Jon Stewart
I celebrated Thanksgiving in an old-fashioned way. I invited everyone in my neighborhood to my house, we had an enormous feast, and then I killed them and took their land.
I celebrated Thanksgiving in an old-fashioned way. I invited everyone in my neighborhood to my house, we had an enormous feast, and then I killed them and took their land.
In
1621, the Pilgrims had their first Thanksgiving. You might think that after
1621, the Pilgrims celebrated Thanksgiving every year, and it just eventually
became a national holiday. Well, that's not true. It took a long time for this
national holiday to become a real one. It was President Abraham Lincoln who
declared Thanksgiving an annual national holiday. He made it a national holiday
with his Thanksgiving Proclamation, in 1863. Later, President Franklin D.
Roosevelt decided that the 4th Thursday in November was a excellent permanent
day for this holiday.
Gratitude
- The term "Thanksgiving" is from the English translation of the
Bible, where it means “giving thanks to God'. The Pilgrims had the first
Thanksgiving, because they wanted to give thanks to Squanto and the Native
Americans for teaching them how to do things and live life in different ways,
not just the ways the Pilgrims used to live like. Without the N.A's, they
probably would have died. Today, at Thanksgiving time, we express gratitude for
the good things, people, and events in our lives and the greater world around
us.
Ja, så fik jeg også oplevet min første
Thanksgiving. Jeg elsker bare at belære jer om helligdagene, som jeg ikke selv
ved en skid om.
Vi tog afsted til Iowa sidste torsdag,
hvor John’s familie bor. Han har 4 ældre søskende som alle sammen har børn, så
det blev en stor familie sammenkomst. Hvilket var rart, er jo selv fra en stor
familie så havde helt savnet den der akavet familiesteming, hvor man bare kan
mærke at nogle holder noget inde fordi ”nu er det jo Thanksgiving” og lad os nu
være glade og ikke skændes. Det er skønt.
Det var ellers noget af en oplevelse at
komme afsted. Der var babybræk, råb og skrig og gråd i bilen på vej til
lufthavnen, men vi ankom dog og kom godt afsted. Vi fløj først til Chicago og
mellemlandede og tog et lille bitte fly, videre til Waterloo i Iowa. Da vi fløj
ind over Iowa var der ikke andet at se end marker. Et stort farmerland. Var
faktisk sikker på, at piloten ville lande flyet midt på en græsmark men
heldigvis kom der, ud af det blå, en asfalt bane og vi landende i noget der må
være den mindste lufthavn nogensinde. Det bestod faktisk bare af et ”stort” rum
og det var det. Placeret midt i ingen mands land. Så stod man der, storbypige
og følte sig temmelig malplaceret og ønskede man var blevet hjemme.
John’s far hentede os i deres minivan, vi
kørte 1,5 time for at komme til deres hus. Jeg er glad for der var så mange
spændende ting at kigge på hele vejen; marker, marker, marker. Endelig ankom vi
til deres søde ”lille” farmerhus, det mindende egentlig mest om en lille
bondegård.
Indenfor var huset proppet med mennesker,
John’s mor og 3 søstre og deres mænd, og alle deres børn. Puha det var
overvældende at skulle møde så mange nye mennesker på en gang. Halvdelen af dem
vidste ikke en gang hvem jeg var. Det fandt jeg ud af da en af søstrene spurgte
hvad jeg lavede i USA, det blev så en temmelig akavet samtale.
Ellers var alle
vildt søde og tog rigtig godt imod mig. Jeg blev selvfølgelig vildt genert og
sagde ikke så meget, nikkede, smilede og var så høflig som overhovedet muligt,
satte mig ned i en stol, lænede mig tilbage og vups, stolen kastede sig tilbage
og kastede mine fødder op. Fik selvfølgelig skreget af overraskelse og så kom
kommentaren: ” Welcome to America.”
Og så var familieferien i bondelandet Iowa
ellers godt igang.
Fredag skulle den store Thanksgiving
middag indtages, det hele mindede mig lidt om juleaften hjemme i Danmark. Alle
gik rundt i afslappet tøj og chillede hele dagen, mens duften fra køkkenet
spredte sig i hele huset og stemningen bare var alt for hyggelig.
Marquon(John’s nevø som var og besøge os i sommers) og hans søster kom og det
var rart at se nogle jævnaldrene. Hans søster Itedra var alt for nice, fuld af
energi og en rigtig humørbombe. Hun troede dog jeg var 25, fordi jeg åbenbart virkede
så moden og som hun sagde. ”You just look so old”. Well mange tak!! Men da hun
fandt ud af, at vi var lige gamle snakkede hun hele eftermiddagen og vi havde
det vildt hyggeligt. Hun snakker om at komme og besøge os en gang til næste år.
Om
aften spillede vi alle Trivial Pursuit og så film.
Og nåårh ja, maden var helt fantastisk og ja
det er ligesom man forestiller sig med en kæmpe kalkun og alt alt for meget
lækkert og meget fed mad. Så er blevet rigtig tyk. Skønt.
Lørdag kørte vi til den nærmeste store by,
1.5 time fra huset ud til et stort legeland hvor børnene kunne blive underholdt
og spise alt det pizza de ville. Har aldrig i mit liv set noget så amerikansk.
Kæmpe buffet, udelukkende med junk food, store tykke mennesker og skrigende,
løbende og larmende børn der løb ind og ud af "forlystelser" Jesus...
Søndag kom Shana’s forældre for at se hende og børnene og for mig
bestod dagen i at lave absoulut ingenting. Rimelig kedeligt, men tiltrængt bare
at slappe af og lave intet andet end at spise pumpkin pie. Jeg gik tidligt i
seng, da vi skulle køre kl. 4 om morgen for at nå flyet kl. 6.30. Vi landende i
Philly kl. 12.30 og så var det ellers på arbejde for os alle 3. Det var
temmelig hårdt, men er så glad for at jeg tog med til Iowa og vi havde en super
god og hyggelig tur. Følte mig med i familien før vi tog afsted, men nu er jeg
meget mere bekræftet i, at de godt kan lide mig og gerne vil have mig i deres
familie. Det var også skønt at tage afsked med alle de andre familiemedlemmer
som alle sammen sagde at det havde været skønt at møde mig og velkommen i
familien.
Ellers sker der ikke det store, babyen har
fået øjenbetændelse og jeg har været skrækslagen for at få det, da jeg slet
ikke kan klare at røre, snakke, se eller noget som helt med mine øjne, så det
bliver døden hvis jeg får det.
Ellers kører det, er super glad for tiden, har
dog været ret træt men det hænger nok sammen med de 12 timer jeg arbejder om
dagen, sådan er det jo. Shana stoppede forleden dag op i alt hendes stress med
madlavning og en grædende baby på armen, kiggede på mig og sagde: ” Annabel, I
really don’t know what I would have done without you here.” Det var store ord
fra hende, hun er ikke typen der smider rundt med komplimenterne, men her
vidste jeg at hun mente det og det var stort at høre det. Det er sådan nogle
ting der gør at jeg gerne arbejder 12 timer om dagen på trods af reglerne og
også gerne finder mig i sure mødre og hektiske dage. Når folk sætter pris på
mig og på mit arbejde, så vil jeg gå meget langt for at tilfredsstille dem.
Lidt pleaser har man jo lov at være.
Hvis der er noget den her helligdag og
mine 4 måneder herovre allerede har lært mig, så er det at, selvom vi synes
amerikanere kan være overfladiske, så er de 10 gange bedre til at udtrykke deres
følelser. Jeg har aldrig hørt en familie sige jeg elsker dig så mange gange som
jeg hørte det i Iowa. Jeg tror faktisk aldrig jeg har sagt det til min familie.
Og selvom jeg ikke er i tvivl om at de ved det, så er det jo meget rart at få
det bekræftet nogle gange, så here it goes: JEG ELSKER JER. Hele min familie!
Der er ikke en af jer jeg ville udskifte, ikke en eneste fætter, onkel, moster,
bror eller søster, mormor eller morfar eller nogen som helst.
Så måske vi kunne
lære lidt af amerikanerene der, vi behøver ikke sige det hver gang vi snakker
sammen, det behøver ikke være super følelsesladet eller overfladisk. Bare et
lille, jeg elsker dig, bare en gang imellem. Det ville nok ikke skade vores
reservede og til tider kolde skandinaviske image. Tror i?
Og så er jeg utrolig taknemlig for alle mine venner og veninder derhjemme, som støtter mig og er der for mig selvom jeg er så langt væk. Jer elsker jeg sørme også og uden jeres og min families støtte og opbakning så havde jeg aldrig haft modet eller viljen til at tage afsted og jeg havde i hvert fald aldrig klaret det so far eller så godt som jeg gør nu. Så tak for det!
John Fitzgerald Kennedy
As we express our gratitude, we must never forget that the highest appreciation is not to utter words, but
As we express our gratitude, we must never forget that the highest appreciation is not to utter words, but
to live by them.
Jeg ved ikke hvorfor, men den her Thanksgiving middag og hele oplevelsen med at bo så mange sammen og bare hygge en hel weekend mindede mig så meget om musikvideoen til gode gamle Last Christmas. Så her får i den lige, nu er det jo også meget snart juletid. Glædelig pre-jul.
Lot Of Love
Jeres Annabel
