Så gik der lige et par
begivenhedsrige uger/weekender.
Ida og hendes værtsfamilie holdte Midsummer
fest den 15. juni. Det var helt vildt hyggeligt, de havde inviteret min familie
også og 50 af deres venner/familie. Så haven var fuld af børn og glade mennesker.
Ida havde også inviteret Mike, men han kunne desværre ikke komme, det er også
lidt langt at køre for en eftermiddag. Sådan er det.
Vi havde det hyggeligt, spiste lækkert
skandinavisk mad og var for en gangs skyld social med andre mennesker end bare
hinanden.
Weekenden efter skulle Ida og jeg på skole.
Cultural care tvinger os til at tage 6 credits i løbet af vores år her. Så vi
havde tilmeldt os et weekend kursus til et prep TOEFL class. TOEFL er den test
man skal tage som international studerende hvis man overhovedet vil drømme om
at komme til at læse her. Det foregik på Long Island så vi havde lidt vej at
rejse. Vi havde de første timer fredag kl. 18.-21.00. Værelserne og maden var
noget klamt lort og Ida og jeg var temmelig svært utilfredse. Lørdag havde vi timer
fra kl. 9-20.00. og søndag fra 9-16.00. Så nogle meget lange og tunge dage
tilbage på skolebænken for en pige som mig der har været væk fra det i 2 år nu
og ja lad os nu bare være ærlige, aldrig har været SUPER begejstret for det der
med at gå i skole!!
Men timerne var faktisk interesante,, thank god!, men meget intenst at lære så meget på så kort tid! Var jeg nok død af den weekend hvis ikke det havde været spændende og lærerne gode. Er glad for at vi gjorde det, for nu kan jeg godt se hvor svært det er, og selvom jeg er forholdsvis god til engelsk så er stoffet super svært og man skal virkelig træne de øvelser de tester os i!
Jeg kom hjem fra skolen søndag aften og var fuldstændig smadret. Ida og jeg sad i bussen på vej til togstationen med alle de andre au pairs som havde deltaget i kurset og de havde alle sammen dannet nye venskaber og var glade, og så sad vi der, to sippet skandinavier med hver vores ipod i ørene og følte os lidt for vigtige til at snakke med nogen som helst! Nye venner har vi fandme ikke brug for.
John havde sin storesøster og hendes mand på besøg og de boede på mit værelse så jeg sov på en madras i kælderen. Det hjalp ikke ligefrem på mit humør må jeg nok indrømme!!! Havde virkelig brug for at have mit eget værelse og min egen seng, lukke døren og sove længe og bare være alene. Men næææ nej.
Nu er vi så på ferie hele familien og Ida. Cape cod, Massachuasset. Lidt ala the Hamptons i NY. Rigtig lækkert at komme lidt væk og bare hygge og ligge på stranden og tilbringe lidt kvalitets tid med alle sammen her inden min tid er løbet ud og jeg vender snuden hjemaf igen. Jeg kørte en af bilerne herop sammen med Ida, vores første amerikanske roooooadtrip, 6 timer igennem 6 stater. Det var fedt! På med gammelt 80'er musik, nye popnumre og ting der kunne skråles med på og så ellers bare gassen i bund og suse op igennem Amerika! Nogen gange har jeg svært ved at virkelig tro på at jeg får oplevet så meget og at jeg er så heldig. At føle mig så hjemme når jeg færder mig rundt omkring i USA, det er bare fantastisk.
Nå, men her skal vi så være i en uge, vi kører hjem igen på søndag. og så
starter min sidste arbejdsuge om mandagen.
I mandags var vi ude og sejle og se nogle helt fantastiske flotte og store hvaler! Det var helt vildt.
Forleden dag faldt Keith så ned fra sofaen og slog sit hoved, Shana flippede
helt ud og opførte sig som den største dramaqueen ever. Der var ikke nogen i
stuen med børnene da det skete, hvilket jo selvfølgelig ikke er smart. Men Ida
og jeg var lige udenfor på terrassen og John og Shana var indenfor og i den
anden ende af huset som altså virkelig ikke er særlig stort!!! Så når de/hun
blaimer mig for ikke at være der og have undgået det synes jeg er mega unfair.
De er 2 voksne mennekser inde i huset som ikke selv kan holde øje med deres
børn! DET er fandme for dårligt. Og så har jeg mange talenter, men tankelæsning
er skisme ikke en af dem. Hvis de ikke fortæller mig hvornår jeg er på og
arbejder og skal holde øje med børnene hvordan fanden kan jeg så vide det. Kan
ikke altid være det rigtige sted på det rette tidspunkt. Det mest irriterende
er, at hun aldrig siger at hun er sur, hun går bare rundt og smækker med dørene
og ignorer mig totalt. Ville faktisk 10 gange hellere have at hun sagde at jeg
havde fucket op og gav mig en skideballe og så kom videre. I stedet for skaber
hun en pisse ubehagelig og pinlig atmosfære i hele huset og man får mest af alt
lyst til at flygte langt væk. Det er ulideligt og synes det er meget barnligt
af hende. Senere på aften sad jeg så i spisestuen med AJ og John var udenfor
med Keith, pludselig hører jeg hoveddøren smækker og bliver bange for at Keith
er på vej ud. Så løber ud og selvfølgelig er barnet halvejs på vej ned af en
stor og stejl trappe! RIGTIG flot! Anede ikke en gang at han var blevet lukket
indenfor, så det kan i hvert fald ikke være min skyld at de lader ham rende
rundt uden at være med ham eller fortælle mig hvor de har gjort af ham. Det er
i hvert fald min mening. Men selvfølgelig var Shana af en anden overbevisning.
Og rev barnet, som jeg lige havde reddet fra at falde ned af en trappe og løbe
ud på hovedvejen og blive kørt over!!, ud af mine hænder, rystede på hovedet og
kiggede på mig som om jeg var den største idiot på hele jorden. Så talte hun
ellers ikke til mig resten af aften, men fik John til at give mig vigtige
beskeder. Vi var ude at spise middag og jeg
fik uheldigvis sat mig ved siden af hende, så vendte hun halvt ryggen
til mig så jeg overhovedet ikke kunne så meget som forsøge, at ændre på
stemningen. Pisse barnligt. Endnu mere pinligt blev det da Keith fik hans mad
og det selvfølgelig var varmt og han blev ked af det da det brandte hans tunge.
SÅ var det selvfølgelig personalets skyld at maden var varm. Ej men, jesus
christ. Jeg elsker hende og vi har et godt forhold normalt. Hun er god
til at lytte og give gode råd. Men jeg kan bare ikke klare flere scener og
dramatiske teenage udbryd som det der. Hun var så glad og sjov de første par
dage og nu det her. Man skal hele tiden passe på og det er bare ulideligt.
Det eneste gode ved det, er at jeg virkelig har indset at jeg skal tage mig
sammen med mine dramatiske udbryd. Det er der fandme ikke nogen der kan holde
ud i længden. Jeg skal være sødere mod alle fremtidige kærester og nøglen til
gode forhold mellem alle ligger i KOMMUNIKATION! Det kan for fanden ikke være
så svært!
Glæder mig til at jeg er færdig med arbejdet. Det bliver rart at kunne være
i huset og omkring ungerne uden at føle at det er en sur pligt! Men med sidste
arbejdsuge kommer sidste tid jo også. Har helt utrolig mange blandet følelser
omkring det. Tror lidt jeg er i "denial" omkring det lige for tiden. Glæder
mig jo selvfølgelig til at komme hjem og se familie og venner igen og ligesom
få stablet mit liv derhjemme op igen, få konfronteret nogle af de "dæmoner"
jeg er løbet fra og vise alle jer mit bedre og nye jeg. Men samtidig er det så
skræmmende at komme hjem. Tanken om at forlade mit liv her, børnene og NYC er
ikke til at bære. Og så skal det jo heller ikke være nogen hemmelighed at jeg
ikke har lyst til at være hjerteknust igen og rejse fra Mike. Hold kæft hvor er
jeg træt af mit kærlighedsliv. At starte forfra hele tiden. Det er hårdt.
Har ikke set ham siden Michael og Trine var her, for så var han på
ferie eller jeg var på skole og ja så kom der bare så mange ting i vejen. Og
når vi ikke ser hinanden går det aldrig særlig godt, han er jo ikke ligefrem
typen der snakker et øre af omkring hans følelser så ja det er bare begrænset
hvor meget kontakt vi har når vi ikke ses jævnligt og når vi så begge savner
hinanden og bliver frustreret over det bliver det ofte til nogle små latterlige
fights. Ja vi er bare better when we're together. Skulle så have set ham den
her weekend inden vi kørte på ferie, men han ringede og mente pludselig ikke at
det var en god idé at vi så hinanden mere. Han synes det var pointless og alt
for hårdt når nu tiden løber stærkt og jeg snart rejser. Vi havde en rigtig god
og ærlig snak omkring det og hvad han følte og for en gangs skyld var han helt
ærlig og meget ligefrem og fik sagt nogle meget rørende ting og ting som jeg må
indrømme at jeg overhovedet ikke vidste at han følte for mig, det var rart
endelig at høre at jeg ikke er den eneste der har givet mit hjerte væk og at vi
begge to har det på samme måde. Han havde endda overvejet at flytte til Danmark
og få det til at fungere, men at han bare ikke ser det fungere med at flytte
lige nu. Som jeg forstår til fulde, men ingen har nogensinde villet så meget
som holde døren for mig, trække stolen ud eller noget som helst og her er en fyr
der overvejer at flytte på tværs af jorden for at være sammen med mig. Og så
skal jeg rejse fra ham, ej men seriøst???! Nogen gange så føles det lidt som om
der sidder en dum, stor fed komiker og leger med mit liv.
Nå, men vi snakkede længe og han indrømmede at han jo stadig gerne vil se mig, men at det bare ikke er nemt når han ved jeg snart rejser. Tragisk love story, I know. Men uanset hvad så vil vi i hvert fald begge to gerne holde kontakten på diverse sociale medier. Vi har begge to lært så meget af hinanden, og der er helt sikkert en grund til at jeg gik lige ind i den tog kupé og sad overfor ham. At vi har holdt kontakt hele året og han har været min evige support og klippe selvom jeg har råbt og skreget af ham og opført mig som den væreste dramaqueen ever så har han holdt ud og ser selv mine værste sider som positive ting og mener, at lidt negativt kommer med at være så passioneret et mennekse som mig. Det er fandme guld værd at finde en der ser sådan på det! Har da aldrig i mit liv troet jeg ville finde et menneske som kaldte det for passion efter et af mine vredesudbrud! Her vil jeg gerne referere til min nærmeste familie såsom min mor, kærlighed mellem mor og barn er nok den største, men tror sgu aldrig jeg får min mor til at sige at der er noget positivt ved alle de gange jeg har råbt og skreget og gradt og teet mig som en sindsyg og drevet hele familien til vanvid. Eller hvad?
Det gjorde dog ondt at høre ham sige, at han ikke føler han har et plads i
mit "nye" liv derhjemme. For ham ser det ud til at jeg mødt min
amerikanske fyr og det var sjovt for en tid og nu skal jeg hjem og fortsætte
mit liv og han bliver her i samme rutine og samme sted bare uden mig. Kan godt
sætte mig ind i hvad han mener, men hvad han ikke ser er at lige nu er der jo
ikke noget liv for mig derhjemme. Aner ikke hvad jeg kommer hjem til andet end
en masse mennesker jeg elsker. Har ikke noget job, skal bo hos min mor og jeg
aner stadig ikke hvad fanden jeg skal stille op med resten af mit liv. Hvilket
er fantastisk, jeg er 20 år, verden ligger for mine fødder. Jeg skal sgu nok
finde min vej igennem alt mit rod. Men der er ikke noget designet liv der står
og venter på mig. Hvis han skal være en del af mit "nye" liv
derhjemme, så er det sådan og så er det en del af mit liv her der må tilpasse
til det derhjemme.
“The older you get, the more you realize, some people should be
around your entire life and others should just make an appearance.” Jeg har helt ufatteligt svært ved at
acceptere den sidste del. Men måske jeg bare skal indse, at der var en grund
til at vi mødtes, vi lærte helt ufatteligt meget og han vil altid blive husket
og være i mit hjerte når jeg tænker på min tur hertil. Men enten er det det
forkerte liv vi mødte hiannden i, timingen er ikke rigtig eller også er det
bare en meget kort kærlighedshistorie. Men en sød og
betydningsfuld en dog!
"Not all relationships are meant to last forever. Even when
you’re in love. Some love stories are short stories. But they are love stories
all the same.”
I dag er det 4th
of July. En kæmpe dag for Amerikanerne, men eftersom
ingen snakker til mig andet end Ida så ser det ikke ud til at det bliver en
super festlig eller hyggelig fejring af det. Ærgeligt ærgeligt. Men det kan man
jo så håbe på at hun ærger sig over når jeg en gang er rejst og de ser hvor
stor en hjælp jeg har været!!!
Har forresten fået min flybillet hjem. Rejser herfra den 12. august kl. 10.10
om aften, mellemlander i London og er i København kl. 15.5o den 13. august! Så en rigtig god afgang, forhåbentlig kan jeg sove fra Philly til London og være
nogenlunde ovenpå når jeg ankommer til Kastrup. Der er helt vildt mange
følelser omkring det. Dage som i dag hvor min familie ikke er særlig sød, så
vil jeg bare hjem NU men heldigvis er der flest dage hvor jeg gerne vil blive og
tanken om at rejse og sige farvel gør ondt. Men nu må vi se. Det er tid. Og jeg
håber, at jeg kan se det når jeg kommer hjem og ikke falde helt ned i
kulkælderen over, at være tilbage i DK.
Er sikker på der er en masse mennesker der vil være med til at holde mit
humør oppe.
Vi ses snart!
Lot of love
Ingen kommentarer:
Send en kommentar