Så gik der igen
alt for langt tid siden mit sidste opslag. Det er jeg ked af. Må bare indrømme
at ikke føler mig voldsomt motiveret til at skrive det helt store lige for
tiden, der sker heller ikke det helt store. Voldsomme og mislykkede byture er
gemt lidt af vejen, og hvad er der så tilbage i mit liv? Kun kedelige gråzoner.
Siden sidst har
jeg arbejdet en hel del. Har heldigvis lige fået nyt ”skema” så nu arbejder jeg
fra 10-19 hver dag istedet for at have fri 2 timer om aften og så arbejde igen
fra 20-21. Det er jeg glad for, så er det lidt nemmere at få noget ud af
aftenerne i hverdagen. Og med det mener jeg selvfølgelig, at jeg har et par
timer mere til at gå i fitness, stene skod fjernsyn på Viasat, lukke mig inde
på mit værelse med Fifty og en pakke Oreos. (My life rocks!)
Weekenderne er mest blevet brugt sammen med Nanna, min danske veninde som bor i nærheden. Vi har det altid mega sjovt sammen og selvom jeg elsker at være sammen med Ida og vi også altid har det sjovt. Så er der altså noget helt særligt og befriende i at snakke om Danmark på dansk og med dansk humor. Og så har Nanna været så sød at lave dansk mad til mig når jeg er der, DET er dejligt og mange pluspoint i min bog.
Hun tog mig med på hendes yndlingsstambar en aften,
det var helt vildt hyggeligt og sjovt. Ellers har vi drukket vin, set film,
farvet mit hår orange og lavet mad. Nå ja, og spillet Logospillet. Et af
spørgsmålene var, at man skulle nævne den afrikanske Ø hvor Carte d’ors vanille
stammer fra. Nanna råber: ”TANZANIA!” Jeg kigger dumt på hende hvorefter hun
retter sig selv med ordene: ”Nårrhhh nej, jeg mener Kenya!” Åhh ha, Jyder
altså. Senere var der et spørgsmål omkring en jysk avis hvortil hun svarer:
”Jyllandsposten”. Måtte igen give hende mit du-er-sgu-da-ikke-for-skarp-blik og
hun siger: ”Udkommer Jyllandsposten også i København?” København er hvad Nanna
kalder hele Sjælland for. Men JA Nanna det gør den!
Denne måneds LCC
møde foregik i en skøjtehal. Og da Ida og jeg er de eneste non
mexicanere/spanier/autraliere forventede de jo alle sammen at vi var små skøjte
prinsesser, så jo skuffelsen var stor da vi ”gled”, okay måske nærmere gik
rundt ude på isen. Seriøst, hvor blev den der alder af hvor man var totalt
frygtløs og overhovedet ikke tænkte på at man kunne falde at slå sig. Er jeg
virkelig blevet så gammel at den evne totalt er forsvundet?! Brugte
undskyldnignen: Jeg faldt en gang på mine rollerskates og forstuvede armen og er
blevet kastet af heste utallige gange så det må være gammel frygt der er
inkarneret i mig. Det kunne jo sådan set godt være rigtigt, men må nok
indrømme at jeg aldrig har været god til at kordinere min krop og
skøjteprinsesse har jeg bestemt aldrig været. Selvom jeg da selvfølgelig lige
skulle spille sej og hjælpe en af de skræmte mexicanske piger. Hun ville kun
”gå” rundt med mig 1 omgang og så tror jeg ligesom hun fandt ud af at hun var i
bedre hænder hvis hun holdte fast i kanten og ikke i mig. Men fik da pluspoint
i min LCC’s bog for at have hjulpet. ”You’re such a nice girl Annabel” Det kan
hun jo på mange punkter have ret i, ikke?!
Hvis nu jeg finder ud af at han har en
kæreste, så bliver der jo en gigantisk scene, for så MÅ han jo bare være min
drømmemand. En anden grund er altså også, at han er så god med børnene. Mit
hjerte bløder når han high-fiver dem fordi de var gode og klapper af dem og
roser dem.
Nå, men som alt
andet i mit liv så skal der jo ske noget pinligt og ydmygende i de omgivelser
hvor jeg helst bare så at jeg var en ung, moden og sofistikeret pige. AJ er en
mega tøs og er bange for selv det simpleste ting såsom at hoppe i vandet fra
kanten. Alle de andre børn på hans hold gør det uden problemer og han er den
største og ældeste (mega flovt, lader altid som om det ikke er mit barn,
hvilket det jo heller ikke er!!!). Men det resulterer i at han stort set ikke
for svømmet fordi han står på kanten og skaber sig og han forstyrrer hele
undervisingen. Så mig og Shana havde lavet en klar aftale med ham, næste
svømmetime skulle han bare hoppe i. Slut færdig.
Det gør han selvfølgelig ikke.
Han står på kanten og laver en mega scene, råber og skriger. Hans to
trænere(inklusiv mr. Dave, som er mit crush) står i vandet og prøver at
overtale ham til at hoppe i, mens to livreddere står på kanten sammen med ham
og prøver ligeledes. Nothing happens. Det blev ved i 10 min, og hans time er
altså kun på 30 min. Alt imens jeg stod på sidelinjen og blev mere og mere rød
i hovedet af flovhed og raseri. SÅ kunne jeg bare ikke holde ud at se på det
mere og tror nu også at det på dette tidspunkt forventes af mig at træde ind og
vise min pisse beslutsomme og ansvarlige side (som jeg jo VIRKELIG besidder?!).
Trampede igennem svømmehallen og fik med lidt for højt pitch’et stemme råbt:
WHAT’S going on?! Satte mig ned med AJ og prøvede med bævrende stemme mens 4
voksne overvågede mig, at få styr på mit engelske og vise mine utrolig gode og
overbevisende babysitter evner. Hvilket totalt mislykkes. Følte mig altså
temmelig presset. Prøvede alverdens forskellige metoder. Den forstående:
Hvorfor vil du ikke hoppe i vandet AJ? Den vrede: Du hopper bare i vandet og
det er lige nu. Den triste og skyldfølende: Vi havde en aftale og du LOVEDE. Og
til sidst. Den dramaqueen bitch der rejste sig op og kastede ungen i vandet
mens han skreg og lavede en mega scene og sørgede for at alle i hallen kiggede
på os.
Ja, så så man
lige mig blive kåret som verdens dårligste au pair og traumatisere en 5 årigs
liv bare fordi man gik i panik over at den ”hotte” svømmetræner overvågede mit
every move.
Så måtte jeg
ydmyget, rød i hovedet og med en noget dårlig smag i munden traske hele vejen
tilbage igennem hallen og ud til de andre forældre meget opsat på ikke at skabe
øjenkontakt med nogle på min vej. Måtte skrive en sms til Shana og forklare det
hele fordi jeg havde det så dårligt. Heldigvis tog hun det godt og sagde bare:
”You did good.” Han skal jo lære det. Nu er trænerne så også selv begyndt at kaste
ham i vandet så har det bedre med min drastiske beslutning. Men Mr. Dave har
ikke set til min side siden. Bare vent, jeg skal nok få ham til at hungre efter
mig. Og så afvise ham. Bare fordi jeg kan.
Den her weekend
var jeg i NYC, mødtes med Ida og hendes famile som er på besøg fra Sverige. Det
var rigtig hyggeligt at møde dem. De tog ud med Staten Island færgen, men det
har Ida og jeg gjort rigeligt så vi hang ud på Starbucks og ventede på dem. Da
de kom tilbage tog vi op og så det meget store og flotte bibliotek. Kunne
sandelig godt se mig selv sidde der i blandt rigtige New Ýorkere og studere.
Bagefter tog jeg ud og mødtes med Mike. Ved ikke hvad det er med ham, men han
pisser mig af når vi sms’er, men så når vi ses så har vi det mega sjovt og hyggeligt
og det virker som om jeg har kendt ham meget længe. Det er lidt træls. Men det
vigtigste er vel trods alt, at man fungerer sammen face-to-face.
Så så man lige
mig traske rundt på Manhatten hånd i hånd med en rigtig New Yorker. Da vi var
færdige med at drikke kaffe, og grine af folk på skøjtebanen gik jeg tilbage
til Ida’s familie.
Vi spiste på en
Seafood resturant og jeg fik kammuslinger. (hvilket er en totalt irrelevant
oplysning, men hvad fanden). Bagefter gik vi til deres hotel og fik white
russians og tequila. Skulle nok ikke have taget tequilaen, for tog selvfølgelig
den forkerte subway på vej ned til Penn station og måtte halvt løbe 11 bloks
med tårer springene ud af øjene indtil jeg fandt den rigtige subway, så virkede
mit metrokort selvfølgelig ikke og toget holdte på stationen og ventede så
måtte hoppe over det der ting der lukker en ind, men fik selvfølgelig skuffet
til den så mit ene ben sad halvt i klemme og jeg næsten faldt ind på perronen.
Til stor underholdning for folkene i toget der så til mens jeg IKKE nåede mit
tog og til dem der heller ikke nåede det og måtte vente til jeg havde fået min
ben tilbage. Great! Alt endte dog heldigvis godt, kom med mit tog hjem til PA,
måtte dog sidde ved siden af en fremmed hele vejen. Ja, det var ikke rart, lidt
skandinavisk er man vel stadig.
I går skulle jeg
køre op til Shana’s arbejde med hendes computer som hun havde glemt. En dejlig
køretur på 1 time hver vej. Jeg havde selvfølgelig ikke set, at jeg manglede
benzin på bilen før det satans lille tegn begyndte at lyse og så var jeg in the
middle of fucking nowere med en baby i bilen. Var selvfølgelig 2 sek. Før kørt
forbi en tank station, men dem er der jo alle steder right så det kunne sagtens
vente. Men NEJ, det tog mig 20 miles før jeg kunne komme af motorvejen og
tanke. Jeg råbte og kunne nærmest ikke holde tårerne tilbage af ren frustration
og bare tanken om, at ende strandet et sted med babyen. Så han vågnede
selvfølgelig og begyndte at hyle med i kor. Det var forfærdeligt. Men vi
overlevde!
Se det er hvad
ens liv bliver fuldt med når man ”får” børn og ikke tager i byen og laver
skandaler. Det er helt utroligt, så meget drama selv små ting kan skabe. Eller
jeg kan skabe.
Ellers ikke mere
herfra. Jeg har det fantastisk. På trods af at jeg lige er vendt hjem fra AJ's svømmetime og Dave endelig kiggede på mig og sagde: How you're doing. (Og NEJ det var ikke som Joey siger det!). Blev selvfølgelig helt rød i hovedet og kunne dårligt kigge ham i øjnene mens jeg med en meget lille stemme fik fremstammet: "Hi".
Så der røg lige chancen for at vise min awesome personlighed og rent faktisk vise ham at jeg gerne vil snakke med ham. Hvornår går det der generthed væk? Det er jo på ingen måde særlig nemt at leve med!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar