torsdag den 29. november 2012

To be Thankful on Thanksgiving...


Jon Stewart
I celebrated Thanksgiving in an old-fashioned way. I invited everyone in my neighborhood to my house, we had an enormous feast, and then I killed them and took their land.

In 1621, the Pilgrims had their first Thanksgiving. You might think that after 1621, the Pilgrims celebrated Thanksgiving every year, and it just eventually became a national holiday. Well, that's not true. It took a long time for this national holiday to become a real one. It was President Abraham Lincoln who declared Thanksgiving an annual national holiday. He made it a national holiday with his Thanksgiving Proclamation, in 1863. Later, President Franklin D. Roosevelt decided that the 4th Thursday in November was a excellent permanent day for this holiday.

Gratitude - The term "Thanksgiving" is from the English translation of the Bible, where it means “giving thanks to God'. The Pilgrims had the first Thanksgiving, because they wanted to give thanks to Squanto and the Native Americans for teaching them how to do things and live life in different ways, not just the ways the Pilgrims used to live like. Without the N.A's, they probably would have died. Today, at Thanksgiving time, we express gratitude for the good things, people, and events in our lives and the greater world around us.

Ja, så fik jeg også oplevet min første Thanksgiving. Jeg elsker bare at belære jer om helligdagene, som jeg ikke selv ved en skid om.

Vi tog afsted til Iowa sidste torsdag, hvor John’s familie bor. Han har 4 ældre søskende som alle sammen har børn, så det blev en stor familie sammenkomst. Hvilket var rart, er jo selv fra en stor familie så havde helt savnet den der akavet familiesteming, hvor man bare kan mærke at nogle holder noget inde fordi ”nu er det jo Thanksgiving” og lad os nu være glade og ikke skændes. Det er skønt.

Det var ellers noget af en oplevelse at komme afsted. Der var babybræk, råb og skrig og gråd i bilen på vej til lufthavnen, men vi ankom dog og kom godt afsted. Vi fløj først til Chicago og mellemlandede og tog et lille bitte fly, videre til Waterloo i Iowa. Da vi fløj ind over Iowa var der ikke andet at se end marker. Et stort farmerland. Var faktisk sikker på, at piloten ville lande flyet midt på en græsmark men heldigvis kom der, ud af det blå, en asfalt bane og vi landende i noget der må være den mindste lufthavn nogensinde. Det bestod faktisk bare af et ”stort” rum og det var det. Placeret midt i ingen mands land. Så stod man der, storbypige og følte sig temmelig malplaceret og ønskede man var blevet hjemme.
 
John’s far hentede os i deres minivan, vi kørte 1,5 time for at komme til deres hus. Jeg er glad for der var så mange spændende ting at kigge på hele vejen; marker, marker, marker. Endelig ankom vi til deres søde ”lille” farmerhus, det mindende egentlig mest om en lille bondegård.
Indenfor var huset proppet med mennesker, John’s mor og 3 søstre og deres mænd, og alle deres børn. Puha det var overvældende at skulle møde så mange nye mennesker på en gang. Halvdelen af dem vidste ikke en gang hvem jeg var. Det fandt jeg ud af da en af søstrene spurgte hvad jeg lavede i USA, det blev så en temmelig akavet samtale.
Ellers var alle vildt søde og tog rigtig godt imod mig. Jeg blev selvfølgelig vildt genert og sagde ikke så meget, nikkede, smilede og var så høflig som overhovedet muligt, satte mig ned i en stol, lænede mig tilbage og vups, stolen kastede sig tilbage og kastede mine fødder op. Fik selvfølgelig skreget af overraskelse og så kom kommentaren: ” Welcome to America.”

Og så var familieferien i bondelandet Iowa ellers godt igang.

Fredag skulle den store Thanksgiving middag indtages, det hele mindede mig lidt om juleaften hjemme i Danmark. Alle gik rundt i afslappet tøj og chillede hele dagen, mens duften fra køkkenet spredte sig i hele huset og stemningen bare var alt for hyggelig. Marquon(John’s nevø som var og besøge os i sommers) og hans søster kom og det var rart at se nogle jævnaldrene. Hans søster Itedra var alt for nice, fuld af energi og en rigtig humørbombe. Hun troede dog jeg var 25, fordi jeg åbenbart virkede så moden og som hun sagde. ”You just look so old”. Well mange tak!! Men da hun fandt ud af, at vi var lige gamle snakkede hun hele eftermiddagen og vi havde det vildt hyggeligt. Hun snakker om at komme og besøge os en gang til næste år.
 Om aften spillede vi alle Trivial Pursuit og så film.
Og nåårh ja, maden var helt fantastisk og ja det er ligesom man forestiller sig med en kæmpe kalkun og alt alt for meget lækkert og meget fed mad. Så er blevet rigtig tyk. Skønt.

Lørdag kørte vi til den nærmeste store by, 1.5 time fra huset ud til et stort legeland hvor børnene kunne blive underholdt og spise alt det pizza de ville. Har aldrig i mit liv set noget så amerikansk. Kæmpe buffet, udelukkende med junk food, store tykke mennesker og skrigende, løbende og larmende børn der løb ind og ud af "forlystelser" Jesus...

Søndag kom Shana’s forældre for at se hende og børnene og for mig bestod dagen i at lave absoulut ingenting. Rimelig kedeligt, men tiltrængt bare at slappe af og lave intet andet end at spise pumpkin pie. Jeg gik tidligt i seng, da vi skulle køre kl. 4 om morgen for at nå flyet kl. 6.30. Vi landende i Philly kl. 12.30 og så var det ellers på arbejde for os alle 3. Det var temmelig hårdt, men er så glad for at jeg tog med til Iowa og vi havde en super god og hyggelig tur. Følte mig med i familien før vi tog afsted, men nu er jeg meget mere bekræftet i, at de godt kan lide mig og gerne vil have mig i deres familie. Det var også skønt at tage afsked med alle de andre familiemedlemmer som alle sammen sagde at det havde været skønt at møde mig og velkommen i familien.

Ellers sker der ikke det store, babyen har fået øjenbetændelse og jeg har været skrækslagen for at få det, da jeg slet ikke kan klare at røre, snakke, se eller noget som helt med mine øjne, så det bliver døden hvis jeg får det.
Ellers kører det, er super glad for tiden, har dog været ret træt men det hænger nok sammen med de 12 timer jeg arbejder om dagen, sådan er det jo. Shana stoppede forleden dag op i alt hendes stress med madlavning og en grædende baby på armen, kiggede på mig og sagde: ” Annabel, I really don’t know what I would have done without you here.” Det var store ord fra hende, hun er ikke typen der smider rundt med komplimenterne, men her vidste jeg at hun mente det og det var stort at høre det. Det er sådan nogle ting der gør at jeg gerne arbejder 12 timer om dagen på trods af reglerne og også gerne finder mig i sure mødre og hektiske dage. Når folk sætter pris på mig og på mit arbejde, så vil jeg gå meget langt for at tilfredsstille dem. Lidt pleaser har man jo lov at være.

Hvis der er noget den her helligdag og mine 4 måneder herovre allerede har lært mig, så er det at, selvom vi synes amerikanere kan være overfladiske, så er de 10 gange bedre til at udtrykke deres følelser. Jeg har aldrig hørt en familie sige jeg elsker dig så mange gange som jeg hørte det i Iowa. Jeg tror faktisk aldrig jeg har sagt det til min familie. Og selvom jeg ikke er i tvivl om at de ved det, så er det jo meget rart at få det bekræftet nogle gange, så here it goes: JEG ELSKER JER. Hele min familie! Der er ikke en af jer jeg ville udskifte, ikke en eneste fætter, onkel, moster, bror eller søster, mormor eller morfar eller nogen som helst.
Så måske vi kunne lære lidt af amerikanerene der, vi behøver ikke sige det hver gang vi snakker sammen, det behøver ikke være super følelsesladet eller overfladisk. Bare et lille, jeg elsker dig, bare en gang imellem. Det ville nok ikke skade vores reservede og til tider kolde skandinaviske image. Tror i?
 
Og så er jeg utrolig taknemlig for alle mine venner og veninder derhjemme, som støtter mig og er der for mig selvom jeg er så langt væk. Jer elsker jeg sørme også og uden jeres og min families støtte og opbakning så havde jeg aldrig haft modet eller viljen til at tage afsted og jeg havde i hvert fald aldrig klaret det so far eller så godt som jeg gør nu. Så tak for det!

John Fitzgerald Kennedy
As we express our gratitude, we must never forget that the highest appreciation is not to utter words, but
to live by them.
 
 
Jeg ved ikke hvorfor, men den her Thanksgiving middag og hele oplevelsen med at bo så mange sammen og bare hygge en hel weekend mindede mig så meget om musikvideoen til gode gamle Last Christmas. Så her får i den lige, nu er det jo også meget snart juletid. Glædelig pre-jul.
 
 
 


Det var lidt sådan her de små landsbyer vi kørte igennem i Iowa så ud. De var bare lidt mindre western agtige, men ellers er den god nok.


Lot Of Love

Jeres Annabel

 

 

 

lørdag den 17. november 2012

Good girls go to heaven, bad girls go to Miami.

Så er jeg endelig kommet mig over min tur til Miami som startede torsdag. Jeg mødte Michelle inde på Penn station(NYC) om eftermiddagen og vi tog sammen bussen ud til JFK. Vi landede i Miami kl. 22 og tog direkte hen til ham vi skulle bo hos i South Beach.
 Da vi jo ikke tjener de vilde penge som au pairs og egentlig gerne vil møde amerikanere og ikke turister havde vi besluttet at couchsurfe på den her ferie. Et koncept der går ud på at man kan crashe hos folk rundt omkring i verden gratis, og lære af hinandens kulturere, normer og værdier. Så første aften boede vi hos Philip, i daglig omtale Don Juan, og hans kæreste. Selvfølgelig i penthousen på et fantasisk flot hotel! Da vi bankede på døren åbner en tynd pige med langt blond hår og flotte slangekrøller døren, kun iført en meget lille kjole, som vi istarten troede var lingeri men nææ nej. Alt for sød og venlig lukker hun os ind og viser hvor vi skal sove og ud kommer Don Juan som har alt andet end Don Juan looket. Han er små tyk, ucharmerede, har skæve øjne, er små gammel og i det hele taget ikke særlig heldig. Men flink var han dog! Vi gør os klar til at gå i byen og senere på aften kommer der et andet par, lige så majet ud som Philip og hans kæreste. Der bliver åbnet champagneflasker og så er V.I.P festen ellers igang.
 Vi synes det var ret fedt at være der lige indtil de tre fyre der er i lejligheden begynder at tage stoffer. De tager lige nogle piller hver og snakkede højt og åbent omkring det, som om det var det mest naturlige og normale i hele verden. Jeg går selvfølgelig fuldstændig i baglås og er nærmest parat til at pakke mine ting igen og finde et andet sted at bo. Men Michelle er fra Strandhuse i Kolding og der er det åbenbart normalt nok, eller også er hun bare knap så snerbet som jeg er. Who knows. Men vi blev og vi gik ned på klubben der tilhørte hotellet og var pænt fancy. Har aldrig set så mange smukke, tynde, rige og fabulous mennesker samlet på et sted. Holy moly ! Det kan godt være jeg er vant til at få en god portion opmærksomhed i NYC’s natteliv, men skal lige love for at jeg på trods af mine tårnhøje stiletter der gjorde mig 2 meter høj, kunne jeg lige så godt have været usynlig. Og havde det faktisk helt okay med det! Nogle gange ved man bare når man er på et niveau hvor man slet slet ikke hører hjemme.
Når det så er sagt så skal det lige siges at jeg da har dobbelt så meget personlighed som dem allesammen til sammen. Don juan’s kæreste og hendes veninder sad på sofaen ved det private bord ”vi” selvfølgelig havde med et glas champagne og foretrak ikke en mine, smukke så de ud, men skyd mig hvis jeg nogensinde finder en rig mand og bare bliver hans smukke nikkedukke!
Hver gang der var fyre der prøvede lykken og ville i kontakt med pigerne var Don juan’s bodyguard der lige med det samme og viftede dem væk. Ja i læste rigtigt, bodyguard! Han stod ved bordet og vogtede hele natten, fulgte Don juan og hans venner på toilettet og ligeså med pigerne. Michelle og jeg måtte selv skubbe os vej gennem den over cravded natklub for at komme på toilettet, men vi fik dog lov til at nyde godt af den private bartender der stod ved bordet hele natten og servede Möet champagne for os. Det var så VIP, i tror det er løgn! Vi skyndte os selvfølgelig at google ham for vi anede ikke hvem han var, og så viser det sig selvfølgelig at han er en eller anden rig/heldig pokerspiller og direktør for et eller anden firma. Pokerspiller my ass! Jeg er færdige med pokerspillere, det troede jeg alle havde forstået!

Selvom det var vildt sjovt at prøve at være V.I.P. for en aften så er jeg glad for vi kun gjorde det den ene nat. Jeg har trods alt stadig begge mine ben solidt plantet i jorden og de der mennesker siger mig ærlig talt ikke en skid!

Et godt tip: Drik dig aldrig fuld i champagne! Vi vågnede op med vilde tømmermænd fredag morgen og gik ned til Bea’s hostel. Det var selvfølgelig vildt fedt men også ret surrealistisk, at se hende herovre efter så lang tid.
Vi gik stort set hele south beach rundt og så satte vi Bea af igen. Michelle og jeg tog så tilbage til luksushotellet og hentede vores ting og flyttede ned hos en anden couchsurfer. Don Juan kunne desværre kun have os en overnatning, men det havde vi det helt fint med, vi ville aldrig have holdt til sådan nogle vilde aftener hver aften. Men den anden couchhost hed Harry og boede mere downtown south beach og tættere på butikker og på Bea så det passede os fint. Det var dog en ektrem nedgradering i luksusen, men stadig et gratis sted at bo og han virkede super flink. Om aften tog vi i biffen og så Skyfall. Bliver altid skuffet over at James Bond ikke ser bedre ud end han gør! Næste James Bond movie stemmer jeg for at Ryan Gosling spiller, SE DET ville få seerer, det er jeg sikker på!

Lørdag skulle vi på tur til Everglades.

Everglades facts: Everglades National Park er USA’s største subtropiske ødemark – en imponerende kæmpe af frodige vækster og rigt dyreliv. Her findes sjældne og truede dyrearter såsom Florida-panteren, den vestindiske søko og den amerikanske krokodille - selv om det nok er alligatoren, de fleste forbinder med Everglades. Områdets enestående natur har medført en plads på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.En stor del af Everglades er vand, der dermed også er en naturlig transportvej. Man kan for eksempel komme rundt i båd, kajak eller kano. De forskellige områder i Everglades har deres egne unikke kendetegn og miljøer at udforske. Everglades National Park ligger i den sydlige del af staten Florida og dækker mere end 6.500 km2.
Google <3
Vi blev transporteret rundt i Airboat og det var mega fedt! Vi så vildt mange alligatorer og uheldigvis så vi også et par slanger. Michelle er lige så bange for slanger som jeg er, og vi havde selvfølgelig kørt stemningen helt op på vej i bussen, men inden vi satte os i båden fik jeg, synes jeg selv, beroliget os lidt med kommentaren: ” Vi ser jo ingen slanger ude i naturen, de er lige så bange for os som vi er for dem”. No shit de er ej! Vi havde ikke været derude mere end 15 min da han stopper båden og lige ud for mig og Michelles ligger den største vandslange, oh my god. Jeg troede helt alvorligt jeg skulle dø, mit hjerte sad oppe i halsen, jeg svedte og var bare skræmt fra vid og sans. Sad nærmest på skødet af manden ved siden af mig, som så viste sig at være dansker, eller han var fra Jylland, hvilket jeg fandt ud af da han grinende sagde: ”Tak for den ekstra underholdning piger”. Jamen selv tak da, mit liv i en nøddeskal.  Lige pludselig hører jeg bare lyden af siv der bevæger sig og noget der lander i vandet, reagerede selvfølgelig ved at skrige da jeg stærkt regnede med at slangen var hoppet frem og ind i båden eller når jeg åbnede øjene lå den foran mig. Men den hoppede altså bare i vandet og vi kørte videre, med en tør kommentar fra vores guide: ”Amaxing snake, but I’m so glad that no one was bitten cause that is one of the most toxic snakes out here”. Super!! 
Da vi kom tilbage på land skulle vi ind og se et eller andet latterligt show med en eller anden der skulle wrestle med en alligator, det er bare slet ikke mig at glo på sådan noget. Får for det første mega ondt af dyret og bliver vildt hurtigt irriteret på folk som ham, der selv synes han er vildt sjov og kommer med latterlige jokes hele tiden. Idiot, ja jeg heppede på alligatoren i den wrestlings kamp det er helt sikkert. Men vi fik også set en skorpion og en lille baby alligator. Senere havde vi mulighed for at holde en lille alligator men var ikke helt sikker på at jeg turde gøre det og så passerede min chance. Fortryder det lidt nu, ville gerne have haft sådan et sejt billede af mig med en alligator. Selvom det sikkert med mit held ville blive et billede af mig der lukker øjnene, skriger og taber den stakkels hjælpeløse alligator på gulvet mens guiden ved siden af mig står med et chokeret/vredt ansigtsudtryk. Så måske det var heldigt nok jeg ikke prøvede lykken.
Fik da også lidt action i mit liv senere da Michelle og jeg sad og spiste chips på en bænk. Jeg sad og snakkede og snakkede, som jeg jo gør, så havde bestemt ikke tid til at spise den chips jeg holdte i hånden, til stor irritation for en fugl der besluttede at gøre noget ved sagen og fløj direkte ind i mig og min hånd og snuppede chipsen. Blev så forskrækket og fløj op med et kæmpe skrig, til stor underholdning for folk omkring os. Der var endda en der stillede sig op og tog et billede af mig. Hun var helt sikkert tysker! Hvad fanden, det var jo ret sjovt. Og satte stor pris på at jeg ”kun” var så uheldig den dag at det var en fugl og ikke en alligator eller en giftig slange. Det er de små ting i livet der tæller right?!
Men det var så også drama nok for den dag og vi tog hjem og mødtes med Bea og tog ud og spiste middag.
Søndag vågnede vi da Harry larmende kom ud i stuen med kommentaren. ” You are going home today right?” Øhm nej, vi skal først hjem i morgen, det var han ikke helt tilfreds med kunne man tydeligt se. Og han blev sur fordi vi var kommet til at skubbe en af hans sofapuder ned mens vi sov. snerbet.
Vi skulle på bus og båd tur søndag, ud og se alle turisttingene i Miami og så rundt i båd og se alle de kendtes mainsons. Det var vildt fedt! Nu ved jeg hvor jeg skal bo når Johnny Depp eller Christian Bale opdager at jeg lever! Åhh hvornår kommer den dag?
Vi besluttede os så for at skrive til Harry og sige at vi flyttede vores ting og så tog vi ned på et hostel. Han svarede aldrig tilbage på min sms. Han må have været godt irriteret på os. Det var måske heller ikke den bedste beslutning at couchsurfe lige på den her tur fordi jeg jo primært var kommet derned for at se Bea og så havde jeg altså bare ikke tid til at udveksle kulturer eller blive venner med ham. Det forklarede jeg da også i sms’en men sådan er det jo, vi gad i hvert fald ikke føle os til besvær så vi flyttede ned på et hostel og boede på værelse med 8 andre piger vi aldrig havde mødt før. Så kan man snakke om en seriøs nedgradering igen. Og mit skandinaviske, sentitive jeg har det bare ikke godt med at være omkring så mange nye mennesker og da slet ikke, dele badeværelse og sove sammen med dem. Puha, bare kald mig snobbet men det gør jeg altså ikke igen. Backpaker bliver jeg sgu aldrig.
Søndag aften tog vi igen ned til Bea’s hostel og mødte hende og alle hendes højskolevenner. Vi sad og snakkede med hende og nogle fyre, gud hvor har jeg savnet danske drenge og deres charme. Danske drenge er faktisk dejlige. Man skal bare lidt væk fra dem før man kan se det tror jeg. Og det er jo så også rigtig heldigt at jeg finder ud af det nu når jeg stadig har 8 måneder tilbage herovre. Typisk.
Mandag brugte vi dagen på at shoppe lidt og ellers bare gå rundt og vente på, at vi skulle hjem. Vores fly lettede kl. 21.30 og fik os til JFK kl. 12.30, hvilket gjorde at vi ikke kunne nå til Penn station på Manhatten før morgentoget kl. 5.14. Dejligt at være vågen hele natten når man ved man skal være klar til at underholde en baby kl. 11 samme formiddag. Penn station er også et virkelig dejligt sted at være så sent, der var dejligt mange på stoffer. Kunne tydeligt høre en kvinde sniffe på toiletttet ved siden af mig og da jeg kommer ud begynder hun, at råbe af mig og sige at hun ikke vil være min ven. Jamen det er helt fint med mig! Det skal du slet ikke tænke på, dit sindsyge kvindemenneske.
 Efter 1,5 time i toget og 30 min i en taxa nåede jeg endelig hjem kl. 7 om morgen, fik lige et par timers søvn og så ellers op og spille frisk og overskudsagtig. Men det var det hele værd efter sådan en fed tur til Miami.
Michelle og jeg fungerede rigtig godt sammen, selvom det selvfølgelig er lidt mærkeligt at tage på ferie med en man for første gang mødte og tilbragte en uge sammen med for 4 måneder siden. Men vi havde det vildt sjovt, Michelle kan komme med de tøreste kommentarer som f.eks. om fredagen da vi lige havde mødt Bea og var på vej hjem alene: ” Nå så din søster har fået alt intelligensen?” Sagt uden at foretrækken en mine på trods af mit noget overraskede og mundlamme udtryk. Fik så rodet mig ud i en lang forklar om at jeg snakker mere end Bea og derfor er procentdelen af lort jeg lukker ud større, men kun fordi jeg snakker mere. Eller noget i den stil, hvad fanden. Matematik er ikke lige mig.
Og så må jeg jo nok også her til sidst hellere indrømme, at jeg er blevet lidt egocentreret og min selvtillid er vokset en del. Nu sidder der sikkert nogle og tænker kunne det blive værre end da hun tog hjemmefra, og ja det kunne det godt! Men det var især slemt i Miami, fordi Michelle er sådan, sorry Michelle men du er one bitch with an attitude! And I love it!

Den ene snakker mere end den anden, og det er altid os selv vi snakker om. Det fik Michelle da også lige kommenteret på da vi går på gaden og hun en dag stopper mig med en iskold stemme: ” Gider du godt holde kæft og lade vær med at snakke om dig selv hele tiden!” Hvorefter hun lynhurtigt drejer samtalen hen på sig selv. Jeg var helt færdig af grin. Det er meget forfriskende at blive sat på plads på en sjov måde og uden at blive uvenner. Tror aldrig der er nogle der har sat mig så meget på plads på så få dage, uden at jeg blev sur og fornærmet. Og nogle gange var det da også positive ting der kom ud af Michelle som da hun sagde: "gider du pakke din attitude sammen, og være opmærksom på dem der glor på dig". Tror det var den støreste kompliment jeg fik på turen. Men okay indrømmet, har ikke været den skarpeste kniv i skuffen for tiden. Min stedsans var f.eks. ikke eksisterende og hun vidste faktisk ikke om hun skulle grine eller græde over det.
Men Michelle, som jeg sagde første dag: ”su casa mi casa”. Og okay også omvendt! ;) Tak for en tur med divanykker, bitchede bemærkninger, surrealistiske oplevelser, fantastiske minder, god humør og mavekramper af grin.
Vil fremover prøve at snakke mindre, om mig selv altså. Droppe lidt af divanykkerne og lyde lidt mere inteligent når jeg snakker. Der er f.eks. ingen grund til at fortælle halvdelen af Bea’s skole at jeg ikke kunne bøje ordet tå. Det for dumt! 
 

 
 

 

 

onsdag den 7. november 2012

Sandy spøger stadig...


Så har jeg været ude på min første trick og treat. Og det er sgu egentlig ikke så sjovt som jeg havde troet. Nu var det jo sådan set heller ikke mig der gjorde det, men ungerne. Jeg fulgte bare med så det voksne tynde øl. Det eneste sjove var en af AJ’s venner der var klædt ud som Mario og var gigantisk. Ved godt man altid bliver liiidt overrakset når man ser mennesker klædt ud som mario, for han plejer jo at være så lille inde i den Nintendo. Men det her var som om Mario havde spist Hulk. Og så var han lige så gammel som AJ. Ej men jeg kan slet ikke finde de rigtige ord der beskriver hvor amerikansk ham og hans familie var, den ene federe end den anden. Og Mario var selvfølgelig den første henne ved hvert hus for at tigge om slik, fuldstændig vild, blodig og ustyrlig. Forældrene måtte halvt løbe efter ham og prøve at ruske lidt fornuft i ham, men den er da røget for 20 kilo og 400 chokoladebarer siden! Da vi var færdige tog jeg pænt ”mit” noget så velopdragne barn, der pænt havde holdt i hånd hele vejen og sagt tak til alle dem der åbnede døren med hjem mens den fede familie på 3 prustende og stønnede prøvede at få lokket Mario med hjem i minivan’en ved at kaste et stykke slik ind og lukke efter ham. Lidt lige som man transporterer vilde dyr i Zoo.  

Torsdag i sidste uge åbnede vi huset for Aj’s bedste ven Sydney, hendes lillebror, mor og far, da de stadig ikke havde noget strøm derhjemme og herovre er det åbenbart normalt at have folk man ikke rigtig kender til at crashe hvis de er i nød. Det var en noget speciel og hektisk dag, jeg var hjemme med AJ, Sydney, hendes lillebror Nathaniel, Keith og naboens to unger, Jake og Abby. Nå jo og Sydney’s far, Peter, man lagde bare næsten ikke mærke til at han var der.
Ved middag’s tid ringede Shana og spurgte om jeg ikke lige kunne lave frokost til dem allesammen. Jeg havde åbenbart ikke nok i at bære rundt på en smældfed baby der har stranger anxiety og begyndte at græde hver gang jeg satte ham ned, 5 andre børn som råbte og skreg og løb rundt og en far der, når ja. SAD PÅ FACEBOOK HELE DAGEN!! Jeg kan godt fortælle jer, at da jeg havde fri den aften kl. 9, var jeg helt færdig. Men havde formået at lave stor frokost til alle unger + dad, holde alle i live (inkl. Mig selv) og huset var ikke brændt ned.
Mine husmoder egenskaber overvælder også mig nogengange!  

Ellers har jeg bare haft en rigtig hyggelig og dejlig weekend med Ida. Fredag tog vi ud og drak en sen kop Chai latte, som jeg nu drikker i store mængder i stedet for at spise slik da jeg jo er i rehab. Which by the way går ganske udemærket, den første uge var ret hård, følte alle snakkede om slik og kage hele tiden og jeg så det alle steder, men det er jo USA så det er nok ikke halluciationer. Har hørt jeg bare skal overleve de første 21 dage så det prøver jeg, men det er rimelig dårlig timet med Thanksgiving og jul coming up, men hvad fanden. De er der jo også næste år!

Nå men lørdag hentede Ida mig og så tog vi ned og tog vores første kørekortstest, som vi begge dumpede. Det var virkelig flot. Men okay, vi havde ikke læst på det overhovedet og vi var egentlig også forberedte på det, vi ville bare lige derned og se hvordan det foregik og hvor svært det var. Og så er det gratis, så som om jeg gider læse på det! Jeg tager bare derned hver dag og prøver lykken. En eller anden dag må jeg da være heldig nok og bestå. Der er 18 spørgsmål og man må have 3 forkerte. Nogle af spørgsmålene var bare direkte latterlige. ”hvilken effekt har det på dine køreevner hvis du blander medicin og alkohol?” Der sidder jeg jo så med tusind spørgsmål, hvad for noget medicin, hvor meget af det, hvor meget alkohol, jamen man må jo slet ikke drink and drive, og bla bla bla. Men kan så fortælle jer, at det i følge min test ikke har nogen effekt på dine køreegenskaber, at blande medicin og alkohol men at der i paraentes var skrevet (it’s illegal to drink and drive!) FLOT!
Det første rasmus modsat her gjorde var da bare at køre ind på det første apotek, tyre den størte sovepille ned med en halv flaske vodka og sætte mig ind i bilen og køre til jeg blev stoppet. Ja så skal de fandme ikke komme her og fortælle mig at det ikke har nogen effekt. Amatører hele bundet.
(Note til mor og andre naive familiemedlemmer: det var bare en joke, så stor var pillen ikke og det var vin, ikke vodka)

Efter vores fiasko tog vi til Barnes and Nobles, drak Chai latte og lavede lektier. Pisse hyggeligt. Bagefter tog vi ud og spiste en kæmpe salat, jeg er så god! Og så tog vi i fitness og på vejen hjem købte vi ”øl” som de kalder det herovre, som er cidere derhjemme og tog hjem til mig og så The hunger games på storskærmen og drak os små fulde. Perfekt lørdag.  

Søndag havde jeg mine sædvanlige dejlige skypedates ellers trænede jeg og om aften havde Ida’s familie inviteret mig til middag. De er halvt italienere så der var overdådigt meget god mad og de snakkede mig halvt ihjel. Men hyggeligt, det var det!
 

Ellers så har der jo været valg, eller det er der i princippet stadig. Det er meget sejt at være herovre mens det sker. Men sååå meget har jeg heller ikke fuldt med, har været ret overbevist om at Obama ville vinde hele tiden, har troen på at den støreste procentdel af amerikanerne har noget mellem ørerne. Bare kald mig naiv. Men vi er alle glade for at han vandt! Go Obama! 

De siger at det skulle blive uvejr igen i dag og der skulle komme en masse sne, det er jeg altså bare SLET ikke forberedt på! Men så er det jo godt jeg tager en smut tur til Miami og 25 grader i morgen.
Kan i have det godt!
 
Lot Of Love
 
Jeres Annabel

tirsdag den 30. oktober 2012

Life isn’t about waiting for the storm to pass… it’s about learning to dance in the rain.


Så er jeg tilbage på nettet efter 1,5 dag  tilbage til middelalderen uden strøm og varme. Fantastisk oplevelse, det der Armish survivor thing er lige mig, NOT! Seriously synes det var mega spændende weekenden op til orkanen, fordi alle folk bare freaked helt ud og jeg tog det rimelig roligt. Altså orkaner har vi jo ligesom også i Danmark, og den sidste ”orkan” derhjemme var jeg ude og ride i så seriøst bring et on Sandy! Men jeg blev klogere kan man vist roligt sige. Det begyndte så småt at gå op for mig dagen inden hun skulle ramme, altså søndag, da Shana fortalte at den sidste orkan Irene oversvømmede hele kælderen og efterlod dem uden strøm i 5 dage.

Men hele mandagen gik vi alle sammen bare her hjemme og ventede på det helt store uvejr og det kom ligesom bare ikke rigtigt, vi var faktisk næsten alle sammen lidt skuffet over at vi nu havde knoklet rundt hele weekenden for at forsyne os og så var det sådan en tam storm. Men kl. 8 om aften, tog hun altså til and showed us all wrong. Kl. 8 sharp gik strømmen og lige i sekundet det gik var jeg lige ved at bryde sammen! Jeg ejer ikke en eneste spejderknogle i min krop og camping, fryse og være indespærret i flere dage uden internet, fjernsyn og varmt vand det er simpelthen bare ikke noget for mit snobbede og oven i det hele også syge jeg. Men formåede at holde hovedet koldt, hvordan forstår jeg dog stadig ikke. Vi smed ungerne i seng og jeg sov inde hos babyen da det var det eneste rum vi kunne opvarme med den ene rumvarmer vi har. Han vågnede flere gange og græd så kl. 3 besluttede Shana og John at rykke mig og AJ ind på AJ’s værelse og så fik jeg da sovet nogenlunde godt på trods af sygdom og hele huset der knirkede og knagede under stormen. Kl. 4 vågnede jeg og der var alting helt roligt udenfor og da jeg stod op om morgen var der næsten alt for stille udenfor. Det samme skete fredagen inden, hele dagen var der ikke en vind der rørte sig og det var næsten helt uhyggeligt stille. Så der findes åbenbart stilhed både før og efter stormen.

Det er ikke de store skader der er sket, noget af naboens tag er fløjet af men det er også det største lige her i området. NYC er jo rimelig ødelagt, og store dele af New Jersey. Så vi har været heldige. Og føler virkelig med folk der har haft det meget værre end os!
 
Spurgte Shana hvad de gør med folk de evakuerer og så kiggede hun bare totalt åndsvagt på mig og sagde: ” Annabel, this is the United States, we don’t do a shit. They kick people out and that’s it. We don’t give them a condo, buy them dinner and a drink, you are not in Denmark anymore sweety” Senere ringede en af hendes venner der bor på Manhatten og så fortalte hun ham hvad jeg havde spurgt om og de var helt færdige af grin. Han ville dog gerne giftes med mig og blive dansk statsborger, selvom han er bøsse, men han ville dog gøre op for det ved at give mig hans lejlighed på Manhatten. Det er sgu lige før det er et tilbud jeg ikke kan sige nej til! Har bare glemt, midt i alle de gode historier om alle de gode ting vi kan i Danmark, at fortælle om vores noget strenge men efter min mening, gode udlændingepolitik. Så får nok lidt svært ved bare at gifte ham ind i landet. Ellers så skal jeg gøre det lynhurtigt mens Pia K er fanget i NYC, dansk politik kan umuligt gkre ordentligt rundt med Helle T ved roret og Pia på et andet kontinent! ;)
 

Projekt Keith-skal-sove-i-sin-seng er droppet. Den døde på anden dagen hvor det viste sig at jeg desværre hverken har ryggen, tålmodigheden eller temperament til at vugge ham i søvn i mine arme i 30 min á 6 omgange. Det er bare ikke muligt for mig! Så har opgivet. Håber jeg bliver lidt mere consistent når jeg selv før børn.

Har trodset min tonedøvhed og mangel på rytmik valgt at starte til salsa. Ja ja ja tænkte at der måtte være en grund til at jeg har fået en ekstra bred bagdel med god fylde, og det viser sig så at der er, for er i gale jeg var god! Puha altså, fik så meget ros.
Jeg hev Ida med op på skolen, så vidste jeg da at der ville være en der var lige så dårlig som jeg selv. Vi ankom og der var kun gamle mennesker, seriøst gennemsnitsalderen var 65 år, jeg var parat til at vende om igen og droppe det. Men er glad for jeg blev og selvom jeg brugte første halve time på at få styr på mit grineflip og på hvor ydmygende jeg følte det var så endte det hele godt. Ida og jeg havde aftalt at vi bare ville danse sammen, da vi jo er skandinviere og bestemt ikke bryder os om folk der kommer for tæt på os. Men det endte med at jeg blev tvunget ud i at danse med danselærerens mand og Ida dansede med hendes søn, som var 40 +. Det var lidt en underlig løsning, men fungerede vildt godt da vi begge kunne få lov til at danse som kvinde, hvilket jeg aldrig fik lov til i skolen fordi jeg er høj!!! Mega unfair. Og så kunne de jo danse i forvejen så det hele handlede bare om mig og det passer mig jo altid ganske fint.
 
Alt ting er blevet meget mere hyggeligt herhjemme, vi griner meget mere og jeg har mere overskud til at lære fra mig f.eks. synger jeg danske sange med AJ og lære ham søde fraser som: ”Det er hyggeligt”. Fandt dog ud af at jeg ikke er helt skarp i de danske børnesange så halvdelen af det var selvopfundet og improviseret, men hvad fanden, de fatter jo alligevel ikke noget. Og SÅ inspirerende var Mester Jakob the original jo heller ikke!
Selvom Shana stadig har et stort temperament så føler jeg ikke at det går ud over mig, måske fordi hun har ændret attitude eller fordi jeg har lært at tackle det på en bedre måde. Nu fortæller hun mig rent faktisk når hun er rasende og så kan vi bitche lidt sammen over det, det er vel også en form for fællesskab.

Som jeg jo har blæret mig lidt med på facebook så har jeg jo tabt 4 kilo, eller havde. For nu har jeg taget dem alle sammen på plus 1 kg. Great! Mit liv i en nøddeskal. To skridt frem 3 tilbage.
Så nu kan det være nok, har taget skeen i den anden hånd og gået på sukkerrehab. Ida spiser slet ikke slik, kage eller rigtig noget med sukker i, fordi hun hele sin barndom spiste så meget at hun havde store problemer med sine tænder og så besluttede hun en dag at lade helt vær med at spise det. Så nu bliver hun min metor, mens jeg detoxer min krop for sukker. Det der spiseforstyrendelignede fasesystem jeg havde gang i hvor jeg æder en hel dag og så bruger jeg 3 dage på at sulte mig selv og træne mig halvt ihjel, det er slut. Det holder bare ikke! De første to dage på rehab er allerede gået og det har været hårdt, har tit haft lyst til at gå ud i skabet og kigge men har ikke gjort det! Det har dog gjort det nemmere at alle har været herhjemme, det bliver straks sværere når jeg er alene hjemme med babyen, for let's face it. SÅ spændende er det sgu ikke at kigge på en baby en hel dag.

 Hmm hvad er der ellers sket i weekenden, har arbejdet hele weekenden føler jeg, for John har været på foretningsrejse og Shana var helt ude af den over orkanadvarslerne så hun brugte det meste af weekenden på at opstøve en generator og handle forsyninger ind mens jeg blev hjemme med ungerne, det er også okay, det er jo trods alt ikke hver weekend der er orkan og jeg har sat stor pris på vi har haft den generator så der har været lidt strøm i huset og kælderen og mit værelse ikke er blevet oversvømmet. Noget for noget.

Lørdag tilbragte jeg dog dagen i NYC, Nønne min gymnasieveninde var herovre med sin højskole. Det var rigtig hyggeligt, at se en hjemme fra men også rigtig mærkeligt da det sådan for alvor er første gang at jeg bliver direkte konfronteret med livet derhjemme. Og så kom der en fra mit liv derhjemme ind i mit nye liv og det var bare første gang at de kolliderede på den måde. Men det var vildt hyggeligt som sagt og rart at snakke dansk og få en masse god gossip hjemmefra. Så tak til Nønne for at bruge en af hendes dage i verdens fedeste by med mig!

Shana og ungerne kørte mig til togstationen og på vej i bilen snakkede AJ om at mig og Shana begge to bliver grandma’s når han får børn. Det synes jeg godt nok var sødt, og da jeg kom hjem den aften og puttede ham i sengen, hviskede han at jeg var den bedste babysitter han nogensinde har haft. Ikke fordi han har haft særlig mange, tror der har været en før mig som var der da han var baby, men det er jo tanken der tæller, især med børn.

Tror det var hvad jeg havde på hjertet. Jeg er lidt smadret efter orkaner og jeg ved ikke hvad. Jeg får sørme en på opleveren må man sige. Selvom jeg troede det var mit liv der skulle ske en helt masse med, men det virker som om livet derhjemme også går videre, folk jeg kender får kærester, slår op, får børn, flytter sammen, flytter ud, så on. Og når folk spørger hvad der sker her, tjaa ikke så meget livet går ligesom bare fremad herovre. Jeg glæder mig til januar når jeg har været her i 6 måneder, ikke fordi jeg vil hjem men det er altså rigtig svært at føle at ens ”rigtige” liv derhjemme er sat på pause og bare venter på man kommer hjem. Og jeg ved at når de første 6 måneder er gået så kommer de næste til at flyve afsted. Og det skal jo ikke være nogen hemmelighed at selvom jeg elsker USA og mit liv herovr, så savner jeg sørme en del mennesker derhjemme og Danmark er jo også skønt, og orkan frit! For det meste.
 
 
 
 

onsdag den 24. oktober 2012

Pina colada, Margaritas og Vodka/cranberry juice. Makes one nasty and embarrassing cocktail!


Så kom jeg igennem weekenden i NYC med Hani. Det var noget af en oplevelse kan man vist roligt sige. Fredag aften hang vi ud med Omar og hans gode ven David som er mega forelsket i Hani, vi tog på vores ”stamsted” Veranda hvor der var ret mange mennesker. Men vi havde det sjovt og blev der hele aften. Da vi skulle hjem tog de os op til Meatpackingdistrict som er et virkelig in og chik sted at være og der er mange fancy steder at spise, hænge ud, drikke, what ever. Vi kom in på en rigtig typisk og super nice Diner og spiste natmad. Som de selvfølgelig betalte! Bagefter tog vi hjem til David’s lejlighed som ligger lige overfor Empire state building, hvor vi crashede og vågende op til en ret fantastisk udsigt gennem de store panoramavinduer. Hele byen i højt solskinsvejr og med Empire state building stående lige foran os, ret fantastisk!
 

Lørdag dag chillede vi bare rundt i byen, har savnet følelsen man har når man går rundt i NYC. Senere på dagen tog vi hjem til Omar for at gøre klar til at tage ud igen, Omar skulle arbejde søndag så han blev hjemme. Vi gik først ud for at spise på en rigtig lækker mexicansk resturant og for første gang siden vi ankom betalte vi selv for vores drinks; det meste af aften.
 Det var så hyggeligt at få lidt kvalitetstid med Hani igen.
 
Senere tog vi ned til en virkelig hot natclub der hedder Greenhouse, fik et par drinks og så er resten af aften ellers ret sløret. Nu skriver jeg næsten helt ærligt hvordan aften forløb og så gider jeg på INGEN måde blive belært af familiemedlemmer i morgen når jeg åbner facebook. Comprendre?!
 Jeg fik helt sikkert alt for meget at drikke, har ikke drukket siden sidst jeg var i NYC og det er alligevel en måndestid siden, så burde nok have regnet ud at jeg ikke kunne tåle samme mængde eller tempo som jeg plejer at køre med. Men det opdagede jeg altså ikke før det var forsent. Lige pludselig slog det bare og så var der jo ikke rigtig nogle vej tilbage. Men ender i hvert fald med at komme væk fra Hani, finder så ud af dagen efter at hun også lige pludselig fik det lige som mig, men jeg tager en taxa og kommer uheldigvis til at brække mig i taxaen, men han opdager det utroligt nok ikke, heldigvis! Så kommer jeg hjem til Omar, kan ikke få låst døren op, altså seriøst TO låse og 4 nøgler? WHY? Så hamrer selvfølgelig bare på døren i ren desperation for at komme ind og sove, får endelig vækket hans roomie som, med et noget stramt ansigt og hans turban halvt nede på kinden, kommer og lukker mig ind. Han HAR en turban, I’m not kidding. Nå men så brækker jeg mig vist nok ret meget på toilettet og kollapser derefter på sofaen og vågner rimelig flækket op søndag formiddag med mit gardarobenummer klistret til panden, bræk på min trøje og lugtede af polsk værtshus ud af munden. GREAT!
 Det væreste var dog mine moralske tømmermænd og at skulle rejse mig og se turbanmand i øjenene. Nå men for at gøre historien kort og skåne mig selv for at genopleve alle de pinlige detaljer, så var hverken turbanmand eller Omar glade og jeg kommer nok aldrig til at snakke med Omar igen. Hvilket jeg egentlig har det fint med, aften før havde jeg været helt ærlig og sagt at jeg var 19 år. Han havde selvfølgelig regnet med at jeg var mindst 21 år da han ligesom mødte mig på en club. Men nu er det jo ikke ligefrem min skyld at han ikke har spurgt om min alder noget før og jeg har jo faktisk aldrig løjet! Men det blev han selvfølgelig skide tøsefornærmet over og kaldte os små børn og sagde flere gange: ”Now it all makes sense”. Som om at Hani og jeg bare var de mest barnlige mennesker han nogensinde havde mødt. Ja undskyld mig, men han er 26, render rundt på clubs hver weekend, fører sig frem og har solbriller på efter solens nedgang. TABER! Siger jeg bare. Jeg orker simpelthen ikke at hænge ud med folk der skal rende rundt og opføre sig som om at de er bedre, klogere og smartere end mig og som behandler mig som et lille barn. Orker ikke at have mennesker i mit liv hvor jeg føler jeg skal forsvare min opførelse, affærd og personlighed.
Hverken Hani eller jeg ligner eller opfører os som nogle på 19 og jo selvfølgelig var det ikke skide smart at drikke sig for fuld, vække ham og brække sig men shit happens! Min hostmom blev for fuld og brækkede sig for et par weekender siden, så det har vist ikke noget med alder at gøre.

Så selvom jeg da ærligt indrømmer at en kæmpe del af mig skammer mig og hader at det er mig der klart fuckede up så må jeg simpelthen også bare tænke at de mennesker simpelthen er for up tight til mig og det kan jeg sgu ikke bruge til noget. Omar har endda været så barnlig at slette mig og Hani som venner på facebook. Meget 15 årig teenagepige agtigt. Det kan jeg ikke tage mig af. Der bor ca. 3.000.000 mennesker på Manhatten, skal sørme nok finde nogle andre venner der synes jeg er nice ligesom jeg er også selvom jeg kun har 19 år på bagen.

 Men ellers går det fint, er lige kommet ned på mit værelse igen efter AJ kaldte mig op, han ville ikke sove medmindre jeg lå med siden af ham. Det er jo lidt sødt! Jeg er begyndt at lære babyen at sove i sin kryppe eller hvad det hedder? I ved hans crib. Om dagen sover han nemlig i en bouncy chair og det fungerer simpelthen ikke at man først skal gå rundt og vugge ham i en halv time og så vugge stolen i yderligere 10 min bagefter. Så nu vugger jeg ham til han døser hen i mine arme og så lægger jeg ham i hans seng, han vågner med det samme og begynder at græde men jeg går ud og lukker døren og lader ham græde lidt. Hvis han bliver ved i længere tid går jeg så ind og nuser ham på ryggen, lægger ham ned igen og går ud igen og sådan kan det så blive ved i en time indtil han besvimer af træthed. Det tærer virkelig på min tålmodighed! Men han skal nok lære det en dag og når han har lært det bliver det så meget nemmere at lægge ham til at sove. Det er også rigtig fedt at få lidt mere ansvar, har det godt med at det er noget jeg skal lære ham og når det forhåbentlig ender godt så er det noget jeg kan tage æren for. Det er fedt!
 

Ellers ikke så meget nyt herfra. Tiden går og snart skal jeg til Miami og Iowa og så kommer min mor og Henrik i december og så er det et nyt år og puf så er jeg hjemme igen. Så prøver at nyde hver dag og ikke stresse for meget op over unødvendige ting.

 

 

tirsdag den 16. oktober 2012

Waste your money and you're only out of money, but waste your time and you've lost a part of your life.


Så er det mandag igen og det er nu præcis 3 måneder siden jeg forlod alle jer og mit kære Danmark. 3 måneder med, grin, gråd og skrig, prøvelser, op og ned ture, nye venskaber og ikke mindst en masse ubeskrivelige fede og gode oplevelser. Sidst jeg skrev havde jeg mildt sagt en rigtig nedtur og følte at det hele bare var noget være lort og havde allermest lyst til bare at pakke mine ting og smutte tilbage til mors trygge hjem og blive der. Men har fået hivet mig selv op og har haft en rigtig god uge. Har desværre haft problemer med at sove, hvilket nok også var en stor årsag til nedturen, humørsvingningerne og irritationen jeg følte sidst, så nu tager jeg hver aften beroligende/sovepiller og får sovet 9 timer hver nat og det har bare gjort alting så meget bedre. Ved godt at jeg selvfølgelig ikke skal blive afhænging af sovepiller, men min hverdag kan simpelthen ikke fungere uden søvn så nu må det være sådan her indtil jeg er helt oppe og køre igen. Men generalt har det været en langt bedre uge, John og Shana har haft mere overskud og vi har alle været mere glade, snakket og grint mere sammen. Tror også bare jeg selv må ændre attitude noglegange, jeg har jo selv en del humørsvingninger og et stort temperament, så når Shana har et af sine flips må jeg bare lade vær med at køre det over på mig selv. Det kan ikke være mit problem at hun er en større teenager end jeg selv er.  

Har været en del ude med Ida de her weekender jeg ikke har været i NYC, det er rigtig rart at have hende så tæt på mig og vi svinger virkelig godt sammen. Hun er lige så sarkastisk og ironisk som jeg er så det er rart at vi kan få lov til at være det sammen for amerikanere og alle andre nationaliteter her ovre forstår slet ikke vores humor. Hvilket jo uden tvivl er deres loss! I weekenden prøvede vi at være søde og hænge ud med en ny columbianer der lige er kommet til vores LCC gruppe, men altså det gik bare ikke super godt. Tror det er svært når vi nu har været vant til bare at være os to siden vi ankom og så lukke andre ind i vores lille klike. Og så er det generelt rigtig svært med folk fra columbia da de altså ikke er vildt gode til engelsk og jeg bliver SÅ irriteret når jeg ikke forstår hvad de siger eller de ikke forstår mig, og så er der bare en stor kultur forskel. Men følte mig som et godt menneske over at have taget godt imod hende og inviteret hende over. Det fede ved Ida er jo også at vi kan snakke om en masse ting hjemme fra og vi tit lærer hinanden ordene på henholdsvis svensk og dansk.


Fredag aften besøgte mig og Ida/Ida og jeg? Kan aldrig huske den regl. Et haunted house da det jo snart er Halloween og det går amerikanere jo temmelig meget op i. Sidste weekend hos Nanna, snakkede vi meget om de her haunted houses og Nanna er lige så skræmt som mig omkring sådan noget og vi svor begge at vi i hvert fald ALDRIG frivilligt ville bevæge os ind i et haunted house, men til min store overraskelse kommer jeg hjem dagen efter til en meget begejstreret Shana der har købt to billetter til mig og Ida til The haunted house. Så kunne jeg jo ligesom ikke rigtigt afvise hende og sige at det gad jeg i hvert fald ikke fordi jeg er en kæmpe stor kylling og fordi min storebror har skræmt mig fra vid og sans hele min opvækst. Så måtte bare bide i det sure æble og gøre det, det var jo også virkelig sødt af hende at købe billetter til os! Uden tvivl!

Nå men fredag aften hiver jeg så Ida med derop, vi får kørt hinanden godt op inden og Ida spiller ret cool omkring det og prøver egentlig mest af alt bare på at berolige mig og som vi begge siger: ” Der er børn, så hvor slemt kan det lige være?” Lidt ligesom den kommentar 10 årige Beatrice kom med i Disneyland da vi sad i piratbåden: ”Vi er jo ikke spændt fast så selvfølgelig sker der ikke nogle vilde ting” og sekundet efter ryger vi ned af en lang bakke til stor rædsel for både Bea og jeg.

Vi havde selvfølgelig VIP billetter, fordi vi er awesome, så vi gik lige ind foran den lange kø og blev hooket op med nogle andre VIP’s så vi i alt var en gruppe på 8. Jeg stod selvfølgelig og var helt vildt nervøs og hele gruppen stod og smågrinede af mig. Så lukkede de os endelig ind og vi kommer ind i det første rum hvor to skuespillerinder tager imod os, den ene mere skræmmende end den anden. De lukker døren bag os med et brag og så råber den ene bare:”ANNABEL”, blev noget chokket men så tænkte jeg, ej hvor sjovt der er en af skuespillerne der hedder Annabel, møder ellers aldrig nogle der hedder det bla bla bla. Men det går ligesom op for mig at det er MIG hun råber til da hun bliver ved og ved med at sige mit navn og bliver mere og mere vred og hele gruppen begynder at blive urolige og Ida kigger skræmt på mig. Måtte jo så med bævrende stemme og tårer i øjenene træde frem foran gruppe og erkende at jeg var Annabel. Fik heldigvis bare en lap papir i hånden og selvom jeg troede jeg var døden nær så klarede jeg mig igennem første rum. Og derfra blev det bare værre og værre. Skreg hele vejen igennem. Der var en i gruppen der havde været der før så hun vidste hvornår vi ville blive skræmt så det hjalp lidt at holde sig til hende, så var man i det mindste forberedt på det, indtil vi bliver ført udenfor og hun bare begynder at skrige og sige at hun ikke kan lide den her del det er alt for uhyggeligt og så begynder hun bare at løbe fremad. Jeg går selvfølgelig helt i panik og når lige at se at der er en stor hætteklædt mand med en le der løber efter os ud på en bro og idet vi vender os om for at løbe væk fra ham ser vi bare to klovne komme løbende imod os. Så var man ligesom fanget midt på en bro og det var som om de der to klovne bare havde udvalgt mig og Ida som ofre for deres tortur for de stod kune ovre ved os. Vi gemte vores hoveder i vores halstørklæder og stod ellers bare helt stille og skreg/græd/panikkede/blev ydmuget. De lader os så endelig gå videre et par meter uden at genere os og så vender de om og løber efter os igen. Den her gang formår vi så heldigvis at tage benene på nakken og flugte og vi kommer ud fra området hvor turen i the haunted house er slut så vi stopper naturligvis op og tænker, okay det overlevede vi da, indtil klovnene er lige bag os og vi må flugte igen. De jagter mig og Ida hele vejen over til køen hvor man kommer ind, hvor vi stopper op og indtager vores bedste skrigeposition og så besluttede de sig heldigvis grinede for at gå tilbage.
 
Nu har vi så besluttet at sagsøge dem for at skræmme os på et område hvor de ikke havde tilladelse til det OG for at ydmyge os foran alle de mennesker der stod i kø!
Måske er det sådan jeg bliver rig, who knows!?
Men udover at det kostede min stemme i et par dage og et par tårer så var det fedt nok at prøve det og det var rigtigt rigtigt flot lavet! Super overdrevet og kun som amerikanere ville lave det, men der var ingen tvivl om at der var lagt meget arbejde og sjæl i det og alle skuespillerne gjorde et fantastisk arbejde og ja det hele var super imponerende. Men det siger jeg sgu ikke noget om når jeg sagsøger dem!

 
Fredag aften besluttede Shana og John at sleeptraine babyen fordi han aldrig sover igennem om natten og de er stortset oppe hele natten, ja ved simpelthen ikke hvordan forældre gør det, jeg var helt smadret i flere dage efter jeg havde haft ungerne den ene nat. De gør det hver nat og går på arbejde fra kl. 9-6 dagen efter. Imponerende, og også forståeligt at der ikke altid lige er det store overskud til pjat og gøgl. Nå, men de er selvfølgelig selv trætte af at være trætte og ikke have mulighed for at sove så nu skulle der andre boller på suppen. Sleeptraining går simpelthen bare ud på at man ligger babyen til at sove i sin seng og så går man og kommer ikke derind igen før næste morgen. Så når babyen vågner op i løbet af natten og græder og man normalt ville gå ind og trøste så lader man babyen græde til han falder i søvn af sig selv og lærer at trøste sig selv og finde tilbage til søvnen. Jeg ved ikke helt hvad jeg synes om det, det lyder bare så barsk og ikke særlig rart at høre på et barn græde i længere tid af gangen, men man må sige det var effektivt, keith blev langt til at sove vågnede kort tid efter og så græd han i 15 min og så faldt han i søvn og sov hele natten. Shana og John sov på en luftmadras nede hos mig, eller det vil sige Shana sov ikke rigtig hun rendte op og ned af trapperne for at lytte efter ham og kunne slet ikke falde til ro. Men alle klarede natten og siden har Keith sovet igennem hver nat. Det er jo ret imponerende og ufatteligt dumt at vi ikke har gjort det noget før. Lørdag arbejdede jeg om morgen og om aften kom den columbianske pige, Annie, over og så film med mig og Ida.  
 

Ellers alt vel, næste weekend tager jeg tilbage til NYC, nu er det alligevel for længe siden jeg sidst var der.


Ps. I aftes til fransk blev jeg selvfølgelig sat sammen med Mr. Røvirriterende-tror-jeg-er-så-god-til-fransk! Skulle arbejde sammen med ham i 2,5 time. Var ved at dø! Synes altså normalt jeg er ret god til at tolere mennesker og det er da sjældent at jeg decideret hader folk, men okay når jeg så virkelig ikke kan lide folk så skal jeg da nok lige love for at jeg går all in. Og det lader jeg dem gerne vide!! Har måske lidt ondt af ham nu når jeg er kommet hjem og ser på min opførelse, men okay på den anden side kan han bare lade vær med at være så pisse irriterende. Sådan som han opfører sig så er jeg ret sikker på han har mødt andre mennesker der hader ham.

  

The best thing about the future is that it comes one day at a time.
-Abraham Lincoln

tirsdag den 9. oktober 2012

Fifty Shades of craziness

Bom bom bom så gik der lige en uge mere. Som tiden dog går. Ja undskyld jeg ikke har skrevet før men har altså haft travlt med min nye kæreste, Christians, sadistiske adfærd, mit nye arbejde hos SIP, vores nye lejlighed i Seattle og som de fleste af jer nok har regnet ud nu; travlt med at læse Fifty Shades of grey. Er helt solgt og komplet forelsket i histroien og karakterene. Puha har været i en helt anden verden de sidste 2 uger. Kan se mange lighedspunktet med Ana og mig selv, IKKE alle det sjofle ting, dem sparer jeg jer for. Men det er jo ikke ligefrem en bog man læser og tænker: Mit liv som single er FEDT! Nej man tænker mere, hvorfor HVORFOR har jeg ikke fundet den rige amerikanske mand i mit liv endnu. Arggg jeg er blevet utålmodig! Fylder altså 20 år til december, tik tak tik tak tiden går og jeg bliver hverken kønnere, tyndere eller sødere.

Nå men det er ikke det store der er sket siden sidst, hvilken også er en af grundene til at der ikke har været nogle grund til at lave et blogoplæg. Det har faktisk været helt rart, at prøve at leve et helt stille og roligt og ikke ydmygende eller pinligt liv. I sidste weekend var jeg ude og shoppe lidt i et stort outlet med Ida, men hun skulle til Atlantic city hele weekenden så jeg har været helt alene, udover min familie selvfølgelig. Tog ud og spiste en salat helt alene og følte mig super selvstændig og ”jeg-har-så-meget-styr-på-mit-liv-at-jeg-sagtens-kan-sidde-her-med-en-god-bog-uden-at-føle-mig-ensom-agtig”, det var ren Annabel kvalitid. Ellers har jeg fået trænet en masse, nå ja der skete lidt noget pinligt der. Der stod en fyr på løbebåndet pænt langt væk fra mig og smilede ret flirtende til mig, jeg blev selvfølgelig smigret og flirtede uhæmmet tilbage, okay løgn, kunne dårligt nok smile tilbage så genert blev jeg. Men fik da smilet og havde det der: ” I know what you thinking” blik på, da jeg vender mig om og ser en blondine med store bryster, kun i klædt en sportsbh og meget stramme tights. Fan-fucking-tastisk. Og ja hvorfor sidder jeg lidt med deja-vu følelse lige nu, nå jo det er fordi det er sket ALT for mange gange for mig. Burde virkelig kigge mig omkring før jeg overbeviser mig selv om at selvfølgelig er det da mig alle fyrene kigger på. Jesus Christ. Så stod man der og prøvede at lade som om man i virkeligheden smilede til ham den gamle krumrygget mand bag ham.

Ellers så går tiden jo bare med det der børnepassning, holder mere og mere af ungerne men kan sørme også godt mærke at jeg har haft med børn længe og arbejdet er ret ensformigt. Nyder dog at hente AJ fra skole, havde et følsomt øjeblik første gang jeg skulle hente ham og jeg stod der og ventede med en masse forældre og lige så snart AJ så mig kom han løbende, råbte mit navn og sprang ind i armene på mig. Blev utrolig rørt og kunne næsten ikke holde tårerne tilbage.

Den her weekend har jeg været ude og spise med Ida fredag, hjemme hos Nanna lørdag og blev og sov der til søndag og søndag aften tog jeg hjem til Ida og vi lavede mad sammen. Mødte en masse andre piger hjemme hos Nanna så det har været rart at komme ud og snakke lidt med nogle andre mennesker. Der er dog nogle af dem der skal hjem snart og nanna har også kun 5 måneder tilbage så det er lidt trist at tænke på og jeg får også lidt hjemve når jeg tænker på at jeg stadig har lang vej tilbage, men så hurtigt som tiden går lige nu så er jeg back in no time.
 
Har været helt ufatteligt irriteret på Shana og John i den her weekend. Lørdag var Shana i sit forfærdelige sure teenagehumør og smækkede med dørene og ignorerede alt og alle. Søndag orkede jeg næsten ikke at snakke med dem, men blev nødt til at spørge om nogle planmæssige ting da i dag, Mandag er Columbus dag. Dagen hvor Christopher Columbus opdagede Amerika, Thank the lord bla bla bla. AJ har fri fra skole og John har åbenbart fri fra arbejde så de mente da lige at jeg skulle tage mandag fri som en del af min ferie. Nu er det bare lige sådan at jeg råder over 10 fucking fridage på et helt år og gider fandme ikke bare sidde her hjemme på en fri dag og lave nada! De 10 dage skal bruges på min tur til Miami, en tur til Chicago og så fridage når jeg får besøg af min familie. Så NEJ i kan da lige love får at jeg ikke gider tage min fridag bare sådan lige. Jeg kan sagtens forstå det smarte fra deres side i at jeg holder ferie når de har ferie for så skal de ikke holde fri når jeg holder ferie, men helt seriøst jeg har 10 dage. Jeg synes fandme godt de kan unde mig at tage fri når det passer MIG også selvom de ikke har ferie der og så give mig fri når de har ferie så jeg får lidt ekstra ferie. Come on! Jeg synes jeg er rigtig fleksibel på rigtig mange punkter men den her med ferie går jeg sgu ikke på kompromis med! Desuden forstår jeg slet ikke hvorfor jeg skal bruge en fridag på det hvis John alligevel har fri så kan han vel forhelvede tage sig af sine unger selv?! Men nææ nej, da jeg sagde at jeg altså ikke ville bruge en fridag bare sådan lige så meddelte de bare koldt at jeg så måtte passe både AJ og baby hele dagen. Jamen fint fint.
 Nogle gange virker det som om jeg råder over så meget mere overskud end dem, kan simpelthen ikke forstå at de ikke kan have begge børn alene når jeg formår at gøre det. Det er da forhelvede deres børn og så meget som de arbejder burde de da sådan set bare sætte pris på den tid de har sammen med dem når de endelig har tid med dem. Men Shana bliver lynhurtigt irriteret på dem hvor jeg flere gange bare har tænkt: ” JA det er så det der jeg arbejder med hver dag og får 12,5 kr for i timen eller hvad fanden den lorte løn ligger på.” Jeg håber godt nok ikke at det er sådan for alle forældre. Jeg er udemærket godt klar over at jeg ikke har samme ansvar og når jeg har fri så har jeg fri og skal ikke tænke over at AJ har brokket sig over ondt i maven eller at babyen ikke spiser nok og alle de der ting, men stadig. Hvordan kan det være at hver mandag når jeg har fransk timer så dropper Shana at tage AJ i bad fordi det er for meget for hende at bade både babyen og AJ, men hver fredag aften har jeg begge unger til kl. 9 og bader, fodrer og gør klar til natten med begge børn plus den weekend hvor jeg havde dem hele dagen og hele natten.
Jeg vidste egentlig godt hjemme fra at jeg ville få svært med at vende mig til at forældrene ikke er særlig meget sammen med deres børn hereovre og det er jo også derfor at de har brug for mig, men synes godt nok det er noget af en tilvendig.

Selvom jeg har snakket meget om at alt det her børnepasning har gjort mig helt skruk, så har det sørme også sat tingene i perspektiv og jeg kan da lige love jer allesammen for at selvom mit indre ur tikker så kan jeg godt holde det hen indtil jeg har styr på mit liv, en mand der er lige så glad og engageret i børn som jeg og jeg har overskudet til at få børn og plads i mit liv til børn, ellers kan jeg simpelthen ikke se meningen med at få børn. Hvor er glæden i børn hvis man finder dem irriterende, efterlader dem alene hos au pairen 45 timer om ugen og egentlig ikke kan overskue dem når man endelig er sammen med dem? I don’t get it.  
 
Har været til lægen herovre for første gang og det kostede mig så 70$ for et helt almindeligt tjek som jeg skal bruge til mit amerikanske kørekort. Ej hvor følte jeg mig snydt. Ærgelige penge, tror jeg vil sætte rigtig stor pris på bare at gå direkte hjem efter jeg har været hos lægen derhjemme uden at betale en krone.  

Det er blevet efterår herovre og på alle huse er der pyntet til Halloween med fine små skilte hvor der står: ” Welcome fall”. Super grimt og amerikansk hvis jeg skal sige min mening. Og ærlig talt, welcome fall? Nej go away fall and welcome summer!!! Men efteråret er altså ikke lige som derhjemme, vi har stadig 20 grader og 98 % humid så når man går udenfor sveder man bare af at stå stille. Det er super dejligt! Det er først her de sidste par dage hvor det er blevet ”koldt”, tror den laveste temperatur vi har haft var 15 grader. Så det er stadig til at overleve.  

Fransk kurset går bedre, selvom jeg dog har virkelig svært ved at koncentrere mig i 2,5 time. Kan maks holde fokus på det samme i 30 min så resten af tiden sidder jeg bare tænker på alt muligt andet og kører rundt på stolen for at få lov til at bevæge mig lidt. Tror det irriterer min lærer lidt da jeg altid sidder på første række, ja ja der er kommet ander boller på suppen kan jeg godt fortælle jer. Tager endda mig selv i frivilligt at svare på spørgsmål. Egentlig er det mest fordi ham den gamle røv irriterende jeg-kan-så-godt-fransk-at-jeg-slet-ikke-burde-være-her-og-har-også-tillagt-mig-en-falsk-fransk-accent-så-i-ikke-er-i-tvivl mand presser mig ud i det. Han sidder altid lige bag mig så hans pisse irriterende sleske franske går lige ind i mit øre og skal virkelig tage mig sammen for ikke at vende mig om og lappe ham en, han afbryder altid læreren for at være den første til at svare, han skal altid lige overgå os andre ved at gøre hans sætninger ekstra lange og kompliceret selvom det ikke var det opgaven gik ud på og selv når Natalie, læren, i pausen smalltalker og spørger om et eller andet PÅ ENGELSK svarer han på fransk. Jesus Christ en stræber. Nå ja så skulle vi lave et stamtræ så vi kunne bruge vores nyerfaret familie gloser og hvem tror i havde lavet et overdrevet stort og farverigt stamtræ. Ej men get a life. I går gjorde han sig virkelig uvenner med mig da han stjal den sidste parkeringsplads lige foran snuden på mig og så kører han en Minicooper, den bil jeg har ønsket mig siden jeg var 14 kører idioten i. Men okay, hvilken mand med respekt for sig selv kører sådan en kvinde bil tænker jeg bare. Og så i blå, ad!
 Måtte holde min bil 1 km væk fra campus og kom så selvfølgelig forsent til timen hvor han bare sad der med sit klamme luskede smil. Der skulle meget selvbeherskelse til for ikke lige at give ham fingeren inden jeg satte mig på min plads. Men besluttede at være et større menneske end det og det første jeg gjorde var at skrive bitch på min notesblog, så kom jeg da lidt af med raseriet.
Har totalt lagt stilen om efter første gang jeg kom, har droppet de høje sko og armani skjorten og sidder nu med sneakers og hættetrøje med en don’t-piss-me-off attitude. Så går det hele lidt nemmere og man er jo også fra vestegnen.

Ellers har jeg ikke andiet på hjertet, er godt smadret i dag. Har haft problemer med at sove så det bliver ikke til meget søvn om natten og når jeg så tager en lur sammen med babyen i løbet af dagen så kan jeg jo slet ikke sove om natten.
Det er ret frustrerende.

Men tror alligevel lige jeg napper en lur nu.