torsdag den 20. december 2012

Crazy danes got lost and ended up in the U.S.

Hvorfor hedder det egentlig 24/7? Citat: Mor

Så er der sørme gået et stykke tid siden jeg sidst fik tid til at opdatere herinde, der er sket en hel del så ved slet ikke hvor jeg skal starte henne.

Først og fremmest havde jeg jo fint besøg hjemme fra, mor og Henrik ankom den 6. december og tilbragte 10 dage her hos mig og familien. Det var skønt, at se dem begge to igen, selvom jeg jo er blevet en del mere selvstændig og nyder at gøre tingene for mig selv og på min egen måde så har man jo nu en gang også brug for sin mor indimellem. Vi tilbragte torsdag aften og fredag formiddag hjemme i huset og så tog vi ellers ind til NYC hvor jeg havde fået lov til at låne Alan’s lejlighed igen. Vi gik på times sqaure og mødte Ida som tilbragte hele weekenden med os. Lørdag fik vi set en hel masse, kan dårligt nok huske det hele, vi gik på Brooklynn bridge, var i chinatown, gik i greenwich village, og så Mary poppins på broadway om aften.

Lørdag aften skulle jeg mødes med Mike, tror jeg har nævnt ham før, ham der tog mig med ned til Battery park og så solopgangen med mig?! Anyway han kom hen til lejligheden, forlod hans vens fødselsdag for at se mig. Så stod vi ellers bare på trappen og snakkede og kysede måske også lidt, men shhhh, det var meget sex and the city agtigt, lejligheden har den samme trappe ude foran som Carrie’s.
Han er fandme sød og virker som en oprigtig god fyr. Men nu må vi se, min dømmekraft har jo svigtet mig før kan man sige. Ida mødte ham også og godkendte ham, så det hjalp selvfølgelig lidt. Han er 25 år, hamrende amerikansk, er ingeniør og nej han ligner ikke en abercrombie and fitch fyr, men who cares! Han er charmerende og synes, at jeg er smuk og dejlig og det er lige hvad jeg trænger til at høre så så længe han vil blive ved med at booste mit ego og være sød og rar med ved mig så ser jeg ham hver gang chancen er der. Kan dog godt mærke, at jeg er skrækslagen for at forelske mig igen, kan slet ikke have tanken om at være heartbroken igen. Så det ender sikkert med at jeg er alt for streng ved ham og nærmest smider ham væk og så sidder jeg om et par måneder alene igen og er på trods af mit skjold, heartbroken alligevel. The story of my life. 

Søndag stod vi tidligt op og kørte til Harlem, det ”farlige” kvarter i NYC ifølge min mor og hendes turistbog. Her skulle vi se en vaskeægte afroamerikansk gospelgudstjeneste. Det var helt fantastisk. Som at være med i en amerikansk film. Stor oplevelse!
Resten af søndagen brugte vi på The met, og så tog vi ellers hjem til forstaden igen.  

Resten af ugen brugte vi på at få shoppet julegaver og så var vi også en tur til Philly og når ja, shoppe flere julegaver. Det var lidt stressende noglegange at have så ”mange” mennesker i huset når jeg er vant til bare at gå hjemme med babyen. Men det gik okay og Keith var heldigvis sød det meste af tiden og så var han helt vild med min mor så det hjalp lidt på det at hun kunne hjælpe med ham. Men at rende rundt i et kæmpe outlet mall med en lille baby, det kan altså stresse enhver! Just saying...

 Fredag var det jo min fødselsdag, som jeg nærmest havde glemt jeg havde. Lidt underligt, at have fødselsdag herovre, det er første gang uden min tvillingesøster, Beatrice og uden mine dejlige veninder til at fejre mig, og så på en fredag hvor der ellers var rig mulighed for at tage på Sam’s og synge ”jeg vil i seng med de fleste” og drikke sig i hegnet. Nå men, den tager vi næste år tøser! I promise. Medmindre jeg bliver her...  

Men det var en hyggelig dag, jeg fik nogle dejlige gaver fra nogle fantastiske mennesker hjemme i Danmark, fra min amerikanske familie og jeg fik lov til selv at vælge min gave fra mutti, som blev et par pisse fede læderstøvler fra Steve Madden, en Calvin Klein vinterjakke og en weekendtaske lædertaske fra Steve Madden. Tak for det!
Dagen gik med at lave risengrød, rugbrød, brunkager og en lækker middag til os alle. Og selvfølgelig lagkage som Aj fik lov til at dekorere med lys. Fik synget fødselsdagssang og familien elskede min danske lagkage, eller mors, så det var bonus. Ida havde  også fødselsdag den 14., det er helt vildt som jeg møder folk der har fødselsdag samme dag som mig! Hun kom senere og så tog vi toget ind til New york city sent og gik direkte i seng.

Lørdag gik vi i central park for og se H.C. Andersen statuen, John Lennons mindeting, som Ida 3 dage efter fandt ud af at ”Imagine” er en sang.. Jesus. Senere havde jeg et mindre breakdown da jeg for det første var mega sulten og havde gået rundt og kigget på træer i alt for mange timer. Da vi så fik kæmpet os vej til times square for at købe de sidste julegaver, som man ellers skulle tro at på nuværende tidspunkt måtte være indkøbt men nej! Gik ind i disney forretning for at købe den fantastiske Ironmand dragt til Gustav som selvfølgelig var hans højeste ønske og jeg ville have givet ham som gave, der var 20.000 mennesker derinde men ingen dragt selvfølgelig. Så måtte meget betuttet og skuffet lynhurtigt finde på noget andet. Og nårh ja havde hele dagen glædet mig til at skulle ind og skøjte foran juletræet på rockefeller og få nogle fede billeder. Men så valgte hele mit entourage at baile mig og droppe at skøjte med ordene. ” We can go look at you while you do it” well thank you so much. Og for så lige at toppe min nedturs aften så var der heller ingen af dem der ville med ned i Steve Madden butikken for at købe den gave de( mor og henrik) skulle give mig. Så på grådens rand måtte jeg skuffet satte mig ned i sædet i et teater for at se Mamma mia. Det fik heldigvis hurtigt mit humør op, hold da op en festlig og god forestilling på trods af de mange fulde sms’er og opkald jeg måtte afvise fra Mike der var udklædt som julemand og havde drukket lidt for meget, hmm nisseøl?! Men det er en anden historie.
 

Efter forestilling gik vi hjem i lejligheden og Ida og jeg spiste pizza drak en flaske hvidvin og et par cidere og havde det vildt godt og sjovt. Søndag morgen tog vi hjem igen, mor og Henrik pakkede og jeg kørte dem i lufthavnen.

Det var ikke særlig sjovt at sige farvel, men synes selv jeg klarede det ret godt. Havde det fint på hele køreturen hjem, begyndte første rigtigt at græde da jeg så Shana og John og de spurgte hvordan jeg havde det. Det var lidt ligesom da man var lille og slog sig og inderligt påstod at det ikke gjorde ondt indtil man så sin mor og uhæmmet begyndte at græde. Men det var rart, at få en krammer og blive trøstet lidt for en gangs skyld.

 Der var ikke noget resten af aften og havde det helt fint med at gå ned og sove på mit eget værelse, selvom der var mindre larm og mindre rod. Havde troet jeg ville få en nedtur efter de var rejst, men har slet ikke følt mig nede. Tværtimod havde vi 10 gode dage og det var sjovt og hyggeligt.

 Men jeg har været ”alene” herovre i 5 måneder så er jo blevet vant til at gøre tingene på min egen måde og være meget mere selvstændig. Nu ved jeg også hvor hurtigt tiden flyver så prøver bare at nyde hver dag så meget som muligt og så nytter det jo ikke noget at sidde og græde snot over at sige på gensyn til mennesker jeg skal se hver dag når jeg kommer hjem igen. Og som jeg højst sandsynligt bliver meget trætte af igen når jeg indlogerer mig i Hyrdeengen igen. Nå ja man kan jo ligeså godt være ærlig!  

Det har været stort at få lov til at vise min mor og Henrik min nye verden og hvorfor jeg er så betaget af USA og især New york. Det har også været rart, at have dem her i huset med familien, synes det har bragt mig tættere på John og Shana, det har været nemmere at dele noget dansk kultur med dem og vi har alle sammen haft det rigtig sjovt og hyggeligt sammen. Hatten af for John og Shana der har lånte mig bilen hele ugen, haft to gæster boende og været søde og hjælpsomme. Og tak til mor og Henrik for besøget, for at sprede dansk juleglæde, for to fede weekender i NYC, for at tage godt imod Ida og have hende med på tur.
 
Jeg håber i nød jeres ophold her, og kan se at jeg trives og nyder mit liv her. Jeg vil glæde mig til at gense jer til sommer, hvis altså ikke i har planer om et forårsbesøg... Men indtil da vil jeg med grin og højt humør springe videre ud i mit eventyr, få nogle oplevelser, lære af mine fejl, blive klog på mig selv og finde svar på nogle store spørgsmål.
 Mon jeg når det hele??!

“New York is the place of opportunities. If there is any place in the world that you want to come to, to be able to make it big, or to go after your dreams, it is New York City!!!”
 
Synes jeg havde en helt masse at fortælle, men når man så skal skrive det ned så forsvinder det helt. Men heldigvis har jeg jo minderne for livstid og det har mog og Henrik også, så det går nok.
 
Til vi "ses" igen.. Jeres Annabel
 
Det var lidt sådan her gospelprædiken var ;)
 
 
 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar