Hold nu op hvor
tiden flyver for mig! Mine weekender er hektiske og jeg er stort set aldrig
hjemme når jeg har fri. Hvor skal jeg starte.
Et par weekender siden var jeg i
NYC for at fejre Regi’s fødselsdag. Vi havde lejet en lejlighed på Airbnb,
Louise, Regi, Ida og jeg. Vi tog på Empire rooftop hvor jeg havde sørget for at
min ven kunne få os ind og gav os et bord med gratis champagne og drinks. Vi
havde det sjovt og tror Regi følte sig rigtig VIP på sin fødselsdag. Desværre,
af grunde jeg ikke kan afsløre pga af Ida, blev Ida og jeg uvenner og hun
lavede en kæmpe scene på vejen hjem. Midt på gaden fik hun lige pludselig et
kæmpe sammenbrud og helt hysterisk begynder at græde mens hun kaster sig ned på
fortovet og bare sidder der med sin fine lille kjole spredt ud omkring hende.
Det så meget voldsomt og filmagtigt ud, det fortjente helt sikkert en Oscar.
Regi og Louise fik slæbt hende ind i en taxa og beroliget hende en anelse, jeg
orkede simpelthen ikke at tage mig af sådan en dramaqueen. Og for at være ærlig
var jeg pisse sur på hende.
Da vi så kommer hjem til lejligheden går mig
og Louise ud for at finde noget natmad og da vi kommer tilbage til lejligheden
har Ida besluttet sig for at tage hjem.
Kl. 5 om morgen
tog hun alene til Penn station for at tage toget til Trenton og tage en taxa
hjem til mig for at låse sig ind i mit hus og tage sine bilnøgler og køre sin
bil hjem til sig selv. Jesus, der kan man altså snakke om at overdrive, little
ms. Dramaqueen. Det første både min mor og Shana og John sagde da jeg fortalte
dem historien var: ” Ej det lyder da mere som dig Annabel”. Jamen jo tak da.
Det var IKKE mig og selvom jeg ikke kan fortælle jer grunden til Ida’s lille
sammenbrud kan jeg forsikre jer om, at hendes opførelse var meget dramatisk og
overdrevet og totalt unødvendig. Når JEG laver drama er det jo altid velbegrundet
og velargumenteret!
Ugerne op til den her weekend havde jeg haft helt vildt meget hjemve og overvejet bare at opgive og tage hjem før tid. Som i jo ved siger John op når jeg rejser og skal være den ”nye Au pair”. Hvilket gør det hele lidt ”bittersweet”, de går alle og glæder sig til at han stopper med det rædselsfulde job så han kan være hjemme hvilket jo også betyder at de ”glæder” sig til at min tid her er ovre. Det blandet med at der er så kort tid tilbage og bare tanken om at skulle sige farvel gør ondt helt nede i fødderne får bare en til at tænke at det ville være nemmere at få det overstået og bare rejse nu. Så havde brug for at se skønne tøser, feste og have det sjovt.
Ugerne op til den her weekend havde jeg haft helt vildt meget hjemve og overvejet bare at opgive og tage hjem før tid. Som i jo ved siger John op når jeg rejser og skal være den ”nye Au pair”. Hvilket gør det hele lidt ”bittersweet”, de går alle og glæder sig til at han stopper med det rædselsfulde job så han kan være hjemme hvilket jo også betyder at de ”glæder” sig til at min tid her er ovre. Det blandet med at der er så kort tid tilbage og bare tanken om at skulle sige farvel gør ondt helt nede i fødderne får bare en til at tænke at det ville være nemmere at få det overstået og bare rejse nu. Så havde brug for at se skønne tøser, feste og have det sjovt.
Og heldigvis fik
jeg også besøg fra mine to søstre, Beatrice og Isabel om mandagen. Hvilket
viste sig, at være kuren mod hjemsyge. De havde nemlig lige tilbragt en uge på
Cuba før de kom til mig. Nu har jeg aldrig været på Cuba, men min storesøster’s
eks kæreste er Cubaner og hun har boet der, så tror ikke jeg fornærmer nogle
når jeg siger, at tingene er lidt ”anderledes” på Cuba og ikke ligeså
effektive. Beatrice var syg, Isabel træt af at være tourguide for en knap så
begejstret Beatrice, but seriously hvornår har Bea nogensinde vist extravigant
exitment for andet end baren Kant i København og vodkashots?! Just saying. Nå,
men de var i hvert fald trætte og en smule deprimeret. Hvilket jeg jo havde
regnet med skulle være min rolle hele ugen. Det viste sig dog hurtigt, at jeg
måtte tage Ja-hatten på, moder instinkterne op og smilet på. Hvilket nu passede
mig fint, tror en gang det var min mor der sagde til mig, at hvis man ”faker”
følelser for sig selv nok så bliver de lige pludselig ægte. Så på med
følelelsen om, at være overskudsagtig, glad og begejstret. Det blev jeg hurtigt
vant til og indså også hurtigt, at jeg tidsnok kan komme hjem til depressive
søstre i Danmark hvor mange ting, ja er som de plejer.
Ej nu skal jeg
også være sød, det var super skønt, at have dem på besøg de var her i huset med
mig hele ugen, så min hverdag, mit arbejde og min familie. Hvilket nok ikke
ligefrem har gjort, at min mor er sikret børnebørn fra nogle af dem lige inden
for nærmeste fremtid, but whatever.
Fredag tog de ind til NYC om formiddagen,
vi havde fået lov til at låne Alan’s lejlighed og jeg mødte dem derinde om
aften. De havde taget Staten Island færgen og set Frihedsgudinden og om aften
var de i teatret og se Cinderella som vist havde været ret fantastisk! Kan
slet ikke huske alle de andre ting vi fik set, men de nåede i hvert fald en del
af de obligatoriske ting for turister. Beatrice har aldrig været i NYC og hun
fik krydset de få ting af, som hun havde haft overskud til at læse om i ”Turen
går til New York” bogen som utroligt nok stadig lever efter mors utrolige
gennemgang og brug af den både inden, imens og efter hendes besøg her. Vi havde
det hyggeligt, og virkede til at NY fik løsnet lidt op i deres, trætte
depressive humør. Jeg håber i hvert fald de nød deres ophold her, jeg nød at
have dem og vise dem mit nye ”jeg”.
Weekenden efter
mine søstre var taget hjem var jeg i NYC med Hani og feste som vi nu plejer at
gøre, vi skulle have været til Rihanna koncert, men grundet Playoffs i
basketball var koncerten rykket til en anden dag hvor vi desværre ikke kunne så
det var rimelig ærgeligt. Vi havde en sjov dag alligevel. Vi startede kl. 15 på
Pranna en resturant på Madison ave der holder brunch party. Har været der en
gang før. Det er for fedt, at feste og drikke og bare fyre den af og være helt
dullet op midt om eftermiddagen. Ligeså snart vi kom ind fik jeg øje på den her
vildt pæne og charmerende fyr der sad ved bordet lige ved siden af. Han smilede
løs til mig, men tog aldrig initiativ til at komme over og sige hej. SÅ kan jeg
lige love jer få, at da jeg skulle til at gå tog jeg tyren ved hornene ( NEJ
tøser, ikke på den måde!!) jeg mødte hans ven på dansegulvet som tidligere
havde været ovre og komplimentere mine stiletter med ordene: ”OMG your shoes
are soooo cute”, jo bøsse skulle man tro også derfor forvirringen var stor da han
kom over og lagde vildt an på mig senere. Det var jeg selvfølgelig iskold
overfor og spurgte ham bare hvor hans lækre ven var henne. Det viste sig så, at
være hans bror. Karma is a bitch! Nå, men ledte i hele resturanten efter ham og
Hani var ved at dø af flovhed over hvordan jeg stalkede ham. Men hvis der er
noget jeg har lært, så er det at”life is short” og når man ser noget man vil
have så skal man gå efter det! Ville jo højst sandsynligt aldrig se ham igen
hvis jeg ikke fik hans nummer. Manhattan er sgu stor. Fandt ham så endelig og
trampede op og udtrykte, noget aggressivt, min forbløffelse over at han ikke
havde snakket til mig. ”Your beauty is intimidating and I was afraid too”,
vrede long gone og forblændelse ind. Havde jeg været ædru havde jeg
forhåbentligt ikke fundet det så pisse perfekt, men mere et billigt trick men
hvad fanden, fik hans nummer og han har da skrevet efterfølgende! Små men sikre
skridt imod mere selvtillid, selvstændinghed og ikke så meghet generthed. I go
girl!
Kl. 7 tog vi hjem til Hani’s ven Fu fu (tror
han er fransk) en sød lille sort fyr med dreadlocks. Han bor i Harlem og havde
givet os lov til at sove på hans sofa. (skal altså lige siges at Hani kender
ham godt og har ”boet” hos ham før og så er han nok noget af det sødeste jeg
længe har mødt). Vi tog en lur til kl. 10 og stod så op og Fu fu, som er
promoter på klubben Greenhouse, kørte os til Greenhouse. Vi blev dog ikke
længe, men tog ned til en ny klub, Motivo hvor Hani kendte en anden promoter
som også havde været Abercrombie model. Flot fyr siger jeg jer piger!!!
Desværre havde han en lidt træls ven der lige så snart han så mig synes, at han
skulle score mig. Desværre stod han bare og kyssede med en anden pige imens. Nu
er jeg jo ikke lige en pige der deler min opmærksomhed friviligt, så selvom han
dumpede hende da vi tog videre, forsøgte sig hele aften og skrev dagen efter at
han havde det vildeste crush på mig, ja så holdte jeg altså biksen lukket! Der
skal sgu mere til at imponere mig.
Nå anyway, vi
endte med at komme rundt på 4 forskellige klubber, møde alverdens mennesker og
have en for vild fed aften! Vi var tilbage i Fu fu’s lejlighed kl. 7 næste
morgen. Godt bombet.
Søndag tog jeg
hjem og hængte lidt ud med Ida.
Sidste weekend
var Hani og besøge mig. Det var rigtig hyggeligt, vi lavede stort set ikke
noget hele weekenden andet end at slappe af, se sjove film og bare nyde livet.
Ellers så er der
sket det ”uheldige”, at John er blevet ”fyret”, delvist sagt op selv. Så nu går
han hjemme mens jeg arbejder, hvilkket er skide hamrende irriterende og
frustrerende. Vi har normalt et super godt forhold, men er bange for at det
bliver lige intens nok at gå op af hinanden hele dagen og have sin chef rnede
rundt og ”overvåge” hvordan man passer sit arbejde er jo heller ikke ligefrem
på top 10 listen over perfekte arbejdsmiljøer! Mit forhold til Shana har også
ændret sig, det plejede at være hende jeg havde mest kontakt med, og hende der
lidt stod for mig. Men nu når John er derhjemme så ringer de bare sammen og
snakker om hvordan børnene har det. Og når jeg har fri er hun nogen gange
stadig på arbejde og hun går om morgen før jeg starter så nogen gange ser jeg
hende slet ikke, hvilket er lidt træls når vi er vant til at snakke og hun har
også en del mere styr på ja, ALT i forhold til John.
En anden ting er,
at min sidste arbejdsdag officialt er den 15. juli, men vi havde aftalt at jeg
kunne blive og arbejde til den 3. august fordi Hani og jeg har aftalt at have en
uge i NYC i august inden vi tager hjem så vi kan sige farvel, eller på gensyn,
til det hele. Men nu bliver John kun betalt indtil juli hvilket vil sige, at de
ikke har råd til at have mig arbejdende længere end indtil min sidste
officielle arbejdsdag. Heldigvis har de ikke noget imod at jeg bliver længere
og bare bor der. Det er bare træls dels fordi jeg vil være helt broke og også
fordi jeg så har 3 uger i huset hvor jeg ingen penge har eller noget at lave
andet end at træne og ligge i poolen, Hmm vent lige, det lyder da ikke så slemt
igen!
Det bliver
sikkert helt fint for mig, at slutte før tid, så kan jeg slappe max af og
jobbet hænger mig langt ud af halsen, elsker børnene og det er også derfor det
nok bliver fedt nok, at kunne være sammen med dem når jeg rent faktisk gider og
ikke fra 10-7 når jeg er tvunget til at finde mig i deres bullshit.
Her forleden
havde jeg et break-down i min bil. Babyen skulle sove, men han opførte sig som
en helt sindsyg og det var helt umuligt for mig, at lægge ham til at sove så
tog ham ud på en køretur og han faldt i søvn uden problemer. Desværre vågner
han 1,5 time efter og er godt muggen, over hvad har jeg ingen idé om. Han hyler
og skriger fuldstændig hysterisk og var helt uden for pædagoisk rækkevide. Jeg
måtte ikke holde ham og når jeg satte ham ned flippede han også helt ud. Det er
jo lidt svært, at hjælpe når man ikke får lov til det. Efter 15 minuter med
hystaden og jeg ingen ende så på hans dæmon anfald valgte jeg, at køre en tur
med ham og håbe på at han enten faldt i søvn eller i det mindste bare valgte at
affinde sig med situationen og køle ned og sige undskyld. Okay måske ikke det
sidste, men helt ærligt, det manglede altså bare!!
Han vælger
desværre ikke at gøre nogle af overstående ting, han fortsatte bare med at
flippe helt ud og gjorde vores 30 minuter lange køretur fuldstændig ulidelig.
Tårerne trillede ned af kinderne, mens jeg råbte: ” Shut the fuck op”, ja så så
man lige mig råbe og bande af en 15 måneder gammel baby. Dårlig samvittighed?
Jo tak!
Han stopper heldigvis med at græde da vi når indkørelsen og jeg når
lige at blive glad da jeg tager ham ud af køresædet og han starter forfra. Var
lige ved, bare at gå ud af døren og aldrig komme tilbage igen. 5 minutter efter
vælger John så at komme mig til undsætning fra hans soveværelse hvor han sad og
stenede film. Han synes det var sjovt, i hvert fald lige indtil han så mit ansigtsudtryk
og forgrædte øjne. Og selvfølgelig stoppede Keith med at græde ligeså snart han
sad hos sin far.
Overlever
simpelthen ikke hvis de næste 2 måneder bliver sådan her. Synes det er rigtig
træls hvis det ender med at jeg får 2 dårlige måneder, vil ikke komme hjem med
mindet om at ungerne var umulige og jobbet en pestilens.
I går havde jeg
ungerne fra sen eftermiddag og så hele natten og kørte Aj i skole. Det var
rigtig hyggeligt, at være helt alene med dem og der var slet ingen ballade med
nogle af dem. Så håber på flere gode dage. Og ellers så må jeg bare ”elsk det
der er”, min mors nye favorit citat fra bogen ”Lommepsykologi for dummies”.
Nu sidder jeg her
i toget, er på vej til NYC og møde Michael og Trine (min storebror og hans
kæreste). Glæder mig helt vildt til at se dem!! Kan ikke se helt dårlig ud
heller, for på togstationen startede jeg et skænderi mellem et par fordi fyren
åbenbart havde gloet lidt for meget på mig. Det er jo ikke mig problem at hun
var lav og grim! ;) Life is good!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar