Så kom jeg
sikkert igennem jul og nytår. Det hele har været lidt travlt og stressende, så
derfor har jeg ikke helt været så god til at få skrevet. Men nu er det jan. Og
tingene er lidt mere rolige, udover at jeg selvfølgelig skal planlægge min tur
til Chicago, til Niagara falls, finde ud af mine skolekurser og lige overveje
om jeg skal forlænge mit ophold her, nå men mere om det senere.
Først og fremmest
havde jeg en fantastisk god og hyggelig amerikansk jul! Den 24. fik mig og Ida
taget billede på Santa’s skød, det længe ventede billede! Eftermiddagen
tilbragte jeg sammen med min familie hos Shana’s kusine til frokost og hygge.
Da vi kom hjem, bagte vi cookies til julemanden. Jeg spiste middag hos Ida’s
familie om aften og de tog os med i katolsk kirke den aften. Det brød jeg mig
ikke rigtig om, det er sjovt nok at have oplevet det, men det var lidt for
ektremt for mig. De små drenge der går rundt med korset og holder biblen mens
præsten læser op, man skulle hele tiden ned på knæ og bede, man skal hele tiden give penge og ej altså det er sgu
lige en tand for meget. Men nu er det prøvet og det døde jeg jo ikke af.
Jeg kommer i hvert fald ikke hjem som troende,
det er da helt sikkert.
Jeg fik også
Skypet med min familie derhjemme 2 gange, første gang da de sad og så Disneys
store juleshow, som jeg finder meget mærkeligt og foruroligende at de ikke
sender herovre! Det er simpelthen ikke fair! Senere da de spiste ris a’lamande
(mor du behøver ikke sende mig en mail hvor den rigtige stavemåde står, I don’t
care!). Synes det var hyggeligt, at se dem alle sammen igen, også selvom det
resulterede i lidt tårer da jeg skulle lægge på. Sådan er det jo, og jeg havde
det helt fin bagefter. Har ikke haft hjemve her i julen som man jo kunne have
frygtet. Dansk jul skal jeg nok opleve igen!
Den 25. blev jeg
vækket kl. 8 af AJ som råbte at julemanden havde været der og lagt gaver i
sokken. Jeg kom ovenpå til julepyntet bord og duften af pandekager. Der var
overdrevet mange gaver rundt om juletræet, det var så amerikansk! Min sok var
også blevet fuldt med gaver, fik 100$ og en masse lækker make-up, cremer og
andre dejlige og lækre produkter jeg kan forkæle mig selv med. Det var rigtig
hyggeligt, at sidde der om morgen og åbne gaver.
Resten af dagen
gik vi bare rundt i vores nattøj og hyggede og om aften tog vi på resturant og
spiste mega lækker julemad. Tror Shana blev lidt fuld under middag, hun var i
hvert fald super kærlig og sagde mange gange at de ville komme til Danmark og
besøge mig når jeg en gang kom hjem.
Mellem jul og
nytår var både Shana og John hjemme, så det var lidt underligt at være på
arbejde alligevel. Man bliver hurtigt lidt stresset af så mange mennsker i
huset når jeg er vant til bare at være mig og babyen om dagen. Den 28. kom der
oven i købet nogle af Shana’s venner på besøg, så de boede på mit værelse i et
par dage. Hvilket var helt okay, det var et super sødt par og damen var gravid
så det var i orden at hun sov i min seng og ikke på gulvet. Hvilket godt
menneske jeg er!
Ida var dog meget begejstret for min styling
af hende og det var skønt at se hende træde lidt ud af sin comfortzone og blive
mere selvsikker og udadvendt.
Vi tog ind mod
byen tidligt om aften for at mødes med Regitze, Nadia og Louise. Vi spiste på
en god og fanzy resturant og bagefter gik vi ned mod Times Square mens vi drak
alkohol af vores vandflasker. Ikke særlig classy og man føler sig sat tilbage
til den gang man var 15 år og man ikke rigtig havde lov til at drikke endnu. Man
føler sig rigtig dum når man er 20 år og har drukket og gået til fest de sidste
5 år og så kan man sgu ikke en gang få sig et glas vin på en resturant. Øv
altså!
Nå men, Times
Square kunne vi jo selvfølgelig ikke komme i nærheden af overhovedet, og vi gad
altså ikke vade 11 blokke for at IKKE kunne se den skide bold falde ned. Så vi
tog ned imod den klub vi havde købt billetter til og så sad vi et par blokke
derfra og drak lidt mere. Vi havde det vildt sjovt og hyggeligt. Tiden løb lidt
fra os, men kl. 11.30 bevæger vi os mod klubben, mig og Ida mister de andre i
indgangen men styrter op i salen med storskærmene og når lige op til
nedtællingen. Kl. 12 falder ”æblet” ned, alle hujer og råber og en fyr kommer
over og løfter mig og Ida op og kysser os. Så var 2013 ellers skydt i gang. Vi
havde en fest, alle var vilde med os og lagde an på os. Vi havde det sjovt og
festede hele natten. Ida og jeg tog toget hjem og landende i PA kl. 8 om morgen
hvor John hentede os. Jeg tror de synes jeg er lidt små tosset, men hvad
fanden, det er jeg jo også!
Året hvor jeg
tabte 6 kilo – og derefter tog 8 kilo på.
Året hvor jeg fik
en kæreste – og blev slået op med offentligt på facebook
Året hvor jeg for
første gang læste porno(Fifty shades) – Året hvor jeg for 2. gang læste porno
(triologi genlæses)
Året hvor jeg
bildte Amerika ind at der ikke findes Moskeer i Danmark. At Rittersport, Milka
og Marabou er dansk – året hvor jeg måtte konstatere overfor amerika at jeg
ikke ved en skid om mit eget land.
Året hvor jeg
trådte ud af teenagealderen – året hvor jeg alligevel råbte af min mor på skype
og smed ”røret” på.
Året hvor jeg
brækkede mig i en taxa, råbte af en taxamand og efterfølgende brækkede mig i en
vens penthouse.
Året hvor jeg
helt alvorligt sagde ”SnabelA” offentligt.
Året hvor jeg
”tabte” min fortand et par gange. (eller var det året før?)
Ej helt alvorligt
så ser jeg tilbage på mit år 2012 med stor glæde. Har opnået og fuldført mange
ting, har selvfølgelig haft op og nedture, mistet mennesker i mit liv, haft
hjertesorger osv. Men alt i alt, et år hvor jeg har fået udfordret mig selv,
haft store glæder og oplevelser. Den støreste af alle er selvfølgelig at jeg
tog til USA. Jeg har sørme også været så heldige at få to nye familier i mit år
2012 og 4 nye dejlige unger som jeg holder ufatteligt meget af. Det er med stor
glæde og blod på tanden at jeg går mit år 2013 i møde. Jeg er ikke i tvivl om,
at jeg vil vokse og udvikle mig endnu mere(her er ikke tale om min figur, men
nærmere mig som person!).
Ellers har jeg
det bare rigtig godt, trives og nyder til værelsen. Dog har det været nogle
tunge, trist og hårde uger her på det sidste. Min oldefar gik desværre bort og
det er meget trist og underligt ikke at være hjemme til at ”sørge” og sige
ordentligt farvel. Men som min familie siger, nu er han genforenet med min
oldemor og det er da en rar tanke!
Midt i alt det, meddelte Shana at de ville
begynde at starte processen op med at finde en ny au pair til når mit år ender
i juli og hun spurgte om jeg ville hjælpe dem og være en del af det. Jeg blev
noget chokeret, det var ikke lige hvad jeg havde regnet med at blive
konfronteret med. Jeg har trods alt stadig 6 måneder tilbage af mit ophold. Hun
ville bare gerne være i god tid når de nu arbejder så meget som de gør.
Jeg sagde til
hende, at jeg ikke var sikker på jeg ville hjem til sommer alligevel. Tanken om
at forlade USA og familien er mere end jeg lige kan overskue.
Jeg begyndte
selvfølgelig, at græde mens vi snakkede om det og så begyndte Shana også at
græde, mens hun hulkende sagde at de ikke ville sige farvel til mig. Så sad vi
der, to voksne mennesker og grad over noget der ligger 6 måneder fremme i
tiden. Det er meget underligt, at skulle planlægge så langt frem lige nu når
jeg ikke en gang kan finde ud af hvad jeg vil have at spise til aftensmad. Jeg ved sgu
aldrig hvad jeg vil. Det er altid et problem for mig.
Så nu sidder jeg
her og skal om ikke så længe træffe beslutningen om jeg vil tage hjem til
Danmark som planlagt eller om jeg vil udvide mit år og blive 6 måneder
længere. Jeg har meget svært ved det, det koster mig mange tårer, hovedpiner og
humørudbrud. Og det er svært for mig, at takle andres meninger om hvad jeg
burde gøre og deres skide dårlige og ikke særlige konstruktive råd til mig: kom
hjem?! Siden hvornår har det været et godt råd! Hvornår har var det lige der
var nogen der spurgte: Hvad vil DU Annabel? Istedet for at VI/JEG vil gerne
have at du kommer hjem af egne egoistiske årsager. (se der var et lille vrede
udbrud!)
Føler mig selvfølgelig
super heldig og priviligeret over, at der overhovedet er nogle der savner mig
der hjemme og gerne vil have mig hjem. Men det her er min beslutning, og det
gør det bare ikke nemmere for mig. Jeg har brug for, at høre at lige meget hvad
jeg gør. Så vil jeg altid have noget at vende hjem til. Lige meget hvad så er
der nogle der støtter mig. DET er hvad jeg har brug for at høre lige nu. Ikke
så meget andet pjat.
Muligvis må
Danmark vente lidt endnu. Hvem ved. Jeg ligger stadig søvnløs om natten over
den her beslutning som skal tages. Men jeg skal selvfølgelig nok holde alle
opdateret på hvad jeg beslutter mig for.
"Gå ikke foran mig. Måske vil jeg ikke følge
dig. Gå ikke bagved mig. Måske vil jeg ikke føre an. Gå ved siden af mig og vær
blot min ven..."
"Mange ting fanger
dine øjne, men kun få ting fanger dit hjerte. Forfølg disse. Lyt til
Hjertet"

Ingen kommentarer:
Send en kommentar