søndag den 10. februar 2013

For kendt...


Sidste gang jeg skrev glemte jeg helt at sige at Ida har været på ferie med sin familie så har måttet undvære hende en hel uge. Det var træls og hverdagen var kedelig. Men nu er hun tilbage så vi kan have lunch dates og Chai tea aftener.

Sidste weekend måtte jeg jo så underholde mig selv og det viste sig så at Mike var i NJ kun 40 min fra mig. Så han inviterede mig op til hans vens hus hvor han var. Han fik det til, at lyde som om der var nogle af hans venner der og vi skulle alle sammen ud og spise og bagefter ud og have nogle drinks. Så jeg blev jo straks hylet fuldstændig ud af den og gik helt i panik med tøj-,sko- og hårkrise og prøvede at blive mentalt klar på at se ham og hans venner fuldstændig ædru og alligevel være i stand til at vise min mega sjove og seje personlighed.

Som jeg ved jeg gemmer et eller andet sted inden i mig.
 
Når men tager så bilen og kører derop, Mike svarer ikke på mine sms’er så jeg følger GPS’en hele vejen hen til huset og kører så selvfølgelig lige fordi og parkerer et sted længere væk og ringer til ham 5 gange uden at han tager den. Så får jeg jo selvfølgelig bildt mig selv ind at han har ditchet mig og nu sidder der 3 drenge et eller andet sted og har god griner over at jeg er kørt så langt for at se ham og så bailer han mig. JA, lidt sortseer er man jo.

Han ringer heldigvis hurtigt tilbage, måske da det faktisk var muligt for ham at komme igennem til min mobil for alle de opkald jeg desperat selv foretog. Jesus.
Når men så måtte jeg jo lige lade som om jeg var faret lidt vild, for kunne jo ikke sige, at jeg holdte lige uden for huset og bare ikke turde gå ind, det kan selv jeg høre lyder for dumt. Det er meget bedre at fake man er faret vild og så vupti er man der mirakuløst lige pludselig! Jaja, burde have min egen dating-coach forretning, I know ;)

Nå, men så træder jeg ind i det her utroligt grimme og amerikanske hus iført min transperante silkeskjorte, en læderjakke, tårn høje stiletter og får lige at give det prikken over i’et, en knald rød løbestift. Og så sidder der 1 ven og de er begge iført totalt casual tøj, sidder og ser Ironman, spiller en amerikansk udgave af pyramide og drikker øl! Har aldrig i mit liv følt mig så malplaceret før. Må altså virkelig lære at tone the hele lidt ned. Men efter 30 minuters pinsel i sofaen ved siden af Mike og hans ven watching Ironman, går vennen heldigvis ud og jeg får lidt alene tid med Mike....

 
4 timer efter går vi ud for at møde hans venner på en bar i nærheden. Det var hyggeligt nok, men følte mig stadig lidt malplaceret og så gjorde det det ikke bedre at alle hans venner havde drukket sig godt i hegnet og synes lige de alle skulle snakke og spørge om hvorfor vi først kom nu og hvad der var sket på 4 timer. Jeg kan jo ikke gøre for at Ironman er en fucking lang film vel! ;) Men hans ven fra tidligere viste sig at være mega sød selvom det var en smule akavet da han blev ved med at sige jeg var pæn og at jeg havde en pæn næse. Det må være den mærkligste kompliment jeg nogensinde har fået. Men sødt nok.
 

Her hjemme har vi haft projekt Keith skal sove i hans seng når han tager en lur. Det virker overraksende godt og jeg er lidt stolt over at være den der fik det til at lykkes. I onsdags fyldte den lille mand 1 år, så han fik den obligatoriske kage at sidde og fedte rundt med og det var bare super nuttet. Kan slet ikke forstå at han var 5 måneder da jeg kom og nu er fyldt 1 år, som tiden flyver. Det er jo helt utroligt.

 Ellers har der været Superbowl herovre, det er jo nærmest en helligdag. Jeg troede jo det var SuperBALL, men der tog jeg grueligt fejl. Hvad ved jeg, det er jo med en bold så det giver da mest mening hvis i spørger mig. Jeg så første halvdel, udelukkende fordi jeg ville se Beyonce’s halftime show som var rimelig awesome og så gik jeg ellers i seng bagefter. Der er grænser for hvor amerikansk jeg vil tvinge mig selv til at være.
 

Var til mit måndelige LCC møde i tirsdags. Min LCC havde skrevet til mig og sagt at der var kommet en ny tysk au pair i mit område så jeg sendte hende en velkommen mail og 1 time senere havde hun lokket mig til at hente hende og køre hende til mødet. Snu tysker! Hun var sød nok, men også lidt underlig. Hun synes det var skræmmende, at det første der kom frem når hun googlede sig selv var hendes facebook.

1. Hvem fanden googler sig selv med 3 måneders mellemrum.

2. Selv-fucking-følgelig er det eneste der kommer frem din facebook. Unless du har udgivet et skandaloose sextape eller på anden måde er kendt. Men som helt normal, halv stor pølsetysker så JA så vil det eneste der kommer frem når du indsætter dit navn i søgefeltet være din facebook.

Det var da utroligt altså. Men det kunne jeg jo ligesom ikke sige, så sad bare og nikkede. Det skal lige siges at jeg havde haft en knap så heldig dag. Når man lider af Bi polar pis og PMS så er det bare dømt til at være dage hvor man skulle være blevet i sengen. Brugte 2 timer af mit liv på at se Fatal honeymoons den dag. Alt imens jeg stor tudet. (Fatal honeymoons er et forfærdligt dårligt program der handler om, sjovt nok, honeymoons hvor konen eller manden af tragiske årsager dør eller bliver murdet.) Det lyder selvfølgelig tragisk, men sådan som showet er udfærdiget, så er det altså ikke et show man hystertisk sidder og græder til. MEDMINDRE man er mig med pms.
Når men det gik fint nok med at køre sammen med hende tyskeren, som forresten hedder Denise, hun var jo sød nok og jeg snakker jo bare så der var ingen pinlige tavsheder. Men hun ville gerne ses mere med mig og synes at vi skal til at være slyngveninder og det kan jeg sgu nok bare ikke lige overskue. Ved ikke hvad det er med folk der gerne vil hænge ud med mig og som jeg bare slet slet ikke føler den sammen trang til. Hvorfor kan de ikke mærke det på mig.

Annie, den mexicanske pige, prøvede at få mig til at tage med hende på skole på Long Island. Altså jeg gider ikke gå i skole og jeg gider slet ikke tilbringe hele weekenden med en som jeg dårligt nok forstår og som jeg har NADA tilfælles med. Hun fik da også lige inviteret sig selv op til Nanna som jeg var sammen med, så jeg måtte finde på en syg løgn historie for at slippe for at have hende rendende rundt sammen med os. Er godt klar over, at jeg lyder lidt tarvelig, men come on! Der er grænser for hvor tolerant jeg kan være.

 
I weekenden skulle jeg have været til NYC med Ida, Louise og Nadia (fra nytårsaften) og så 2 af Nadia’s veninder. Men det blev desværre aflyst da vi havde en Nor’easter coming. Med andre ord en snestorm der efterlod det meste af Boston og noget af NY under et kæmpelag sne. 3 af pigerne var fra Boston så da de ikke havde mulighed for at komme til NYC var det lidt nytteløst at fuldføre weekenden. Vi fik heldigvis pengene tilbage fra den lejlighed vi havde lejet, så vi må jo bare finde en anden weekend at gøre det i. Så i stedet for en mega fed nat på Manhatten tog mig og Ida op til Nanna og holdte filmaften. Jeg blev og sov og tog med Nanna til hendes LCC møde hvor de skulle skøjte. Øvelse gør tydeligvis mester for jeg rockede den skøjtehal.

Har desværre ikke været til svømning med AJ den her uge så ingen pinlige historier derfra. (det er jeg egentlig lidt glad for). Men har dog meldt mig ind i det fitness center også så nu kan jeg svømme og tage hold timer der og så træne i mit normale fitnesscenter også.

 Mon jeg kan få ene svømmeundervisning af Mr. Dave? ;)


 

 

fredag den 1. februar 2013

Seducing swim teachers.. The drama in my life has no limits


Så gik der igen alt for langt tid siden mit sidste opslag. Det er jeg ked af. Må bare indrømme at ikke føler mig voldsomt motiveret til at skrive det helt store lige for tiden, der sker heller ikke det helt store. Voldsomme og mislykkede byture er gemt lidt af vejen, og hvad er der så tilbage i mit liv? Kun kedelige gråzoner.

Siden sidst har jeg arbejdet en hel del. Har heldigvis lige fået nyt ”skema” så nu arbejder jeg fra 10-19 hver dag istedet for at have fri 2 timer om aften og så arbejde igen fra 20-21. Det er jeg glad for, så er det lidt nemmere at få noget ud af aftenerne i hverdagen. Og med det mener jeg selvfølgelig, at jeg har et par timer mere til at gå i fitness, stene skod fjernsyn på Viasat, lukke mig inde på mit værelse med Fifty og en pakke Oreos. (My life rocks!)


Weekenderne er mest blevet brugt sammen med Nanna, min danske veninde som bor i nærheden. Vi har det altid mega sjovt sammen og selvom jeg elsker at være sammen med Ida og vi også altid har det sjovt. Så er der altså noget helt særligt og befriende i at snakke om Danmark på dansk og med dansk humor. Og så har Nanna været så sød at lave dansk mad til mig når jeg er der, DET er dejligt og mange pluspoint i min bog.
Hun tog mig med på hendes yndlingsstambar en aften, det var helt vildt hyggeligt og sjovt. Ellers har vi drukket vin, set film, farvet mit hår orange og lavet mad. Nå ja, og spillet Logospillet. Et af spørgsmålene var, at man skulle nævne den afrikanske Ø hvor Carte d’ors vanille stammer fra. Nanna råber: ”TANZANIA!” Jeg kigger dumt på hende hvorefter hun retter sig selv med ordene: ”Nårrhhh nej, jeg mener Kenya!” Åhh ha, Jyder altså. Senere var der et spørgsmål omkring en jysk avis hvortil hun svarer: ”Jyllandsposten”. Måtte igen give hende mit du-er-sgu-da-ikke-for-skarp-blik og hun siger: ”Udkommer Jyllandsposten også i København?” København er hvad Nanna kalder hele Sjælland for. Men JA Nanna det gør den!  



Denne måneds LCC møde foregik i en skøjtehal. Og da Ida og jeg er de eneste non mexicanere/spanier/autraliere forventede de jo alle sammen at vi var små skøjte prinsesser, så jo skuffelsen var stor da vi ”gled”, okay måske nærmere gik rundt ude på isen. Seriøst, hvor blev den der alder af hvor man var totalt frygtløs og overhovedet ikke tænkte på at man kunne falde at slå sig. Er jeg virkelig blevet så gammel at den evne totalt er forsvundet?! Brugte undskyldnignen: Jeg faldt en gang på mine rollerskates og forstuvede armen og er blevet kastet af heste utallige gange så det må være gammel frygt der er inkarneret i mig. Det kunne jo sådan set godt være rigtigt, men må nok indrømme at jeg aldrig har været god til at kordinere min krop og skøjteprinsesse har jeg bestemt aldrig været. Selvom jeg da selvfølgelig lige skulle spille sej og hjælpe en af de skræmte mexicanske piger. Hun ville kun ”gå” rundt med mig 1 omgang og så tror jeg ligesom hun fandt ud af at hun var i bedre hænder hvis hun holdte fast i kanten og ikke i mig. Men fik da pluspoint i min LCC’s bog for at have hjulpet. ”You’re such a nice girl Annabel” Det kan hun jo på mange punkter have ret i, ikke?!

 Hvad er der ellers sket. Nå ja, er blevet forelsket i AJ’s svømmetræner. Typisk mig. Jeg synes ikke en gang han er pæn, og han kigger altid lidt ondt på mig. Hvilket helt sikkert er grunden til at jeg bare MÅ have ham! Det kan fandme ikke passe at han er totalt intolerant (kan man bruge det ord i den sammenhæng?!) overfor min danske charme!! Man vil jo helst have det man ikke kan få right.
 Hvis nu jeg finder ud af at han har en kæreste, så bliver der jo en gigantisk scene, for så MÅ han jo bare være min drømmemand. En anden grund er altså også, at han er så god med børnene. Mit hjerte bløder når han high-fiver dem fordi de var gode og klapper af dem og roser dem.

Nå, men som alt andet i mit liv så skal der jo ske noget pinligt og ydmygende i de omgivelser hvor jeg helst bare så at jeg var en ung, moden og sofistikeret pige. AJ er en mega tøs og er bange for selv det simpleste ting såsom at hoppe i vandet fra kanten. Alle de andre børn på hans hold gør det uden problemer og han er den største og ældeste (mega flovt, lader altid som om det ikke er mit barn, hvilket det jo heller ikke er!!!). Men det resulterer i at han stort set ikke for svømmet fordi han står på kanten og skaber sig og han forstyrrer hele undervisingen. Så mig og Shana havde lavet en klar aftale med ham, næste svømmetime skulle han bare hoppe i. Slut færdig.
Det gør han selvfølgelig ikke.
Han står på kanten og laver en mega scene, råber og skriger. Hans to trænere(inklusiv mr. Dave, som er mit crush) står i vandet og prøver at overtale ham til at hoppe i, mens to livreddere står på kanten sammen med ham og prøver ligeledes. Nothing happens. Det blev ved i 10 min, og hans time er altså kun på 30 min. Alt imens jeg stod på sidelinjen og blev mere og mere rød i hovedet af flovhed og raseri. SÅ kunne jeg bare ikke holde ud at se på det mere og tror nu også at det på dette tidspunkt forventes af mig at træde ind og vise min pisse beslutsomme og ansvarlige side (som jeg jo VIRKELIG besidder?!). Trampede igennem svømmehallen og fik med lidt for højt pitch’et stemme råbt: WHAT’S going on?! Satte mig ned med AJ og prøvede med bævrende stemme mens 4 voksne overvågede mig, at få styr på mit engelske og vise mine utrolig gode og overbevisende babysitter evner. Hvilket totalt mislykkes. Følte mig altså temmelig presset. Prøvede alverdens forskellige metoder. Den forstående: Hvorfor vil du ikke hoppe i vandet AJ? Den vrede: Du hopper bare i vandet og det er lige nu. Den triste og skyldfølende: Vi havde en aftale og du LOVEDE. Og til sidst. Den dramaqueen bitch der rejste sig op og kastede ungen i vandet mens han skreg og lavede en mega scene og sørgede for at alle i hallen kiggede på os.

Ja, så så man lige mig blive kåret som verdens dårligste au pair og traumatisere en 5 årigs liv bare fordi man gik i panik over at den ”hotte” svømmetræner overvågede mit every move.

Så måtte jeg ydmyget, rød i hovedet og med en noget dårlig smag i munden traske hele vejen tilbage igennem hallen og ud til de andre forældre meget opsat på ikke at skabe øjenkontakt med nogle på min vej. Måtte skrive en sms til Shana og forklare det hele fordi jeg havde det så dårligt. Heldigvis tog hun det godt og sagde bare: ”You did good.” Han skal jo lære det. Nu er trænerne så også selv begyndt at kaste ham i vandet så har det bedre med min drastiske beslutning. Men Mr. Dave har ikke set til min side siden. Bare vent, jeg skal nok få ham til at hungre efter mig. Og så afvise ham. Bare fordi jeg kan.
 
Den her weekend var jeg i NYC, mødtes med Ida og hendes famile som er på besøg fra Sverige. Det var rigtig hyggeligt at møde dem. De tog ud med Staten Island færgen, men det har Ida og jeg gjort rigeligt så vi hang ud på Starbucks og ventede på dem. Da de kom tilbage tog vi op og så det meget store og flotte bibliotek. Kunne sandelig godt se mig selv sidde der i blandt rigtige New Ýorkere og studere. Bagefter tog jeg ud og mødtes med Mike. Ved ikke hvad det er med ham, men han pisser mig af når vi sms’er, men så når vi ses så har vi det mega sjovt og hyggeligt og det virker som om jeg har kendt ham meget længe. Det er lidt træls. Men det vigtigste er vel trods alt, at man fungerer sammen face-to-face.
Så så man lige mig traske rundt på Manhatten hånd i hånd med en rigtig New Yorker. Da vi var færdige med at drikke kaffe, og grine af folk på skøjtebanen gik jeg tilbage til Ida’s familie.

Vi spiste på en Seafood resturant og jeg fik kammuslinger. (hvilket er en totalt irrelevant oplysning, men hvad fanden). Bagefter gik vi til deres hotel og fik white russians og tequila. Skulle nok ikke have taget tequilaen, for tog selvfølgelig den forkerte subway på vej ned til Penn station og måtte halvt løbe 11 bloks med tårer springene ud af øjene indtil jeg fandt den rigtige subway, så virkede mit metrokort selvfølgelig ikke og toget holdte på stationen og ventede så måtte hoppe over det der ting der lukker en ind, men fik selvfølgelig skuffet til den så mit ene ben sad halvt i klemme og jeg næsten faldt ind på perronen. Til stor underholdning for folkene i toget der så til mens jeg IKKE nåede mit tog og til dem der heller ikke nåede det og måtte vente til jeg havde fået min ben tilbage. Great! Alt endte dog heldigvis godt, kom med mit tog hjem til PA, måtte dog sidde ved siden af en fremmed hele vejen. Ja, det var ikke rart, lidt skandinavisk er man vel stadig.

I går skulle jeg køre op til Shana’s arbejde med hendes computer som hun havde glemt. En dejlig køretur på 1 time hver vej. Jeg havde selvfølgelig ikke set, at jeg manglede benzin på bilen før det satans lille tegn begyndte at lyse og så var jeg in the middle of fucking nowere med en baby i bilen. Var selvfølgelig 2 sek. Før kørt forbi en tank station, men dem er der jo alle steder right så det kunne sagtens vente. Men NEJ, det tog mig 20 miles før jeg kunne komme af motorvejen og tanke. Jeg råbte og kunne nærmest ikke holde tårerne tilbage af ren frustration og bare tanken om, at ende strandet et sted med babyen. Så han vågnede selvfølgelig og begyndte at hyle med i kor. Det var forfærdeligt. Men vi overlevde!

Se det er hvad ens liv bliver fuldt med når man ”får” børn og ikke tager i byen og laver skandaler. Det er helt utroligt, så meget drama selv små ting kan skabe. Eller jeg kan skabe.
 

Ellers ikke mere herfra. Jeg har det fantastisk. På trods af at jeg lige er vendt hjem fra AJ's svømmetime og Dave endelig kiggede på mig og sagde: How you're doing. (Og NEJ det var ikke som Joey siger det!). Blev selvfølgelig helt rød i hovedet og kunne dårligt kigge ham i øjnene mens jeg med en meget lille stemme fik fremstammet: "Hi".
Så der røg lige chancen for at vise min awesome personlighed og rent faktisk vise ham at jeg gerne vil snakke med ham. Hvornår går det der generthed væk? Det er jo på ingen måde særlig nemt at leve med!!
 
 

 

tirsdag den 8. januar 2013

Jul og nytår


Så kom jeg sikkert igennem jul og nytår. Det hele har været lidt travlt og stressende, så derfor har jeg ikke helt været så god til at få skrevet. Men nu er det jan. Og tingene er lidt mere rolige, udover at jeg selvfølgelig skal planlægge min tur til Chicago, til Niagara falls, finde ud af mine skolekurser og lige overveje om jeg skal forlænge mit ophold her, nå men mere om det senere.  

Først og fremmest havde jeg en fantastisk god og hyggelig amerikansk jul! Den 24. fik mig og Ida taget billede på Santa’s skød, det længe ventede billede! Eftermiddagen tilbragte jeg sammen med min familie hos Shana’s kusine til frokost og hygge. Da vi kom hjem, bagte vi cookies til julemanden. Jeg spiste middag hos Ida’s familie om aften og de tog os med i katolsk kirke den aften. Det brød jeg mig ikke rigtig om, det er sjovt nok at have oplevet det, men det var lidt for ektremt for mig. De små drenge der går rundt med korset og holder biblen mens præsten læser op, man skulle hele tiden ned på knæ og bede, man skal hele tiden give penge og ej altså det er sgu lige en tand for meget. Men nu er det prøvet og det døde jeg jo ikke af.
 Jeg kommer i hvert fald ikke hjem som troende, det er da helt sikkert.
 
Jeg fik også Skypet med min familie derhjemme 2 gange, første gang da de sad og så Disneys store juleshow, som jeg finder meget mærkeligt og foruroligende at de ikke sender herovre! Det er simpelthen ikke fair! Senere da de spiste ris a’lamande (mor du behøver ikke sende mig en mail hvor den rigtige stavemåde står, I don’t care!). Synes det var hyggeligt, at se dem alle sammen igen, også selvom det resulterede i lidt tårer da jeg skulle lægge på. Sådan er det jo, og jeg havde det helt fin bagefter. Har ikke haft hjemve her i julen som man jo kunne have frygtet. Dansk jul skal jeg nok opleve igen!

Den 25. blev jeg vækket kl. 8 af AJ som råbte at julemanden havde været der og lagt gaver i sokken. Jeg kom ovenpå til julepyntet bord og duften af pandekager. Der var overdrevet mange gaver rundt om juletræet, det var så amerikansk! Min sok var også blevet fuldt med gaver, fik 100$ og en masse lækker make-up, cremer og andre dejlige og lækre produkter jeg kan forkæle mig selv med. Det var rigtig hyggeligt, at sidde der om morgen og åbne gaver.
Resten af dagen gik vi bare rundt i vores nattøj og hyggede og om aften tog vi på resturant og spiste mega lækker julemad. Tror Shana blev lidt fuld under middag, hun var i hvert fald super kærlig og sagde mange gange at de ville komme til Danmark og besøge mig når jeg en gang kom hjem.  

Mellem jul og nytår var både Shana og John hjemme, så det var lidt underligt at være på arbejde alligevel. Man bliver hurtigt lidt stresset af så mange mennsker i huset når jeg er vant til bare at være mig og babyen om dagen. Den 28. kom der oven i købet nogle af Shana’s venner på besøg, så de boede på mit værelse i et par dage. Hvilket var helt okay, det var et super sødt par og damen var gravid så det var i orden at hun sov i min seng og ikke på gulvet. Hvilket godt menneske jeg er!

 Nytår var jo en stor aften, at fejre sin nytårsaften i NYC. Ja det er jo ikke alle der kan sige de har gjort det. Ida kom over om formiddagen og så gik det store arbejde med tøj, make-up og hår ellers i gang. Jeg skulle nemlig både ordne mig selv og Ida, så der var nok at tage sig til. Resultatet endte heldigvis rigtig godt, vi fik da top meget opmærksomhed hele aften. Selvom jeg jo synes jeg er blevet enormt stor og tyk, og nok aldrig rigtig bliver tilfreds med mit udseende før jeg kommer tilbage til min normal vægt. Hvilket jeg så sandelig håber jeg snart gør!
 Ida var dog meget begejstret for min styling af hende og det var skønt at se hende træde lidt ud af sin comfortzone og blive mere selvsikker og udadvendt.

Vi tog ind mod byen tidligt om aften for at mødes med Regitze, Nadia og Louise. Vi spiste på en god og fanzy resturant og bagefter gik vi ned mod Times Square mens vi drak alkohol af vores vandflasker. Ikke særlig classy og man føler sig sat tilbage til den gang man var 15 år og man ikke rigtig havde lov til at drikke endnu. Man føler sig rigtig dum når man er 20 år og har drukket og gået til fest de sidste 5 år og så kan man sgu ikke en gang få sig et glas vin på en resturant. Øv altså!

Nå men, Times Square kunne vi jo selvfølgelig ikke komme i nærheden af overhovedet, og vi gad altså ikke vade 11 blokke for at IKKE kunne se den skide bold falde ned. Så vi tog ned imod den klub vi havde købt billetter til og så sad vi et par blokke derfra og drak lidt mere. Vi havde det vildt sjovt og hyggeligt. Tiden løb lidt fra os, men kl. 11.30 bevæger vi os mod klubben, mig og Ida mister de andre i indgangen men styrter op i salen med storskærmene og når lige op til nedtællingen. Kl. 12 falder ”æblet” ned, alle hujer og råber og en fyr kommer over og løfter mig og Ida op og kysser os. Så var 2013 ellers skydt i gang. Vi havde en fest, alle var vilde med os og lagde an på os. Vi havde det sjovt og festede hele natten. Ida og jeg tog toget hjem og landende i PA kl. 8 om morgen hvor John hentede os. Jeg tror de synes jeg er lidt små tosset, men hvad fanden, det er jeg jo også!
 

 Året der gik, højdepunkter i år 2012.
 

Året hvor jeg tabte 6 kilo – og derefter tog 8 kilo på.

Året hvor jeg fik en kæreste – og blev slået op med offentligt på facebook

Året hvor jeg for første gang læste porno(Fifty shades) – Året hvor jeg for 2. gang læste porno (triologi genlæses)

Året hvor jeg bildte Amerika ind at der ikke findes Moskeer i Danmark. At Rittersport, Milka og Marabou er dansk – året hvor jeg måtte konstatere overfor amerika at jeg ikke ved en skid om mit eget land.

Året hvor jeg trådte ud af teenagealderen – året hvor jeg alligevel råbte af min mor på skype og smed ”røret” på.

Året hvor jeg brækkede mig i en taxa, råbte af en taxamand og efterfølgende brækkede mig i en vens penthouse.

Året hvor jeg helt alvorligt sagde ”SnabelA” offentligt.

Året hvor jeg ”tabte” min fortand et par gange. (eller var det året før?)

Ej helt alvorligt så ser jeg tilbage på mit år 2012 med stor glæde. Har opnået og fuldført mange ting, har selvfølgelig haft op og nedture, mistet mennesker i mit liv, haft hjertesorger osv. Men alt i alt, et år hvor jeg har fået udfordret mig selv, haft store glæder og oplevelser. Den støreste af alle er selvfølgelig at jeg tog til USA. Jeg har sørme også været så heldige at få to nye familier i mit år 2012 og 4 nye dejlige unger som jeg holder ufatteligt meget af. Det er med stor glæde og blod på tanden at jeg går mit år 2013 i møde. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil vokse og udvikle mig endnu mere(her er ikke tale om min figur, men nærmere mig som person!).  

Ellers har jeg det bare rigtig godt, trives og nyder til værelsen. Dog har det været nogle tunge, trist og hårde uger her på det sidste. Min oldefar gik desværre bort og det er meget trist og underligt ikke at være hjemme til at ”sørge” og sige ordentligt farvel. Men som min familie siger, nu er han genforenet med min oldemor og det er da en rar tanke!
Midt i alt det, meddelte Shana at de ville begynde at starte processen op med at finde en ny au pair til når mit år ender i juli og hun spurgte om jeg ville hjælpe dem og være en del af det. Jeg blev noget chokeret, det var ikke lige hvad jeg havde regnet med at blive konfronteret med. Jeg har trods alt stadig 6 måneder tilbage af mit ophold. Hun ville bare gerne være i god tid når de nu arbejder så meget som de gør.
Jeg sagde til hende, at jeg ikke var sikker på jeg ville hjem til sommer alligevel. Tanken om at forlade USA og familien er mere end jeg lige kan overskue.

Jeg begyndte selvfølgelig, at græde mens vi snakkede om det og så begyndte Shana også at græde, mens hun hulkende sagde at de ikke ville sige farvel til mig. Så sad vi der, to voksne mennesker og grad over noget der ligger 6 måneder fremme i tiden. Det er meget underligt, at skulle planlægge så langt frem lige nu når jeg ikke en gang kan finde ud af hvad jeg vil have at spise til aftensmad. Jeg ved sgu aldrig hvad jeg vil. Det er altid et problem for mig.

Så nu sidder jeg her og skal om ikke så længe træffe beslutningen om jeg vil tage hjem til Danmark som planlagt eller om jeg vil udvide mit år og blive 6 måneder længere. Jeg har meget svært ved det, det koster mig mange tårer, hovedpiner og humørudbrud. Og det er svært for mig, at takle andres meninger om hvad jeg burde gøre og deres skide dårlige og ikke særlige konstruktive råd til mig: kom hjem?! Siden hvornår har det været et godt råd! Hvornår har var det lige der var nogen der spurgte: Hvad vil DU Annabel? Istedet for at VI/JEG vil gerne have at du kommer hjem af egne egoistiske årsager. (se der var et lille vrede udbrud!)

Føler mig selvfølgelig super heldig og priviligeret over, at der overhovedet er nogle der savner mig der hjemme og gerne vil have mig hjem. Men det her er min beslutning, og det gør det bare ikke nemmere for mig. Jeg har brug for, at høre at lige meget hvad jeg gør. Så vil jeg altid have noget at vende hjem til. Lige meget hvad så er der nogle der støtter mig. DET er hvad jeg har brug for at høre lige nu. Ikke så meget andet pjat.

 Min gæstebog er fuldt med dejlige hilsner, alle der viser hvordan i hver især opfatter mig som person. Mest stolt er jeg af dem der skriver, at jeg har en evne til at forfølge mit hjerte og mine drømme, for det er nu en gang det livet handler om. Nu står jeg i det dilemma at jeg ikke længere ved hvad mine drømme eller mit hjerte vil. Det gør det lidt svært at forfølge dem. Drømme ændrer sig i takt med vores egen og vores livs udvikling. Jeg er ikke et af de smålige mennsker der mener at Danmark er for småt til mig og fuck janteloven. Jeg er stolt af mit fædreland, jeg er stolt af hvor jeg kommer fra, og jeg vil have mit liv i Danmark, mine børn i Danmark. Jeg føler mig meget priviligeret som dansker, ingen tvivl om det. Men lige nu er jeg 20 år, jeg skal ikke have børn, jeg skal ikke købe et paracelhus og en puddel. Jeg skal leve. Jeg se. Jeg skal opleve. Jeg skal tage alle de forkerte beslutninger. Jeg skal lære af mine fejl. Jeg skal tage chancer. Jeg skal finde mig selv og mit eget standpunkt her i livet.

Muligvis må Danmark vente lidt endnu. Hvem ved. Jeg ligger stadig søvnløs om natten over den her beslutning som skal tages. Men jeg skal selvfølgelig nok holde alle opdateret på hvad jeg beslutter mig for.

 

"Gå ikke foran mig. Måske vil jeg ikke følge dig. Gå ikke bagved mig. Måske vil jeg ikke føre an. Gå ved siden af mig og vær blot min ven..."

 
"Mange ting fanger dine øjne, men kun få ting fanger dit hjerte. Forfølg disse. Lyt til Hjertet"
 
 
 

 

torsdag den 20. december 2012

Crazy danes got lost and ended up in the U.S.

Hvorfor hedder det egentlig 24/7? Citat: Mor

Så er der sørme gået et stykke tid siden jeg sidst fik tid til at opdatere herinde, der er sket en hel del så ved slet ikke hvor jeg skal starte henne.

Først og fremmest havde jeg jo fint besøg hjemme fra, mor og Henrik ankom den 6. december og tilbragte 10 dage her hos mig og familien. Det var skønt, at se dem begge to igen, selvom jeg jo er blevet en del mere selvstændig og nyder at gøre tingene for mig selv og på min egen måde så har man jo nu en gang også brug for sin mor indimellem. Vi tilbragte torsdag aften og fredag formiddag hjemme i huset og så tog vi ellers ind til NYC hvor jeg havde fået lov til at låne Alan’s lejlighed igen. Vi gik på times sqaure og mødte Ida som tilbragte hele weekenden med os. Lørdag fik vi set en hel masse, kan dårligt nok huske det hele, vi gik på Brooklynn bridge, var i chinatown, gik i greenwich village, og så Mary poppins på broadway om aften.

Lørdag aften skulle jeg mødes med Mike, tror jeg har nævnt ham før, ham der tog mig med ned til Battery park og så solopgangen med mig?! Anyway han kom hen til lejligheden, forlod hans vens fødselsdag for at se mig. Så stod vi ellers bare på trappen og snakkede og kysede måske også lidt, men shhhh, det var meget sex and the city agtigt, lejligheden har den samme trappe ude foran som Carrie’s.
Han er fandme sød og virker som en oprigtig god fyr. Men nu må vi se, min dømmekraft har jo svigtet mig før kan man sige. Ida mødte ham også og godkendte ham, så det hjalp selvfølgelig lidt. Han er 25 år, hamrende amerikansk, er ingeniør og nej han ligner ikke en abercrombie and fitch fyr, men who cares! Han er charmerende og synes, at jeg er smuk og dejlig og det er lige hvad jeg trænger til at høre så så længe han vil blive ved med at booste mit ego og være sød og rar med ved mig så ser jeg ham hver gang chancen er der. Kan dog godt mærke, at jeg er skrækslagen for at forelske mig igen, kan slet ikke have tanken om at være heartbroken igen. Så det ender sikkert med at jeg er alt for streng ved ham og nærmest smider ham væk og så sidder jeg om et par måneder alene igen og er på trods af mit skjold, heartbroken alligevel. The story of my life. 

Søndag stod vi tidligt op og kørte til Harlem, det ”farlige” kvarter i NYC ifølge min mor og hendes turistbog. Her skulle vi se en vaskeægte afroamerikansk gospelgudstjeneste. Det var helt fantastisk. Som at være med i en amerikansk film. Stor oplevelse!
Resten af søndagen brugte vi på The met, og så tog vi ellers hjem til forstaden igen.  

Resten af ugen brugte vi på at få shoppet julegaver og så var vi også en tur til Philly og når ja, shoppe flere julegaver. Det var lidt stressende noglegange at have så ”mange” mennesker i huset når jeg er vant til bare at gå hjemme med babyen. Men det gik okay og Keith var heldigvis sød det meste af tiden og så var han helt vild med min mor så det hjalp lidt på det at hun kunne hjælpe med ham. Men at rende rundt i et kæmpe outlet mall med en lille baby, det kan altså stresse enhver! Just saying...

 Fredag var det jo min fødselsdag, som jeg nærmest havde glemt jeg havde. Lidt underligt, at have fødselsdag herovre, det er første gang uden min tvillingesøster, Beatrice og uden mine dejlige veninder til at fejre mig, og så på en fredag hvor der ellers var rig mulighed for at tage på Sam’s og synge ”jeg vil i seng med de fleste” og drikke sig i hegnet. Nå men, den tager vi næste år tøser! I promise. Medmindre jeg bliver her...  

Men det var en hyggelig dag, jeg fik nogle dejlige gaver fra nogle fantastiske mennesker hjemme i Danmark, fra min amerikanske familie og jeg fik lov til selv at vælge min gave fra mutti, som blev et par pisse fede læderstøvler fra Steve Madden, en Calvin Klein vinterjakke og en weekendtaske lædertaske fra Steve Madden. Tak for det!
Dagen gik med at lave risengrød, rugbrød, brunkager og en lækker middag til os alle. Og selvfølgelig lagkage som Aj fik lov til at dekorere med lys. Fik synget fødselsdagssang og familien elskede min danske lagkage, eller mors, så det var bonus. Ida havde  også fødselsdag den 14., det er helt vildt som jeg møder folk der har fødselsdag samme dag som mig! Hun kom senere og så tog vi toget ind til New york city sent og gik direkte i seng.

Lørdag gik vi i central park for og se H.C. Andersen statuen, John Lennons mindeting, som Ida 3 dage efter fandt ud af at ”Imagine” er en sang.. Jesus. Senere havde jeg et mindre breakdown da jeg for det første var mega sulten og havde gået rundt og kigget på træer i alt for mange timer. Da vi så fik kæmpet os vej til times square for at købe de sidste julegaver, som man ellers skulle tro at på nuværende tidspunkt måtte være indkøbt men nej! Gik ind i disney forretning for at købe den fantastiske Ironmand dragt til Gustav som selvfølgelig var hans højeste ønske og jeg ville have givet ham som gave, der var 20.000 mennesker derinde men ingen dragt selvfølgelig. Så måtte meget betuttet og skuffet lynhurtigt finde på noget andet. Og nårh ja havde hele dagen glædet mig til at skulle ind og skøjte foran juletræet på rockefeller og få nogle fede billeder. Men så valgte hele mit entourage at baile mig og droppe at skøjte med ordene. ” We can go look at you while you do it” well thank you so much. Og for så lige at toppe min nedturs aften så var der heller ingen af dem der ville med ned i Steve Madden butikken for at købe den gave de( mor og henrik) skulle give mig. Så på grådens rand måtte jeg skuffet satte mig ned i sædet i et teater for at se Mamma mia. Det fik heldigvis hurtigt mit humør op, hold da op en festlig og god forestilling på trods af de mange fulde sms’er og opkald jeg måtte afvise fra Mike der var udklædt som julemand og havde drukket lidt for meget, hmm nisseøl?! Men det er en anden historie.
 

Efter forestilling gik vi hjem i lejligheden og Ida og jeg spiste pizza drak en flaske hvidvin og et par cidere og havde det vildt godt og sjovt. Søndag morgen tog vi hjem igen, mor og Henrik pakkede og jeg kørte dem i lufthavnen.

Det var ikke særlig sjovt at sige farvel, men synes selv jeg klarede det ret godt. Havde det fint på hele køreturen hjem, begyndte første rigtigt at græde da jeg så Shana og John og de spurgte hvordan jeg havde det. Det var lidt ligesom da man var lille og slog sig og inderligt påstod at det ikke gjorde ondt indtil man så sin mor og uhæmmet begyndte at græde. Men det var rart, at få en krammer og blive trøstet lidt for en gangs skyld.

 Der var ikke noget resten af aften og havde det helt fint med at gå ned og sove på mit eget værelse, selvom der var mindre larm og mindre rod. Havde troet jeg ville få en nedtur efter de var rejst, men har slet ikke følt mig nede. Tværtimod havde vi 10 gode dage og det var sjovt og hyggeligt.

 Men jeg har været ”alene” herovre i 5 måneder så er jo blevet vant til at gøre tingene på min egen måde og være meget mere selvstændig. Nu ved jeg også hvor hurtigt tiden flyver så prøver bare at nyde hver dag så meget som muligt og så nytter det jo ikke noget at sidde og græde snot over at sige på gensyn til mennesker jeg skal se hver dag når jeg kommer hjem igen. Og som jeg højst sandsynligt bliver meget trætte af igen når jeg indlogerer mig i Hyrdeengen igen. Nå ja man kan jo ligeså godt være ærlig!  

Det har været stort at få lov til at vise min mor og Henrik min nye verden og hvorfor jeg er så betaget af USA og især New york. Det har også været rart, at have dem her i huset med familien, synes det har bragt mig tættere på John og Shana, det har været nemmere at dele noget dansk kultur med dem og vi har alle sammen haft det rigtig sjovt og hyggeligt sammen. Hatten af for John og Shana der har lånte mig bilen hele ugen, haft to gæster boende og været søde og hjælpsomme. Og tak til mor og Henrik for besøget, for at sprede dansk juleglæde, for to fede weekender i NYC, for at tage godt imod Ida og have hende med på tur.
 
Jeg håber i nød jeres ophold her, og kan se at jeg trives og nyder mit liv her. Jeg vil glæde mig til at gense jer til sommer, hvis altså ikke i har planer om et forårsbesøg... Men indtil da vil jeg med grin og højt humør springe videre ud i mit eventyr, få nogle oplevelser, lære af mine fejl, blive klog på mig selv og finde svar på nogle store spørgsmål.
 Mon jeg når det hele??!

“New York is the place of opportunities. If there is any place in the world that you want to come to, to be able to make it big, or to go after your dreams, it is New York City!!!”
 
Synes jeg havde en helt masse at fortælle, men når man så skal skrive det ned så forsvinder det helt. Men heldigvis har jeg jo minderne for livstid og det har mog og Henrik også, så det går nok.
 
Til vi "ses" igen.. Jeres Annabel
 
Det var lidt sådan her gospelprædiken var ;)
 
 
 





torsdag den 29. november 2012

To be Thankful on Thanksgiving...


Jon Stewart
I celebrated Thanksgiving in an old-fashioned way. I invited everyone in my neighborhood to my house, we had an enormous feast, and then I killed them and took their land.

In 1621, the Pilgrims had their first Thanksgiving. You might think that after 1621, the Pilgrims celebrated Thanksgiving every year, and it just eventually became a national holiday. Well, that's not true. It took a long time for this national holiday to become a real one. It was President Abraham Lincoln who declared Thanksgiving an annual national holiday. He made it a national holiday with his Thanksgiving Proclamation, in 1863. Later, President Franklin D. Roosevelt decided that the 4th Thursday in November was a excellent permanent day for this holiday.

Gratitude - The term "Thanksgiving" is from the English translation of the Bible, where it means “giving thanks to God'. The Pilgrims had the first Thanksgiving, because they wanted to give thanks to Squanto and the Native Americans for teaching them how to do things and live life in different ways, not just the ways the Pilgrims used to live like. Without the N.A's, they probably would have died. Today, at Thanksgiving time, we express gratitude for the good things, people, and events in our lives and the greater world around us.

Ja, så fik jeg også oplevet min første Thanksgiving. Jeg elsker bare at belære jer om helligdagene, som jeg ikke selv ved en skid om.

Vi tog afsted til Iowa sidste torsdag, hvor John’s familie bor. Han har 4 ældre søskende som alle sammen har børn, så det blev en stor familie sammenkomst. Hvilket var rart, er jo selv fra en stor familie så havde helt savnet den der akavet familiesteming, hvor man bare kan mærke at nogle holder noget inde fordi ”nu er det jo Thanksgiving” og lad os nu være glade og ikke skændes. Det er skønt.

Det var ellers noget af en oplevelse at komme afsted. Der var babybræk, råb og skrig og gråd i bilen på vej til lufthavnen, men vi ankom dog og kom godt afsted. Vi fløj først til Chicago og mellemlandede og tog et lille bitte fly, videre til Waterloo i Iowa. Da vi fløj ind over Iowa var der ikke andet at se end marker. Et stort farmerland. Var faktisk sikker på, at piloten ville lande flyet midt på en græsmark men heldigvis kom der, ud af det blå, en asfalt bane og vi landende i noget der må være den mindste lufthavn nogensinde. Det bestod faktisk bare af et ”stort” rum og det var det. Placeret midt i ingen mands land. Så stod man der, storbypige og følte sig temmelig malplaceret og ønskede man var blevet hjemme.
 
John’s far hentede os i deres minivan, vi kørte 1,5 time for at komme til deres hus. Jeg er glad for der var så mange spændende ting at kigge på hele vejen; marker, marker, marker. Endelig ankom vi til deres søde ”lille” farmerhus, det mindende egentlig mest om en lille bondegård.
Indenfor var huset proppet med mennesker, John’s mor og 3 søstre og deres mænd, og alle deres børn. Puha det var overvældende at skulle møde så mange nye mennesker på en gang. Halvdelen af dem vidste ikke en gang hvem jeg var. Det fandt jeg ud af da en af søstrene spurgte hvad jeg lavede i USA, det blev så en temmelig akavet samtale.
Ellers var alle vildt søde og tog rigtig godt imod mig. Jeg blev selvfølgelig vildt genert og sagde ikke så meget, nikkede, smilede og var så høflig som overhovedet muligt, satte mig ned i en stol, lænede mig tilbage og vups, stolen kastede sig tilbage og kastede mine fødder op. Fik selvfølgelig skreget af overraskelse og så kom kommentaren: ” Welcome to America.”

Og så var familieferien i bondelandet Iowa ellers godt igang.

Fredag skulle den store Thanksgiving middag indtages, det hele mindede mig lidt om juleaften hjemme i Danmark. Alle gik rundt i afslappet tøj og chillede hele dagen, mens duften fra køkkenet spredte sig i hele huset og stemningen bare var alt for hyggelig. Marquon(John’s nevø som var og besøge os i sommers) og hans søster kom og det var rart at se nogle jævnaldrene. Hans søster Itedra var alt for nice, fuld af energi og en rigtig humørbombe. Hun troede dog jeg var 25, fordi jeg åbenbart virkede så moden og som hun sagde. ”You just look so old”. Well mange tak!! Men da hun fandt ud af, at vi var lige gamle snakkede hun hele eftermiddagen og vi havde det vildt hyggeligt. Hun snakker om at komme og besøge os en gang til næste år.
 Om aften spillede vi alle Trivial Pursuit og så film.
Og nåårh ja, maden var helt fantastisk og ja det er ligesom man forestiller sig med en kæmpe kalkun og alt alt for meget lækkert og meget fed mad. Så er blevet rigtig tyk. Skønt.

Lørdag kørte vi til den nærmeste store by, 1.5 time fra huset ud til et stort legeland hvor børnene kunne blive underholdt og spise alt det pizza de ville. Har aldrig i mit liv set noget så amerikansk. Kæmpe buffet, udelukkende med junk food, store tykke mennesker og skrigende, løbende og larmende børn der løb ind og ud af "forlystelser" Jesus...

Søndag kom Shana’s forældre for at se hende og børnene og for mig bestod dagen i at lave absoulut ingenting. Rimelig kedeligt, men tiltrængt bare at slappe af og lave intet andet end at spise pumpkin pie. Jeg gik tidligt i seng, da vi skulle køre kl. 4 om morgen for at nå flyet kl. 6.30. Vi landende i Philly kl. 12.30 og så var det ellers på arbejde for os alle 3. Det var temmelig hårdt, men er så glad for at jeg tog med til Iowa og vi havde en super god og hyggelig tur. Følte mig med i familien før vi tog afsted, men nu er jeg meget mere bekræftet i, at de godt kan lide mig og gerne vil have mig i deres familie. Det var også skønt at tage afsked med alle de andre familiemedlemmer som alle sammen sagde at det havde været skønt at møde mig og velkommen i familien.

Ellers sker der ikke det store, babyen har fået øjenbetændelse og jeg har været skrækslagen for at få det, da jeg slet ikke kan klare at røre, snakke, se eller noget som helt med mine øjne, så det bliver døden hvis jeg får det.
Ellers kører det, er super glad for tiden, har dog været ret træt men det hænger nok sammen med de 12 timer jeg arbejder om dagen, sådan er det jo. Shana stoppede forleden dag op i alt hendes stress med madlavning og en grædende baby på armen, kiggede på mig og sagde: ” Annabel, I really don’t know what I would have done without you here.” Det var store ord fra hende, hun er ikke typen der smider rundt med komplimenterne, men her vidste jeg at hun mente det og det var stort at høre det. Det er sådan nogle ting der gør at jeg gerne arbejder 12 timer om dagen på trods af reglerne og også gerne finder mig i sure mødre og hektiske dage. Når folk sætter pris på mig og på mit arbejde, så vil jeg gå meget langt for at tilfredsstille dem. Lidt pleaser har man jo lov at være.

Hvis der er noget den her helligdag og mine 4 måneder herovre allerede har lært mig, så er det at, selvom vi synes amerikanere kan være overfladiske, så er de 10 gange bedre til at udtrykke deres følelser. Jeg har aldrig hørt en familie sige jeg elsker dig så mange gange som jeg hørte det i Iowa. Jeg tror faktisk aldrig jeg har sagt det til min familie. Og selvom jeg ikke er i tvivl om at de ved det, så er det jo meget rart at få det bekræftet nogle gange, så here it goes: JEG ELSKER JER. Hele min familie! Der er ikke en af jer jeg ville udskifte, ikke en eneste fætter, onkel, moster, bror eller søster, mormor eller morfar eller nogen som helst.
Så måske vi kunne lære lidt af amerikanerene der, vi behøver ikke sige det hver gang vi snakker sammen, det behøver ikke være super følelsesladet eller overfladisk. Bare et lille, jeg elsker dig, bare en gang imellem. Det ville nok ikke skade vores reservede og til tider kolde skandinaviske image. Tror i?
 
Og så er jeg utrolig taknemlig for alle mine venner og veninder derhjemme, som støtter mig og er der for mig selvom jeg er så langt væk. Jer elsker jeg sørme også og uden jeres og min families støtte og opbakning så havde jeg aldrig haft modet eller viljen til at tage afsted og jeg havde i hvert fald aldrig klaret det so far eller så godt som jeg gør nu. Så tak for det!

John Fitzgerald Kennedy
As we express our gratitude, we must never forget that the highest appreciation is not to utter words, but
to live by them.
 
 
Jeg ved ikke hvorfor, men den her Thanksgiving middag og hele oplevelsen med at bo så mange sammen og bare hygge en hel weekend mindede mig så meget om musikvideoen til gode gamle Last Christmas. Så her får i den lige, nu er det jo også meget snart juletid. Glædelig pre-jul.
 
 
 


Det var lidt sådan her de små landsbyer vi kørte igennem i Iowa så ud. De var bare lidt mindre western agtige, men ellers er den god nok.


Lot Of Love

Jeres Annabel

 

 

 

lørdag den 17. november 2012

Good girls go to heaven, bad girls go to Miami.

Så er jeg endelig kommet mig over min tur til Miami som startede torsdag. Jeg mødte Michelle inde på Penn station(NYC) om eftermiddagen og vi tog sammen bussen ud til JFK. Vi landede i Miami kl. 22 og tog direkte hen til ham vi skulle bo hos i South Beach.
 Da vi jo ikke tjener de vilde penge som au pairs og egentlig gerne vil møde amerikanere og ikke turister havde vi besluttet at couchsurfe på den her ferie. Et koncept der går ud på at man kan crashe hos folk rundt omkring i verden gratis, og lære af hinandens kulturere, normer og værdier. Så første aften boede vi hos Philip, i daglig omtale Don Juan, og hans kæreste. Selvfølgelig i penthousen på et fantasisk flot hotel! Da vi bankede på døren åbner en tynd pige med langt blond hår og flotte slangekrøller døren, kun iført en meget lille kjole, som vi istarten troede var lingeri men nææ nej. Alt for sød og venlig lukker hun os ind og viser hvor vi skal sove og ud kommer Don Juan som har alt andet end Don Juan looket. Han er små tyk, ucharmerede, har skæve øjne, er små gammel og i det hele taget ikke særlig heldig. Men flink var han dog! Vi gør os klar til at gå i byen og senere på aften kommer der et andet par, lige så majet ud som Philip og hans kæreste. Der bliver åbnet champagneflasker og så er V.I.P festen ellers igang.
 Vi synes det var ret fedt at være der lige indtil de tre fyre der er i lejligheden begynder at tage stoffer. De tager lige nogle piller hver og snakkede højt og åbent omkring det, som om det var det mest naturlige og normale i hele verden. Jeg går selvfølgelig fuldstændig i baglås og er nærmest parat til at pakke mine ting igen og finde et andet sted at bo. Men Michelle er fra Strandhuse i Kolding og der er det åbenbart normalt nok, eller også er hun bare knap så snerbet som jeg er. Who knows. Men vi blev og vi gik ned på klubben der tilhørte hotellet og var pænt fancy. Har aldrig set så mange smukke, tynde, rige og fabulous mennesker samlet på et sted. Holy moly ! Det kan godt være jeg er vant til at få en god portion opmærksomhed i NYC’s natteliv, men skal lige love for at jeg på trods af mine tårnhøje stiletter der gjorde mig 2 meter høj, kunne jeg lige så godt have været usynlig. Og havde det faktisk helt okay med det! Nogle gange ved man bare når man er på et niveau hvor man slet slet ikke hører hjemme.
Når det så er sagt så skal det lige siges at jeg da har dobbelt så meget personlighed som dem allesammen til sammen. Don juan’s kæreste og hendes veninder sad på sofaen ved det private bord ”vi” selvfølgelig havde med et glas champagne og foretrak ikke en mine, smukke så de ud, men skyd mig hvis jeg nogensinde finder en rig mand og bare bliver hans smukke nikkedukke!
Hver gang der var fyre der prøvede lykken og ville i kontakt med pigerne var Don juan’s bodyguard der lige med det samme og viftede dem væk. Ja i læste rigtigt, bodyguard! Han stod ved bordet og vogtede hele natten, fulgte Don juan og hans venner på toilettet og ligeså med pigerne. Michelle og jeg måtte selv skubbe os vej gennem den over cravded natklub for at komme på toilettet, men vi fik dog lov til at nyde godt af den private bartender der stod ved bordet hele natten og servede Möet champagne for os. Det var så VIP, i tror det er løgn! Vi skyndte os selvfølgelig at google ham for vi anede ikke hvem han var, og så viser det sig selvfølgelig at han er en eller anden rig/heldig pokerspiller og direktør for et eller anden firma. Pokerspiller my ass! Jeg er færdige med pokerspillere, det troede jeg alle havde forstået!

Selvom det var vildt sjovt at prøve at være V.I.P. for en aften så er jeg glad for vi kun gjorde det den ene nat. Jeg har trods alt stadig begge mine ben solidt plantet i jorden og de der mennesker siger mig ærlig talt ikke en skid!

Et godt tip: Drik dig aldrig fuld i champagne! Vi vågnede op med vilde tømmermænd fredag morgen og gik ned til Bea’s hostel. Det var selvfølgelig vildt fedt men også ret surrealistisk, at se hende herovre efter så lang tid.
Vi gik stort set hele south beach rundt og så satte vi Bea af igen. Michelle og jeg tog så tilbage til luksushotellet og hentede vores ting og flyttede ned hos en anden couchsurfer. Don Juan kunne desværre kun have os en overnatning, men det havde vi det helt fint med, vi ville aldrig have holdt til sådan nogle vilde aftener hver aften. Men den anden couchhost hed Harry og boede mere downtown south beach og tættere på butikker og på Bea så det passede os fint. Det var dog en ektrem nedgradering i luksusen, men stadig et gratis sted at bo og han virkede super flink. Om aften tog vi i biffen og så Skyfall. Bliver altid skuffet over at James Bond ikke ser bedre ud end han gør! Næste James Bond movie stemmer jeg for at Ryan Gosling spiller, SE DET ville få seerer, det er jeg sikker på!

Lørdag skulle vi på tur til Everglades.

Everglades facts: Everglades National Park er USA’s største subtropiske ødemark – en imponerende kæmpe af frodige vækster og rigt dyreliv. Her findes sjældne og truede dyrearter såsom Florida-panteren, den vestindiske søko og den amerikanske krokodille - selv om det nok er alligatoren, de fleste forbinder med Everglades. Områdets enestående natur har medført en plads på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.En stor del af Everglades er vand, der dermed også er en naturlig transportvej. Man kan for eksempel komme rundt i båd, kajak eller kano. De forskellige områder i Everglades har deres egne unikke kendetegn og miljøer at udforske. Everglades National Park ligger i den sydlige del af staten Florida og dækker mere end 6.500 km2.
Google <3
Vi blev transporteret rundt i Airboat og det var mega fedt! Vi så vildt mange alligatorer og uheldigvis så vi også et par slanger. Michelle er lige så bange for slanger som jeg er, og vi havde selvfølgelig kørt stemningen helt op på vej i bussen, men inden vi satte os i båden fik jeg, synes jeg selv, beroliget os lidt med kommentaren: ” Vi ser jo ingen slanger ude i naturen, de er lige så bange for os som vi er for dem”. No shit de er ej! Vi havde ikke været derude mere end 15 min da han stopper båden og lige ud for mig og Michelles ligger den største vandslange, oh my god. Jeg troede helt alvorligt jeg skulle dø, mit hjerte sad oppe i halsen, jeg svedte og var bare skræmt fra vid og sans. Sad nærmest på skødet af manden ved siden af mig, som så viste sig at være dansker, eller han var fra Jylland, hvilket jeg fandt ud af da han grinende sagde: ”Tak for den ekstra underholdning piger”. Jamen selv tak da, mit liv i en nøddeskal.  Lige pludselig hører jeg bare lyden af siv der bevæger sig og noget der lander i vandet, reagerede selvfølgelig ved at skrige da jeg stærkt regnede med at slangen var hoppet frem og ind i båden eller når jeg åbnede øjene lå den foran mig. Men den hoppede altså bare i vandet og vi kørte videre, med en tør kommentar fra vores guide: ”Amaxing snake, but I’m so glad that no one was bitten cause that is one of the most toxic snakes out here”. Super!! 
Da vi kom tilbage på land skulle vi ind og se et eller andet latterligt show med en eller anden der skulle wrestle med en alligator, det er bare slet ikke mig at glo på sådan noget. Får for det første mega ondt af dyret og bliver vildt hurtigt irriteret på folk som ham, der selv synes han er vildt sjov og kommer med latterlige jokes hele tiden. Idiot, ja jeg heppede på alligatoren i den wrestlings kamp det er helt sikkert. Men vi fik også set en skorpion og en lille baby alligator. Senere havde vi mulighed for at holde en lille alligator men var ikke helt sikker på at jeg turde gøre det og så passerede min chance. Fortryder det lidt nu, ville gerne have haft sådan et sejt billede af mig med en alligator. Selvom det sikkert med mit held ville blive et billede af mig der lukker øjnene, skriger og taber den stakkels hjælpeløse alligator på gulvet mens guiden ved siden af mig står med et chokeret/vredt ansigtsudtryk. Så måske det var heldigt nok jeg ikke prøvede lykken.
Fik da også lidt action i mit liv senere da Michelle og jeg sad og spiste chips på en bænk. Jeg sad og snakkede og snakkede, som jeg jo gør, så havde bestemt ikke tid til at spise den chips jeg holdte i hånden, til stor irritation for en fugl der besluttede at gøre noget ved sagen og fløj direkte ind i mig og min hånd og snuppede chipsen. Blev så forskrækket og fløj op med et kæmpe skrig, til stor underholdning for folk omkring os. Der var endda en der stillede sig op og tog et billede af mig. Hun var helt sikkert tysker! Hvad fanden, det var jo ret sjovt. Og satte stor pris på at jeg ”kun” var så uheldig den dag at det var en fugl og ikke en alligator eller en giftig slange. Det er de små ting i livet der tæller right?!
Men det var så også drama nok for den dag og vi tog hjem og mødtes med Bea og tog ud og spiste middag.
Søndag vågnede vi da Harry larmende kom ud i stuen med kommentaren. ” You are going home today right?” Øhm nej, vi skal først hjem i morgen, det var han ikke helt tilfreds med kunne man tydeligt se. Og han blev sur fordi vi var kommet til at skubbe en af hans sofapuder ned mens vi sov. snerbet.
Vi skulle på bus og båd tur søndag, ud og se alle turisttingene i Miami og så rundt i båd og se alle de kendtes mainsons. Det var vildt fedt! Nu ved jeg hvor jeg skal bo når Johnny Depp eller Christian Bale opdager at jeg lever! Åhh hvornår kommer den dag?
Vi besluttede os så for at skrive til Harry og sige at vi flyttede vores ting og så tog vi ned på et hostel. Han svarede aldrig tilbage på min sms. Han må have været godt irriteret på os. Det var måske heller ikke den bedste beslutning at couchsurfe lige på den her tur fordi jeg jo primært var kommet derned for at se Bea og så havde jeg altså bare ikke tid til at udveksle kulturer eller blive venner med ham. Det forklarede jeg da også i sms’en men sådan er det jo, vi gad i hvert fald ikke føle os til besvær så vi flyttede ned på et hostel og boede på værelse med 8 andre piger vi aldrig havde mødt før. Så kan man snakke om en seriøs nedgradering igen. Og mit skandinaviske, sentitive jeg har det bare ikke godt med at være omkring så mange nye mennesker og da slet ikke, dele badeværelse og sove sammen med dem. Puha, bare kald mig snobbet men det gør jeg altså ikke igen. Backpaker bliver jeg sgu aldrig.
Søndag aften tog vi igen ned til Bea’s hostel og mødte hende og alle hendes højskolevenner. Vi sad og snakkede med hende og nogle fyre, gud hvor har jeg savnet danske drenge og deres charme. Danske drenge er faktisk dejlige. Man skal bare lidt væk fra dem før man kan se det tror jeg. Og det er jo så også rigtig heldigt at jeg finder ud af det nu når jeg stadig har 8 måneder tilbage herovre. Typisk.
Mandag brugte vi dagen på at shoppe lidt og ellers bare gå rundt og vente på, at vi skulle hjem. Vores fly lettede kl. 21.30 og fik os til JFK kl. 12.30, hvilket gjorde at vi ikke kunne nå til Penn station på Manhatten før morgentoget kl. 5.14. Dejligt at være vågen hele natten når man ved man skal være klar til at underholde en baby kl. 11 samme formiddag. Penn station er også et virkelig dejligt sted at være så sent, der var dejligt mange på stoffer. Kunne tydeligt høre en kvinde sniffe på toiletttet ved siden af mig og da jeg kommer ud begynder hun, at råbe af mig og sige at hun ikke vil være min ven. Jamen det er helt fint med mig! Det skal du slet ikke tænke på, dit sindsyge kvindemenneske.
 Efter 1,5 time i toget og 30 min i en taxa nåede jeg endelig hjem kl. 7 om morgen, fik lige et par timers søvn og så ellers op og spille frisk og overskudsagtig. Men det var det hele værd efter sådan en fed tur til Miami.
Michelle og jeg fungerede rigtig godt sammen, selvom det selvfølgelig er lidt mærkeligt at tage på ferie med en man for første gang mødte og tilbragte en uge sammen med for 4 måneder siden. Men vi havde det vildt sjovt, Michelle kan komme med de tøreste kommentarer som f.eks. om fredagen da vi lige havde mødt Bea og var på vej hjem alene: ” Nå så din søster har fået alt intelligensen?” Sagt uden at foretrækken en mine på trods af mit noget overraskede og mundlamme udtryk. Fik så rodet mig ud i en lang forklar om at jeg snakker mere end Bea og derfor er procentdelen af lort jeg lukker ud større, men kun fordi jeg snakker mere. Eller noget i den stil, hvad fanden. Matematik er ikke lige mig.
Og så må jeg jo nok også her til sidst hellere indrømme, at jeg er blevet lidt egocentreret og min selvtillid er vokset en del. Nu sidder der sikkert nogle og tænker kunne det blive værre end da hun tog hjemmefra, og ja det kunne det godt! Men det var især slemt i Miami, fordi Michelle er sådan, sorry Michelle men du er one bitch with an attitude! And I love it!

Den ene snakker mere end den anden, og det er altid os selv vi snakker om. Det fik Michelle da også lige kommenteret på da vi går på gaden og hun en dag stopper mig med en iskold stemme: ” Gider du godt holde kæft og lade vær med at snakke om dig selv hele tiden!” Hvorefter hun lynhurtigt drejer samtalen hen på sig selv. Jeg var helt færdig af grin. Det er meget forfriskende at blive sat på plads på en sjov måde og uden at blive uvenner. Tror aldrig der er nogle der har sat mig så meget på plads på så få dage, uden at jeg blev sur og fornærmet. Og nogle gange var det da også positive ting der kom ud af Michelle som da hun sagde: "gider du pakke din attitude sammen, og være opmærksom på dem der glor på dig". Tror det var den støreste kompliment jeg fik på turen. Men okay indrømmet, har ikke været den skarpeste kniv i skuffen for tiden. Min stedsans var f.eks. ikke eksisterende og hun vidste faktisk ikke om hun skulle grine eller græde over det.
Men Michelle, som jeg sagde første dag: ”su casa mi casa”. Og okay også omvendt! ;) Tak for en tur med divanykker, bitchede bemærkninger, surrealistiske oplevelser, fantastiske minder, god humør og mavekramper af grin.
Vil fremover prøve at snakke mindre, om mig selv altså. Droppe lidt af divanykkerne og lyde lidt mere inteligent når jeg snakker. Der er f.eks. ingen grund til at fortælle halvdelen af Bea’s skole at jeg ikke kunne bøje ordet tå. Det for dumt! 
 

 
 

 

 

onsdag den 7. november 2012

Sandy spøger stadig...


Så har jeg været ude på min første trick og treat. Og det er sgu egentlig ikke så sjovt som jeg havde troet. Nu var det jo sådan set heller ikke mig der gjorde det, men ungerne. Jeg fulgte bare med så det voksne tynde øl. Det eneste sjove var en af AJ’s venner der var klædt ud som Mario og var gigantisk. Ved godt man altid bliver liiidt overrakset når man ser mennesker klædt ud som mario, for han plejer jo at være så lille inde i den Nintendo. Men det her var som om Mario havde spist Hulk. Og så var han lige så gammel som AJ. Ej men jeg kan slet ikke finde de rigtige ord der beskriver hvor amerikansk ham og hans familie var, den ene federe end den anden. Og Mario var selvfølgelig den første henne ved hvert hus for at tigge om slik, fuldstændig vild, blodig og ustyrlig. Forældrene måtte halvt løbe efter ham og prøve at ruske lidt fornuft i ham, men den er da røget for 20 kilo og 400 chokoladebarer siden! Da vi var færdige tog jeg pænt ”mit” noget så velopdragne barn, der pænt havde holdt i hånd hele vejen og sagt tak til alle dem der åbnede døren med hjem mens den fede familie på 3 prustende og stønnede prøvede at få lokket Mario med hjem i minivan’en ved at kaste et stykke slik ind og lukke efter ham. Lidt lige som man transporterer vilde dyr i Zoo.  

Torsdag i sidste uge åbnede vi huset for Aj’s bedste ven Sydney, hendes lillebror, mor og far, da de stadig ikke havde noget strøm derhjemme og herovre er det åbenbart normalt at have folk man ikke rigtig kender til at crashe hvis de er i nød. Det var en noget speciel og hektisk dag, jeg var hjemme med AJ, Sydney, hendes lillebror Nathaniel, Keith og naboens to unger, Jake og Abby. Nå jo og Sydney’s far, Peter, man lagde bare næsten ikke mærke til at han var der.
Ved middag’s tid ringede Shana og spurgte om jeg ikke lige kunne lave frokost til dem allesammen. Jeg havde åbenbart ikke nok i at bære rundt på en smældfed baby der har stranger anxiety og begyndte at græde hver gang jeg satte ham ned, 5 andre børn som råbte og skreg og løb rundt og en far der, når ja. SAD PÅ FACEBOOK HELE DAGEN!! Jeg kan godt fortælle jer, at da jeg havde fri den aften kl. 9, var jeg helt færdig. Men havde formået at lave stor frokost til alle unger + dad, holde alle i live (inkl. Mig selv) og huset var ikke brændt ned.
Mine husmoder egenskaber overvælder også mig nogengange!  

Ellers har jeg bare haft en rigtig hyggelig og dejlig weekend med Ida. Fredag tog vi ud og drak en sen kop Chai latte, som jeg nu drikker i store mængder i stedet for at spise slik da jeg jo er i rehab. Which by the way går ganske udemærket, den første uge var ret hård, følte alle snakkede om slik og kage hele tiden og jeg så det alle steder, men det er jo USA så det er nok ikke halluciationer. Har hørt jeg bare skal overleve de første 21 dage så det prøver jeg, men det er rimelig dårlig timet med Thanksgiving og jul coming up, men hvad fanden. De er der jo også næste år!

Nå men lørdag hentede Ida mig og så tog vi ned og tog vores første kørekortstest, som vi begge dumpede. Det var virkelig flot. Men okay, vi havde ikke læst på det overhovedet og vi var egentlig også forberedte på det, vi ville bare lige derned og se hvordan det foregik og hvor svært det var. Og så er det gratis, så som om jeg gider læse på det! Jeg tager bare derned hver dag og prøver lykken. En eller anden dag må jeg da være heldig nok og bestå. Der er 18 spørgsmål og man må have 3 forkerte. Nogle af spørgsmålene var bare direkte latterlige. ”hvilken effekt har det på dine køreevner hvis du blander medicin og alkohol?” Der sidder jeg jo så med tusind spørgsmål, hvad for noget medicin, hvor meget af det, hvor meget alkohol, jamen man må jo slet ikke drink and drive, og bla bla bla. Men kan så fortælle jer, at det i følge min test ikke har nogen effekt på dine køreegenskaber, at blande medicin og alkohol men at der i paraentes var skrevet (it’s illegal to drink and drive!) FLOT!
Det første rasmus modsat her gjorde var da bare at køre ind på det første apotek, tyre den størte sovepille ned med en halv flaske vodka og sætte mig ind i bilen og køre til jeg blev stoppet. Ja så skal de fandme ikke komme her og fortælle mig at det ikke har nogen effekt. Amatører hele bundet.
(Note til mor og andre naive familiemedlemmer: det var bare en joke, så stor var pillen ikke og det var vin, ikke vodka)

Efter vores fiasko tog vi til Barnes and Nobles, drak Chai latte og lavede lektier. Pisse hyggeligt. Bagefter tog vi ud og spiste en kæmpe salat, jeg er så god! Og så tog vi i fitness og på vejen hjem købte vi ”øl” som de kalder det herovre, som er cidere derhjemme og tog hjem til mig og så The hunger games på storskærmen og drak os små fulde. Perfekt lørdag.  

Søndag havde jeg mine sædvanlige dejlige skypedates ellers trænede jeg og om aften havde Ida’s familie inviteret mig til middag. De er halvt italienere så der var overdådigt meget god mad og de snakkede mig halvt ihjel. Men hyggeligt, det var det!
 

Ellers så har der jo været valg, eller det er der i princippet stadig. Det er meget sejt at være herovre mens det sker. Men sååå meget har jeg heller ikke fuldt med, har været ret overbevist om at Obama ville vinde hele tiden, har troen på at den støreste procentdel af amerikanerne har noget mellem ørerne. Bare kald mig naiv. Men vi er alle glade for at han vandt! Go Obama! 

De siger at det skulle blive uvejr igen i dag og der skulle komme en masse sne, det er jeg altså bare SLET ikke forberedt på! Men så er det jo godt jeg tager en smut tur til Miami og 25 grader i morgen.
Kan i have det godt!
 
Lot Of Love
 
Jeres Annabel