney’s far, Peter, man lagde bare næsten ikke mærke til at han var der.
Ved middag’s tid ringede Shana og spurgte om jeg ikke lige kunne lave frokost til dem allesammen. Jeg havde åbenbart ikke nok i at bære rundt på en smældfed baby der har stranger anxiety og begyndte at græde hver gang jeg satte ham ned, 5 andre børn som råbte og skreg og løb rundt og en far der, når ja. SAD PÅ FACEBOOK HELE DAGEN!! Jeg kan godt fortælle jer, at da jeg havde fri den aften kl. 9, var jeg helt færdig. Men havde formået at lave stor frokost til alle unger + dad, holde alle i live (inkl. Mig selv) og huset var ikke brændt ned.
Mine husmoder egenskaber overvælder også mig nogengange!  

Ellers har jeg bare haft en rigtig hyggelig og dejlig weekend med Ida. Fredag tog vi ud og drak en sen kop Chai latte, som jeg nu drikker i store mængder i stedet for at spise slik da jeg jo er i rehab. Which by the way går ganske udemærket, den første uge var ret hård, følte alle snakkede om slik og kage hele tiden og jeg så det alle steder, men det er jo USA så det er nok ikke halluciationer. Har hørt jeg bare skal overleve de første 21 dage så det prøver jeg, men det er rimelig dårlig timet med Thanksgiving og jul coming up, men hvad fanden. De er der jo også næste år!

Nå men lørdag hentede Ida mig og så tog vi ned og tog vores første kørekortstest, som vi begge dumpede. Det var virkelig flot. Men okay, vi havde ikke læst på det overhovedet og vi var egentlig også forberedte på det, vi ville bare lige derned og se hvordan det foregik og hvor svært det var. Og så er det gratis, så som om jeg gider læse på det! Jeg tager bare derned hver dag og prøver lykken. En eller anden dag må jeg da være heldig nok og bestå. Der er 18 spørgsmål og man må have 3 forkerte. Nogle af spørgsmålene var bare direkte latterlige. ”hvilken effekt har det på dine køreevner hvis du blander medicin og alkohol?” Der sidder jeg jo så med tusind spørgsmål, hvad for noget medicin, hvor meget af det, hvor meget alkohol, jamen man må jo slet ikke drink and drive, og bla bla bla. Men kan så fortælle jer, at det i følge min test ikke har nogen effekt på dine køreegenskaber, at blande medicin og alkohol men at der i paraentes var skrevet (it’s illegal to drink and drive!) FLOT!
Det første rasmus modsat her gjorde var da bare at køre ind på det første apotek, tyre den størte sovepille ned med en halv flaske vodka og sætte mig ind i bilen og køre til jeg blev stoppet. Ja så skal de fandme ikke komme her og fortælle mig at det ikke har nogen effekt. Amatører hele bundet.
(Note til mor og andre naive familiemedlemmer: det var bare en joke, så stor var pillen ikke og det var vin, ikke vodka)

Efter vores fiasko tog vi til Barnes and Nobles, drak Chai latte og lavede lektier. Pisse hyggeligt. Bagefter tog vi ud og spiste en kæmpe salat, jeg er så god! Og så tog vi i fitness og på vejen hjem købte vi ”øl” som de kalder det herovre, som er cidere derhjemme og tog hjem til mig og så The hunger games på storskærmen og drak os små fulde. Perfekt lørdag.  

Søndag havde jeg mine sædvanlige dejlige skypedates ellers trænede jeg og om aften havde Ida’s familie inviteret mig til middag. De er halvt italienere så der var overdådigt meget god mad og de snakkede mig halvt ihjel. Men hyggeligt, det var det!
 

Ellers så har der jo været valg, eller det er der i princippet stadig. Det er meget sejt at være herovre mens det sker. Men sååå meget har jeg heller ikke fuldt med, har været ret overbevist om at Obama ville vinde hele tiden, har troen på at den støreste procentdel af amerikanerne har noget mellem ørerne. Bare kald mig naiv. Men vi er alle glade for at han vandt! Go Obama! 

De siger at det skulle blive uvejr igen i dag og der skulle komme en masse sne, det er jeg altså bare SLET ikke forberedt på! Men så er det jo godt jeg tager en smut tur til Miami og 25 grader i morgen.
Kan i have det godt!
 
Lot Of Love
 
Jeres Annabel