tirsdag den 26. marts 2013

“You can't create experience, you undergo it.”


Endnu en gang fik jeg ikke lige opdateret efter 3 ellers rimelig begivenhedsrige weekender.

Forrige weekend var jeg på Long Island og besøge Hani. Har ikke set hende siden den weekend i sommers hvor jeg blev for fuld, kastede op i en taxa, vækkede Omar’s roomate og kastede op i hans lejlighed. Tror jeg blev lidt chokeret over hvor vildt og skandaloose det kan gå når mig og Hani er sammen, så vi tog lige 5 måneder hver for sig. Men vi har savnet hinanden og nu var det altså tid til en reunion. Jeg arbejder sent fredag så jeg ankom midt om natten til Penn Station og skulle have toget ud til Long Island. Selvfølgelig kom jeg til, at tage det forkerte tog og endte på endestationen mutters alene kl. 2.15 om natten. Gik selvfølgelig fuldstændig i panik, ringede hundrede gange til Hani som ikke tog sin mobil, skide flot når vi skulle mødes. Så jeg forestillede mig jo selvfølgelig, at hun lå og sov roligt og varmt i sin seng og jeg stod der på en creepy ghetto station midt om natten in the middle of fucking no where. Jeg kan godt fortælle jer, at mit liv passerede revy mange gange! Var overbevidst om at ”this is it” det er nu, at jeg bliver voldtaget, myrdet, kidnappet og rullet.
Havde ikke Hani’s adresse så jeg kunne ikke tage en taxa hjem til hende og havde faktisk ingen mulig måde, at komme hverken frem eller tilbage på. Ringede grædende og vækkede både Ida og Mike og måtte ud med mine frustrationer. Selvom der selvfølgelig ikke var så meget de kunne gøre andet end at have pisse ondt af mig og mit sørgelige liv der stod der med en kæmpe weekend taske, på en skummel station midt om natten helt alene med tårerne trillende ned af kinderne og desperation og angst malet ud i ansigtet. 7

Finally ringer Hani tilbage og kan selvfølglig ikke forstå hvorfor jeg ikke er på den station hvor vi skulle have mødtes, tror nu ikke, set i bakspejlet, at det overrasker hende at jeg tog det forkerte tog. That’s just me. Det viser sig så, at den station jeg er på ikke er så langt væk og 15 minuter senere sidder jeg trygt i Hani’s bil og kan ikke lade vær, med at grine over hvor pisse træls mit liv kan være mod mig nogengange.

Lørdag skulle vi til noget ”brunch” fest inde på Manhatten kl. 15 så vi gjorde os fest klar og tog toget ind til centrum. Lidt mærkeligt, at gå rundt fuldstændig dullet op kl. 3 om eftermiddagen. Vi tog uptown til en resturant der hedder Pranna (troede det var Prada, hvilket jeg sagde hele aften, der kan man bare se) og så var der ellers bare fest, fulde folk og folk der dansede på bordene, lige midt på Manhatten midt om eftermiddagen. Vi var temmelig populære og fik enormt meget opmærksomhed. Tror jeg gik derfra med 5 nye mobil numre. Det jo meget rart, at have nogen back-ups, right ;) Derfra tog vi videre til Dream hotel som på rooftoppen har en klub der hedder PHd. Mega fedt sted, og igen mødte vi en masse rige, sjove og mærkelige mennesker som gladeligt købte drinks og flasker af champagne.
Seriøst hvordan skal jeg nogensinde kommer hjem og være tilfreds med en bytur til Nyhavn hvor højdepunktet er når vi svinger fordi Sam’s og synger ”jeg vil i seng med de fleste” og måske bliver tilbudt en flad fadøl af stam alkoholikeren.. Ej men... 

Nå, men her på PHd mødte vi 3 New yorker piger som var fuldstændig taget ud af Gossip girl. Samantha, (Sam) var helt klart Blair Waldorf, de var ude, at lufte hendes fars dankort fordi hun fuldte 18 år. Hendes to undersåtter, Lillie og Ana hoppede gladeligt rundt for hende. Da Hani skulle på toiltettet og spurgte hvor det var knipsede Sam med fingrene og bad Ana og Lillie om, at følge hende derud. Vi blev der et par timer og havde det helt vildt fedt og så inviterede Sam os alle sammen ud på middag, kl. 12 om aften. Vi tog på Buddakan og spiste overdrevet lækker middag og drinks som hendes far betalte. Buddakan er den resturant hvor reherasal middagen for Carrie og Big’s bryllup er i Sex and the city filmen. Jep det var lidt fedt, lidt VIP og meget NYC agtigt.
Efter middagen sagde vi farvel til de søde New yorker piger og tog videre til en klub der hedder Ajna, så var vi på en anden klub der hedder WIP og så på Greenhouse. Må ærligt indrømme, at jeg var noget smadret og træt da vi ramte de 2 sidste klubber og humøret, temperamentet og tålmodigen var ikke helt på toppen. Slet ikke på Greenhouse, da der var overcrawded og jeg (næsten) var den eneste hvide. SÅ står man der med sine 1.80 cm og høje stiletter og tårner op over alle og så er man den eneste hvide der skal mase sig igennem klubben af sorte booty shakende mænd og kvinder. Det var lidt for meget for den sippet Vallensbækker, men jeg overlevede og kl. 3 om morgen kørte en af Hani’s venner os hjem. Efter 12 timers festen og færden i NYC’s natteliv. Fuldstændig fantastisk og surealistisk aften.

Sidste weekend var jeg så i NYC igen med Ida og Louise. Vi mødtes derinde lørdag aften og var ude at spise og så tog vi videre til Empire rooftop og festede. Eller det er måske så meget sagt, for vi var der kun i 2 timer. Jeg havde lige fået min ven til at give os et bord og gratis alkohol og vi sad og ventede på en flaske champagne da en vagtmand kommer bærende på en halvt bevidstløs Ida. Hun var åbenbart blevet dårlig på toilettet og vagtmanden nærmest kastede hende over på mig og sagde, at hun skulle ud og hun var ikke velkommen igen. Så måtte jeg gå fra Louise og bordet og prøve at få en Ida der ikke kunne stå på sine egne ben udenfor. Så lå hun der midt på gaden på Upper west side og var bare ikke til, at få liv i. Jeg stod der i min lille kjole og prøvede at ruske lidt fornuft i hende men der var ingenting. Hun kaster op et par gange og da hun endelig føler sig klar til at støtte på sine ben får jeg hende båret til den nærmeste bar og fyldt noget vand på hende. Så ligger hun ellers på deres toilet i 1 time og er halvt livløs igen. Louise kom ned og jeg gik op for at sige farvel og hente mine ting. Da jeg kommer tilbage lukker baren selvfølgelig og vi bliver nødt til at bære hende op fra toilettet. Så ligger hun igen ude på gaden og der er selvfølgelig ingen taxaer der vil tage os med fordi hun er så dårlig. Der var ingen hoteller eller hostels i nærheden vi kunne booke os ind på.
 Heldigvis tager hun sig sammen og rejser sig pludseligt op og vader ud på gaden med hånden op og skriger efter en taxa der hurtigt kommer og samler os op og for os kørt til Penn station. Hvor vi så må sidde og vente 3 timer på vores tog. Pisse fedt!
Ida lå bare midt i det hele og lignede en halv død, der var flere ovre og spørge om min veninde var okay. Jeg var bare sådan lidt: ” ja ja hun har det fint, det er ligesom hendes egen skyld!!!”
Det eneste Ida ville have der kunne få hende på benene igen var pizza, så Louise måtte vade Penn station rundt for at købe pizza til Ida, der var en sort fyr der var helt vild med Louise som fulgte hende rundt, det var også fint nok indtil hun blev træt af ham og fornærmede ham og han fik hende smidt ud fra vente området fordi han sladrede til vagterne om at hun ikke skulle med det tog. Dumme idiot. Så måtte vi alle sammen samle os og forlade det område. Heldigvis kom vi i snak med to vildt søde irske fyre som var ude og fejre Skt. Patricks day, de synes bare vi var for underholdende. Og vil faktisk også sige, at vi gav den ret godt gas med underholdning og humor. At vi gjorde os uvenner med en del mennsker er vel en mindre detalje. Ida var helt oppe på dupperne igen og stod der og så sød, uskyldig og charmerende ud. Hvilket irriterende mig og Louise grænseløst! Her havde hun totalt ødelagt hele aften og vupti så kommer der to søde fyre og så er hun da helt klar i hovedet igen. Ej men, det var bare for træls.

Vi var faktisk ved, at komme i ”slåskamp” 2 gange fordi Louise har en stor mund med skrappere replikker end mig. Ja så ved i det er slemt! ;) Men heldigvis gik det jo ikke udover os, men over de to søde irske fyre. Så meget plig har amerikanske fyre dog, de slår ikke på piger. Selvom det var os der provokeret dem.
Ind kommer en stor gruppe sorte hiphop agtige fyre og den ene går temmelig åbenlyst og rager sig i skridtet, så får Louise ALT for højt sagt: ”Go take a shower” hvis det klør så meget. Det hører de selvfølgelig alle sammen og farer helt i flint. Vi får heldigvis afværget situationen og de går væk fra os, der er dog hurtigt en af fyrene der har mobilen fremme og ringer efter assistance hvor 10 min senere en spinkel lille fyr joiner gruppen. HA, looser!
 Nå, men så kommer fyren der havde hele hånden nede i bukserne over og mener, at vi lige skulle give hånd på, at alting var okay igen. Ja det må jeg give ham, det er sgu da en værre straf en at få en på hovedet. Så stod vi der, 3 tøser og 2 fyre med lange ansigter da vi jo ligesom pænt meget blev nødt til at trykke hans hånd. Thank god for handsanitizer!
2 minutter efter det er sket mener Louise, at hun trænger til en smøg så vi går udenfor og falder i snak med en dame der åbenbart har haft 3 au pairs fra Cultural care. Som hun åbenbart ikke var tilfreds med, og hun begynder hurtigt at snakke om hvordan hun udspionerede dem og havde spion udstyr downloadet på fællescomputeren og jeg ved ikke hvad. Og så lige pludselig begynder en hjemløs fyr, at råbe og komme hen imod os og snakker om 9/11 og jeg ved ikke hvad. Så slår han ud efter Louise og knækker heldigvis kun hendes smøg og går væk igen. Så vender hun ryggen til og han løber hen imod os med hans stok oppe, totalt parat til at slå os ned med den. Jeg får skreget og hevet Louise og mig selv væk og Security kommer så heldigvis løbende og skræmmer ham væk.

Så kl. 5.14 sidder Ida og jeg endelig i toget på vej hjem efter en liiiidt for spændende bytur i NYC må jeg sige. Men okay, vi fik da 2 nye venner og Ida har nok lært, at det er hendes tur til at holde lidt igen med Tequilaen. I kan godt være stolt af mig, jeg passede rigtig meget på og (okay jeg var nok lidt fuld på klubben da jeg rejste mig og ene og alene dansede i sofaen, men altså alle hujede af mig og det var pisse fedt!!!) men var heldigvis helt ædru da jeg 5 timer senere skulle køre mig og Ida hjem fra togstationen hvor min bil holdte. Så vi var hjemme kl. 7.30 om morgen og var sådan pænt trætte.

Kl. 11 står vi dog alligevel op, Mike havde været til bryllup i Philly hele weekenden så han kørte forbi mig på vejen hjem og chillede lidt med mig og Ida og så kørte vi bagstive Ida hjem og gik en tur i Tyler state park. Så hyggeligt. Er vist blevet lidt glad for ham. Det er ikke så godt. Har forresten også været hjemme og besøge ham på Long Island. Han har aldrig rigtig snakket så meget om hvor han bor så Shana har hele tiden sagt at enten er han gift eller også bor han hos sin mor. Men han har hele tiden sagt, at hans forældre bor tæt på ham, på hver side af ham og han ser dem tit.
Men han hentede mig på stationen og så kørte vi hjem til ham og der holder en anden bil så jeg spørger selvfølgelig om det er hans kone, til stor underholdning for ham. Men han siger at han kun bor i kælderen. Nå nå tænker jeg bare, jeg er så vant til at unge mennekser i NY bor sjove steder fordi det er så fandens dyrt. Og det er da også en PÆNT stor og flot kælder med alt hvad man behøver, så jeg tænker ikke nærmere over det.
Det er først senere jeg egentlig tænker på, at spørge om hvem der bor ovenpå hvor han med noget lav og flov stemme siger.”ohm my mom”. Det var så underligt og hylende morsomt så jeg får selvfølgelig et kæmpe grineflip og kan slet ikke stoppe igen. Altså i Danmark er det jo ikke ligefrem normalt, at en fuldt uddannet 25 årig ingeniør med et godt job, en fed bil og styr på sit liv bor hjemme hos sin mor. Det var åbenbart lidt synd, at jeg grinede sådan af ham, Shana gav mig i hvert fald en skideballe over det og sagde at jeg var tarvelig. Men bare rolig, han overlevede!! Synes stadig det er lidt tosset at han bor der, men det er super typisk amerikansk og ingen af mine værtsforældre var overrasket. Så I guess det bare er en del af oplevelsen i at date en amerikansk fyr. Tror bare liiiige jeg skal have hørt om han selv vasker tøj og laver mad. Det er fandme usexet hvis han er totalt mors uselvstændige dreng. Det er jo MIG der er det. Vil ikke have en fyr der er det. Ad.

Den her weekend har været temmelig stille og rolig, har sovet og trænet og søndag havde mig og Ida arrangeret en fødselsdags middag for den nye tyske pige, Denise. Vi havde inviteret en ny fransk pige med også, Andrea og så mig, Ida og en anden pige fra vores Lcc gruppe. Det var helt vildt hyggeligt og føltes rart, at gøre noget med de nye så de føler sig velkomne og lærer andre at kende. De er begge to super friske og over 21 så de skal helt sikkert med næste gang vi rammer byen.

Den her uge er Springbreak så AJ er hjemme og det er super hårdt. Shana og John arbejder hjemme fra så hele huset er fuldt og det er kaos og dagen er SÅ lang. Men heldgvis skal jeg bare overleve til torsdag aften hvor mig og Ida rejser til Chicago og bliver til mandag aften. Det bliver skønt. Det glæder jeg mig virkelig til. Trænger til, at komme lidt væk og opleve noget andet og tænke på noget andet.

Ellers går det godt med børnene. Keith er så knyttet til mig. Forleden dag sad han hos mig og da Shana kom hjem og ville have ham over nægtede han, at være hos hende og rakte ud efter mig. Det var selvfølgelig så sødt og så stort for mig, men også så hårdt at være vidne til at han ”fravælger” sin mor. Det vidner jo selvfølgelig om, at de 10 timer om dagen jeg bruger sammen med ham som hun ikke gør, gør en kæmpe forskel. Men det føles bare forkert på en eller anden måde og det må være så hårdt for Shana. Så det har jeg det rigtig skidt med samtidig med at jeg selvfølgelig synes det er så fedt, at være så inde i inderkredsen og have hans fulde opmærksomhed, tillid og kærlighed. Trust is the first step to love.

Ellers så er vi i gang med, at finde en ny au pair til familien når jeg rejser. Det er rigtig hårdt at være en del af og tanken om, at der er en der skal komme her og overtage mit værelse, mit badeværelse, min kælder, min bil, mine børn, MIT liv er helt forfærdelig. Men sådan er det jo desværre og som Shana sagde da jeg snakkede med hende om det, så er det jo mit valg at tage hjem og derfor er de nødt til at finde en til at erstatte mig. Jeg håber bare, at jeg har betydet så meget for dem at kontakten vil holde ved. John er nok den der mest viser at han er rigtig ked af at jeg tager hjem. Han snakker meget om at besøge Danmark og jeg kan se at det går ham på at vide at jeg snart rejser.

Jeg har Skypet lidt med den tyske au pair som de har i tankerne skal afløse mig. Shana var dog ikke så glad for at hun var tysk: ” I just don’t like the nazi history” ja det er jo så et par år siden og selvom jeg heller aldrig har været overdrevet begejstret for tyskere selv så synes jeg nu ikke at alle fremtidige generationer skal lide af deres historie.
Hun hedder Sina, kommer fra en meget lille landsby og virker som lidt en nørdet type men super perfekt til jobbet. Hvilket piner mig. Men som Shana sagde, så leder hun jo ikke efter en ny veninde til hende selv eller til mig, men efter en der kan tage sig godt af børnene. Så skide være med, at hun måske ikke er den sjoveste eller vildeste eller den der drikker mest Tequila. Det har de jo prøvet kan man sige!
 Havde mest af alt lyst til at være en rigtig bitch da jeg skypede med hende, men ved at i den her situation er det vigtigste at jeg ikke er egoistisk. Det vigtigste er at vi finder den bedst mulige til at erstatte mig og få børnene til at føle sig elsket og værdsat lige så meget som jeg har prøvet at gøre. Jeg vil nu bare gerne tro på, at mine sko er pænt svære at fulde ud. Er det ikke sådan det der ordsprog lyder? :P
Lige for tiden har jeg lidt haft følelsen af, at jeg/alle bare går og venter på afskeden. Jeg kan huske da jeg havde fundet familien her og vidste min afrejse dato hvor forfærdeligt det var bare at gå rundt og tælle dagene til jeg skulle sige farvel; eller på gensyn. Jeg havde mest af alt lyst til, at rejse i nattens muld og mørke uden at nogen vidste det, så ville jeg slippe for den forfærdelige scene i lufthavnen og til min afskedsfest. Det er den samme følelse jeg lidt har nu. Hvilket jo selvfølgelig ikke er så godt, skulle jo gerne nyde og få mest muligt ud af min sidste tid her, hvilket jeg nu også synes jeg gør! Det dummeste er jo egentlig, at der slet ikke var nogen forfærdelig scene i lufthavnen eller til min afskedsfest. Jeg klarede det jo med løftet pande og selvom det var hårdt og stadig til tider er så, var det ikke nær så slemt som jeg frygtede afskeden ville blive. For det meste har jeg jo en tendens til at forudse de væreste scenarier og overdrive alt for meget, det går jo altid nogenlunde for mig på trods af mine forudseelser. Så jeg prøver, at gemme de dårlige tanker lidt væk og bare være her i nuet og nyde hvert et øjeblik. Håber at mig og Ida’s tur til Chicago bliver god og at det vil få humøret helt op igen.

Det er ikke enhver sky, der føder en storm

“Real generosity towards the future lies in giving all to the present.”


Lot of love Annabulle


Ingen kommentarer:

Send en kommentar