tirsdag den 25. september 2012

JE, je, MA, ma, PELLE, pelle, Annabel.. Sleepovers and schoolstarts.

Så nåede jeg desværre ikke lige helt min sædvanlige mandags opdatering men det er nu også mest fordi der ikke er sket det helt store i weekenden.  Lørdag havde jeg ungerne hele dagen da John og Shana skulle til bryllup. Så kl. 10 smuttede de og så stod jeg ellers for underholdningen. Vi tog et par timer i parken og ellers legede AJ faktisk ovre hos naboen hele dagen, så det var ikke så slemt, ville bare nogle gange ønske at jeg også kunne smide babyen over til naboen.
Det var nu faktisk en rigtig hyggelig dag, der er bare en helt anden stemning når man ved man skal have dem helt alene natten over også. Man slapper ligesom mere af og stresser ikke over at vide at om lidt kan en af forældrene stå der og så vil man gerne se overskudsagtig ud med to glade børn der spiser broccoli og løser matematik opgaver mens huset er pletfrit og man selv prøver at ligne en der ikke har drukket 5 kopper kaffe for bare at kunne løfte øjenlågene, har modellervoks smurt ud i hele hovedet og grå hår af anstrengelse efter en hård dag.
Og så fik jeg også for en gangs skyld lov til at bade baby, intet er bedre end det når man har med en baby at gøre, nu skal alle der ikke har børn bare lukke øjene for i forstår det sikkert ikke, men ved at alle mødrene derude forstår følelsen og fornøjelsen i at bade et barn der smiler over hele ansigtet og smøre dem ind i creme og proppe dem i rent tøj. Det er det bedste kvarter på hele dagen og der elsker jeg simpelthen bare den lille unge, men men men det har man sørme hurtigt glemt når ungen vågner kl. 4.30, smiler over hele hovedet og synes at nu er det da tid til at stå op. Så er man ved at kradse øjene ud på sig selv og på babyen. Men hele dagen gik fint, ungerne lever stadig, det er jo et plus i hvert fald og da ungerne var lagt i seng nød jeg et lille glas vin og sad bare i det store stille hus helt for mig selv. Rar følelse, men kunne heller ikke lade vær med at føle mig lidt ensom, tog faktisk mig selv i at gå ind på AJ’s værelse for lige at vække ham og sige godnat en ekstra gang. Så kunne jeg ikke lade vær med at tænke på hvordan min mors liv har været. Alene med 4 børn. Wow. Tror ikke jeg før nu har kunnet sætte mig ind i den følelse hun må have haft hver gang vi alle var lagt i seng og hun sad der alene i stuen. Har altid været enormt stolt af min mor, også selvom jeg ikke altid har været god til at vise det, men har nok ikke rigtigt, tilfulde, forstået hvorfor jeg, udover at hun er min mor, var så stolt. Før nu. 4 børn er mange, men 4 børn alene, se det kræver sin kvinde! God gået mor!

Ellers er weekenden gået med skype, først med Jacq som er en trofast skypedate mindst hver anden weekend. Det er skønt! Så føler man ikke at man går glip af nær så meget derhjemme. Og så fik jeg også skypet med Micha, Bo og ungerne, det var tilgengæld rigtig hårdt. Måtte virkelig kæmpe for at holde tårerne tilbage hele tiden. Savner dem meget og tror det er endnu hårdere med ungerne fordi jeg bare føler at jeg går glip af så meget. Mathilde snakker på livet løs og jeg føler bare at det er et spørgsmål om tid før jeg glider ud af deres hukommelse, det gør jeg jo ikke hos voksne på samme måde. Synes generelt det er ret hårdt at konstant rende rundt med så mange ambivalente følelser, hver gang nogle spørger om jeg har lyst til at blive tænker jeg straks JA men så tænker man på gode gamle Danmark og alle de mennesker man elsker og savner derhjemme. Gid man kunne være flere steder på en gang!

Puha hvad er der ellers sket siden sidst, nå ja blev tilbudt et modeljob i Abercormbie and fitch, på plakaterne venner! Prøvede at skrive det så nonchalant som overhovedet muligt så i ikke kan forestille jer mit ansigt da jeg blev spurgt. Man skulle tro Taylor Lautner stod nøgen foran mig sådan som jeg havde julelys i øjene. Men drømmen blev hurtigt knust da jeg jo ikke må have andre jobs ifølge mit visum, men nu har jeg da for alvor boostet min selvtillid og fik da også et nummer så hvis alt glipper, ja man ved jo aldrig!
Var faktisk seriøst ved at overveje rematch her forleden, Shana er altså virkelig en hård negl nogle gange. Jeg kom hjem fra mit LCC møde og var kommet til at tale over mig til min CC, og fortalte om at jeg havde haft børnene hele dagen og natten, hvilket vi jo ikke må da vi kun må arbejde 10 timer om dagen. Men jeg er lidt for ærlig nogle gange, hvis i ikke har lagt mærke til det, og så snakker jeg jo også ret uhæmmet. Så det tænkte jeg altså ikke over, fik dog redet den ret godt ud med min CC synes jeg selv og skyndte mig hjem og fortalte Shana at jeg var kommet til at snakke over mig for ville da helst have at hun hørte det fra mig og ikke fra CC, for så ville hun da bare tro at det var fordi jeg ikke var okay med det. Hvilket jeg var. Så flipper hun helt ud i et teenageoprør, eller okay flipper ud er vel så meget sagt for hun snakkede simpelthen bare ikke til mig resten af aften og lige med et var hele stemingen i huset bare ødelagt. Jeg besluttede ret hurtigt at tage i fitness og da jeg kom hjem gik jeg ind af min egen indgang og så dem ikke mere den dag! Er pisse træt af kvinder! NU er det fandme tid til at stoppe det der PMSflip og humørsvingninger og jeg ved fandme ikke hvad. Det stopper NU gør det! I mit næste liv skal jeg være bøsse! Helt ærligt, det virker bare nemmere.
Nå, men frygtede så selvfølgelig hvordan det ville være at komme op om morgen, men havde besluttet mig for at jeg altså ikke gider rende rundt på listefødder fordi hun skal være så barnlig så kom bare trampende op (ej okay, det var ikke det jeg mente med listefødder, you know) og sagde godmorgen og ellers havde jeg intet at sige til hende før hun spurgte om noget. Det gjorde hun så også først en halv time efter da hun var på vej ud af døren ville hun gerne lige have hele historien om hvad der skete til mødet. Så sad jeg der med en advokat og følte lidt at jeg blev afhørt, men måtte jo bare fortælle og hun blødte da også op da hun hørte at det altså ikke var så slemt som først antaget! Og endte faktisk med at sige at hun jo bare ikke ville have at Cultural care tog mig fra dem fordi de ikke overholdte reglerne. Så lidt menneskelig kan jernlady også være, det er jo nice to know.

Tror bare jeg har været lidt over følsom omkring mine værtsforældre og hvordan de reagerer overfor mig da jeg konstant hører om au pairs i rematch og jeg vil virkelig ikke forlade min familie! Selvom jeg kan blive pisse irriteret på dem ,så er der ikke nogle tvivl om at de er et godt match for mig og for at være helt ærlig så ville jeg aldrig kunne klare at havne i rematch. tror det ville knække mig og jeg ville nok ende med at tage hjem i stedet for.
 Her forleden, som de fleste nok har set på facebook, havde jeg en diskussion med AJ omkring det board vi sætter på barnevognen som han kan stå på hvortil han svarer at i hans familie kalder de det et ”stand” og det skal jeg også gøre når nu jeg er en del af familien. Så bløder ens hjerte jo lidt, i et par sekunder i hvert fald.

Ellers har jeg været til min første fransk time i mandags. Ja ved slet ikke hvad jeg skal sige til det. Det var ikke lige som forventet. Vi var 7 mennesker. 2 au pairs fra min kontaktgruppe som er columbianere og har et specielt bånd og som snakker jævnt dårligt engelsk, et gift par som helt sikkert havde meldt sig fordi de var manglede erotisk og spænding i deres forhold og troede helt sikkert at lære fransk er løsningen, da de helt sikkert var for gamle til at få et lad-os-prøve-at-få-en-baby-og-se-om-det-får-gnisten-tilbage barn. Så var der en halvgammel røv irriterende mand, der virkelig troede at han havde helt tjek på det der franske sprog og pålagde sig en utrolig fake og selvopfunden accent og så mente han også at han var den perfekte gentlemand og fulgte mig ud på toilettet og åbnede døren for mig, utrolig akavet! Den sidste var en dame i slutningen af 40erne vil jeg skyde på, som helt klart havde fundet en eller anden ung fransktyr hun skulle imponere, hun sad der i sin pels poncho og følte sig noget så vigtig, hun lignede en der enten selv havde kassen eller lige var blevet skilt og havde scoret kassen fra sin eksmand. Og then there was me. En dansk au pair, der har haft fransk i 4 år og joinet et begynder kursus for at score lidt bonuspoint og styrke selvtillid. How pathetic! Sad der i min yndlings armani skjorte, høje støvler, grønne glimmer tush og havde som den eneste glemt at købe den bog vi skal arbejde med, flot! Der røg lige forestillingen om at jeg havde noget så godt styr på mit liv. Havde ellers ret travlt med at sidde der og dømme alle de andre og ville huske at minde mig selv om aldrig at blive sådan en halvgammel kvinde der ikke havde fået levet alle sine drømme ud endnu og derfor melder sig til et aftenkursus, men tror jeg endte med at være den der var mest til grin.
 Mistede helt selvtilliden da jeg i pausen gik på toilettet og så at jeg havde glimmertush smurt ud over hele min ellers perfekt lagte lipgloss, ja hvad kan man så lære af det! Medbring kuglepind, da du ikke er 8 år og lad vær med at tygge i dem da du stadig ikke er 8 år! Nå, men havde jo rigtig planlagt at jeg skulle rocke det der kursus da jeg jo ikke ligefrem er en begynder til fransk. Men fik alt andet end rocket det lorte kursus. Havde endda taget to betablokkere inden jeg mødte op fordi jeg havde kørt min præstationsangst helt op i det røde felt hele dagen. Latterligt. Det foregik altså sådan at vi på de 2,5 time lærte at sige vores navn og gentage alt hvad hun sagde. Hvis der er nogen form for undervisning jeg ikke kan døje så er det den der latterlige 3. klasses form hvor læreren siger noget og alle gentager i kor. For HVER gang jeg endelig tager mod til rent faktisk også at sige med så er det ligesom om alle andre holder kæft og min stemme bliver, kan i huske den scene i Harry Potter hvor en eller anden troldmand tager den der pind til struben og hans stemme bliver ufattelig høj?, ja sådan føler jeg min stemme bliver i det sekund. Så det er, vil jeg selv mene, forståeligt at jeg ikke altid lige orker at deltage i det der korråberi. Men men men det får mig jo ikke ligefrem til at virke som en særlig habil franskspeaker eller særlig imødekommende. Tværtimod fik jeg flere gange medlidenhedsblikket af lærer som om, Annabel det skal nok gå du skal ikke være bange. Øvelse gør mester. Bla bla bla. Så har nu valgt at jeg simpelthen ikke orker at deltage før jeg føler at de når op på mit niveau, sad bare og skrev på det her blogoplæg og grinede af alle de andre og havde virkelig ondt af den ellers utrolige søde lærer, som rent faktisk var fransk, der stod der med et hold på 7 retards, den ene mere umulig at lære fransk end den anden.

Ej tror måske jeg vil tage mig lidt sammen næste gang, hele pointen var jo at starte helt forfra med mit franske og det må man da sandelig sige at jeg har chancen for nu! Nu må vi se.
 
Ellers kan jeg jo altid gøre det om 20 år og være hende den gamle sure dansker der aldrig fik lært fransk selvom hun prøvede i adskillige år.
 
 
 
 
 
 
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar