søndag den 19. maj 2013

Fest, farver og besøg...


Hold nu op hvor tiden flyver for mig! Mine weekender er hektiske og jeg er stort set aldrig hjemme når jeg har fri. Hvor skal jeg starte.
 Et par weekender siden var jeg i NYC for at fejre Regi’s fødselsdag. Vi havde lejet en lejlighed på Airbnb, Louise, Regi, Ida og jeg. Vi tog på Empire rooftop hvor jeg havde sørget for at min ven kunne få os ind og gav os et bord med gratis champagne og drinks. Vi havde det sjovt og tror Regi følte sig rigtig VIP på sin fødselsdag. Desværre, af grunde jeg ikke kan afsløre pga af Ida, blev Ida og jeg uvenner og hun lavede en kæmpe scene på vejen hjem. Midt på gaden fik hun lige pludselig et kæmpe sammenbrud og helt hysterisk begynder at græde mens hun kaster sig ned på fortovet og bare sidder der med sin fine lille kjole spredt ud omkring hende. Det så meget voldsomt og filmagtigt ud, det fortjente helt sikkert en Oscar. Regi og Louise fik slæbt hende ind i en taxa og beroliget hende en anelse, jeg orkede simpelthen ikke at tage mig af sådan en dramaqueen. Og for at være ærlig var jeg pisse sur på hende.
 Da vi så kommer hjem til lejligheden går mig og Louise ud for at finde noget natmad og da vi kommer tilbage til lejligheden har Ida besluttet sig for at tage hjem.
Kl. 5 om morgen tog hun alene til Penn station for at tage toget til Trenton og tage en taxa hjem til mig for at låse sig ind i mit hus og tage sine bilnøgler og køre sin bil hjem til sig selv. Jesus, der kan man altså snakke om at overdrive, little ms. Dramaqueen. Det første både min mor og Shana og John sagde da jeg fortalte dem historien var: ” Ej det lyder da mere som dig Annabel”. Jamen jo tak da. Det var IKKE mig og selvom jeg ikke kan fortælle jer grunden til Ida’s lille sammenbrud kan jeg forsikre jer om, at hendes opførelse var meget dramatisk og overdrevet og totalt unødvendig. Når JEG laver drama er det jo altid velbegrundet og velargumenteret!
Ugerne op til den her weekend havde jeg haft helt vildt meget hjemve og overvejet bare at opgive og tage hjem før tid. Som i jo ved siger John op når jeg rejser og skal være den ”nye Au pair”. Hvilket gør det hele lidt ”bittersweet”, de går alle og glæder sig til at han stopper med det rædselsfulde job så han kan være hjemme hvilket jo også betyder at de ”glæder” sig til at min tid her er ovre. Det blandet med at der er så kort tid tilbage og bare tanken om at skulle sige farvel gør ondt helt nede i fødderne får bare en til at tænke at det ville være nemmere at få det overstået og bare rejse nu. Så havde brug for at se skønne tøser, feste og have det sjovt.
Og heldigvis fik jeg også besøg fra mine to søstre, Beatrice og Isabel om mandagen. Hvilket viste sig, at være kuren mod hjemsyge. De havde nemlig lige tilbragt en uge på Cuba før de kom til mig. Nu har jeg aldrig været på Cuba, men min storesøster’s eks kæreste er Cubaner og hun har boet der, så tror ikke jeg fornærmer nogle når jeg siger, at tingene er lidt ”anderledes” på Cuba og ikke ligeså effektive. Beatrice var syg, Isabel træt af at være tourguide for en knap så begejstret Beatrice, but seriously hvornår har Bea nogensinde vist extravigant exitment for andet end baren Kant i København og vodkashots?! Just saying. Nå, men de var i hvert fald trætte og en smule deprimeret. Hvilket jeg jo havde regnet med skulle være min rolle hele ugen. Det viste sig dog hurtigt, at jeg måtte tage Ja-hatten på, moder instinkterne op og smilet på. Hvilket nu passede mig fint, tror en gang det var min mor der sagde til mig, at hvis man ”faker” følelser for sig selv nok så bliver de lige pludselig ægte. Så på med følelelsen om, at være overskudsagtig, glad og begejstret. Det blev jeg hurtigt vant til og indså også hurtigt, at jeg tidsnok kan komme hjem til depressive søstre i Danmark hvor mange ting, ja er som de plejer.
Ej nu skal jeg også være sød, det var super skønt, at have dem på besøg de var her i huset med mig hele ugen, så min hverdag, mit arbejde og min familie. Hvilket nok ikke ligefrem har gjort, at min mor er sikret børnebørn fra nogle af dem lige inden for nærmeste fremtid, but whatever. 
Fredag tog de ind til NYC om formiddagen, vi havde fået lov til at låne Alan’s lejlighed og jeg mødte dem derinde om aften. De havde taget Staten Island færgen og set Frihedsgudinden og om aften var de i teatret og se Cinderella som vist havde været ret fantastisk! Kan slet ikke huske alle de andre ting vi fik set, men de nåede i hvert fald en del af de obligatoriske ting for turister. Beatrice har aldrig været i NYC og hun fik krydset de få ting af, som hun havde haft overskud til at læse om i ”Turen går til New York” bogen som utroligt nok stadig lever efter mors utrolige gennemgang og brug af den både inden, imens og efter hendes besøg her. Vi havde det hyggeligt, og virkede til at NY fik løsnet lidt op i deres, trætte depressive humør. Jeg håber i hvert fald de nød deres ophold her, jeg nød at have dem og vise dem mit nye ”jeg”.

Weekenden efter mine søstre var taget hjem var jeg i NYC med Hani og feste som vi nu plejer at gøre, vi skulle have været til Rihanna koncert, men grundet Playoffs i basketball var koncerten rykket til en anden dag hvor vi desværre ikke kunne så det var rimelig ærgeligt. Vi havde en sjov dag alligevel. Vi startede kl. 15 på Pranna en resturant på Madison ave der holder brunch party. Har været der en gang før. Det er for fedt, at feste og drikke og bare fyre den af og være helt dullet op midt om eftermiddagen. Ligeså snart vi kom ind fik jeg øje på den her vildt pæne og charmerende fyr der sad ved bordet lige ved siden af. Han smilede løs til mig, men tog aldrig initiativ til at komme over og sige hej. SÅ kan jeg lige love jer få, at da jeg skulle til at gå tog jeg tyren ved hornene ( NEJ tøser, ikke på den måde!!) jeg mødte hans ven på dansegulvet som tidligere havde været ovre og komplimentere mine stiletter med ordene: ”OMG your shoes are soooo cute”, jo bøsse skulle man tro også derfor forvirringen var stor da han kom over og lagde vildt an på mig senere. Det var jeg selvfølgelig iskold overfor og spurgte ham bare hvor hans lækre ven var henne. Det viste sig så, at være hans bror. Karma is a bitch! Nå, men ledte i hele resturanten efter ham og Hani var ved at dø af flovhed over hvordan jeg stalkede ham. Men hvis der er noget jeg har lært, så er det at”life is short” og når man ser noget man vil have så skal man gå efter det! Ville jo højst sandsynligt aldrig se ham igen hvis jeg ikke fik hans nummer. Manhattan er sgu stor. Fandt ham så endelig og trampede op og udtrykte, noget aggressivt, min forbløffelse over at han ikke havde snakket til mig. ”Your beauty is intimidating and I was afraid too”, vrede long gone og forblændelse ind. Havde jeg været ædru havde jeg forhåbentligt ikke fundet det så pisse perfekt, men mere et billigt trick men hvad fanden, fik hans nummer og han har da skrevet efterfølgende! Små men sikre skridt imod mere selvtillid, selvstændinghed og ikke så meghet generthed. I go girl!

 Kl. 7 tog vi hjem til Hani’s ven Fu fu (tror han er fransk) en sød lille sort fyr med dreadlocks. Han bor i Harlem og havde givet os lov til at sove på hans sofa. (skal altså lige siges at Hani kender ham godt og har ”boet” hos ham før og så er han nok noget af det sødeste jeg længe har mødt). Vi tog en lur til kl. 10 og stod så op og Fu fu, som er promoter på klubben Greenhouse, kørte os til Greenhouse. Vi blev dog ikke længe, men tog ned til en ny klub, Motivo hvor Hani kendte en anden promoter som også havde været Abercrombie model. Flot fyr siger jeg jer piger!!! Desværre havde han en lidt træls ven der lige så snart han så mig synes, at han skulle score mig. Desværre stod han bare og kyssede med en anden pige imens. Nu er jeg jo ikke lige en pige der deler min opmærksomhed friviligt, så selvom han dumpede hende da vi tog videre, forsøgte sig hele aften og skrev dagen efter at han havde det vildeste crush på mig, ja så holdte jeg altså biksen lukket! Der skal sgu mere til at imponere mig.
Nå anyway, vi endte med at komme rundt på 4 forskellige klubber, møde alverdens mennesker og have en for vild fed aften! Vi var tilbage i Fu fu’s lejlighed kl. 7 næste morgen. Godt bombet.
Søndag tog jeg hjem og hængte lidt ud med Ida.

Sidste weekend var Hani og besøge mig. Det var rigtig hyggeligt, vi lavede stort set ikke noget hele weekenden andet end at slappe af, se sjove film og bare nyde livet.

Ellers så er der sket det ”uheldige”, at John er blevet ”fyret”, delvist sagt op selv. Så nu går han hjemme mens jeg arbejder, hvilkket er skide hamrende irriterende og frustrerende. Vi har normalt et super godt forhold, men er bange for at det bliver lige intens nok at gå op af hinanden hele dagen og have sin chef rnede rundt og ”overvåge” hvordan man passer sit arbejde er jo heller ikke ligefrem på top 10 listen over perfekte arbejdsmiljøer! Mit forhold til Shana har også ændret sig, det plejede at være hende jeg havde mest kontakt med, og hende der lidt stod for mig. Men nu når John er derhjemme så ringer de bare sammen og snakker om hvordan børnene har det. Og når jeg har fri er hun nogen gange stadig på arbejde og hun går om morgen før jeg starter så nogen gange ser jeg hende slet ikke, hvilket er lidt træls når vi er vant til at snakke og hun har også en del mere styr på ja, ALT i forhold til John.
En anden ting er, at min sidste arbejdsdag officialt er den 15. juli, men vi havde aftalt at jeg kunne blive og arbejde til den 3. august fordi Hani og jeg har aftalt at have en uge i NYC i august inden vi tager hjem så vi kan sige farvel, eller på gensyn, til det hele. Men nu bliver John kun betalt indtil juli hvilket vil sige, at de ikke har råd til at have mig arbejdende længere end indtil min sidste officielle arbejdsdag. Heldigvis har de ikke noget imod at jeg bliver længere og bare bor der. Det er bare træls dels fordi jeg vil være helt broke og også fordi jeg så har 3 uger i huset hvor jeg ingen penge har eller noget at lave andet end at træne og ligge i poolen, Hmm vent lige, det lyder da ikke så slemt igen!
Det bliver sikkert helt fint for mig, at slutte før tid, så kan jeg slappe max af og jobbet hænger mig langt ud af halsen, elsker børnene og det er også derfor det nok bliver fedt nok, at kunne være sammen med dem når jeg rent faktisk gider og ikke fra 10-7 når jeg er tvunget til at finde mig i deres bullshit.

Her forleden havde jeg et break-down i min bil. Babyen skulle sove, men han opførte sig som en helt sindsyg og det var helt umuligt for mig, at lægge ham til at sove så tog ham ud på en køretur og han faldt i søvn uden problemer. Desværre vågner han 1,5 time efter og er godt muggen, over hvad har jeg ingen idé om. Han hyler og skriger fuldstændig hysterisk og var helt uden for pædagoisk rækkevide. Jeg måtte ikke holde ham og når jeg satte ham ned flippede han også helt ud. Det er jo lidt svært, at hjælpe når man ikke får lov til det. Efter 15 minuter med hystaden og jeg ingen ende så på hans dæmon anfald valgte jeg, at køre en tur med ham og håbe på at han enten faldt i søvn eller i det mindste bare valgte at affinde sig med situationen og køle ned og sige undskyld. Okay måske ikke det sidste, men helt ærligt, det manglede altså bare!!
Han vælger desværre ikke at gøre nogle af overstående ting, han fortsatte bare med at flippe helt ud og gjorde vores 30 minuter lange køretur fuldstændig ulidelig. Tårerne trillede ned af kinderne, mens jeg råbte: ” Shut the fuck op”, ja så så man lige mig råbe og bande af en 15 måneder gammel baby. Dårlig samvittighed? Jo tak!
 Han stopper heldigvis med at græde da vi når indkørelsen og jeg når lige at blive glad da jeg tager ham ud af køresædet og han starter forfra. Var lige ved, bare at gå ud af døren og aldrig komme tilbage igen. 5 minutter efter vælger John så at komme mig til undsætning fra hans soveværelse hvor han sad og stenede film. Han synes det var sjovt, i hvert fald lige indtil han så mit ansigtsudtryk og forgrædte øjne. Og selvfølgelig stoppede Keith med at græde ligeså snart han sad hos sin far.
Overlever simpelthen ikke hvis de næste 2 måneder bliver sådan her. Synes det er rigtig træls hvis det ender med at jeg får 2 dårlige måneder, vil ikke komme hjem med mindet om at ungerne var umulige og jobbet en pestilens.
I går havde jeg ungerne fra sen eftermiddag og så hele natten og kørte Aj i skole. Det var rigtig hyggeligt, at være helt alene med dem og der var slet ingen ballade med nogle af dem. Så håber på flere gode dage. Og ellers så må jeg bare ”elsk det der er”, min mors nye favorit citat fra bogen ”Lommepsykologi for dummies”.

Nu sidder jeg her i toget, er på vej til NYC og møde Michael og Trine (min storebror og hans kæreste). Glæder mig helt vildt til at se dem!! Kan ikke se helt dårlig ud heller, for på togstationen startede jeg et skænderi mellem et par fordi fyren åbenbart havde gloet lidt for meget på mig. Det er jo ikke mig problem at hun var lav og grim! ;) Life is good! 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar