tirsdag den 30. oktober 2012

Life isn’t about waiting for the storm to pass… it’s about learning to dance in the rain.


Så er jeg tilbage på nettet efter 1,5 dag  tilbage til middelalderen uden strøm og varme. Fantastisk oplevelse, det der Armish survivor thing er lige mig, NOT! Seriously synes det var mega spændende weekenden op til orkanen, fordi alle folk bare freaked helt ud og jeg tog det rimelig roligt. Altså orkaner har vi jo ligesom også i Danmark, og den sidste ”orkan” derhjemme var jeg ude og ride i så seriøst bring et on Sandy! Men jeg blev klogere kan man vist roligt sige. Det begyndte så småt at gå op for mig dagen inden hun skulle ramme, altså søndag, da Shana fortalte at den sidste orkan Irene oversvømmede hele kælderen og efterlod dem uden strøm i 5 dage.

Men hele mandagen gik vi alle sammen bare her hjemme og ventede på det helt store uvejr og det kom ligesom bare ikke rigtigt, vi var faktisk næsten alle sammen lidt skuffet over at vi nu havde knoklet rundt hele weekenden for at forsyne os og så var det sådan en tam storm. Men kl. 8 om aften, tog hun altså til and showed us all wrong. Kl. 8 sharp gik strømmen og lige i sekundet det gik var jeg lige ved at bryde sammen! Jeg ejer ikke en eneste spejderknogle i min krop og camping, fryse og være indespærret i flere dage uden internet, fjernsyn og varmt vand det er simpelthen bare ikke noget for mit snobbede og oven i det hele også syge jeg. Men formåede at holde hovedet koldt, hvordan forstår jeg dog stadig ikke. Vi smed ungerne i seng og jeg sov inde hos babyen da det var det eneste rum vi kunne opvarme med den ene rumvarmer vi har. Han vågnede flere gange og græd så kl. 3 besluttede Shana og John at rykke mig og AJ ind på AJ’s værelse og så fik jeg da sovet nogenlunde godt på trods af sygdom og hele huset der knirkede og knagede under stormen. Kl. 4 vågnede jeg og der var alting helt roligt udenfor og da jeg stod op om morgen var der næsten alt for stille udenfor. Det samme skete fredagen inden, hele dagen var der ikke en vind der rørte sig og det var næsten helt uhyggeligt stille. Så der findes åbenbart stilhed både før og efter stormen.

Det er ikke de store skader der er sket, noget af naboens tag er fløjet af men det er også det største lige her i området. NYC er jo rimelig ødelagt, og store dele af New Jersey. Så vi har været heldige. Og føler virkelig med folk der har haft det meget værre end os!
 
Spurgte Shana hvad de gør med folk de evakuerer og så kiggede hun bare totalt åndsvagt på mig og sagde: ” Annabel, this is the United States, we don’t do a shit. They kick people out and that’s it. We don’t give them a condo, buy them dinner and a drink, you are not in Denmark anymore sweety” Senere ringede en af hendes venner der bor på Manhatten og så fortalte hun ham hvad jeg havde spurgt om og de var helt færdige af grin. Han ville dog gerne giftes med mig og blive dansk statsborger, selvom han er bøsse, men han ville dog gøre op for det ved at give mig hans lejlighed på Manhatten. Det er sgu lige før det er et tilbud jeg ikke kan sige nej til! Har bare glemt, midt i alle de gode historier om alle de gode ting vi kan i Danmark, at fortælle om vores noget strenge men efter min mening, gode udlændingepolitik. Så får nok lidt svært ved bare at gifte ham ind i landet. Ellers så skal jeg gøre det lynhurtigt mens Pia K er fanget i NYC, dansk politik kan umuligt gkre ordentligt rundt med Helle T ved roret og Pia på et andet kontinent! ;)
 

Projekt Keith-skal-sove-i-sin-seng er droppet. Den døde på anden dagen hvor det viste sig at jeg desværre hverken har ryggen, tålmodigheden eller temperament til at vugge ham i søvn i mine arme i 30 min á 6 omgange. Det er bare ikke muligt for mig! Så har opgivet. Håber jeg bliver lidt mere consistent når jeg selv før børn.

Har trodset min tonedøvhed og mangel på rytmik valgt at starte til salsa. Ja ja ja tænkte at der måtte være en grund til at jeg har fået en ekstra bred bagdel med god fylde, og det viser sig så at der er, for er i gale jeg var god! Puha altså, fik så meget ros.
Jeg hev Ida med op på skolen, så vidste jeg da at der ville være en der var lige så dårlig som jeg selv. Vi ankom og der var kun gamle mennesker, seriøst gennemsnitsalderen var 65 år, jeg var parat til at vende om igen og droppe det. Men er glad for jeg blev og selvom jeg brugte første halve time på at få styr på mit grineflip og på hvor ydmygende jeg følte det var så endte det hele godt. Ida og jeg havde aftalt at vi bare ville danse sammen, da vi jo er skandinviere og bestemt ikke bryder os om folk der kommer for tæt på os. Men det endte med at jeg blev tvunget ud i at danse med danselærerens mand og Ida dansede med hendes søn, som var 40 +. Det var lidt en underlig løsning, men fungerede vildt godt da vi begge kunne få lov til at danse som kvinde, hvilket jeg aldrig fik lov til i skolen fordi jeg er høj!!! Mega unfair. Og så kunne de jo danse i forvejen så det hele handlede bare om mig og det passer mig jo altid ganske fint.
 
Alt ting er blevet meget mere hyggeligt herhjemme, vi griner meget mere og jeg har mere overskud til at lære fra mig f.eks. synger jeg danske sange med AJ og lære ham søde fraser som: ”Det er hyggeligt”. Fandt dog ud af at jeg ikke er helt skarp i de danske børnesange så halvdelen af det var selvopfundet og improviseret, men hvad fanden, de fatter jo alligevel ikke noget. Og SÅ inspirerende var Mester Jakob the original jo heller ikke!
Selvom Shana stadig har et stort temperament så føler jeg ikke at det går ud over mig, måske fordi hun har ændret attitude eller fordi jeg har lært at tackle det på en bedre måde. Nu fortæller hun mig rent faktisk når hun er rasende og så kan vi bitche lidt sammen over det, det er vel også en form for fællesskab.

Som jeg jo har blæret mig lidt med på facebook så har jeg jo tabt 4 kilo, eller havde. For nu har jeg taget dem alle sammen på plus 1 kg. Great! Mit liv i en nøddeskal. To skridt frem 3 tilbage.
Så nu kan det være nok, har taget skeen i den anden hånd og gået på sukkerrehab. Ida spiser slet ikke slik, kage eller rigtig noget med sukker i, fordi hun hele sin barndom spiste så meget at hun havde store problemer med sine tænder og så besluttede hun en dag at lade helt vær med at spise det. Så nu bliver hun min metor, mens jeg detoxer min krop for sukker. Det der spiseforstyrendelignede fasesystem jeg havde gang i hvor jeg æder en hel dag og så bruger jeg 3 dage på at sulte mig selv og træne mig halvt ihjel, det er slut. Det holder bare ikke! De første to dage på rehab er allerede gået og det har været hårdt, har tit haft lyst til at gå ud i skabet og kigge men har ikke gjort det! Det har dog gjort det nemmere at alle har været herhjemme, det bliver straks sværere når jeg er alene hjemme med babyen, for let's face it. SÅ spændende er det sgu ikke at kigge på en baby en hel dag.

 Hmm hvad er der ellers sket i weekenden, har arbejdet hele weekenden føler jeg, for John har været på foretningsrejse og Shana var helt ude af den over orkanadvarslerne så hun brugte det meste af weekenden på at opstøve en generator og handle forsyninger ind mens jeg blev hjemme med ungerne, det er også okay, det er jo trods alt ikke hver weekend der er orkan og jeg har sat stor pris på vi har haft den generator så der har været lidt strøm i huset og kælderen og mit værelse ikke er blevet oversvømmet. Noget for noget.

Lørdag tilbragte jeg dog dagen i NYC, Nønne min gymnasieveninde var herovre med sin højskole. Det var rigtig hyggeligt, at se en hjemme fra men også rigtig mærkeligt da det sådan for alvor er første gang at jeg bliver direkte konfronteret med livet derhjemme. Og så kom der en fra mit liv derhjemme ind i mit nye liv og det var bare første gang at de kolliderede på den måde. Men det var vildt hyggeligt som sagt og rart at snakke dansk og få en masse god gossip hjemmefra. Så tak til Nønne for at bruge en af hendes dage i verdens fedeste by med mig!

Shana og ungerne kørte mig til togstationen og på vej i bilen snakkede AJ om at mig og Shana begge to bliver grandma’s når han får børn. Det synes jeg godt nok var sødt, og da jeg kom hjem den aften og puttede ham i sengen, hviskede han at jeg var den bedste babysitter han nogensinde har haft. Ikke fordi han har haft særlig mange, tror der har været en før mig som var der da han var baby, men det er jo tanken der tæller, især med børn.

Tror det var hvad jeg havde på hjertet. Jeg er lidt smadret efter orkaner og jeg ved ikke hvad. Jeg får sørme en på opleveren må man sige. Selvom jeg troede det var mit liv der skulle ske en helt masse med, men det virker som om livet derhjemme også går videre, folk jeg kender får kærester, slår op, får børn, flytter sammen, flytter ud, så on. Og når folk spørger hvad der sker her, tjaa ikke så meget livet går ligesom bare fremad herovre. Jeg glæder mig til januar når jeg har været her i 6 måneder, ikke fordi jeg vil hjem men det er altså rigtig svært at føle at ens ”rigtige” liv derhjemme er sat på pause og bare venter på man kommer hjem. Og jeg ved at når de første 6 måneder er gået så kommer de næste til at flyve afsted. Og det skal jo ikke være nogen hemmelighed at selvom jeg elsker USA og mit liv herovr, så savner jeg sørme en del mennesker derhjemme og Danmark er jo også skønt, og orkan frit! For det meste.
 
 
 
 

onsdag den 24. oktober 2012

Pina colada, Margaritas og Vodka/cranberry juice. Makes one nasty and embarrassing cocktail!


Så kom jeg igennem weekenden i NYC med Hani. Det var noget af en oplevelse kan man vist roligt sige. Fredag aften hang vi ud med Omar og hans gode ven David som er mega forelsket i Hani, vi tog på vores ”stamsted” Veranda hvor der var ret mange mennesker. Men vi havde det sjovt og blev der hele aften. Da vi skulle hjem tog de os op til Meatpackingdistrict som er et virkelig in og chik sted at være og der er mange fancy steder at spise, hænge ud, drikke, what ever. Vi kom in på en rigtig typisk og super nice Diner og spiste natmad. Som de selvfølgelig betalte! Bagefter tog vi hjem til David’s lejlighed som ligger lige overfor Empire state building, hvor vi crashede og vågende op til en ret fantastisk udsigt gennem de store panoramavinduer. Hele byen i højt solskinsvejr og med Empire state building stående lige foran os, ret fantastisk!
 

Lørdag dag chillede vi bare rundt i byen, har savnet følelsen man har når man går rundt i NYC. Senere på dagen tog vi hjem til Omar for at gøre klar til at tage ud igen, Omar skulle arbejde søndag så han blev hjemme. Vi gik først ud for at spise på en rigtig lækker mexicansk resturant og for første gang siden vi ankom betalte vi selv for vores drinks; det meste af aften.
 Det var så hyggeligt at få lidt kvalitetstid med Hani igen.
 
Senere tog vi ned til en virkelig hot natclub der hedder Greenhouse, fik et par drinks og så er resten af aften ellers ret sløret. Nu skriver jeg næsten helt ærligt hvordan aften forløb og så gider jeg på INGEN måde blive belært af familiemedlemmer i morgen når jeg åbner facebook. Comprendre?!
 Jeg fik helt sikkert alt for meget at drikke, har ikke drukket siden sidst jeg var i NYC og det er alligevel en måndestid siden, så burde nok have regnet ud at jeg ikke kunne tåle samme mængde eller tempo som jeg plejer at køre med. Men det opdagede jeg altså ikke før det var forsent. Lige pludselig slog det bare og så var der jo ikke rigtig nogle vej tilbage. Men ender i hvert fald med at komme væk fra Hani, finder så ud af dagen efter at hun også lige pludselig fik det lige som mig, men jeg tager en taxa og kommer uheldigvis til at brække mig i taxaen, men han opdager det utroligt nok ikke, heldigvis! Så kommer jeg hjem til Omar, kan ikke få låst døren op, altså seriøst TO låse og 4 nøgler? WHY? Så hamrer selvfølgelig bare på døren i ren desperation for at komme ind og sove, får endelig vækket hans roomie som, med et noget stramt ansigt og hans turban halvt nede på kinden, kommer og lukker mig ind. Han HAR en turban, I’m not kidding. Nå men så brækker jeg mig vist nok ret meget på toilettet og kollapser derefter på sofaen og vågner rimelig flækket op søndag formiddag med mit gardarobenummer klistret til panden, bræk på min trøje og lugtede af polsk værtshus ud af munden. GREAT!
 Det væreste var dog mine moralske tømmermænd og at skulle rejse mig og se turbanmand i øjenene. Nå men for at gøre historien kort og skåne mig selv for at genopleve alle de pinlige detaljer, så var hverken turbanmand eller Omar glade og jeg kommer nok aldrig til at snakke med Omar igen. Hvilket jeg egentlig har det fint med, aften før havde jeg været helt ærlig og sagt at jeg var 19 år. Han havde selvfølgelig regnet med at jeg var mindst 21 år da han ligesom mødte mig på en club. Men nu er det jo ikke ligefrem min skyld at han ikke har spurgt om min alder noget før og jeg har jo faktisk aldrig løjet! Men det blev han selvfølgelig skide tøsefornærmet over og kaldte os små børn og sagde flere gange: ”Now it all makes sense”. Som om at Hani og jeg bare var de mest barnlige mennesker han nogensinde havde mødt. Ja undskyld mig, men han er 26, render rundt på clubs hver weekend, fører sig frem og har solbriller på efter solens nedgang. TABER! Siger jeg bare. Jeg orker simpelthen ikke at hænge ud med folk der skal rende rundt og opføre sig som om at de er bedre, klogere og smartere end mig og som behandler mig som et lille barn. Orker ikke at have mennesker i mit liv hvor jeg føler jeg skal forsvare min opførelse, affærd og personlighed.
Hverken Hani eller jeg ligner eller opfører os som nogle på 19 og jo selvfølgelig var det ikke skide smart at drikke sig for fuld, vække ham og brække sig men shit happens! Min hostmom blev for fuld og brækkede sig for et par weekender siden, så det har vist ikke noget med alder at gøre.

Så selvom jeg da ærligt indrømmer at en kæmpe del af mig skammer mig og hader at det er mig der klart fuckede up så må jeg simpelthen også bare tænke at de mennesker simpelthen er for up tight til mig og det kan jeg sgu ikke bruge til noget. Omar har endda været så barnlig at slette mig og Hani som venner på facebook. Meget 15 årig teenagepige agtigt. Det kan jeg ikke tage mig af. Der bor ca. 3.000.000 mennesker på Manhatten, skal sørme nok finde nogle andre venner der synes jeg er nice ligesom jeg er også selvom jeg kun har 19 år på bagen.

 Men ellers går det fint, er lige kommet ned på mit værelse igen efter AJ kaldte mig op, han ville ikke sove medmindre jeg lå med siden af ham. Det er jo lidt sødt! Jeg er begyndt at lære babyen at sove i sin kryppe eller hvad det hedder? I ved hans crib. Om dagen sover han nemlig i en bouncy chair og det fungerer simpelthen ikke at man først skal gå rundt og vugge ham i en halv time og så vugge stolen i yderligere 10 min bagefter. Så nu vugger jeg ham til han døser hen i mine arme og så lægger jeg ham i hans seng, han vågner med det samme og begynder at græde men jeg går ud og lukker døren og lader ham græde lidt. Hvis han bliver ved i længere tid går jeg så ind og nuser ham på ryggen, lægger ham ned igen og går ud igen og sådan kan det så blive ved i en time indtil han besvimer af træthed. Det tærer virkelig på min tålmodighed! Men han skal nok lære det en dag og når han har lært det bliver det så meget nemmere at lægge ham til at sove. Det er også rigtig fedt at få lidt mere ansvar, har det godt med at det er noget jeg skal lære ham og når det forhåbentlig ender godt så er det noget jeg kan tage æren for. Det er fedt!
 

Ellers ikke så meget nyt herfra. Tiden går og snart skal jeg til Miami og Iowa og så kommer min mor og Henrik i december og så er det et nyt år og puf så er jeg hjemme igen. Så prøver at nyde hver dag og ikke stresse for meget op over unødvendige ting.

 

 

tirsdag den 16. oktober 2012

Waste your money and you're only out of money, but waste your time and you've lost a part of your life.


Så er det mandag igen og det er nu præcis 3 måneder siden jeg forlod alle jer og mit kære Danmark. 3 måneder med, grin, gråd og skrig, prøvelser, op og ned ture, nye venskaber og ikke mindst en masse ubeskrivelige fede og gode oplevelser. Sidst jeg skrev havde jeg mildt sagt en rigtig nedtur og følte at det hele bare var noget være lort og havde allermest lyst til bare at pakke mine ting og smutte tilbage til mors trygge hjem og blive der. Men har fået hivet mig selv op og har haft en rigtig god uge. Har desværre haft problemer med at sove, hvilket nok også var en stor årsag til nedturen, humørsvingningerne og irritationen jeg følte sidst, så nu tager jeg hver aften beroligende/sovepiller og får sovet 9 timer hver nat og det har bare gjort alting så meget bedre. Ved godt at jeg selvfølgelig ikke skal blive afhænging af sovepiller, men min hverdag kan simpelthen ikke fungere uden søvn så nu må det være sådan her indtil jeg er helt oppe og køre igen. Men generalt har det været en langt bedre uge, John og Shana har haft mere overskud og vi har alle været mere glade, snakket og grint mere sammen. Tror også bare jeg selv må ændre attitude noglegange, jeg har jo selv en del humørsvingninger og et stort temperament, så når Shana har et af sine flips må jeg bare lade vær med at køre det over på mig selv. Det kan ikke være mit problem at hun er en større teenager end jeg selv er.  

Har været en del ude med Ida de her weekender jeg ikke har været i NYC, det er rigtig rart at have hende så tæt på mig og vi svinger virkelig godt sammen. Hun er lige så sarkastisk og ironisk som jeg er så det er rart at vi kan få lov til at være det sammen for amerikanere og alle andre nationaliteter her ovre forstår slet ikke vores humor. Hvilket jo uden tvivl er deres loss! I weekenden prøvede vi at være søde og hænge ud med en ny columbianer der lige er kommet til vores LCC gruppe, men altså det gik bare ikke super godt. Tror det er svært når vi nu har været vant til bare at være os to siden vi ankom og så lukke andre ind i vores lille klike. Og så er det generelt rigtig svært med folk fra columbia da de altså ikke er vildt gode til engelsk og jeg bliver SÅ irriteret når jeg ikke forstår hvad de siger eller de ikke forstår mig, og så er der bare en stor kultur forskel. Men følte mig som et godt menneske over at have taget godt imod hende og inviteret hende over. Det fede ved Ida er jo også at vi kan snakke om en masse ting hjemme fra og vi tit lærer hinanden ordene på henholdsvis svensk og dansk.


Fredag aften besøgte mig og Ida/Ida og jeg? Kan aldrig huske den regl. Et haunted house da det jo snart er Halloween og det går amerikanere jo temmelig meget op i. Sidste weekend hos Nanna, snakkede vi meget om de her haunted houses og Nanna er lige så skræmt som mig omkring sådan noget og vi svor begge at vi i hvert fald ALDRIG frivilligt ville bevæge os ind i et haunted house, men til min store overraskelse kommer jeg hjem dagen efter til en meget begejstreret Shana der har købt to billetter til mig og Ida til The haunted house. Så kunne jeg jo ligesom ikke rigtigt afvise hende og sige at det gad jeg i hvert fald ikke fordi jeg er en kæmpe stor kylling og fordi min storebror har skræmt mig fra vid og sans hele min opvækst. Så måtte bare bide i det sure æble og gøre det, det var jo også virkelig sødt af hende at købe billetter til os! Uden tvivl!

Nå men fredag aften hiver jeg så Ida med derop, vi får kørt hinanden godt op inden og Ida spiller ret cool omkring det og prøver egentlig mest af alt bare på at berolige mig og som vi begge siger: ” Der er børn, så hvor slemt kan det lige være?” Lidt ligesom den kommentar 10 årige Beatrice kom med i Disneyland da vi sad i piratbåden: ”Vi er jo ikke spændt fast så selvfølgelig sker der ikke nogle vilde ting” og sekundet efter ryger vi ned af en lang bakke til stor rædsel for både Bea og jeg.

Vi havde selvfølgelig VIP billetter, fordi vi er awesome, så vi gik lige ind foran den lange kø og blev hooket op med nogle andre VIP’s så vi i alt var en gruppe på 8. Jeg stod selvfølgelig og var helt vildt nervøs og hele gruppen stod og smågrinede af mig. Så lukkede de os endelig ind og vi kommer ind i det første rum hvor to skuespillerinder tager imod os, den ene mere skræmmende end den anden. De lukker døren bag os med et brag og så råber den ene bare:”ANNABEL”, blev noget chokket men så tænkte jeg, ej hvor sjovt der er en af skuespillerne der hedder Annabel, møder ellers aldrig nogle der hedder det bla bla bla. Men det går ligesom op for mig at det er MIG hun råber til da hun bliver ved og ved med at sige mit navn og bliver mere og mere vred og hele gruppen begynder at blive urolige og Ida kigger skræmt på mig. Måtte jo så med bævrende stemme og tårer i øjenene træde frem foran gruppe og erkende at jeg var Annabel. Fik heldigvis bare en lap papir i hånden og selvom jeg troede jeg var døden nær så klarede jeg mig igennem første rum. Og derfra blev det bare værre og værre. Skreg hele vejen igennem. Der var en i gruppen der havde været der før så hun vidste hvornår vi ville blive skræmt så det hjalp lidt at holde sig til hende, så var man i det mindste forberedt på det, indtil vi bliver ført udenfor og hun bare begynder at skrige og sige at hun ikke kan lide den her del det er alt for uhyggeligt og så begynder hun bare at løbe fremad. Jeg går selvfølgelig helt i panik og når lige at se at der er en stor hætteklædt mand med en le der løber efter os ud på en bro og idet vi vender os om for at løbe væk fra ham ser vi bare to klovne komme løbende imod os. Så var man ligesom fanget midt på en bro og det var som om de der to klovne bare havde udvalgt mig og Ida som ofre for deres tortur for de stod kune ovre ved os. Vi gemte vores hoveder i vores halstørklæder og stod ellers bare helt stille og skreg/græd/panikkede/blev ydmuget. De lader os så endelig gå videre et par meter uden at genere os og så vender de om og løber efter os igen. Den her gang formår vi så heldigvis at tage benene på nakken og flugte og vi kommer ud fra området hvor turen i the haunted house er slut så vi stopper naturligvis op og tænker, okay det overlevede vi da, indtil klovnene er lige bag os og vi må flugte igen. De jagter mig og Ida hele vejen over til køen hvor man kommer ind, hvor vi stopper op og indtager vores bedste skrigeposition og så besluttede de sig heldigvis grinede for at gå tilbage.
 
Nu har vi så besluttet at sagsøge dem for at skræmme os på et område hvor de ikke havde tilladelse til det OG for at ydmyge os foran alle de mennesker der stod i kø!
Måske er det sådan jeg bliver rig, who knows!?
Men udover at det kostede min stemme i et par dage og et par tårer så var det fedt nok at prøve det og det var rigtigt rigtigt flot lavet! Super overdrevet og kun som amerikanere ville lave det, men der var ingen tvivl om at der var lagt meget arbejde og sjæl i det og alle skuespillerne gjorde et fantastisk arbejde og ja det hele var super imponerende. Men det siger jeg sgu ikke noget om når jeg sagsøger dem!

 
Fredag aften besluttede Shana og John at sleeptraine babyen fordi han aldrig sover igennem om natten og de er stortset oppe hele natten, ja ved simpelthen ikke hvordan forældre gør det, jeg var helt smadret i flere dage efter jeg havde haft ungerne den ene nat. De gør det hver nat og går på arbejde fra kl. 9-6 dagen efter. Imponerende, og også forståeligt at der ikke altid lige er det store overskud til pjat og gøgl. Nå, men de er selvfølgelig selv trætte af at være trætte og ikke have mulighed for at sove så nu skulle der andre boller på suppen. Sleeptraining går simpelthen bare ud på at man ligger babyen til at sove i sin seng og så går man og kommer ikke derind igen før næste morgen. Så når babyen vågner op i løbet af natten og græder og man normalt ville gå ind og trøste så lader man babyen græde til han falder i søvn af sig selv og lærer at trøste sig selv og finde tilbage til søvnen. Jeg ved ikke helt hvad jeg synes om det, det lyder bare så barsk og ikke særlig rart at høre på et barn græde i længere tid af gangen, men man må sige det var effektivt, keith blev langt til at sove vågnede kort tid efter og så græd han i 15 min og så faldt han i søvn og sov hele natten. Shana og John sov på en luftmadras nede hos mig, eller det vil sige Shana sov ikke rigtig hun rendte op og ned af trapperne for at lytte efter ham og kunne slet ikke falde til ro. Men alle klarede natten og siden har Keith sovet igennem hver nat. Det er jo ret imponerende og ufatteligt dumt at vi ikke har gjort det noget før. Lørdag arbejdede jeg om morgen og om aften kom den columbianske pige, Annie, over og så film med mig og Ida.  
 

Ellers alt vel, næste weekend tager jeg tilbage til NYC, nu er det alligevel for længe siden jeg sidst var der.


Ps. I aftes til fransk blev jeg selvfølgelig sat sammen med Mr. Røvirriterende-tror-jeg-er-så-god-til-fransk! Skulle arbejde sammen med ham i 2,5 time. Var ved at dø! Synes altså normalt jeg er ret god til at tolere mennesker og det er da sjældent at jeg decideret hader folk, men okay når jeg så virkelig ikke kan lide folk så skal jeg da nok lige love for at jeg går all in. Og det lader jeg dem gerne vide!! Har måske lidt ondt af ham nu når jeg er kommet hjem og ser på min opførelse, men okay på den anden side kan han bare lade vær med at være så pisse irriterende. Sådan som han opfører sig så er jeg ret sikker på han har mødt andre mennesker der hader ham.

  

The best thing about the future is that it comes one day at a time.
-Abraham Lincoln

tirsdag den 9. oktober 2012

Fifty Shades of craziness

Bom bom bom så gik der lige en uge mere. Som tiden dog går. Ja undskyld jeg ikke har skrevet før men har altså haft travlt med min nye kæreste, Christians, sadistiske adfærd, mit nye arbejde hos SIP, vores nye lejlighed i Seattle og som de fleste af jer nok har regnet ud nu; travlt med at læse Fifty Shades of grey. Er helt solgt og komplet forelsket i histroien og karakterene. Puha har været i en helt anden verden de sidste 2 uger. Kan se mange lighedspunktet med Ana og mig selv, IKKE alle det sjofle ting, dem sparer jeg jer for. Men det er jo ikke ligefrem en bog man læser og tænker: Mit liv som single er FEDT! Nej man tænker mere, hvorfor HVORFOR har jeg ikke fundet den rige amerikanske mand i mit liv endnu. Arggg jeg er blevet utålmodig! Fylder altså 20 år til december, tik tak tik tak tiden går og jeg bliver hverken kønnere, tyndere eller sødere.

Nå men det er ikke det store der er sket siden sidst, hvilken også er en af grundene til at der ikke har været nogle grund til at lave et blogoplæg. Det har faktisk været helt rart, at prøve at leve et helt stille og roligt og ikke ydmygende eller pinligt liv. I sidste weekend var jeg ude og shoppe lidt i et stort outlet med Ida, men hun skulle til Atlantic city hele weekenden så jeg har været helt alene, udover min familie selvfølgelig. Tog ud og spiste en salat helt alene og følte mig super selvstændig og ”jeg-har-så-meget-styr-på-mit-liv-at-jeg-sagtens-kan-sidde-her-med-en-god-bog-uden-at-føle-mig-ensom-agtig”, det var ren Annabel kvalitid. Ellers har jeg fået trænet en masse, nå ja der skete lidt noget pinligt der. Der stod en fyr på løbebåndet pænt langt væk fra mig og smilede ret flirtende til mig, jeg blev selvfølgelig smigret og flirtede uhæmmet tilbage, okay løgn, kunne dårligt nok smile tilbage så genert blev jeg. Men fik da smilet og havde det der: ” I know what you thinking” blik på, da jeg vender mig om og ser en blondine med store bryster, kun i klædt en sportsbh og meget stramme tights. Fan-fucking-tastisk. Og ja hvorfor sidder jeg lidt med deja-vu følelse lige nu, nå jo det er fordi det er sket ALT for mange gange for mig. Burde virkelig kigge mig omkring før jeg overbeviser mig selv om at selvfølgelig er det da mig alle fyrene kigger på. Jesus Christ. Så stod man der og prøvede at lade som om man i virkeligheden smilede til ham den gamle krumrygget mand bag ham.

Ellers så går tiden jo bare med det der børnepassning, holder mere og mere af ungerne men kan sørme også godt mærke at jeg har haft med børn længe og arbejdet er ret ensformigt. Nyder dog at hente AJ fra skole, havde et følsomt øjeblik første gang jeg skulle hente ham og jeg stod der og ventede med en masse forældre og lige så snart AJ så mig kom han løbende, råbte mit navn og sprang ind i armene på mig. Blev utrolig rørt og kunne næsten ikke holde tårerne tilbage.

Den her weekend har jeg været ude og spise med Ida fredag, hjemme hos Nanna lørdag og blev og sov der til søndag og søndag aften tog jeg hjem til Ida og vi lavede mad sammen. Mødte en masse andre piger hjemme hos Nanna så det har været rart at komme ud og snakke lidt med nogle andre mennesker. Der er dog nogle af dem der skal hjem snart og nanna har også kun 5 måneder tilbage så det er lidt trist at tænke på og jeg får også lidt hjemve når jeg tænker på at jeg stadig har lang vej tilbage, men så hurtigt som tiden går lige nu så er jeg back in no time.
 
Har været helt ufatteligt irriteret på Shana og John i den her weekend. Lørdag var Shana i sit forfærdelige sure teenagehumør og smækkede med dørene og ignorerede alt og alle. Søndag orkede jeg næsten ikke at snakke med dem, men blev nødt til at spørge om nogle planmæssige ting da i dag, Mandag er Columbus dag. Dagen hvor Christopher Columbus opdagede Amerika, Thank the lord bla bla bla. AJ har fri fra skole og John har åbenbart fri fra arbejde så de mente da lige at jeg skulle tage mandag fri som en del af min ferie. Nu er det bare lige sådan at jeg råder over 10 fucking fridage på et helt år og gider fandme ikke bare sidde her hjemme på en fri dag og lave nada! De 10 dage skal bruges på min tur til Miami, en tur til Chicago og så fridage når jeg får besøg af min familie. Så NEJ i kan da lige love får at jeg ikke gider tage min fridag bare sådan lige. Jeg kan sagtens forstå det smarte fra deres side i at jeg holder ferie når de har ferie for så skal de ikke holde fri når jeg holder ferie, men helt seriøst jeg har 10 dage. Jeg synes fandme godt de kan unde mig at tage fri når det passer MIG også selvom de ikke har ferie der og så give mig fri når de har ferie så jeg får lidt ekstra ferie. Come on! Jeg synes jeg er rigtig fleksibel på rigtig mange punkter men den her med ferie går jeg sgu ikke på kompromis med! Desuden forstår jeg slet ikke hvorfor jeg skal bruge en fridag på det hvis John alligevel har fri så kan han vel forhelvede tage sig af sine unger selv?! Men nææ nej, da jeg sagde at jeg altså ikke ville bruge en fridag bare sådan lige så meddelte de bare koldt at jeg så måtte passe både AJ og baby hele dagen. Jamen fint fint.
 Nogle gange virker det som om jeg råder over så meget mere overskud end dem, kan simpelthen ikke forstå at de ikke kan have begge børn alene når jeg formår at gøre det. Det er da forhelvede deres børn og så meget som de arbejder burde de da sådan set bare sætte pris på den tid de har sammen med dem når de endelig har tid med dem. Men Shana bliver lynhurtigt irriteret på dem hvor jeg flere gange bare har tænkt: ” JA det er så det der jeg arbejder med hver dag og får 12,5 kr for i timen eller hvad fanden den lorte løn ligger på.” Jeg håber godt nok ikke at det er sådan for alle forældre. Jeg er udemærket godt klar over at jeg ikke har samme ansvar og når jeg har fri så har jeg fri og skal ikke tænke over at AJ har brokket sig over ondt i maven eller at babyen ikke spiser nok og alle de der ting, men stadig. Hvordan kan det være at hver mandag når jeg har fransk timer så dropper Shana at tage AJ i bad fordi det er for meget for hende at bade både babyen og AJ, men hver fredag aften har jeg begge unger til kl. 9 og bader, fodrer og gør klar til natten med begge børn plus den weekend hvor jeg havde dem hele dagen og hele natten.
Jeg vidste egentlig godt hjemme fra at jeg ville få svært med at vende mig til at forældrene ikke er særlig meget sammen med deres børn hereovre og det er jo også derfor at de har brug for mig, men synes godt nok det er noget af en tilvendig.

Selvom jeg har snakket meget om at alt det her børnepasning har gjort mig helt skruk, så har det sørme også sat tingene i perspektiv og jeg kan da lige love jer allesammen for at selvom mit indre ur tikker så kan jeg godt holde det hen indtil jeg har styr på mit liv, en mand der er lige så glad og engageret i børn som jeg og jeg har overskudet til at få børn og plads i mit liv til børn, ellers kan jeg simpelthen ikke se meningen med at få børn. Hvor er glæden i børn hvis man finder dem irriterende, efterlader dem alene hos au pairen 45 timer om ugen og egentlig ikke kan overskue dem når man endelig er sammen med dem? I don’t get it.  
 
Har været til lægen herovre for første gang og det kostede mig så 70$ for et helt almindeligt tjek som jeg skal bruge til mit amerikanske kørekort. Ej hvor følte jeg mig snydt. Ærgelige penge, tror jeg vil sætte rigtig stor pris på bare at gå direkte hjem efter jeg har været hos lægen derhjemme uden at betale en krone.  

Det er blevet efterår herovre og på alle huse er der pyntet til Halloween med fine små skilte hvor der står: ” Welcome fall”. Super grimt og amerikansk hvis jeg skal sige min mening. Og ærlig talt, welcome fall? Nej go away fall and welcome summer!!! Men efteråret er altså ikke lige som derhjemme, vi har stadig 20 grader og 98 % humid så når man går udenfor sveder man bare af at stå stille. Det er super dejligt! Det er først her de sidste par dage hvor det er blevet ”koldt”, tror den laveste temperatur vi har haft var 15 grader. Så det er stadig til at overleve.  

Fransk kurset går bedre, selvom jeg dog har virkelig svært ved at koncentrere mig i 2,5 time. Kan maks holde fokus på det samme i 30 min så resten af tiden sidder jeg bare tænker på alt muligt andet og kører rundt på stolen for at få lov til at bevæge mig lidt. Tror det irriterer min lærer lidt da jeg altid sidder på første række, ja ja der er kommet ander boller på suppen kan jeg godt fortælle jer. Tager endda mig selv i frivilligt at svare på spørgsmål. Egentlig er det mest fordi ham den gamle røv irriterende jeg-kan-så-godt-fransk-at-jeg-slet-ikke-burde-være-her-og-har-også-tillagt-mig-en-falsk-fransk-accent-så-i-ikke-er-i-tvivl mand presser mig ud i det. Han sidder altid lige bag mig så hans pisse irriterende sleske franske går lige ind i mit øre og skal virkelig tage mig sammen for ikke at vende mig om og lappe ham en, han afbryder altid læreren for at være den første til at svare, han skal altid lige overgå os andre ved at gøre hans sætninger ekstra lange og kompliceret selvom det ikke var det opgaven gik ud på og selv når Natalie, læren, i pausen smalltalker og spørger om et eller andet PÅ ENGELSK svarer han på fransk. Jesus Christ en stræber. Nå ja så skulle vi lave et stamtræ så vi kunne bruge vores nyerfaret familie gloser og hvem tror i havde lavet et overdrevet stort og farverigt stamtræ. Ej men get a life. I går gjorde han sig virkelig uvenner med mig da han stjal den sidste parkeringsplads lige foran snuden på mig og så kører han en Minicooper, den bil jeg har ønsket mig siden jeg var 14 kører idioten i. Men okay, hvilken mand med respekt for sig selv kører sådan en kvinde bil tænker jeg bare. Og så i blå, ad!
 Måtte holde min bil 1 km væk fra campus og kom så selvfølgelig forsent til timen hvor han bare sad der med sit klamme luskede smil. Der skulle meget selvbeherskelse til for ikke lige at give ham fingeren inden jeg satte mig på min plads. Men besluttede at være et større menneske end det og det første jeg gjorde var at skrive bitch på min notesblog, så kom jeg da lidt af med raseriet.
Har totalt lagt stilen om efter første gang jeg kom, har droppet de høje sko og armani skjorten og sidder nu med sneakers og hættetrøje med en don’t-piss-me-off attitude. Så går det hele lidt nemmere og man er jo også fra vestegnen.

Ellers har jeg ikke andiet på hjertet, er godt smadret i dag. Har haft problemer med at sove så det bliver ikke til meget søvn om natten og når jeg så tager en lur sammen med babyen i løbet af dagen så kan jeg jo slet ikke sove om natten.
Det er ret frustrerende.

Men tror alligevel lige jeg napper en lur nu.




 

tirsdag den 25. september 2012

JE, je, MA, ma, PELLE, pelle, Annabel.. Sleepovers and schoolstarts.

Så nåede jeg desværre ikke lige helt min sædvanlige mandags opdatering men det er nu også mest fordi der ikke er sket det helt store i weekenden.  Lørdag havde jeg ungerne hele dagen da John og Shana skulle til bryllup. Så kl. 10 smuttede de og så stod jeg ellers for underholdningen. Vi tog et par timer i parken og ellers legede AJ faktisk ovre hos naboen hele dagen, så det var ikke så slemt, ville bare nogle gange ønske at jeg også kunne smide babyen over til naboen.
Det var nu faktisk en rigtig hyggelig dag, der er bare en helt anden stemning når man ved man skal have dem helt alene natten over også. Man slapper ligesom mere af og stresser ikke over at vide at om lidt kan en af forældrene stå der og så vil man gerne se overskudsagtig ud med to glade børn der spiser broccoli og løser matematik opgaver mens huset er pletfrit og man selv prøver at ligne en der ikke har drukket 5 kopper kaffe for bare at kunne løfte øjenlågene, har modellervoks smurt ud i hele hovedet og grå hår af anstrengelse efter en hård dag.
Og så fik jeg også for en gangs skyld lov til at bade baby, intet er bedre end det når man har med en baby at gøre, nu skal alle der ikke har børn bare lukke øjene for i forstår det sikkert ikke, men ved at alle mødrene derude forstår følelsen og fornøjelsen i at bade et barn der smiler over hele ansigtet og smøre dem ind i creme og proppe dem i rent tøj. Det er det bedste kvarter på hele dagen og der elsker jeg simpelthen bare den lille unge, men men men det har man sørme hurtigt glemt når ungen vågner kl. 4.30, smiler over hele hovedet og synes at nu er det da tid til at stå op. Så er man ved at kradse øjene ud på sig selv og på babyen. Men hele dagen gik fint, ungerne lever stadig, det er jo et plus i hvert fald og da ungerne var lagt i seng nød jeg et lille glas vin og sad bare i det store stille hus helt for mig selv. Rar følelse, men kunne heller ikke lade vær med at føle mig lidt ensom, tog faktisk mig selv i at gå ind på AJ’s værelse for lige at vække ham og sige godnat en ekstra gang. Så kunne jeg ikke lade vær med at tænke på hvordan min mors liv har været. Alene med 4 børn. Wow. Tror ikke jeg før nu har kunnet sætte mig ind i den følelse hun må have haft hver gang vi alle var lagt i seng og hun sad der alene i stuen. Har altid været enormt stolt af min mor, også selvom jeg ikke altid har været god til at vise det, men har nok ikke rigtigt, tilfulde, forstået hvorfor jeg, udover at hun er min mor, var så stolt. Før nu. 4 børn er mange, men 4 børn alene, se det kræver sin kvinde! God gået mor!

Ellers er weekenden gået med skype, først med Jacq som er en trofast skypedate mindst hver anden weekend. Det er skønt! Så føler man ikke at man går glip af nær så meget derhjemme. Og så fik jeg også skypet med Micha, Bo og ungerne, det var tilgengæld rigtig hårdt. Måtte virkelig kæmpe for at holde tårerne tilbage hele tiden. Savner dem meget og tror det er endnu hårdere med ungerne fordi jeg bare føler at jeg går glip af så meget. Mathilde snakker på livet løs og jeg føler bare at det er et spørgsmål om tid før jeg glider ud af deres hukommelse, det gør jeg jo ikke hos voksne på samme måde. Synes generelt det er ret hårdt at konstant rende rundt med så mange ambivalente følelser, hver gang nogle spørger om jeg har lyst til at blive tænker jeg straks JA men så tænker man på gode gamle Danmark og alle de mennesker man elsker og savner derhjemme. Gid man kunne være flere steder på en gang!

Puha hvad er der ellers sket siden sidst, nå ja blev tilbudt et modeljob i Abercormbie and fitch, på plakaterne venner! Prøvede at skrive det så nonchalant som overhovedet muligt så i ikke kan forestille jer mit ansigt da jeg blev spurgt. Man skulle tro Taylor Lautner stod nøgen foran mig sådan som jeg havde julelys i øjene. Men drømmen blev hurtigt knust da jeg jo ikke må have andre jobs ifølge mit visum, men nu har jeg da for alvor boostet min selvtillid og fik da også et nummer så hvis alt glipper, ja man ved jo aldrig!
Var faktisk seriøst ved at overveje rematch her forleden, Shana er altså virkelig en hård negl nogle gange. Jeg kom hjem fra mit LCC møde og var kommet til at tale over mig til min CC, og fortalte om at jeg havde haft børnene hele dagen og natten, hvilket vi jo ikke må da vi kun må arbejde 10 timer om dagen. Men jeg er lidt for ærlig nogle gange, hvis i ikke har lagt mærke til det, og så snakker jeg jo også ret uhæmmet. Så det tænkte jeg altså ikke over, fik dog redet den ret godt ud med min CC synes jeg selv og skyndte mig hjem og fortalte Shana at jeg var kommet til at snakke over mig for ville da helst have at hun hørte det fra mig og ikke fra CC, for så ville hun da bare tro at det var fordi jeg ikke var okay med det. Hvilket jeg var. Så flipper hun helt ud i et teenageoprør, eller okay flipper ud er vel så meget sagt for hun snakkede simpelthen bare ikke til mig resten af aften og lige med et var hele stemingen i huset bare ødelagt. Jeg besluttede ret hurtigt at tage i fitness og da jeg kom hjem gik jeg ind af min egen indgang og så dem ikke mere den dag! Er pisse træt af kvinder! NU er det fandme tid til at stoppe det der PMSflip og humørsvingninger og jeg ved fandme ikke hvad. Det stopper NU gør det! I mit næste liv skal jeg være bøsse! Helt ærligt, det virker bare nemmere.
Nå, men frygtede så selvfølgelig hvordan det ville være at komme op om morgen, men havde besluttet mig for at jeg altså ikke gider rende rundt på listefødder fordi hun skal være så barnlig så kom bare trampende op (ej okay, det var ikke det jeg mente med listefødder, you know) og sagde godmorgen og ellers havde jeg intet at sige til hende før hun spurgte om noget. Det gjorde hun så også først en halv time efter da hun var på vej ud af døren ville hun gerne lige have hele historien om hvad der skete til mødet. Så sad jeg der med en advokat og følte lidt at jeg blev afhørt, men måtte jo bare fortælle og hun blødte da også op da hun hørte at det altså ikke var så slemt som først antaget! Og endte faktisk med at sige at hun jo bare ikke ville have at Cultural care tog mig fra dem fordi de ikke overholdte reglerne. Så lidt menneskelig kan jernlady også være, det er jo nice to know.

Tror bare jeg har været lidt over følsom omkring mine værtsforældre og hvordan de reagerer overfor mig da jeg konstant hører om au pairs i rematch og jeg vil virkelig ikke forlade min familie! Selvom jeg kan blive pisse irriteret på dem ,så er der ikke nogle tvivl om at de er et godt match for mig og for at være helt ærlig så ville jeg aldrig kunne klare at havne i rematch. tror det ville knække mig og jeg ville nok ende med at tage hjem i stedet for.
 Her forleden, som de fleste nok har set på facebook, havde jeg en diskussion med AJ omkring det board vi sætter på barnevognen som han kan stå på hvortil han svarer at i hans familie kalder de det et ”stand” og det skal jeg også gøre når nu jeg er en del af familien. Så bløder ens hjerte jo lidt, i et par sekunder i hvert fald.

Ellers har jeg været til min første fransk time i mandags. Ja ved slet ikke hvad jeg skal sige til det. Det var ikke lige som forventet. Vi var 7 mennesker. 2 au pairs fra min kontaktgruppe som er columbianere og har et specielt bånd og som snakker jævnt dårligt engelsk, et gift par som helt sikkert havde meldt sig fordi de var manglede erotisk og spænding i deres forhold og troede helt sikkert at lære fransk er løsningen, da de helt sikkert var for gamle til at få et lad-os-prøve-at-få-en-baby-og-se-om-det-får-gnisten-tilbage barn. Så var der en halvgammel røv irriterende mand, der virkelig troede at han havde helt tjek på det der franske sprog og pålagde sig en utrolig fake og selvopfunden accent og så mente han også at han var den perfekte gentlemand og fulgte mig ud på toilettet og åbnede døren for mig, utrolig akavet! Den sidste var en dame i slutningen af 40erne vil jeg skyde på, som helt klart havde fundet en eller anden ung fransktyr hun skulle imponere, hun sad der i sin pels poncho og følte sig noget så vigtig, hun lignede en der enten selv havde kassen eller lige var blevet skilt og havde scoret kassen fra sin eksmand. Og then there was me. En dansk au pair, der har haft fransk i 4 år og joinet et begynder kursus for at score lidt bonuspoint og styrke selvtillid. How pathetic! Sad der i min yndlings armani skjorte, høje støvler, grønne glimmer tush og havde som den eneste glemt at købe den bog vi skal arbejde med, flot! Der røg lige forestillingen om at jeg havde noget så godt styr på mit liv. Havde ellers ret travlt med at sidde der og dømme alle de andre og ville huske at minde mig selv om aldrig at blive sådan en halvgammel kvinde der ikke havde fået levet alle sine drømme ud endnu og derfor melder sig til et aftenkursus, men tror jeg endte med at være den der var mest til grin.
 Mistede helt selvtilliden da jeg i pausen gik på toilettet og så at jeg havde glimmertush smurt ud over hele min ellers perfekt lagte lipgloss, ja hvad kan man så lære af det! Medbring kuglepind, da du ikke er 8 år og lad vær med at tygge i dem da du stadig ikke er 8 år! Nå, men havde jo rigtig planlagt at jeg skulle rocke det der kursus da jeg jo ikke ligefrem er en begynder til fransk. Men fik alt andet end rocket det lorte kursus. Havde endda taget to betablokkere inden jeg mødte op fordi jeg havde kørt min præstationsangst helt op i det røde felt hele dagen. Latterligt. Det foregik altså sådan at vi på de 2,5 time lærte at sige vores navn og gentage alt hvad hun sagde. Hvis der er nogen form for undervisning jeg ikke kan døje så er det den der latterlige 3. klasses form hvor læreren siger noget og alle gentager i kor. For HVER gang jeg endelig tager mod til rent faktisk også at sige med så er det ligesom om alle andre holder kæft og min stemme bliver, kan i huske den scene i Harry Potter hvor en eller anden troldmand tager den der pind til struben og hans stemme bliver ufattelig høj?, ja sådan føler jeg min stemme bliver i det sekund. Så det er, vil jeg selv mene, forståeligt at jeg ikke altid lige orker at deltage i det der korråberi. Men men men det får mig jo ikke ligefrem til at virke som en særlig habil franskspeaker eller særlig imødekommende. Tværtimod fik jeg flere gange medlidenhedsblikket af lærer som om, Annabel det skal nok gå du skal ikke være bange. Øvelse gør mester. Bla bla bla. Så har nu valgt at jeg simpelthen ikke orker at deltage før jeg føler at de når op på mit niveau, sad bare og skrev på det her blogoplæg og grinede af alle de andre og havde virkelig ondt af den ellers utrolige søde lærer, som rent faktisk var fransk, der stod der med et hold på 7 retards, den ene mere umulig at lære fransk end den anden.

Ej tror måske jeg vil tage mig lidt sammen næste gang, hele pointen var jo at starte helt forfra med mit franske og det må man da sandelig sige at jeg har chancen for nu! Nu må vi se.
 
Ellers kan jeg jo altid gøre det om 20 år og være hende den gamle sure dansker der aldrig fik lært fransk selvom hun prøvede i adskillige år.
 
 
 
 
 
 
 
 

onsdag den 19. september 2012

Life goes on and so will I

At falde er ingen skam, men at blive liggende er.
Sidste uge var en hård uge for mig og følte mig godt nok ikke helt på toppen følelsemæssigt. Har endda taget mig selv i at kigge på flybillet, tur retur selvfølgelig!, for lige at komme hjem og sige hej. I guess. Men har indset, at det altså ikke gør tingene nemmere og at jeg ikke bare kan flygte fra tingene når jeg møder modstand.

Mine dage er heldigvis blevet meget nemmere da AJ jo er startet i skole. Min dag starter stadig kl. 9, så står op kl. 8.30 og smutter bare ovenpå og henter Keith. De kører selv AJ i skole kl. 8. Så er jeg sammen med babyen hele dagen som, hvis alt går som det skal, sover han fra kl. 10-12 og 2-3 og nogle gange igen omkring kl. 5-6. Så har jo heldigvis en del pauser til at træne, sove og spise i. Men når han er vågen render jeg altså også rundt med ham på armen og så er 2 timer lang tid! Kl. 3.30 går jeg ned af vejen, ned af en virkelig lang bakke for at hente AJ når skolebussen kommer kl. 4. Så går jeg hjem, op af bakken med babyen i barnevognen og AJ på et glideboard på barnevognen, så det er noget af et læs at skubbe op af den lange bakke. Men får da sat nogle lår muskler og min brede bagdel bliver måske mindre bred. Man har vel lov at håbe. Omkring kl. 6 kommer Shana hjem og så har jeg teknisk set fri, men hjælper altid med at lave mad hvis jeg spiser hjemme. Sådan gør man vel i familier og ville have det mærkeligt med bare at gå ned på mit værelse, komme op og spise og gå ned igen. Kl. 7.30 hjælper jeg igen med at få AJ i bad, spise treat, børste tænder, læse historie og putte ham. Alt imens Shana gør det samme med babyen. Kl. 8.30 har jeg fri. Det er selvfølgelig nogle lange dage, men sådan er det og tirsdag, torsdag og fredag møder jeg først kl. 11. Vidste at familien havde brug for fleksibilitet som jeg ser som en af mine gode egenskaber så jeg springer gerne til når de behøver hjælp også selvom jeg har fri. De gør også mange ting for mig, henter og bringer og låner mig bilen i tide og utide.

De dage jeg møder 11 står jeg som regel op så jeg kan køre AJ i skolen kl. 8, det ligger ikke så langt fra mit fitnesscenter og så kan jeg køre direkte derhen bagefter og tror det eller ej så synes jeg faktisk det er hyggeligt at aflevere ham. Selvom jeg var noget chokeret den første morgen da jeg ankom og så at det foregik lige så let og iskoldt som på campen. Man kører simpelthen bare hen foran hovededøren, åbner døren, kuler barnet ud og kører igen. Det nægter jeg simpelthen at gøre så parkerer pænt bilen og følger ham hele vejen hen til sin lærer, får et farvel kram og får sagt god dag og så kan jeg gå derfra med god samvittighed. Det skal lige siges at det er der altså også nogle forældre der gør, men de fleste tager den nemme løsning.

AJ tager pre-k om, som er klassen før kindergarten, fordi han desværre ikke havde et så heldigt skoleår sidste år. Nu går han i klasse med sin bedste veninde Sydney, som er den sødeste!, og hans lærer er vildt god. De er 13 elever og har to lærer. Bum så er der vist også tid og overskud til alle, det kunne vi lære lidt af herhjemme. Men okay, det er også en privat skole og nu har jeg ikke lige styr på hvordan vores privatskoler er derhjemme, men hvis de er lige så tjekket som her så skal Helle Thorning aldrig mere høre fra mig om at hendes børn går i privatskole, for det kan jeg da sørme godt forstå!  Har aldrig set et så tjekket skole system før, han har en mappe hvor der på hver side står keep eller return. Så når han kommer hjem skal jeg bare tjekke hans mappe og se om han har nogle lektier som skal returneres til skolen eller andre papirer der skal beholdes herhjemme. Det er virklig overskueligt!

I weekenden har jeg fejret min 2. månedsdag i Baltimore og Washington, DC. Regitze, en dansk pige jeg mødte på træningsskolen, bor i Baltimore og mig og Hani tog ned for at besøge hende. Det er 2 timer fra mig og en time fra DC. Så stod op kl. 4.30 lørdag morgen og gik ned til toget i Langhorne, ville rigtig have taget min cykel men den klovn til Marquon har taget min cykelnøgle med til Iowa! Så gik der igennem en lille skov, mens det var helt sort, der findes nemlig ikke gadelygter her hvor jeg bor, ja hvad sker der for det. De kan oplyse hele Times square og bruge et helt års forbrug af elektricitet i december måned, men et par gadelygter er sørme for meget at bede om! Stupid americans!
Det jeg var allermest bange for var sådan set ikke at der skulle springe en stor styg mand ud og gøre væmmelige ting ved mig, men det var at der lige pludselig ville komme en slange krybende ud fra skoven og ind på vejen eller at der bare ville ligge en på vejen lige pludselig. Jeg er rædselslagen for slanger, virkelig absurd bange og har altid været det. Men efter jeg er kommet herover og rent faktisk ved at jeg kan blive konfronteret med min frygt anytime, så kan jeg næsten ikke stoppe med at tænke over det. Vågner nogle gange om natten og bliver nødt til lige at stå op og tjekke under alle mine dyner. Det er virkelig åndsvagt, men sådan er det jo. Kan være jeg skulle få Omar til at hypnotisere mig for det. Nå, men der gik jeg så med min lommelygte og frygtede et uventet angreb, det skete dog heldigvis ikke og med sved på panden, shaky stemme og frygt i øjnene nåede jeg frem til statioen hvor jeg tog toget ind til Philly. Derfra tog jeg toget hele vejen ned til DC hvor jeg skulle møde Regi og Hani, en rejse på ca. 4 timer. Men det var nu meget hyggeligt, mødte en fyr i bussen der så min kameraataske og straks spurgte om jeg var fotograf, så fik jeg nok lige overdrevet en hel del om mine fotografiskills, men hvad fanden. Det ved han jo ikke! Og havde jeg sagt nej så havde den samtale jo været ret hurtigt overstået og hvem skulle så underholde mig hele vejen. Nå, men fik set næsten alt hvad der er værd at se i DC, halvdelen af tingene aner jeg stadig ikke hvad er eller hvad meningen med det er, men set det, det har jeg! Og fik sørme også sat livet på spil i Baltimore om aften da vi synes det var en super god ide at tage til fest i et rigtig ghettomiljø. Der var bare sorte wannabe rapperere over det hele. Hani havde mødt en pige i toget som gik på uni i Baltimore og som invitererede os til fest på skolen. Så vi startede med at køre op på college og mødte hende og hendes roomie og så skolen og deres dorm. Ville nok aldrig kunne bo sådan der, de boede 3 på et værelse, det må jo være ligesom at være på lejrskole hele tiden. Og når jeg havde været på lejrskole var jeg kvæstet fysisk og psykisk i flere uger efter, så nej tak jeg skal have mit space hvor jeg kan lukke døren og skrige for mig selv ned i en pude! Men det var nu meget sjovt at se det og det er helt ligesom på film.
Mig og regi var de eneste hvide mennesker på hele skolen og selvom jeg åbenbart har en italienertan så følte jeg mig ikke helt godt tilpas.
Vi kørte hen til et houseparty og det var kaos omkring at finde derhen og en lille episode med en parallelparking, ikke for at hænge nogen ud, men det var ikke ligefrem Regi's stolteste øjeblik da hun sad der i bilen og 10 fyre stod og grinede fordi det på ingen måde ville lykkedes hende at få den parkering i hus. Sådan er det jo! Og sjovt var det altså, det håber jeg da også hun kan se nu. Det viste sig så at det her houseparty var i et lille lorte hus i et meget skummelt kvarter og de ville have betaling for at komme ind. Ej ellers tak. Så vi kørte videre til en anden fest som hende der pigen kendte og der kom vi så ind, i et om muligt endnu mere creepy kvarter med et hus fuldt af skæve og stive sorte mennesker. Der var helt mørkt i huset, altså fordi lyset var slukket! Og vi følte os bare ikke særlig godt tilpas så vi kørte ret hurtigt igen. Så ville hun have os med på en klub, og vi kørte endnu længere ud i ghettoen og bestemte os for at nu var det for meget for 3 danske piger da Hani skulle hæve penge på en tankstation og kom rystende tilbage til bilen og sagde at nu ville hun hjem. Der er grænser for hvor meget ghetto og slum vi kan klare, selvom jeg er fra vestegnen og Regi fra Køge, vi skal jo også tage hensyn til Hani som er fra Herning!
Søndag fik vi shoppet en lille smule og ellers set Inner harbor i Baltimore og hygget os sammen. Regi er seriøst det sødeste danske menneske jeg nogensinde har mødt! Så er hun pisse sjov og synes det er fedt at jeg griner af mine egne jokes, så det er helt sikkert ikke sidste gang at jeg har været i Maryland og besøge hende.

 I mandags var Shana til jobsamtale, ikke rigtig fordi hun vil skifte job men hun bliver hele tiden ringet op af agenter der vil have hende til alle mulige jobsamtaler. Hun må være god til det hun laver, men hun virker nu også som en benhård karrierekvinde. AJ har helt sikkert arvet hendes advokatsans, han er ikke til at diskutere med. Han kan argumentere for ting som ingen 5 årig burde kunne og når han først har fundet sit vinder argument så holder han bare fast i det og gentager det 40 gange på flere forskellige måder. Naser Khader gå hjem og læg dig manner! Hvis han så godt kan se, at han ikke kan slippe afsted med tingene så prøver han altid at indgå forlig. Smart kid! Det må man give ham.


Sprogmæssigt går det rigtig godt, jeg tænker slet ikke mere over det når jeg åbner munden. Det hele kommer alligevel ud på engelsk. Hani, Regi og jeg mødte en dansk fyr i Baltimore og vi blev allesammen helt forvirret da han snakkede dansk til os. Dog bander jeg stadig over børnene på dansk, men det er mest så jeg ikke bliver fyret hvis nu de har nannycameras. Men okay, hvis de havde det så var jeg nok blevet fyret for længe siden for at spise alt AJ’s slik. Who knows.

Vidste i forresten at der INGEN kalorier er i diet coke???! Ja det er så først lige gået op for mig, ikke fordi jeg nogensinde har drukket særlig meget sodavand, men det er sgu da fordi der ikke er nogle der har sagt at man kunne drikke det uden at blive tyk! Så nu drikker jeg pænt meget cola light så tror jeg nemlig jeg får mit sukkertrip men men men det gør jeg ikke og så bliver jeg ikke tyk. Det er en win win situation. Indtil min krop opdager, at min sukkertrang ikke bliver tilfredstillet ved det, men den tid den sorg.


I onsdags skulle jeg i biffen med Nanna, en dansk pige der bor 30 min fra mig og som skrev og spurgte om jeg ville mødes. Først kunne jeg ikke få bilen startet, men da jeg lokker Shana hele vejen ud for at se på problemet er der selvfølgelig ingen ko på isen, så kom jeg ud på en betalings highway og ja ja ved godt man altid skal have cash på sig herovre men det er jeg altså ikke lige god til så det var en smule problematisk da jeg nåede frem til betalingsskranken, skruede mit bedste charmesmil og gebrokne engelske på og fik fremstammet at jeg altså ikke var herfra og ikke vidste at man skulle betale. Men det var den skide sure, iskolde kælling med pisgule tænder og orange hår da røv ligeglad med så havde heldigvis en del småmønter, men har stadig ikke helt lært hvordan mønterne herovre virker, ved godt det er for dårligt, men små slag. Så måtte bare give hende alle mønterne og så stod hun der og talte og talte mens alle bilerne bag mig bakkede ud og valgte en anden kø. Var nær død af pinlighed, men overlevede og kørte videre, men så døde min GPS lige pludselig og den kan jeg ligesom ikke klare mig uden. Går rundt med GPS når jeg er i København så var rimelig lost, heldigvis kan man sige opstod der kø og så var jeg stucked der og havde jo sådan set ikke brug for GPS’en lige der. 20 min senere var jeg ude af køen og min GPS havde besluttet sig for at vågne op til dåd, thank god så har jeg også lov til at være lidt heldig nogle gange. Nanna var en smadder sød jysk pige som snakker meget, men som jeg da helt sikkert skal ses med igen. Hun har været her i 6 måneder så det er meget rart at kunne snakke med en om tingene herovre som ved lidt mere end en selv, og så er hun 22 år så intet dramapjat med hende. Rart!


Til slut vil jeg lukke hele Mads kapitlet ned. Har haft det følelsesmaæssigt hårdt siden sidst jeg skrev og Mads og det der er sket har en stor del af skylden. Men nu skal det være slut. ”Få visualiseret Mads derud, hvor han høre til i din verden, nemlig som en person, du en gang har kendt, kan han have det godt, nu går du videre til nye oplevelser.” Citat: Mor goes wise. Og hvor har mor dog evigt ret, okay ikke evigt men den her gang har hun ret. Han skal så langt ud af mit liv og det kan kun gå for langsomt. Så nu har jeg grædt over det, spist for meget kage over det, råbt og skreget over det, skrevet om det og snakket alt for meget om det og det er så det. Det her er det sidste i hører om ham, I promise you! Og jeg har det helt fint med det, nu skal jeg bare videre. Den her uge, eller de her to første dage har været rigtige gode og selvom jeg føler et stik i hjertet når jeg kommer til at tænke på ham så ved jeg også at det går væk på et tidspunkt og at jeg er her nu og han eller ingen for den sags skyld er værd at ødelægge mit ophold her. Så farvel til Mads, håber du og din nye kæreste bliver lykkelige (fuck no!!)
"At opgive noget betyder ikke at man er svag, men at man er stærk nok til at give slip."
 
 Farvel til gråd, selvmedlidenhed og kage! Kan i alle have det godt for JEG har det godt uden jer!
 
Hvis noget er noget, og intet er intet. Kan der ikke være noget der er næsten intet.
 
 
„Wanting him is hard to forget, loving him is hard to regret, losing him is hard to accept, but even with all the pain I've felt. Letting go is the most painful yet.“
 
 

 

 

mandag den 10. september 2012

"I'm in finans"


Så blev det mandag igen og jeg sidder her med poser under øjene og en gigantisk kop kaffe mens jeg tæller minutterne til babyen skal sove så jeg kan tage en lur. Sådan er det nemlig efter en weekend i NYC, byen dræner en for energi, but it’s all worth it! AJ er i skole, forældrene på arbejde og der er for første gang i lang tid stille i huset. Hvor er det skønt. Det betyder dog også at John begynder at arbejde til sent og jeg først har fri kl. 9 om aften. Det går nok, laver alligvel ikke rigtig noget i mine hverdage udover at hænge ud med Ida og tage i fitness.

Har igen igen haft en skøn weekend. Lørdag formiddag fejrede vi AJ’s fødselsdag for 4. og sidste gang. Det var fra kl. 11-2 og var poolparty så heldigvis holdte vejret. Shana var lige ved at gå ud af sit gode skind, hun er altså en sjov type. Hun kunne næsten slet ikke holde ud at det var så mange børn og larm i 3 timer. Hun hang bare ud sammen med mig indenfor, kiggede på uret hvert 5. min og blev ved med at spørge mig om hvornår folk skred. Har jeg forresten fortalt om den weekend de var i NYC hvor hun drak sig i hegnet og brækkede sig da hun kom hjem. Mødte hende til frokost dagen efter og hun lignede mig efter 7 dage på roskilde festival. Det var ret sjovt. Men vi overlevede alle sammen fødselsdagen og det var ret sjovt at være med til sådan en rigtig amerikansk fødselsdag med gigantiske pizzaer, seriøst har aldrig set så stor en pizza før, cupcakes og pinata. Aj var glad og havde en god dag og det er jo det vigtigste. Og så var der en af forældrene der sagde at jeg havde en meget flot accent, det lød som om jeg havde været her meget længe. Så er min dag jo reddet når jeg får sådan noget at vide. Bagefter tilføjede han dog at man ikke kunne se jeg var fra Thailand. (Det er en joke!)

Senere tog jeg toget ind til NYC. Kan i huske ham den tarvelige hypnosefyr der delvist kaldte mig tyk? Ja, ham boede jeg så hos den her weekend. Hvad man ikke gør for at bo gratis i NYC. Det skal lige siges at jeg er ret overbevist om at han er bøsse så det er ikke som i tror. Nå, men Hani og jeg mødtes i byen og tog en taxa op til hans lejlighed på Upper west side. Da taxaen triller hen foran bygningen går der et split sekund og så åbnes døren af en sød dørmand med en paraply der fulgte os indenfor så vi ikke blev våde, det regnede nemlig! Vi kommer ind i en ret flot lobby, går hen til disken siger mit navn og får så stukket et par nøgler i hånden. Det skal lige siges at jeg godt vidste at Omar, hypnosefyren, ikke var hjemme og at vi bare skulle gå ind.

Vi gjorde os klar og så skulle vi ud med Omar’s ven David på en fancy resturant, Brick, i Tribeca. Det viste sig så, at det var også var ejeren af resturanten vi skulle hænge ud med. Senere joined en masse af hans venner som alle sammen var rige finansfolk. Alle jeg møder i NYC er finansfolk. Hvis man spørger dem hvad de laver er svaret altid: ”I’m in finans”, som om jeg er for dum til at forstå hvad deres egentlige arbejde går ud på. Eller også så har de luret at det lyder som om man har mange penge når man siger det. “Women fake orgasms and men fake finances.” Jeg faker begge dele!

 Vi startede på vores stamsted, Veranda. Blev selvfølgelig lukket ind uden spørgsmål, fik et bord og gratis flasker. Okay når jeg siger vi, så mener jeg mændende. Jeg fulgte bare med som det tynde øl. Senere tog jeg videre og fandt Omar på en eller anden fancy bar hvor der vist var afterparty for nogle modeller fra fashionweek. Og alligevel var der en fyr der satte sig på knæ og friede til mig, burde så meget have sagt ja! Eller i det mindste have fået hans nummer. Kl. 7 om morgen synes vi, at det var på tide at smutte hjem af, men rundede lige en Empanada resturant. Så sad jeg der med Omar, David og Marissa. 3 mennesker jeg overhovedet ikke kender og spiste Portugiske empanadas kl. 7 om morgen. You gotta love New York city.
 
Søndag morgen, eller okay et par timer efter vi var kommet hjem vågner jeg op i Omar’s awesome lejlighed. Så viser han mig rundt på hele ”hotellet”. I kælderen er der bowling, golf(i ved det der hvor man skyder en bold på en skærm og så måler den og bla bla), to fullsize basketbaner, en squashbane, en stor svømmehal, kæmpefitness rum, klatrevæg og dejlige store private bade og dampbad hvor jeg brugte hele formiddagen på at prøve at svede mine tømmermænd ud. Da jeg kom ind i dameomklædningen stod der en sød lille kineser og gav mig et håndklæde, shampoo, balsam og sæbe. Rige mennesker behøver ikke huske noget som helst. Følte mig bare så hjemme da jeg trissede rundt der blandt rige New yorker kvinder. Jeg hører bare til der. Resten af dagen brugte jeg sammen med Hani, vi gik bare rundt og nød hvert et sekund i verdens fedeste by, så en masse modeller og tvfolk der arbejde for fashionweek. Seriøst hvis jeg helt selv kunne bestemme mit liv, ville jeg enten være topmodel og stinkende rig, eller noget kæmpe stort inden for fashion og stinkende rig. Vil faktisk bare gerne være stinkende rig! Følte mig bare så meget hjemme blandt de mennesker, måske fordi jeg så ikke ligger mærke til at jeg er 2 meter høj med stiletter på, men hvad fanden. Senre blev det tid til at vænne snyden hjemad til vores noget trivielle og ensformige liv.

 
Så sidder jeg her sørme igen, med røde øjne og krammer kleenex pakken. Der er bare ikke noget værre end at se den man elsker, elske en anden. Mads har fundet en kæreste, og ja det er jo så ikke mig. Har været inde i en fase hvor jeg har tænkt utrolig meget på ham, og har nok egentlig levet i et drømmescenarie hvor vi stadig var sammen eller hvor jeg i hvert fald bare kunne sige at vi fandt sammen igen når jeg kommer hjem. Så forestil jer en mavepuster jeg fik da jeg loggede på facebook og så at han var i et forhold, det er ikke en gang 2 måneder siden vi slog op. Ved ikke om det væreste er at han tydeligvis er stoppet med at tænke på mig og jeg stadig tænker på ham eller om jeg er så narcisistisk at det væreste er at jeg ikke har fundet en anden før ham. Det finder jeg vel ikke rigtig ud af før det ikke er vigtigt mere. Det er når sådan nogle ting sker at man opdager hvor langt væk man er fra alt man kender og elsker. Normalt ville jeg have ringet til 10 af mine bedste veninder, bitche hele natten, fået krammere og kærlighed. Nu har jeg kun Hani og Ida. Det er når sådan nogle ting her sker, at man finder ud af at NYC er fedt, men at intet kan erstatte ens tætteste venner og ens familie, ikke hundred flasker gratis champagne, ikke diverse telefonnumre, ingen komplimenter fra fyre. Det kan godt være jeg er Claudia Schiffer når jeg går i byen og det kan godt være fyrene slås om mig, men lige nu er den eneste fyr jeg ville have skulle kæmpe for mig, trådt helt ud af mit liv. Og det kan intet rette op på.

Jeg kan ikke en gang overskue at snakke med Ida om det. Kan simpelhen ikke overskue at skulle forklare mine følelser på engelsk når jeg er på nippet til at græde og bare gerne vil bruge alle de gode gamle danske bandeord. For fuck hvor er det her dog træls!

Jeg har lige snakket med ham på facebook, ved godt at jeg ikke overholder nogle af reglerne og at alle mine veninder sidder og ryster på hovedet ligenu. Men jeg er ikke god til at fake nogle følelser, jeg har det fint med at folk ved hvordan jeg oprigtigt har det. Det kan godt være jeg er en sentitiv person, men jeg ser på det sådan her. Jeg er stærk, jeg er så stærk at jeg nogle gange lader mig selv være skrøbelig. Og det er helt okay!

 Det her har forhåbentlig givet mig en rigtig afslutning, vi fik snakket ud og jeg har slettet ham fra facebook, betragter det som at have slettet ham fra mit liv. For nu. Som jeg ser det så er han den svage af os to, for at komme videre skal man under en anden er det ikke det man siger? Hov, det giver mig da en god idé! Burde egentlig også have set det komme, alle de fyre jeg nogensinde har følt noget for har knust mit hjerte og sagt at de ikke kunne være kærester fordi de bare ikke er den type. Hvorefter man 2 måneder senere altid skal læse på facebook at de er blevet kærester med en eller anden dum blondine med ale for meget make-up på. Statistisk set er det sket for mig 99,9 %! Troede måske bare det betød lidt mere når nu jeg rent faktisk vare kærester med Mads, men nej nej Shaba havde sgu ret, matematik har altid ret!

Synes jeg har holdt hovedet højt og selvom jeg har det fint med at folk ved hvordan jeg føler så har jeg det også med at opbygge en masse dårlige følelser inden i mig, benægte dem til bægeret flyder over. Jeg ringede til Hani og fik snakket ud, bagefter besluttede jeg mig for at gå ned på løbebåndet og i det mindste for forbrændt nogle kalorier når nu jeg ikke følte mig i stand til særlig meget andet. Tror aldrig jeg har løbet så stærkt før, men pludselig blev det alligevel lidt for meget så ville række ud og sætte tempoet ned, men da jeg rammer knappen får jeg stød og bliver så forskrækket at jeg snubler og halvt dratter af løbebåndet. Det resulterer i, at jeg skubber vanddunk, computer, blade og alt hvad der ligger på løbebåndet ned og mens det flyver omkring mig får jeg stoppet løbebåndet. Og lige i det sekund var mit bæger bare fyldt op. Satte mig ned, svedig, ulækker, med en forvredet ankel, en bule i panden fra da min vanddunk ramte mig i luften og alle mine følelser uden på tøjet. Hulkede som et lille barn der vågner om natten og finder ud af at mor er gået i nattens muld og mørke. Og havde det lige så. Som om jeg var blevet efterladt af alle dem jeg elsker.

Måske er det bare sådan det skal være, måske skal man elske en person der ikke elsker en tilbage. Måske sidder der også en eller anden derude og elsker mig uden at jeg kan gengælde det. Måske måske måske. Jeg ved ikke hvad det skulle gøre godt for, men nogle gange har livet små finurligheder som vi mennesker ikke altid kan se meningen med, måske er det bare en del af livet og dets skønhed. Intet er perfekt, slet ikke livet.

Men jeg er ikke blevet efterladt af alle dem jeg elsker, det ved jeg jo godt. Jeg er bare pisse melodramatisk. Lige nu har jeg bare tusind tanker og billeder i mit hovede som jeg helst ville være foruden.

 Tror i at han siger alle de samme søde ting til hende som han gjorde til mig. Tror i han snakker om mig og i så fald hvad siger han. Tror i de har samme interne ting. Tror i oprigtigt at man kan glemme mig og forelske sig i en ny på 1,5 måned. Tror i jeg burde ligge is på den her ankel, den ser lidt stor og hævet ud? Tror i man kan blive hypnotiseret for kærestesorger?

Åhhh fuck det altså, mit liv er her nu. Jeg er Claudia fra Athen i Italien og jeg har ikke brug for dumme fyre i mit liv. Jeg har brug for flere kleenex, Ben & Jerry og en pose frosne ærter.

 

“You're the only one I wish I could forget
The only one I love to not forgive
And though you break my heart, you're the only one
And though there are times when I hate you
'Cause I can't erase
The times that you hurt me and put tears on my face
And even now, while I hate you, it pains me to say
I know I'll be there at the end of the day

I don't wanna be without you, babe
I don't want a broken heart
Don't wanna take a breath without you, babe
I don't wanna play that part
I know that I love you, but let me just say
I don't wanna love you in no kind of way, no no
I don't want a broken heart
I don't wanna play the broken-hearted girl”