Så er det mandag
igen og det er nu præcis 3 måneder siden jeg forlod alle jer og mit kære
Danmark. 3 måneder med, grin, gråd og skrig, prøvelser, op og ned ture, nye
venskaber og ikke mindst en masse ubeskrivelige fede og gode oplevelser. Sidst
jeg skrev havde jeg mildt sagt en rigtig nedtur og følte at det hele bare var
noget være lort og havde allermest lyst til bare at pakke mine ting og smutte
tilbage til mors trygge hjem og blive der. Men har fået hivet mig selv op og
har haft en rigtig god uge. Har desværre haft problemer med at sove, hvilket
nok også var en stor årsag til nedturen, humørsvingningerne og irritationen jeg
følte sidst, så nu tager jeg hver aften beroligende/sovepiller og får sovet 9
timer hver nat og det har bare gjort alting så meget bedre. Ved godt at jeg
selvfølgelig ikke skal blive afhænging af sovepiller, men min hverdag kan
simpelthen ikke fungere uden søvn så nu må det være sådan her indtil jeg er
helt oppe og køre igen. Men generalt har det været en langt bedre uge, John og
Shana har haft mere overskud og vi har alle været mere glade, snakket og grint
mere sammen. Tror også bare jeg selv må ændre attitude noglegange, jeg har jo
selv en del humørsvingninger og et stort temperament, så når Shana har et af
sine flips må jeg bare lade vær med at køre det over på mig selv. Det kan ikke
være mit problem at hun er en større teenager end jeg selv er.
Har været en del
ude med Ida de her weekender jeg ikke har været i NYC, det er rigtig rart at
have hende så tæt på mig og vi svinger virkelig godt sammen. Hun er lige så
sarkastisk og ironisk som jeg er så det er rart at vi kan få lov til at være
det sammen for amerikanere og alle andre nationaliteter her ovre forstår slet
ikke vores humor. Hvilket jo uden tvivl er deres loss! I weekenden prøvede vi
at være søde og hænge ud med en ny columbianer der lige er kommet til vores LCC
gruppe, men altså det gik bare ikke super godt. Tror det er svært når vi nu har
været vant til bare at være os to siden vi ankom og så lukke andre ind i vores
lille klike. Og så er det generelt rigtig svært med folk fra columbia da de
altså ikke er vildt gode til engelsk og jeg bliver SÅ irriteret når jeg ikke
forstår hvad de siger eller de ikke forstår mig, og så er der bare en stor
kultur forskel. Men følte mig som et godt menneske over at have taget godt imod
hende og inviteret hende over. Det fede ved Ida er jo også at vi kan snakke om
en masse ting hjemme fra og vi tit lærer hinanden ordene på henholdsvis svensk
og dansk.
Fredag aften
besøgte mig og Ida/Ida og jeg? Kan aldrig huske den regl. Et haunted house da
det jo snart er Halloween og det går amerikanere jo temmelig meget op i. Sidste
weekend hos Nanna, snakkede vi meget om de her haunted houses og Nanna er lige
så skræmt som mig omkring sådan noget og vi svor begge at vi i hvert fald
ALDRIG frivilligt ville bevæge os ind i et haunted house, men til min store
overraskelse kommer jeg hjem dagen efter til en meget begejstreret Shana der
har købt to billetter til mig og Ida til The haunted house. Så kunne jeg jo
ligesom ikke rigtigt afvise hende og sige at det gad jeg i hvert fald ikke
fordi jeg er en kæmpe stor kylling og fordi min storebror har skræmt mig fra
vid og sans hele min opvækst. Så måtte bare bide i det sure æble og gøre det,
det var jo også virkelig sødt af hende at købe billetter til os! Uden tvivl!
Nå men fredag
aften hiver jeg så Ida med derop, vi får kørt hinanden godt op inden og Ida
spiller ret cool omkring det og prøver egentlig mest af alt bare på at berolige
mig og som vi begge siger: ” Der er børn, så hvor slemt kan det lige være?”
Lidt ligesom den kommentar 10 årige Beatrice kom med i Disneyland da vi sad i
piratbåden: ”Vi er jo ikke spændt fast så selvfølgelig sker der ikke nogle
vilde ting” og sekundet efter ryger vi ned af en lang bakke til stor rædsel for
både Bea og jeg.
Vi havde
selvfølgelig VIP billetter, fordi vi er awesome, så vi gik lige ind foran den
lange kø og blev hooket op med nogle andre VIP’s så vi i alt var en gruppe på
8. Jeg stod selvfølgelig og var helt vildt nervøs og hele gruppen stod og smågrinede
af mig. Så lukkede de os endelig ind og vi kommer ind i det første rum hvor to
skuespillerinder tager imod os, den ene mere skræmmende end den anden. De
lukker døren bag os med et brag og så råber den ene bare:”ANNABEL”, blev noget
chokket men så tænkte jeg, ej hvor sjovt der er en af skuespillerne der hedder
Annabel, møder ellers aldrig nogle der hedder det bla bla bla. Men det går
ligesom op for mig at det er MIG hun råber til da hun bliver ved og ved med at
sige mit navn og bliver mere og mere vred og hele gruppen begynder at blive
urolige og Ida kigger skræmt på mig. Måtte jo så med bævrende stemme og tårer i
øjenene træde frem foran gruppe og erkende at jeg var Annabel. Fik heldigvis
bare en lap papir i hånden og selvom jeg troede jeg var døden nær så klarede
jeg mig igennem første rum. Og derfra blev det bare værre og værre. Skreg hele
vejen igennem. Der var en i gruppen der havde været der før så hun vidste hvornår
vi ville blive skræmt så det hjalp lidt at holde sig til hende, så var man i
det mindste forberedt på det, indtil vi bliver ført udenfor og hun bare
begynder at skrige og sige at hun ikke kan lide den her del det er alt for
uhyggeligt og så begynder hun bare at løbe fremad. Jeg går selvfølgelig helt i
panik og når lige at se at der er en stor hætteklædt mand med en le der løber
efter os ud på en bro og idet vi vender os om for at løbe væk fra ham ser vi
bare to klovne komme løbende imod os. Så var man ligesom fanget midt på en bro
og det var som om de der to klovne bare havde udvalgt mig og Ida som ofre for
deres tortur for de stod kune ovre ved os. Vi gemte vores hoveder i vores
halstørklæder og stod ellers bare helt stille og skreg/græd/panikkede/blev
ydmuget. De lader os så endelig gå videre et par meter uden at genere os og så
vender de om og løber efter os igen. Den her gang formår vi så heldigvis at
tage benene på nakken og flugte og vi kommer ud fra området hvor turen i the
haunted house er slut så vi stopper naturligvis op og tænker, okay det
overlevede vi da, indtil klovnene er lige bag os og vi må flugte igen. De
jagter mig og Ida hele vejen over til køen hvor man kommer ind, hvor vi stopper
op og indtager vores bedste skrigeposition og så besluttede de sig heldigvis
grinede for at gå tilbage.
Nu har vi så besluttet at sagsøge dem for at skræmme
os på et område hvor de ikke havde tilladelse til det OG for at ydmyge os foran
alle de mennesker der stod i kø!
Måske er det sådan jeg bliver rig, who knows!?
Men udover at det kostede min stemme i et par dage og et par tårer så var det
fedt nok at prøve det og det var rigtigt rigtigt flot lavet! Super overdrevet
og kun som amerikanere ville lave det, men der var ingen tvivl om at der var
lagt meget arbejde og sjæl i det og alle skuespillerne gjorde et fantastisk
arbejde og ja det hele var super imponerende. Men det siger jeg sgu ikke noget
om når jeg sagsøger dem!
Fredag aften
besluttede Shana og John at sleeptraine babyen fordi han aldrig sover igennem
om natten og de er stortset oppe hele natten, ja ved simpelthen ikke hvordan
forældre gør det, jeg var helt smadret i flere dage efter jeg havde haft
ungerne den ene nat. De gør det hver nat og går på arbejde fra kl. 9-6 dagen efter. Imponerende,
og også forståeligt at der ikke altid lige er det store overskud til pjat og
gøgl. Nå, men de er selvfølgelig selv trætte af at være trætte og ikke have
mulighed for at sove så nu skulle der andre boller på suppen. Sleeptraining går
simpelthen bare ud på at man ligger babyen til at sove i sin seng og så går man
og kommer ikke derind igen før næste morgen. Så når babyen vågner op i løbet af
natten og græder og man normalt ville gå ind og trøste så lader man babyen
græde til han falder i søvn af sig selv og lærer at trøste sig selv og finde
tilbage til søvnen. Jeg ved ikke helt hvad jeg synes om det, det lyder bare så
barsk og ikke særlig rart at høre på et barn græde i længere tid af gangen, men
man må sige det var effektivt, keith blev langt til at sove vågnede kort tid
efter og så græd han i 15 min og så faldt han i søvn og sov hele natten. Shana
og John sov på en luftmadras nede hos mig, eller det vil sige Shana sov ikke
rigtig hun rendte op og ned af trapperne for at lytte efter ham og kunne slet
ikke falde til ro. Men alle klarede natten og siden har Keith sovet igennem
hver nat. Det er jo ret imponerende og ufatteligt dumt at vi ikke har gjort det
noget før. Lørdag arbejdede jeg om morgen og om aften kom den columbianske
pige, Annie, over og så film med mig og Ida.
Ellers alt vel,
næste weekend tager jeg tilbage til NYC, nu er det alligevel for længe siden
jeg sidst var der.
Ps. I aftes til
fransk blev jeg selvfølgelig sat sammen med Mr. Røvirriterende-tror-jeg-er-så-god-til-fransk!
Skulle arbejde sammen med ham i 2,5 time. Var ved at dø! Synes altså normalt
jeg er ret god til at tolere mennesker og det er da sjældent at jeg decideret
hader folk, men okay når jeg så virkelig ikke kan lide folk så skal jeg da nok
lige love for at jeg går all in. Og det lader jeg dem gerne vide!! Har måske
lidt ondt af ham nu når jeg er kommet hjem og ser på min opførelse, men okay på
den anden side kan han bare lade vær med at være så pisse irriterende. Sådan
som han opfører sig så er jeg ret sikker på han har mødt andre mennesker der
hader ham.
The best thing about the future is that it
comes one day at a time.
-Abraham Lincoln
-Abraham Lincoln
Ingen kommentarer:
Send en kommentar