Så er jeg tilbage
på nettet efter 1,5 dag tilbage til
middelalderen uden strøm og varme. Fantastisk oplevelse, det der Armish
survivor thing er lige mig, NOT! Seriously synes det var mega spændende
weekenden op til orkanen, fordi alle folk bare freaked helt ud og jeg tog det
rimelig roligt. Altså orkaner har vi jo ligesom også i Danmark, og den sidste
”orkan” derhjemme var jeg ude og ride i så seriøst bring et on Sandy! Men jeg
blev klogere kan man vist roligt sige. Det begyndte så småt at gå op for mig
dagen inden hun skulle ramme, altså søndag, da Shana fortalte at den sidste
orkan Irene oversvømmede hele kælderen og efterlod dem uden strøm i 5 dage.
Men hele mandagen
gik vi alle sammen bare her hjemme og ventede på det helt store uvejr og det
kom ligesom bare ikke rigtigt, vi var faktisk næsten alle sammen lidt skuffet
over at vi nu havde knoklet rundt hele weekenden for at forsyne os og så var
det sådan en tam storm. Men kl. 8 om aften, tog hun altså til and showed us all
wrong. Kl. 8 sharp gik strømmen og lige i sekundet det gik var jeg lige ved at
bryde sammen! Jeg ejer ikke en eneste spejderknogle i min krop og camping,
fryse og være indespærret i flere dage uden internet, fjernsyn og varmt vand
det er simpelthen bare ikke noget for mit snobbede og oven i det hele også syge
jeg. Men formåede at holde hovedet koldt, hvordan forstår jeg dog stadig ikke.
Vi smed ungerne i seng og jeg sov inde hos babyen da det var det eneste rum vi
kunne opvarme med den ene rumvarmer vi har. Han vågnede flere gange og græd så
kl. 3 besluttede Shana og John at rykke mig og AJ ind på AJ’s værelse og så fik
jeg da sovet nogenlunde godt på trods af sygdom og hele huset der knirkede og
knagede under stormen. Kl. 4 vågnede jeg og der var alting helt roligt udenfor
og da jeg stod op om morgen var der næsten alt for stille udenfor. Det samme
skete fredagen inden, hele dagen var der ikke en vind der rørte sig og det var
næsten helt uhyggeligt stille. Så der findes åbenbart stilhed både før og efter
stormen.
Det er ikke de
store skader der er sket, noget af naboens tag er fløjet af men det er også det
største lige her i området. NYC er jo rimelig ødelagt, og store dele af New
Jersey. Så vi har været heldige. Og føler virkelig med folk der har haft det meget værre end os!
Spurgte Shana hvad de gør med folk de
evakuerer og så kiggede hun bare totalt åndsvagt på mig og sagde: ” Annabel,
this is the United States, we don’t do a shit. They kick people out and that’s
it. We don’t give them a condo, buy them dinner and a drink, you are not
in Denmark
anymore sweety” Senere ringede en af
hendes venner der bor på Manhatten og så fortalte hun ham hvad jeg havde spurgt
om og de var helt færdige af grin. Han ville dog gerne giftes med mig og blive
dansk statsborger, selvom han er bøsse, men han ville dog gøre op for det ved at
give mig hans lejlighed på Manhatten. Det er sgu lige før det er et tilbud jeg
ikke kan sige nej til! Har bare glemt, midt i alle de gode historier om alle de
gode ting vi kan i Danmark, at fortælle om vores noget strenge men efter min
mening, gode udlændingepolitik. Så får nok lidt svært ved bare at gifte ham ind
i landet. Ellers så skal jeg gøre det lynhurtigt mens Pia K er fanget i NYC,
dansk politik kan umuligt gkre ordentligt rundt med Helle T ved roret og Pia på
et andet kontinent! ;)
Projekt
Keith-skal-sove-i-sin-seng er droppet. Den døde på anden dagen hvor det viste
sig at jeg desværre hverken har ryggen, tålmodigheden eller temperament til at
vugge ham i søvn i mine arme i 30 min á 6 omgange. Det er bare ikke muligt for
mig! Så har opgivet. Håber jeg bliver lidt mere consistent når jeg selv før
børn.
Har trodset min
tonedøvhed og mangel på rytmik valgt at starte til salsa. Ja ja ja tænkte at der
måtte være en grund til at jeg har fået en ekstra bred bagdel med god fylde, og
det viser sig så at der er, for er i gale jeg var god! Puha altså, fik så meget
ros.
Jeg hev Ida med
op på skolen, så vidste jeg da at der ville være en der var lige så dårlig som
jeg selv. Vi ankom og der var kun gamle mennesker, seriøst gennemsnitsalderen
var 65 år, jeg var parat til at vende om igen og droppe det. Men er glad for
jeg blev og selvom jeg brugte første halve time på at få styr på mit grineflip
og på hvor ydmygende jeg følte det var så endte det hele godt. Ida og jeg havde
aftalt at vi bare ville danse sammen, da vi jo er skandinviere og bestemt ikke
bryder os om folk der kommer for tæt på os. Men det endte med at jeg blev
tvunget ud i at danse med danselærerens mand og Ida dansede med hendes søn, som
var 40 +. Det var lidt en underlig løsning, men fungerede vildt godt da vi
begge kunne få lov til at danse som kvinde, hvilket jeg aldrig fik lov til i
skolen fordi jeg er høj!!! Mega unfair. Og så kunne de jo danse i forvejen så
det hele handlede bare om mig og det passer mig jo altid ganske fint.
Alt ting er blevet
meget mere hyggeligt herhjemme, vi griner meget mere og jeg har mere overskud til at lære
fra mig f.eks. synger jeg danske sange med AJ og lære ham søde fraser som: ”Det
er hyggeligt”. Fandt dog ud af at jeg ikke er helt skarp i de danske børnesange
så halvdelen af det var selvopfundet og improviseret, men hvad fanden, de
fatter jo alligevel ikke noget. Og SÅ inspirerende var Mester Jakob the original jo heller ikke!
Selvom Shana
stadig har et stort temperament så føler jeg ikke at det går ud over mig, måske
fordi hun har ændret attitude eller fordi jeg har lært at tackle det på en
bedre måde. Nu fortæller hun mig rent faktisk når hun er rasende og så kan vi
bitche lidt sammen over det, det er vel også en form for fællesskab.
Som jeg jo har
blæret mig lidt med på facebook så har jeg jo tabt 4 kilo, eller havde. For nu
har jeg taget dem alle sammen på plus 1 kg. Great! Mit liv i en nøddeskal. To
skridt frem 3 tilbage.
Så nu kan det
være nok, har taget skeen i den anden hånd og gået på sukkerrehab. Ida spiser
slet ikke slik, kage eller rigtig noget med sukker i, fordi hun hele sin
barndom spiste så meget at hun havde store problemer med sine tænder og så
besluttede hun en dag at lade helt vær med at spise det. Så nu bliver hun min
metor, mens jeg detoxer min krop for sukker. Det der spiseforstyrendelignede
fasesystem jeg havde gang i hvor jeg æder en hel dag og så bruger jeg 3 dage på
at sulte mig selv og træne mig halvt ihjel, det er slut. Det holder bare ikke! De første to dage på rehab er allerede gået og det har været hårdt, har tit haft lyst til at gå ud i skabet og kigge men har ikke gjort det! Det har dog gjort det nemmere at alle har været herhjemme, det bliver straks sværere når jeg er alene hjemme med babyen, for let's face it. SÅ spændende er det sgu ikke at kigge på en baby en hel dag.
Lørdag tilbragte
jeg dog dagen i NYC, Nønne min gymnasieveninde var herovre med sin højskole.
Det var rigtig hyggeligt, at se en hjemme fra men også rigtig mærkeligt da det
sådan for alvor er første gang at jeg bliver direkte konfronteret med livet
derhjemme. Og så kom der en fra mit liv derhjemme ind i mit nye liv og det var
bare første gang at de kolliderede på den måde. Men det var vildt hyggeligt som
sagt og rart at snakke dansk og få en masse god gossip hjemmefra. Så tak til
Nønne for at bruge en af hendes dage i verdens fedeste by med mig!
Shana og ungerne
kørte mig til togstationen og på vej i bilen snakkede AJ om at mig og Shana
begge to bliver grandma’s når han får børn. Det synes jeg godt nok var sødt, og
da jeg kom hjem den aften og puttede ham i sengen, hviskede han at jeg var den
bedste babysitter han nogensinde har haft. Ikke fordi han har haft særlig
mange, tror der har været en før mig som var der da han var baby, men det er jo
tanken der tæller, især med børn.
Tror det var hvad
jeg havde på hjertet. Jeg er lidt smadret efter orkaner og jeg ved ikke hvad.
Jeg får sørme en på opleveren må man sige. Selvom jeg troede det var mit liv der skulle ske en helt masse med, men det virker som om livet derhjemme også går videre, folk jeg kender får kærester, slår op, får børn, flytter sammen, flytter ud, så on. Og når folk spørger hvad der sker her, tjaa ikke så meget livet går ligesom bare fremad herovre. Jeg glæder mig til januar når jeg har været her i 6 måneder, ikke fordi jeg vil hjem men det er altså rigtig svært at føle at ens ”rigtige” liv derhjemme er sat på pause og bare venter på man kommer hjem. Og jeg ved at når de første 6 måneder er gået så kommer de næste til at flyve afsted. Og det skal jo ikke være nogen hemmelighed at selvom jeg elsker USA og mit liv herovr, så savner jeg sørme en del mennesker derhjemme og Danmark er jo også skønt, og orkan frit! For det meste.