søndag den 14. april 2013

Chicago, the windy city...


Så gik turen til Chicago henover påsken sammen med Ida. Det var virkelig tiltrængt at komme lidt væk og opleve noget nyt. Vi tog afsted sent torsdag aften og landede om natten i Chicago. Hvor vores hostel booking selvfølgelig var forkert og de forventede os dagen efter hvilket betød at vi måtte betale 120$ ekstra, men fik så heldigvis vores helt eget værelse alle dagene. Men bare så træls med at skulle betale ekstra og pinligt at vi ikke har styr på en skid.
Nå, men ellers gik turen rigtig godt, mig og Ida svinger jo altid perfekt sammen. Om fredagen sov vi længe og stod op og gik ud for at spise på en japansk resturant vi havde købt en Groupon til. Vi fik det lækreste fisk nogensinde. Bagefter så vi Grant park-lake, gik til Kunst museumet og så hvor lang køen var og vendte om.
 Så Milleniumpark med den berømte skulptur, The bean. And de to store videoskærme med ansigter på der kigger på hinanden. Så gik vi til Navy pier (google hvis i ikke ved hvad det er) og bagefter tog vi til Willies tower som er den højeste bygning. Det tog en evighed at stå i kø men vi kom endelig op og kunne se ud over hele Chicago mens solen gik ned, det var godt nok flot! Der er også to store bokse lavet af glas som ”hænger” ude på bygningen som man så kan gå ud i og føle man står i frit fald meget meget højt oppe. Ikke lige den bedste oplevelse at være fanget derude, det var flot men lige skræmmende nok. Bagefter var vi ved at dø af sult og vi snerrede og bitchede, så ved man vi er sultne!! Så vi tog ud for at spise den berømte Stuffed Chicago pizza. Det var okay, nu er det i hvert fald prøvet.

Lørdag: (I får lige en liste, orker ikke andet)
Lincoln Park
Lincoln Park Zoo
(Old Town)
Wicker Park - Lunch at Blue fin (Japansk)
John Hancock
Water Tower 
A church 
Shopping - Michigan avenue

Om aften lavede vi selv lækker middag, Kikærter og spinat patties med grøntsager og så så vi film og hyggede.


Søndag tog vi ned og trænede og så havde vi billetter til en NBA basketball kamp. Chicago bulls mod Detroit pisstions. Det var mega fedt! Stemningen var høj, kampen spændende og ja det var bare rigtig fedt.

Mandag hyggede vi bare lidt rundt, gik i lidt butikker og spise frokost på den Japaneske resturant og fik fisk igen. Så tog vi i meget god tid ud til lufthavnen, sad og uploaded billeder på Starbucks og holdte øje med vores fly på skærmene. Som desværre var 45 minuter forsinket. Troede vi.
Tiden går endelig og vi går til vores gate til vores fly der stadig ”kun” er 45 minutter forsinket. Vi afleverer vores boardingpass og finder så hurtigt ud af at det ikke er vores fly. Vi rejste med Spirit airlines og vi står og er på vej ombord et American airlines fly. Så måtte vi løbe tilbage til den rigtige gate som selvfølgelig er i den helt anden ende af lufthavnen, grædende og råbende. Mega pinligt. Klokken var 6.45 på det tidspunkt og vores fly skulle være fløjet kl. 5.55. Vi når frem til gaten og er begge overbevidst om, at selvfølgelig er flyet fløjet, vi er jo meget forsent på den. Men heldigvis, nej! De ventede på os. Alle der sad ud i gaten så os komme løbende med tårerne trillende ned af kinderne, de hujede og klappede da de så vi fik lov til at komme ombord på flyet. Det var meget film agtigt. 
Men skal da lige love for, at vi fik en anden modtagelse da vi kom ind i flyvet. Alle så noget stramme ud i betrækket og var ikke super begejstret for at to unge turister havde forsinket et helt fly, ups! Og selvfølgelig sad vi helt nede bag i så det var bare walk of shame igennem hele flyet, med stadig tårer trillende ned af nogle meget flove og røde kinder. Jeg forstår stadig ikke helt hvordan fanden vi begik den kæmpe bommert, vi er begge to vant til at flyve ofte og har aldrig haft nogle problemer før. Men shit happens jo nogle gange, vi holdte lav profil hele vejen hjem og var bare begge to mega glade for at sidde i det fly. Vi landede i NY og skulle så med tog hjem til PA, taxi fra togstationen og så måtte jeg køre Ida hjem fra mig af og kl. 3 om natten lå jeg selv trygt i min seng.

Sidste weekend var Ida, Louise og jeg I NYC og feste på Empire igen. Vi fik som sædvanlig gratis bord med gratis champagne og frie drinks. Vi havde det vildt sjovt, jeg blev måske lidt for fuld ifølge Ida som holdte sig ædru fordi hun skulle køre hjem fra togstationen i PA. Jeg tog toget til Long island og sov hos Mike. Han synes vist også jeg var lidt irriterende, men mest fordi han havde været vågen hele natten for at vente på at kunne hente mig på togstationen, tror ikke han havde regnet med at jeg festede til kl. 7 om morgen. Så det var lidt synd for ham, men han kender mig sgu dårligt hvis han tror jeg tager hjem fra byen før klubben lukker! Og han blev da også i bedre humør da han så mig. Tilbragte hele dagen efter hos ham. Det var hyggeligt.

Ellers går hverdagene jo rimelig nemt. Arbejder og træner. Keith er blevet stor og løber nu rundt i hele huset. Vi venter spændt på at han siger sit første ord. Jeg prøver ihærdigt, at få ham til at sige Annabel, men det er måske lige optimistisk nok. Men hver gang jeg siger mit navn så peger han på mig, så han ved da i hvert fald hvem jeg er. Har haft mange kampe med AJ på det seneste, føler ikke vi går super godt i spænd mere. Men det er nok mere fordi jeg er træt når jeg henter ham og kan mærke at dagen går på hæld for mig og så snakker og snakker han og er mega bossy og orker bare ikke at blive hundset rundt med af en 5 årig. Så jeg er nok også lidt gnaven overfor ham, hvilket jo er smadder synd. Må lige tage mig sammen.

Her i weekenden er jeg bare hjemme, Shana er i North carolina til et bryllup og jeg har et LCC møde søndag. På en firestation, så tager AJ med mig op for at kigge på, forhåbentlig, lækre brandmænd.

Ellers ikke så meget herfra. Har det godt. Har været lidt presset med en masse følelser og tanker og har haft svært med at sove og spise ordentligt. Men det er jo ikke noget nyt at jeg bekymrer mig for meget. Thank god for sovepiller og panodiler og kaffe som har holdt mig kørende de sidste 2 uger.

Familien har droppet at finde en ny au pair. John er rigtig ked af sit arbejde, så de har besluttet at han siger op når jeg skal hjem og så bliver han hjemme og tager sig af børnene og så vil han gerne læse til sygeplejerske. Synes det er fedt, at jeg bliver den eneste au pair og synes også det er flot, at John forfølger sin drøm. Det bliver man sgu aldrig for gammel til!

Ellers så glæder jeg mig til at sine mine to søstre som kommer næste mandag. Det skal nok få vendt mit humør. 


tirsdag den 26. marts 2013

“You can't create experience, you undergo it.”


Endnu en gang fik jeg ikke lige opdateret efter 3 ellers rimelig begivenhedsrige weekender.

Forrige weekend var jeg på Long Island og besøge Hani. Har ikke set hende siden den weekend i sommers hvor jeg blev for fuld, kastede op i en taxa, vækkede Omar’s roomate og kastede op i hans lejlighed. Tror jeg blev lidt chokeret over hvor vildt og skandaloose det kan gå når mig og Hani er sammen, så vi tog lige 5 måneder hver for sig. Men vi har savnet hinanden og nu var det altså tid til en reunion. Jeg arbejder sent fredag så jeg ankom midt om natten til Penn Station og skulle have toget ud til Long Island. Selvfølgelig kom jeg til, at tage det forkerte tog og endte på endestationen mutters alene kl. 2.15 om natten. Gik selvfølgelig fuldstændig i panik, ringede hundrede gange til Hani som ikke tog sin mobil, skide flot når vi skulle mødes. Så jeg forestillede mig jo selvfølgelig, at hun lå og sov roligt og varmt i sin seng og jeg stod der på en creepy ghetto station midt om natten in the middle of fucking no where. Jeg kan godt fortælle jer, at mit liv passerede revy mange gange! Var overbevidst om at ”this is it” det er nu, at jeg bliver voldtaget, myrdet, kidnappet og rullet.
Havde ikke Hani’s adresse så jeg kunne ikke tage en taxa hjem til hende og havde faktisk ingen mulig måde, at komme hverken frem eller tilbage på. Ringede grædende og vækkede både Ida og Mike og måtte ud med mine frustrationer. Selvom der selvfølgelig ikke var så meget de kunne gøre andet end at have pisse ondt af mig og mit sørgelige liv der stod der med en kæmpe weekend taske, på en skummel station midt om natten helt alene med tårerne trillende ned af kinderne og desperation og angst malet ud i ansigtet. 7

Finally ringer Hani tilbage og kan selvfølglig ikke forstå hvorfor jeg ikke er på den station hvor vi skulle have mødtes, tror nu ikke, set i bakspejlet, at det overrasker hende at jeg tog det forkerte tog. That’s just me. Det viser sig så, at den station jeg er på ikke er så langt væk og 15 minuter senere sidder jeg trygt i Hani’s bil og kan ikke lade vær, med at grine over hvor pisse træls mit liv kan være mod mig nogengange.

Lørdag skulle vi til noget ”brunch” fest inde på Manhatten kl. 15 så vi gjorde os fest klar og tog toget ind til centrum. Lidt mærkeligt, at gå rundt fuldstændig dullet op kl. 3 om eftermiddagen. Vi tog uptown til en resturant der hedder Pranna (troede det var Prada, hvilket jeg sagde hele aften, der kan man bare se) og så var der ellers bare fest, fulde folk og folk der dansede på bordene, lige midt på Manhatten midt om eftermiddagen. Vi var temmelig populære og fik enormt meget opmærksomhed. Tror jeg gik derfra med 5 nye mobil numre. Det jo meget rart, at have nogen back-ups, right ;) Derfra tog vi videre til Dream hotel som på rooftoppen har en klub der hedder PHd. Mega fedt sted, og igen mødte vi en masse rige, sjove og mærkelige mennesker som gladeligt købte drinks og flasker af champagne.
Seriøst hvordan skal jeg nogensinde kommer hjem og være tilfreds med en bytur til Nyhavn hvor højdepunktet er når vi svinger fordi Sam’s og synger ”jeg vil i seng med de fleste” og måske bliver tilbudt en flad fadøl af stam alkoholikeren.. Ej men... 

Nå, men her på PHd mødte vi 3 New yorker piger som var fuldstændig taget ud af Gossip girl. Samantha, (Sam) var helt klart Blair Waldorf, de var ude, at lufte hendes fars dankort fordi hun fuldte 18 år. Hendes to undersåtter, Lillie og Ana hoppede gladeligt rundt for hende. Da Hani skulle på toiltettet og spurgte hvor det var knipsede Sam med fingrene og bad Ana og Lillie om, at følge hende derud. Vi blev der et par timer og havde det helt vildt fedt og så inviterede Sam os alle sammen ud på middag, kl. 12 om aften. Vi tog på Buddakan og spiste overdrevet lækker middag og drinks som hendes far betalte. Buddakan er den resturant hvor reherasal middagen for Carrie og Big’s bryllup er i Sex and the city filmen. Jep det var lidt fedt, lidt VIP og meget NYC agtigt.
Efter middagen sagde vi farvel til de søde New yorker piger og tog videre til en klub der hedder Ajna, så var vi på en anden klub der hedder WIP og så på Greenhouse. Må ærligt indrømme, at jeg var noget smadret og træt da vi ramte de 2 sidste klubber og humøret, temperamentet og tålmodigen var ikke helt på toppen. Slet ikke på Greenhouse, da der var overcrawded og jeg (næsten) var den eneste hvide. SÅ står man der med sine 1.80 cm og høje stiletter og tårner op over alle og så er man den eneste hvide der skal mase sig igennem klubben af sorte booty shakende mænd og kvinder. Det var lidt for meget for den sippet Vallensbækker, men jeg overlevede og kl. 3 om morgen kørte en af Hani’s venner os hjem. Efter 12 timers festen og færden i NYC’s natteliv. Fuldstændig fantastisk og surealistisk aften.

Sidste weekend var jeg så i NYC igen med Ida og Louise. Vi mødtes derinde lørdag aften og var ude at spise og så tog vi videre til Empire rooftop og festede. Eller det er måske så meget sagt, for vi var der kun i 2 timer. Jeg havde lige fået min ven til at give os et bord og gratis alkohol og vi sad og ventede på en flaske champagne da en vagtmand kommer bærende på en halvt bevidstløs Ida. Hun var åbenbart blevet dårlig på toilettet og vagtmanden nærmest kastede hende over på mig og sagde, at hun skulle ud og hun var ikke velkommen igen. Så måtte jeg gå fra Louise og bordet og prøve at få en Ida der ikke kunne stå på sine egne ben udenfor. Så lå hun der midt på gaden på Upper west side og var bare ikke til, at få liv i. Jeg stod der i min lille kjole og prøvede at ruske lidt fornuft i hende men der var ingenting. Hun kaster op et par gange og da hun endelig føler sig klar til at støtte på sine ben får jeg hende båret til den nærmeste bar og fyldt noget vand på hende. Så ligger hun ellers på deres toilet i 1 time og er halvt livløs igen. Louise kom ned og jeg gik op for at sige farvel og hente mine ting. Da jeg kommer tilbage lukker baren selvfølgelig og vi bliver nødt til at bære hende op fra toilettet. Så ligger hun igen ude på gaden og der er selvfølgelig ingen taxaer der vil tage os med fordi hun er så dårlig. Der var ingen hoteller eller hostels i nærheden vi kunne booke os ind på.
 Heldigvis tager hun sig sammen og rejser sig pludseligt op og vader ud på gaden med hånden op og skriger efter en taxa der hurtigt kommer og samler os op og for os kørt til Penn station. Hvor vi så må sidde og vente 3 timer på vores tog. Pisse fedt!
Ida lå bare midt i det hele og lignede en halv død, der var flere ovre og spørge om min veninde var okay. Jeg var bare sådan lidt: ” ja ja hun har det fint, det er ligesom hendes egen skyld!!!”
Det eneste Ida ville have der kunne få hende på benene igen var pizza, så Louise måtte vade Penn station rundt for at købe pizza til Ida, der var en sort fyr der var helt vild med Louise som fulgte hende rundt, det var også fint nok indtil hun blev træt af ham og fornærmede ham og han fik hende smidt ud fra vente området fordi han sladrede til vagterne om at hun ikke skulle med det tog. Dumme idiot. Så måtte vi alle sammen samle os og forlade det område. Heldigvis kom vi i snak med to vildt søde irske fyre som var ude og fejre Skt. Patricks day, de synes bare vi var for underholdende. Og vil faktisk også sige, at vi gav den ret godt gas med underholdning og humor. At vi gjorde os uvenner med en del mennsker er vel en mindre detalje. Ida var helt oppe på dupperne igen og stod der og så sød, uskyldig og charmerende ud. Hvilket irriterende mig og Louise grænseløst! Her havde hun totalt ødelagt hele aften og vupti så kommer der to søde fyre og så er hun da helt klar i hovedet igen. Ej men, det var bare for træls.

Vi var faktisk ved, at komme i ”slåskamp” 2 gange fordi Louise har en stor mund med skrappere replikker end mig. Ja så ved i det er slemt! ;) Men heldigvis gik det jo ikke udover os, men over de to søde irske fyre. Så meget plig har amerikanske fyre dog, de slår ikke på piger. Selvom det var os der provokeret dem.
Ind kommer en stor gruppe sorte hiphop agtige fyre og den ene går temmelig åbenlyst og rager sig i skridtet, så får Louise ALT for højt sagt: ”Go take a shower” hvis det klør så meget. Det hører de selvfølgelig alle sammen og farer helt i flint. Vi får heldigvis afværget situationen og de går væk fra os, der er dog hurtigt en af fyrene der har mobilen fremme og ringer efter assistance hvor 10 min senere en spinkel lille fyr joiner gruppen. HA, looser!
 Nå, men så kommer fyren der havde hele hånden nede i bukserne over og mener, at vi lige skulle give hånd på, at alting var okay igen. Ja det må jeg give ham, det er sgu da en værre straf en at få en på hovedet. Så stod vi der, 3 tøser og 2 fyre med lange ansigter da vi jo ligesom pænt meget blev nødt til at trykke hans hånd. Thank god for handsanitizer!
2 minutter efter det er sket mener Louise, at hun trænger til en smøg så vi går udenfor og falder i snak med en dame der åbenbart har haft 3 au pairs fra Cultural care. Som hun åbenbart ikke var tilfreds med, og hun begynder hurtigt at snakke om hvordan hun udspionerede dem og havde spion udstyr downloadet på fællescomputeren og jeg ved ikke hvad. Og så lige pludselig begynder en hjemløs fyr, at råbe og komme hen imod os og snakker om 9/11 og jeg ved ikke hvad. Så slår han ud efter Louise og knækker heldigvis kun hendes smøg og går væk igen. Så vender hun ryggen til og han løber hen imod os med hans stok oppe, totalt parat til at slå os ned med den. Jeg får skreget og hevet Louise og mig selv væk og Security kommer så heldigvis løbende og skræmmer ham væk.

Så kl. 5.14 sidder Ida og jeg endelig i toget på vej hjem efter en liiiidt for spændende bytur i NYC må jeg sige. Men okay, vi fik da 2 nye venner og Ida har nok lært, at det er hendes tur til at holde lidt igen med Tequilaen. I kan godt være stolt af mig, jeg passede rigtig meget på og (okay jeg var nok lidt fuld på klubben da jeg rejste mig og ene og alene dansede i sofaen, men altså alle hujede af mig og det var pisse fedt!!!) men var heldigvis helt ædru da jeg 5 timer senere skulle køre mig og Ida hjem fra togstationen hvor min bil holdte. Så vi var hjemme kl. 7.30 om morgen og var sådan pænt trætte.

Kl. 11 står vi dog alligevel op, Mike havde været til bryllup i Philly hele weekenden så han kørte forbi mig på vejen hjem og chillede lidt med mig og Ida og så kørte vi bagstive Ida hjem og gik en tur i Tyler state park. Så hyggeligt. Er vist blevet lidt glad for ham. Det er ikke så godt. Har forresten også været hjemme og besøge ham på Long Island. Han har aldrig rigtig snakket så meget om hvor han bor så Shana har hele tiden sagt at enten er han gift eller også bor han hos sin mor. Men han har hele tiden sagt, at hans forældre bor tæt på ham, på hver side af ham og han ser dem tit.
Men han hentede mig på stationen og så kørte vi hjem til ham og der holder en anden bil så jeg spørger selvfølgelig om det er hans kone, til stor underholdning for ham. Men han siger at han kun bor i kælderen. Nå nå tænker jeg bare, jeg er så vant til at unge mennekser i NY bor sjove steder fordi det er så fandens dyrt. Og det er da også en PÆNT stor og flot kælder med alt hvad man behøver, så jeg tænker ikke nærmere over det.
Det er først senere jeg egentlig tænker på, at spørge om hvem der bor ovenpå hvor han med noget lav og flov stemme siger.”ohm my mom”. Det var så underligt og hylende morsomt så jeg får selvfølgelig et kæmpe grineflip og kan slet ikke stoppe igen. Altså i Danmark er det jo ikke ligefrem normalt, at en fuldt uddannet 25 årig ingeniør med et godt job, en fed bil og styr på sit liv bor hjemme hos sin mor. Det var åbenbart lidt synd, at jeg grinede sådan af ham, Shana gav mig i hvert fald en skideballe over det og sagde at jeg var tarvelig. Men bare rolig, han overlevede!! Synes stadig det er lidt tosset at han bor der, men det er super typisk amerikansk og ingen af mine værtsforældre var overrasket. Så I guess det bare er en del af oplevelsen i at date en amerikansk fyr. Tror bare liiiige jeg skal have hørt om han selv vasker tøj og laver mad. Det er fandme usexet hvis han er totalt mors uselvstændige dreng. Det er jo MIG der er det. Vil ikke have en fyr der er det. Ad.

Den her weekend har været temmelig stille og rolig, har sovet og trænet og søndag havde mig og Ida arrangeret en fødselsdags middag for den nye tyske pige, Denise. Vi havde inviteret en ny fransk pige med også, Andrea og så mig, Ida og en anden pige fra vores Lcc gruppe. Det var helt vildt hyggeligt og føltes rart, at gøre noget med de nye så de føler sig velkomne og lærer andre at kende. De er begge to super friske og over 21 så de skal helt sikkert med næste gang vi rammer byen.

Den her uge er Springbreak så AJ er hjemme og det er super hårdt. Shana og John arbejder hjemme fra så hele huset er fuldt og det er kaos og dagen er SÅ lang. Men heldgvis skal jeg bare overleve til torsdag aften hvor mig og Ida rejser til Chicago og bliver til mandag aften. Det bliver skønt. Det glæder jeg mig virkelig til. Trænger til, at komme lidt væk og opleve noget andet og tænke på noget andet.

Ellers går det godt med børnene. Keith er så knyttet til mig. Forleden dag sad han hos mig og da Shana kom hjem og ville have ham over nægtede han, at være hos hende og rakte ud efter mig. Det var selvfølgelig så sødt og så stort for mig, men også så hårdt at være vidne til at han ”fravælger” sin mor. Det vidner jo selvfølgelig om, at de 10 timer om dagen jeg bruger sammen med ham som hun ikke gør, gør en kæmpe forskel. Men det føles bare forkert på en eller anden måde og det må være så hårdt for Shana. Så det har jeg det rigtig skidt med samtidig med at jeg selvfølgelig synes det er så fedt, at være så inde i inderkredsen og have hans fulde opmærksomhed, tillid og kærlighed. Trust is the first step to love.

Ellers så er vi i gang med, at finde en ny au pair til familien når jeg rejser. Det er rigtig hårdt at være en del af og tanken om, at der er en der skal komme her og overtage mit værelse, mit badeværelse, min kælder, min bil, mine børn, MIT liv er helt forfærdelig. Men sådan er det jo desværre og som Shana sagde da jeg snakkede med hende om det, så er det jo mit valg at tage hjem og derfor er de nødt til at finde en til at erstatte mig. Jeg håber bare, at jeg har betydet så meget for dem at kontakten vil holde ved. John er nok den der mest viser at han er rigtig ked af at jeg tager hjem. Han snakker meget om at besøge Danmark og jeg kan se at det går ham på at vide at jeg snart rejser.

Jeg har Skypet lidt med den tyske au pair som de har i tankerne skal afløse mig. Shana var dog ikke så glad for at hun var tysk: ” I just don’t like the nazi history” ja det er jo så et par år siden og selvom jeg heller aldrig har været overdrevet begejstret for tyskere selv så synes jeg nu ikke at alle fremtidige generationer skal lide af deres historie.
Hun hedder Sina, kommer fra en meget lille landsby og virker som lidt en nørdet type men super perfekt til jobbet. Hvilket piner mig. Men som Shana sagde, så leder hun jo ikke efter en ny veninde til hende selv eller til mig, men efter en der kan tage sig godt af børnene. Så skide være med, at hun måske ikke er den sjoveste eller vildeste eller den der drikker mest Tequila. Det har de jo prøvet kan man sige!
 Havde mest af alt lyst til at være en rigtig bitch da jeg skypede med hende, men ved at i den her situation er det vigtigste at jeg ikke er egoistisk. Det vigtigste er at vi finder den bedst mulige til at erstatte mig og få børnene til at føle sig elsket og værdsat lige så meget som jeg har prøvet at gøre. Jeg vil nu bare gerne tro på, at mine sko er pænt svære at fulde ud. Er det ikke sådan det der ordsprog lyder? :P
Lige for tiden har jeg lidt haft følelsen af, at jeg/alle bare går og venter på afskeden. Jeg kan huske da jeg havde fundet familien her og vidste min afrejse dato hvor forfærdeligt det var bare at gå rundt og tælle dagene til jeg skulle sige farvel; eller på gensyn. Jeg havde mest af alt lyst til, at rejse i nattens muld og mørke uden at nogen vidste det, så ville jeg slippe for den forfærdelige scene i lufthavnen og til min afskedsfest. Det er den samme følelse jeg lidt har nu. Hvilket jo selvfølgelig ikke er så godt, skulle jo gerne nyde og få mest muligt ud af min sidste tid her, hvilket jeg nu også synes jeg gør! Det dummeste er jo egentlig, at der slet ikke var nogen forfærdelig scene i lufthavnen eller til min afskedsfest. Jeg klarede det jo med løftet pande og selvom det var hårdt og stadig til tider er så, var det ikke nær så slemt som jeg frygtede afskeden ville blive. For det meste har jeg jo en tendens til at forudse de væreste scenarier og overdrive alt for meget, det går jo altid nogenlunde for mig på trods af mine forudseelser. Så jeg prøver, at gemme de dårlige tanker lidt væk og bare være her i nuet og nyde hvert et øjeblik. Håber at mig og Ida’s tur til Chicago bliver god og at det vil få humøret helt op igen.

Det er ikke enhver sky, der føder en storm

“Real generosity towards the future lies in giving all to the present.”


Lot of love Annabulle


torsdag den 28. februar 2013

„The greatest thing you'll ever learn, is just to love, and be loved in return.“

I've learned that mistakes can often be as good a teacher as success.


Vupti så gik der lige lidt længe mellem mine opslag igen. Men det er altså hårdt og travlt at være en drama queen au pair.

Nå, men siden sidst har det været Valentines dag, alle der har min facebook, kender mig eller bare tænker rationelt ved at jeg HADER Valentines. Hvilken åndsvag lorte dag! Havde desværre den her diskussion med mange amerikanere da jeg udtrykte mit, ellers åbenlyse had til denne dag kom kommentaren: ”Why do you hate love so much?” Så må jeg jo lige sige at jeg bestemt på ingen måder hader kærlighed. Vil selv mene at jeg har et meget stort hjerte og med glæde viser min kærlighed; sometider.
Men at opfinde en dag hvor folk skal føle sig ”tvunget” til at vise kærlighed er noget pis i min verden! Og nu sidder i alle sammen og tænker at jeg hader den dag fordi jeg ikke har en kæreste at dele den med. Og JA damn right i har! Som om det ikke var nedren nok i forvejen at være single så skal man da lige opfinde en dag for at tvære det ud i hovedet på os alle sammen at vi har nada, zero, null, absolut INGEN at dele dagen med. Det er jo bare skønt!
Vil ellers mene, at jeg er en forholdsvis selvstændig kvinde der ikke nødvendigvis behøver en mand i mit liv for ikke at føle mig ensom, men så kommer der lige sådan en dag som Valentines og så skal man sidde der og have pisse meget selvmedlidenhed fordi man rent faktisk har en smule værdighed og standard og ikke er hoppet på det første og det bedste. Ja gu fri mig vel.

Den torsdag blev også dagen hvor jeg for første gang skulle pleje mig selv lidt og prøve at få mine bekymringer og stressniveau lidt ud af kroppen, alt sammen igennem en times yoga undervisning. Nu fik i lige en lille forsmag eller mere eftersmag på hvordan mit humør var og hvor helt oppe i det røde felt jeg var, så da min underviser med rolig og dæmpet, næsten hviskende sensuel stemme sagde: ”Clear your mind, let all your worries go. Think of nothing other than relaxing your body and mind.” Ja hvor meget tror I så man slapper af?!
Nemlig ja, man slapper overhovedet ikke af, i hvert fald ikke hvis man er mig. Sad der stiv som et bræt mens alle mine problemer og bekymringer farede rundt i hovedet med 180 km i timen. Havde bare lyst til at kyle den skide yoga bold efter hende og trampe ud af rummet, men overraskende nok, så gjorde jeg det ikke. Blev hele timen og følte mig faktisk en smule afslappet bagefter. Eller måske bare mindre vred og stiv i betrækket. Men det er jo også fremskridt. Små slag.

For så lige at gøre hele dagen bedre så blev jeg bedt om at lave en valentines besked til AJ til et skole projekt. Det endte således:

“Happy valentine’s day AJ. You’re very special to me, you’re smart and cute and I know that you’re going to do great things in your life. You’re my little sunshine, you make me happy and I love you. I wouldn’t spend my Valentines with anybody else than you! You will forever be in my heart.”

 Ja, det lyder jo måske meget sødt, og skal da lige siges at jeg mener hvert et ord. På en god dag! MEN halvdelen af det er tyv hamrende stjålet fra min kære ven Google. Jeps, jeg kan simpelthen ikke en gang skrive en kærlighedsbesked til ”mit” barn. Så gik det op for mig og jeg ALDRIG i ægte forstand har oplevet romantik. Jo på film, på afstand og i gennem andre mennesker. Men der er da aldrig nogen der har sendt mig en kærlighedsnote eller overrasket mig med noget som helst romantisk. 
 
Men Valentines var også Shana’s fødselsdag. Så gav hende en buket blomster og skrev et sødt kort og bed da også i det sure æble og ønskede dem alle sammen god Valentines dag. Ja, er jo ikke helt urimelig.
 
Ellers så sker der stadig ikke det vilde i hverdagene. Er nu fast begyndt til zumba hver tirsdag, det morer jeg mig rimelig meget med. Første gang var dog rimelig pinligt. Ida og jeg mødte op ret kæphøje og mente jo klart at vi måtte have en fordel fra de der 3-4 salsa lektioner vi tog for flere måneder siden. Især da vi så holdet og gennemsnitsalderen var 50. Der var bare ikke lige nogle der havde fortalt os at der åbenbart var sæsoner og den dag var det sidste dag i sæsonen så hele holdet havde lavet samme rutine i 2 måneder.
Så træneren, der btw ser fuldstændig fantastisk ud, Er dybt misundelig!, sætter bare musikken igang og så begynder de ellers bare alle sammen at shake og lave det ene kompliceret trin efter det andet og så stod mig og Ida der og gloede åndsvagt. Vi blev hurtigt enige om at det var godt vi havde stillet os bagerst, lige indtil rutinen blev vendt om og vi stod forrest. Var nær død af et angstanfald. Indtil jeg indså at jeg nok burde have set den komme, med mit held og mit liv. Og vi fik da bevæget os og grinet en hel del. Nu er vi heldigvis helt med på alle sangene og det kører bare og er super sjovt.
 

Den her weekend tilbragte mig og Ida i NYC i Alan’s lejlighed. Vi havde bare brug for at komme lidt væk fra familierne og forstaden og få lidt spænding. Og det skal jeg da så lige love for at vi fik. Fredag ankom vi sent og sad bare i lejligheden og hyggede med jordbær, champagne og drinks. Lørdag sov vi længe og så tog vi ellers ud og shoppede og tog en tur til Rosevelt island med en tram(lift). Som vi kaldt for Tramp indtil vi fandt ud af hvad det betød, ups. (Mor, du behøver ikke vide hvad det betyder. Du kommer ikke til at bruge det.) Bagefter tog vi hjem. Drivvåde efter heldagsregnen og rimelig cranky begge to. Så delte vi lige en kæmpe stor pizza oppe i lejligheden og efter den og en halv times power nap var humøret tilbage i top og vi gjorde os klar til at feste. Jeg kender en der arrangerer fester på Empire hotel rooftop som havde lovet at smugle os ind der når nu vi ikke er gamle nok.

Vi gjorde os klar og fik et par drinks og så var planen at Mike skulle være kommet og have drukket Tequila shots med os, men det nåede han aldrig, men så er det jo godt vi selv kan finde ud af det der med Tequila.
Med højt humør, en del alkohol i blodet, kjolerne og hår top tunet var vi klar til at male byen rød og tog op til klubben. Der var ingen problemer med at få os ind, og min ven derinde sørgede da også lige for at give mig et bord med gratis alkohol hele aften. Hvilket totalt er grunden til at resten af aften er helt forsvundet fra min hukommelse.
Kan huske vi havde det overdrevet sjovt, vi blev venner med to andre tyske au pairs som sad ved vores bord og nasede vores gratis drinks. Og så lige pludselig går alting bare galt og jeg råber og skriger i min mobil telefon af Mike og stor tuder. Ved ikke rigtig hvad jeg har sagt og hvorfor det lige pludselig eskaleret sådan. Men var i hvert fald godt træt af at han havde sagt vi skulle ses og lige pludselig ville han hellere være sammen med sine andre "rigtige" venner på hans fødselsdag. Hvilket jeg, nu i ædru tilstand, sådan set godt kan forstå. Var da også pisse dobbeltmoralsk da en mega smuk fyr kom over til vores bord og jeg på nul komma fem havde scoret ham. Men det behøver han jo ikke vide!!
Nå, men får i hvert fald lavet det helt store dramatiske show over telefonen. Klubben lukker så og mig og Ida er de eneste tilbage fordi vi ikke kan finde min jakke. Går selvfølgelig helt i panik og laver drama over det, for jeg skal fandme ikke betale 200$ for en ny jakke det er da helt sikkert. Gardarobe damen begynder så at råbe af mig, hvilket ikke hjælper på mit humør men bare får tårerne til at springe endnu mere ud af hovedet på mig. ”This is NYC, NOBODY leaves their stuff laying around” ”Stupid Girl, jesus chris. It’s NYC!” Det var jo meget rart lige at blive mindet om hvor man var, hviiiiis nu man skulle have glemt det. Havde jo ligesom ikke smidt min jakke hvis det ikke havde været for min tårn høje promille og mit dramaqueen mood. Men heldigvis havde hun min jakke og fandt da så også lige ud af at nøglerne til lejligheden lå i den. Så er meget taknemlig for at den blev fundet!!!

Vågnede op dagen efter med velfortjente tømmermænd både fysiske og moralske og havde på fornemmelse at alting ikke var helt okay mellem mig og min ”nye” amerikaner ven Mike. Så måtte jo sende ham en lang undskyldning/forklaringssms og bede om tilgivelse.

Jeg er bare rigtig god til 1) at drikke Tequila, 2) at holde alle mine dårlige følelser inde indtil bægeret flyder over og det hele eskalerer, hvilket det jo så oftest gør når man har fået alkohol. Har følt mig rimelig presset og stresset over, at jeg havde besluttet ikke at extende mit år herovre men at jeg stadig ikke havde fået taget mig sammen til at fortælle min familie det, det hang som en stor sort bekymringssky over mig. 3) alle jer som kender mig godt ved jo godt at jeg kan være lidt dramatisk og nogle gange laver lidt for meget drama i mit eget liv. Især når det gælder fyre. Det er jo nemmere hvis jeg laver drama og ødelægger det mellem os inde det bliver for seriøst for så kan jeg altid sige at det var min egen skyld, og det er altid bedre at knuse sit eget hjerte end at en anden gør det. Det er i hvert fald hvad jeg har gået rundt og bildt mig selv ind. Har nu indset (man må sandelig sige at det har været en produktiv weekend fuldt med mentale wake up calls) at man ikke behøver såre sig selv. Jeg har mange egne og andres teorier på hvorfor jeg har sådan en selvdestruktiv adfærd når det kommer til kærlighed i mit liv.
 Men alt hvad i behøver vide er, at det er slut nu. Jeg bliver nødt til at tage mig sammen og pakke den der dramatiske adfærd væk og begynde at stole på andre mennsker. Og så ligger jeg også lige den der Tequila lidt på hylden. Tror min mor har ret, det er sgu ikke særlig flatterende at være hende den fulde tequila tosse. Så fra nu af håber jeg på at der vil være mindre drama i mit liv, det vil også betyde en del færre sjove historier, men gud hvor ville det dog egentlig være rart at føle sig helt almindelig og kedelig for et stykke tid.
Modtog 2 sms'er forleden dag fra 2 fyre som jeg åbenbart har snakket med på klubben. De synes Ida og jeg var mega sjove og festlige og ville bare høre hvor vi skulle feste henne næste weekend. Det er da altid noget at folk finder mig underholdende. Modtog også 2 facebook mails med samme budskab, men dem kan jeg i det mindste huske jeg har mødt og snakket med. Jesus Christ.
Jeg skal virkelig tage mig sammen snart.

Jeg må sandelig sige at jeg får lavet noget soul searching mens jeg er her. Får lært en hel del om mig selv og min adfærd. Og vigtigst af alt, jeg får rettet op på nogle fejl og ændret nogle dårlige mønstre.

Nå, men mandag havde jeg stadig tømmermænd, hvilket jeg ikke vil brokke mig over. Det er fortjent. Mike havde sagt, at vi var okay. Men han lød super irriteret og nu svarer han ikke på mine sms’er så det er vist godt og grundigt ødelagt. Flot Annabel!

Så tænkte, at nu når jeg i forvejen ikke var mega fan af mig selv og mit liv kunne jeg lige så godt rive plasteret helt af og få fortalt Shana og John at jeg altså tager hjem som planlagt til sommer.

Det var kun Shana der var hjemme. Men det gik godt, jeg begyndte selvfølgelig at græde før jeg overhovedet havde fået sagt noget som helst. Men hun tog det rigtig pænt og sagde at de jo ikke havde regnet med at jeg ville blive mere end et år så bare det at jeg havde overvejet det havde været stort for dem. De vil støtte mig i enhver beslutning jeg mener er bedst for mig selv. Og at jeg havde ret i at hvis jeg kun blev fordi jeg ikke havde lyst til at sige farvel så ville det være dumt, for farvel skal der jo siges på et tidspunkt. Jeg kan ikke blive ved med at lukke øjene og lege at jeg ikke hører eller ser alle de dumme ting og svære beslutninger jeg skal træffe og gennemgå.
 
Nu er planen så at jeg vil undersøge mulighederne for at komme tilbage senere på året eller næste år og studere. Den helt store drøm ville være at læse børne psykologi. Og ja ja nu sidder i nok og tænker at det er hun ikke klog nok til, men jeg har vel også lov til at drømme!!


En anden ting er også, at jeg simpelthen ikke forstår hvorfor fyre som f.eks. Mike vil spilde deres tid med mig, også selvom vi ikke er seriøse og bare har det sjovt. Han er sjov, klog, har et godt job og styr på sit liv, hans eks kæreste ligner en super model så han kan tydeligvis score hvem han vil. Og så er der mig, One big mess, har ikke styr på en skid, kan ikke træffe nogle beslutninger overhovedet, jeg er en drama queen og ikke altid lige sød. Mit liv hænger lige så lidt sammen som Frederik Fetterleins økonomi gør. Jeg laver flere fejl end Jørn Ege og mit liv er simpelthen bare lige til et afsnit af Nynnes dagbog.
Og ja, vi synes jo alle sammen Nynne er skøn og super underholdende, men der er sgu ingen der gider leve hendes liv!!
 

Så status over mit nye mål/projekt de næste par måneder der skal rette op på mit liv!:

1)      Stop med at lave unødvendig drama.

2)      Stop selvdestruktiv adfærd. Jeg HAR også fortjent at være glad, mere end bare udadtil.

3)      Mindre fake selvtillid mere ægte selvfærd.

4)      Unødvendige bekymriner er UNØDVENDIGE!

5)      Finde ud af om jeg kan komme tilbage og studere her! (kryds fingre for mig!)

Puha man får helt brug får en drink... Hvilket bringer os til sidste punkt

6)      MINDRE TEQUILA!!! Man kan godt være dansk og have det sjovt uden alkohol. (siges der)

 
Det kan godt lyde som om jeg har det dårligt herovre med alle de sure opstød, men jeg har det fantastisk og synes det er dejligt og forfriskende at lære så meget nyt om sig selv og prøve at ændre nogle ting og mønstre der er knap så sunde for en selv.

 

You don't always have to hold your head higher than your heart.

 

søndag den 10. februar 2013

For kendt...


Sidste gang jeg skrev glemte jeg helt at sige at Ida har været på ferie med sin familie så har måttet undvære hende en hel uge. Det var træls og hverdagen var kedelig. Men nu er hun tilbage så vi kan have lunch dates og Chai tea aftener.

Sidste weekend måtte jeg jo så underholde mig selv og det viste sig så at Mike var i NJ kun 40 min fra mig. Så han inviterede mig op til hans vens hus hvor han var. Han fik det til, at lyde som om der var nogle af hans venner der og vi skulle alle sammen ud og spise og bagefter ud og have nogle drinks. Så jeg blev jo straks hylet fuldstændig ud af den og gik helt i panik med tøj-,sko- og hårkrise og prøvede at blive mentalt klar på at se ham og hans venner fuldstændig ædru og alligevel være i stand til at vise min mega sjove og seje personlighed.

Som jeg ved jeg gemmer et eller andet sted inden i mig.
 
Når men tager så bilen og kører derop, Mike svarer ikke på mine sms’er så jeg følger GPS’en hele vejen hen til huset og kører så selvfølgelig lige fordi og parkerer et sted længere væk og ringer til ham 5 gange uden at han tager den. Så får jeg jo selvfølgelig bildt mig selv ind at han har ditchet mig og nu sidder der 3 drenge et eller andet sted og har god griner over at jeg er kørt så langt for at se ham og så bailer han mig. JA, lidt sortseer er man jo.

Han ringer heldigvis hurtigt tilbage, måske da det faktisk var muligt for ham at komme igennem til min mobil for alle de opkald jeg desperat selv foretog. Jesus.
Når men så måtte jeg jo lige lade som om jeg var faret lidt vild, for kunne jo ikke sige, at jeg holdte lige uden for huset og bare ikke turde gå ind, det kan selv jeg høre lyder for dumt. Det er meget bedre at fake man er faret vild og så vupti er man der mirakuløst lige pludselig! Jaja, burde have min egen dating-coach forretning, I know ;)

Nå, men så træder jeg ind i det her utroligt grimme og amerikanske hus iført min transperante silkeskjorte, en læderjakke, tårn høje stiletter og får lige at give det prikken over i’et, en knald rød løbestift. Og så sidder der 1 ven og de er begge iført totalt casual tøj, sidder og ser Ironman, spiller en amerikansk udgave af pyramide og drikker øl! Har aldrig i mit liv følt mig så malplaceret før. Må altså virkelig lære at tone the hele lidt ned. Men efter 30 minuters pinsel i sofaen ved siden af Mike og hans ven watching Ironman, går vennen heldigvis ud og jeg får lidt alene tid med Mike....

 
4 timer efter går vi ud for at møde hans venner på en bar i nærheden. Det var hyggeligt nok, men følte mig stadig lidt malplaceret og så gjorde det det ikke bedre at alle hans venner havde drukket sig godt i hegnet og synes lige de alle skulle snakke og spørge om hvorfor vi først kom nu og hvad der var sket på 4 timer. Jeg kan jo ikke gøre for at Ironman er en fucking lang film vel! ;) Men hans ven fra tidligere viste sig at være mega sød selvom det var en smule akavet da han blev ved med at sige jeg var pæn og at jeg havde en pæn næse. Det må være den mærkligste kompliment jeg nogensinde har fået. Men sødt nok.
 

Her hjemme har vi haft projekt Keith skal sove i hans seng når han tager en lur. Det virker overraksende godt og jeg er lidt stolt over at være den der fik det til at lykkes. I onsdags fyldte den lille mand 1 år, så han fik den obligatoriske kage at sidde og fedte rundt med og det var bare super nuttet. Kan slet ikke forstå at han var 5 måneder da jeg kom og nu er fyldt 1 år, som tiden flyver. Det er jo helt utroligt.

 Ellers har der været Superbowl herovre, det er jo nærmest en helligdag. Jeg troede jo det var SuperBALL, men der tog jeg grueligt fejl. Hvad ved jeg, det er jo med en bold så det giver da mest mening hvis i spørger mig. Jeg så første halvdel, udelukkende fordi jeg ville se Beyonce’s halftime show som var rimelig awesome og så gik jeg ellers i seng bagefter. Der er grænser for hvor amerikansk jeg vil tvinge mig selv til at være.
 

Var til mit måndelige LCC møde i tirsdags. Min LCC havde skrevet til mig og sagt at der var kommet en ny tysk au pair i mit område så jeg sendte hende en velkommen mail og 1 time senere havde hun lokket mig til at hente hende og køre hende til mødet. Snu tysker! Hun var sød nok, men også lidt underlig. Hun synes det var skræmmende, at det første der kom frem når hun googlede sig selv var hendes facebook.

1. Hvem fanden googler sig selv med 3 måneders mellemrum.

2. Selv-fucking-følgelig er det eneste der kommer frem din facebook. Unless du har udgivet et skandaloose sextape eller på anden måde er kendt. Men som helt normal, halv stor pølsetysker så JA så vil det eneste der kommer frem når du indsætter dit navn i søgefeltet være din facebook.

Det var da utroligt altså. Men det kunne jeg jo ligesom ikke sige, så sad bare og nikkede. Det skal lige siges at jeg havde haft en knap så heldig dag. Når man lider af Bi polar pis og PMS så er det bare dømt til at være dage hvor man skulle være blevet i sengen. Brugte 2 timer af mit liv på at se Fatal honeymoons den dag. Alt imens jeg stor tudet. (Fatal honeymoons er et forfærdligt dårligt program der handler om, sjovt nok, honeymoons hvor konen eller manden af tragiske årsager dør eller bliver murdet.) Det lyder selvfølgelig tragisk, men sådan som showet er udfærdiget, så er det altså ikke et show man hystertisk sidder og græder til. MEDMINDRE man er mig med pms.
Når men det gik fint nok med at køre sammen med hende tyskeren, som forresten hedder Denise, hun var jo sød nok og jeg snakker jo bare så der var ingen pinlige tavsheder. Men hun ville gerne ses mere med mig og synes at vi skal til at være slyngveninder og det kan jeg sgu nok bare ikke lige overskue. Ved ikke hvad det er med folk der gerne vil hænge ud med mig og som jeg bare slet slet ikke føler den sammen trang til. Hvorfor kan de ikke mærke det på mig.

Annie, den mexicanske pige, prøvede at få mig til at tage med hende på skole på Long Island. Altså jeg gider ikke gå i skole og jeg gider slet ikke tilbringe hele weekenden med en som jeg dårligt nok forstår og som jeg har NADA tilfælles med. Hun fik da også lige inviteret sig selv op til Nanna som jeg var sammen med, så jeg måtte finde på en syg løgn historie for at slippe for at have hende rendende rundt sammen med os. Er godt klar over, at jeg lyder lidt tarvelig, men come on! Der er grænser for hvor tolerant jeg kan være.

 
I weekenden skulle jeg have været til NYC med Ida, Louise og Nadia (fra nytårsaften) og så 2 af Nadia’s veninder. Men det blev desværre aflyst da vi havde en Nor’easter coming. Med andre ord en snestorm der efterlod det meste af Boston og noget af NY under et kæmpelag sne. 3 af pigerne var fra Boston så da de ikke havde mulighed for at komme til NYC var det lidt nytteløst at fuldføre weekenden. Vi fik heldigvis pengene tilbage fra den lejlighed vi havde lejet, så vi må jo bare finde en anden weekend at gøre det i. Så i stedet for en mega fed nat på Manhatten tog mig og Ida op til Nanna og holdte filmaften. Jeg blev og sov og tog med Nanna til hendes LCC møde hvor de skulle skøjte. Øvelse gør tydeligvis mester for jeg rockede den skøjtehal.

Har desværre ikke været til svømning med AJ den her uge så ingen pinlige historier derfra. (det er jeg egentlig lidt glad for). Men har dog meldt mig ind i det fitness center også så nu kan jeg svømme og tage hold timer der og så træne i mit normale fitnesscenter også.

 Mon jeg kan få ene svømmeundervisning af Mr. Dave? ;)


 

 

fredag den 1. februar 2013

Seducing swim teachers.. The drama in my life has no limits


Så gik der igen alt for langt tid siden mit sidste opslag. Det er jeg ked af. Må bare indrømme at ikke føler mig voldsomt motiveret til at skrive det helt store lige for tiden, der sker heller ikke det helt store. Voldsomme og mislykkede byture er gemt lidt af vejen, og hvad er der så tilbage i mit liv? Kun kedelige gråzoner.

Siden sidst har jeg arbejdet en hel del. Har heldigvis lige fået nyt ”skema” så nu arbejder jeg fra 10-19 hver dag istedet for at have fri 2 timer om aften og så arbejde igen fra 20-21. Det er jeg glad for, så er det lidt nemmere at få noget ud af aftenerne i hverdagen. Og med det mener jeg selvfølgelig, at jeg har et par timer mere til at gå i fitness, stene skod fjernsyn på Viasat, lukke mig inde på mit værelse med Fifty og en pakke Oreos. (My life rocks!)


Weekenderne er mest blevet brugt sammen med Nanna, min danske veninde som bor i nærheden. Vi har det altid mega sjovt sammen og selvom jeg elsker at være sammen med Ida og vi også altid har det sjovt. Så er der altså noget helt særligt og befriende i at snakke om Danmark på dansk og med dansk humor. Og så har Nanna været så sød at lave dansk mad til mig når jeg er der, DET er dejligt og mange pluspoint i min bog.
Hun tog mig med på hendes yndlingsstambar en aften, det var helt vildt hyggeligt og sjovt. Ellers har vi drukket vin, set film, farvet mit hår orange og lavet mad. Nå ja, og spillet Logospillet. Et af spørgsmålene var, at man skulle nævne den afrikanske Ø hvor Carte d’ors vanille stammer fra. Nanna råber: ”TANZANIA!” Jeg kigger dumt på hende hvorefter hun retter sig selv med ordene: ”Nårrhhh nej, jeg mener Kenya!” Åhh ha, Jyder altså. Senere var der et spørgsmål omkring en jysk avis hvortil hun svarer: ”Jyllandsposten”. Måtte igen give hende mit du-er-sgu-da-ikke-for-skarp-blik og hun siger: ”Udkommer Jyllandsposten også i København?” København er hvad Nanna kalder hele Sjælland for. Men JA Nanna det gør den!  



Denne måneds LCC møde foregik i en skøjtehal. Og da Ida og jeg er de eneste non mexicanere/spanier/autraliere forventede de jo alle sammen at vi var små skøjte prinsesser, så jo skuffelsen var stor da vi ”gled”, okay måske nærmere gik rundt ude på isen. Seriøst, hvor blev den der alder af hvor man var totalt frygtløs og overhovedet ikke tænkte på at man kunne falde at slå sig. Er jeg virkelig blevet så gammel at den evne totalt er forsvundet?! Brugte undskyldnignen: Jeg faldt en gang på mine rollerskates og forstuvede armen og er blevet kastet af heste utallige gange så det må være gammel frygt der er inkarneret i mig. Det kunne jo sådan set godt være rigtigt, men må nok indrømme at jeg aldrig har været god til at kordinere min krop og skøjteprinsesse har jeg bestemt aldrig været. Selvom jeg da selvfølgelig lige skulle spille sej og hjælpe en af de skræmte mexicanske piger. Hun ville kun ”gå” rundt med mig 1 omgang og så tror jeg ligesom hun fandt ud af at hun var i bedre hænder hvis hun holdte fast i kanten og ikke i mig. Men fik da pluspoint i min LCC’s bog for at have hjulpet. ”You’re such a nice girl Annabel” Det kan hun jo på mange punkter have ret i, ikke?!

 Hvad er der ellers sket. Nå ja, er blevet forelsket i AJ’s svømmetræner. Typisk mig. Jeg synes ikke en gang han er pæn, og han kigger altid lidt ondt på mig. Hvilket helt sikkert er grunden til at jeg bare MÅ have ham! Det kan fandme ikke passe at han er totalt intolerant (kan man bruge det ord i den sammenhæng?!) overfor min danske charme!! Man vil jo helst have det man ikke kan få right.
 Hvis nu jeg finder ud af at han har en kæreste, så bliver der jo en gigantisk scene, for så MÅ han jo bare være min drømmemand. En anden grund er altså også, at han er så god med børnene. Mit hjerte bløder når han high-fiver dem fordi de var gode og klapper af dem og roser dem.

Nå, men som alt andet i mit liv så skal der jo ske noget pinligt og ydmygende i de omgivelser hvor jeg helst bare så at jeg var en ung, moden og sofistikeret pige. AJ er en mega tøs og er bange for selv det simpleste ting såsom at hoppe i vandet fra kanten. Alle de andre børn på hans hold gør det uden problemer og han er den største og ældeste (mega flovt, lader altid som om det ikke er mit barn, hvilket det jo heller ikke er!!!). Men det resulterer i at han stort set ikke for svømmet fordi han står på kanten og skaber sig og han forstyrrer hele undervisingen. Så mig og Shana havde lavet en klar aftale med ham, næste svømmetime skulle han bare hoppe i. Slut færdig.
Det gør han selvfølgelig ikke.
Han står på kanten og laver en mega scene, råber og skriger. Hans to trænere(inklusiv mr. Dave, som er mit crush) står i vandet og prøver at overtale ham til at hoppe i, mens to livreddere står på kanten sammen med ham og prøver ligeledes. Nothing happens. Det blev ved i 10 min, og hans time er altså kun på 30 min. Alt imens jeg stod på sidelinjen og blev mere og mere rød i hovedet af flovhed og raseri. SÅ kunne jeg bare ikke holde ud at se på det mere og tror nu også at det på dette tidspunkt forventes af mig at træde ind og vise min pisse beslutsomme og ansvarlige side (som jeg jo VIRKELIG besidder?!). Trampede igennem svømmehallen og fik med lidt for højt pitch’et stemme råbt: WHAT’S going on?! Satte mig ned med AJ og prøvede med bævrende stemme mens 4 voksne overvågede mig, at få styr på mit engelske og vise mine utrolig gode og overbevisende babysitter evner. Hvilket totalt mislykkes. Følte mig altså temmelig presset. Prøvede alverdens forskellige metoder. Den forstående: Hvorfor vil du ikke hoppe i vandet AJ? Den vrede: Du hopper bare i vandet og det er lige nu. Den triste og skyldfølende: Vi havde en aftale og du LOVEDE. Og til sidst. Den dramaqueen bitch der rejste sig op og kastede ungen i vandet mens han skreg og lavede en mega scene og sørgede for at alle i hallen kiggede på os.

Ja, så så man lige mig blive kåret som verdens dårligste au pair og traumatisere en 5 årigs liv bare fordi man gik i panik over at den ”hotte” svømmetræner overvågede mit every move.

Så måtte jeg ydmyget, rød i hovedet og med en noget dårlig smag i munden traske hele vejen tilbage igennem hallen og ud til de andre forældre meget opsat på ikke at skabe øjenkontakt med nogle på min vej. Måtte skrive en sms til Shana og forklare det hele fordi jeg havde det så dårligt. Heldigvis tog hun det godt og sagde bare: ”You did good.” Han skal jo lære det. Nu er trænerne så også selv begyndt at kaste ham i vandet så har det bedre med min drastiske beslutning. Men Mr. Dave har ikke set til min side siden. Bare vent, jeg skal nok få ham til at hungre efter mig. Og så afvise ham. Bare fordi jeg kan.
 
Den her weekend var jeg i NYC, mødtes med Ida og hendes famile som er på besøg fra Sverige. Det var rigtig hyggeligt at møde dem. De tog ud med Staten Island færgen, men det har Ida og jeg gjort rigeligt så vi hang ud på Starbucks og ventede på dem. Da de kom tilbage tog vi op og så det meget store og flotte bibliotek. Kunne sandelig godt se mig selv sidde der i blandt rigtige New Ýorkere og studere. Bagefter tog jeg ud og mødtes med Mike. Ved ikke hvad det er med ham, men han pisser mig af når vi sms’er, men så når vi ses så har vi det mega sjovt og hyggeligt og det virker som om jeg har kendt ham meget længe. Det er lidt træls. Men det vigtigste er vel trods alt, at man fungerer sammen face-to-face.
Så så man lige mig traske rundt på Manhatten hånd i hånd med en rigtig New Yorker. Da vi var færdige med at drikke kaffe, og grine af folk på skøjtebanen gik jeg tilbage til Ida’s familie.

Vi spiste på en Seafood resturant og jeg fik kammuslinger. (hvilket er en totalt irrelevant oplysning, men hvad fanden). Bagefter gik vi til deres hotel og fik white russians og tequila. Skulle nok ikke have taget tequilaen, for tog selvfølgelig den forkerte subway på vej ned til Penn station og måtte halvt løbe 11 bloks med tårer springene ud af øjene indtil jeg fandt den rigtige subway, så virkede mit metrokort selvfølgelig ikke og toget holdte på stationen og ventede så måtte hoppe over det der ting der lukker en ind, men fik selvfølgelig skuffet til den så mit ene ben sad halvt i klemme og jeg næsten faldt ind på perronen. Til stor underholdning for folkene i toget der så til mens jeg IKKE nåede mit tog og til dem der heller ikke nåede det og måtte vente til jeg havde fået min ben tilbage. Great! Alt endte dog heldigvis godt, kom med mit tog hjem til PA, måtte dog sidde ved siden af en fremmed hele vejen. Ja, det var ikke rart, lidt skandinavisk er man vel stadig.

I går skulle jeg køre op til Shana’s arbejde med hendes computer som hun havde glemt. En dejlig køretur på 1 time hver vej. Jeg havde selvfølgelig ikke set, at jeg manglede benzin på bilen før det satans lille tegn begyndte at lyse og så var jeg in the middle of fucking nowere med en baby i bilen. Var selvfølgelig 2 sek. Før kørt forbi en tank station, men dem er der jo alle steder right så det kunne sagtens vente. Men NEJ, det tog mig 20 miles før jeg kunne komme af motorvejen og tanke. Jeg råbte og kunne nærmest ikke holde tårerne tilbage af ren frustration og bare tanken om, at ende strandet et sted med babyen. Så han vågnede selvfølgelig og begyndte at hyle med i kor. Det var forfærdeligt. Men vi overlevde!

Se det er hvad ens liv bliver fuldt med når man ”får” børn og ikke tager i byen og laver skandaler. Det er helt utroligt, så meget drama selv små ting kan skabe. Eller jeg kan skabe.
 

Ellers ikke mere herfra. Jeg har det fantastisk. På trods af at jeg lige er vendt hjem fra AJ's svømmetime og Dave endelig kiggede på mig og sagde: How you're doing. (Og NEJ det var ikke som Joey siger det!). Blev selvfølgelig helt rød i hovedet og kunne dårligt kigge ham i øjnene mens jeg med en meget lille stemme fik fremstammet: "Hi".
Så der røg lige chancen for at vise min awesome personlighed og rent faktisk vise ham at jeg gerne vil snakke med ham. Hvornår går det der generthed væk? Det er jo på ingen måde særlig nemt at leve med!!
 
 

 

tirsdag den 8. januar 2013

Jul og nytår


Så kom jeg sikkert igennem jul og nytår. Det hele har været lidt travlt og stressende, så derfor har jeg ikke helt været så god til at få skrevet. Men nu er det jan. Og tingene er lidt mere rolige, udover at jeg selvfølgelig skal planlægge min tur til Chicago, til Niagara falls, finde ud af mine skolekurser og lige overveje om jeg skal forlænge mit ophold her, nå men mere om det senere.  

Først og fremmest havde jeg en fantastisk god og hyggelig amerikansk jul! Den 24. fik mig og Ida taget billede på Santa’s skød, det længe ventede billede! Eftermiddagen tilbragte jeg sammen med min familie hos Shana’s kusine til frokost og hygge. Da vi kom hjem, bagte vi cookies til julemanden. Jeg spiste middag hos Ida’s familie om aften og de tog os med i katolsk kirke den aften. Det brød jeg mig ikke rigtig om, det er sjovt nok at have oplevet det, men det var lidt for ektremt for mig. De små drenge der går rundt med korset og holder biblen mens præsten læser op, man skulle hele tiden ned på knæ og bede, man skal hele tiden give penge og ej altså det er sgu lige en tand for meget. Men nu er det prøvet og det døde jeg jo ikke af.
 Jeg kommer i hvert fald ikke hjem som troende, det er da helt sikkert.
 
Jeg fik også Skypet med min familie derhjemme 2 gange, første gang da de sad og så Disneys store juleshow, som jeg finder meget mærkeligt og foruroligende at de ikke sender herovre! Det er simpelthen ikke fair! Senere da de spiste ris a’lamande (mor du behøver ikke sende mig en mail hvor den rigtige stavemåde står, I don’t care!). Synes det var hyggeligt, at se dem alle sammen igen, også selvom det resulterede i lidt tårer da jeg skulle lægge på. Sådan er det jo, og jeg havde det helt fin bagefter. Har ikke haft hjemve her i julen som man jo kunne have frygtet. Dansk jul skal jeg nok opleve igen!

Den 25. blev jeg vækket kl. 8 af AJ som råbte at julemanden havde været der og lagt gaver i sokken. Jeg kom ovenpå til julepyntet bord og duften af pandekager. Der var overdrevet mange gaver rundt om juletræet, det var så amerikansk! Min sok var også blevet fuldt med gaver, fik 100$ og en masse lækker make-up, cremer og andre dejlige og lækre produkter jeg kan forkæle mig selv med. Det var rigtig hyggeligt, at sidde der om morgen og åbne gaver.
Resten af dagen gik vi bare rundt i vores nattøj og hyggede og om aften tog vi på resturant og spiste mega lækker julemad. Tror Shana blev lidt fuld under middag, hun var i hvert fald super kærlig og sagde mange gange at de ville komme til Danmark og besøge mig når jeg en gang kom hjem.  

Mellem jul og nytår var både Shana og John hjemme, så det var lidt underligt at være på arbejde alligevel. Man bliver hurtigt lidt stresset af så mange mennsker i huset når jeg er vant til bare at være mig og babyen om dagen. Den 28. kom der oven i købet nogle af Shana’s venner på besøg, så de boede på mit værelse i et par dage. Hvilket var helt okay, det var et super sødt par og damen var gravid så det var i orden at hun sov i min seng og ikke på gulvet. Hvilket godt menneske jeg er!

 Nytår var jo en stor aften, at fejre sin nytårsaften i NYC. Ja det er jo ikke alle der kan sige de har gjort det. Ida kom over om formiddagen og så gik det store arbejde med tøj, make-up og hår ellers i gang. Jeg skulle nemlig både ordne mig selv og Ida, så der var nok at tage sig til. Resultatet endte heldigvis rigtig godt, vi fik da top meget opmærksomhed hele aften. Selvom jeg jo synes jeg er blevet enormt stor og tyk, og nok aldrig rigtig bliver tilfreds med mit udseende før jeg kommer tilbage til min normal vægt. Hvilket jeg så sandelig håber jeg snart gør!
 Ida var dog meget begejstret for min styling af hende og det var skønt at se hende træde lidt ud af sin comfortzone og blive mere selvsikker og udadvendt.

Vi tog ind mod byen tidligt om aften for at mødes med Regitze, Nadia og Louise. Vi spiste på en god og fanzy resturant og bagefter gik vi ned mod Times Square mens vi drak alkohol af vores vandflasker. Ikke særlig classy og man føler sig sat tilbage til den gang man var 15 år og man ikke rigtig havde lov til at drikke endnu. Man føler sig rigtig dum når man er 20 år og har drukket og gået til fest de sidste 5 år og så kan man sgu ikke en gang få sig et glas vin på en resturant. Øv altså!

Nå men, Times Square kunne vi jo selvfølgelig ikke komme i nærheden af overhovedet, og vi gad altså ikke vade 11 blokke for at IKKE kunne se den skide bold falde ned. Så vi tog ned imod den klub vi havde købt billetter til og så sad vi et par blokke derfra og drak lidt mere. Vi havde det vildt sjovt og hyggeligt. Tiden løb lidt fra os, men kl. 11.30 bevæger vi os mod klubben, mig og Ida mister de andre i indgangen men styrter op i salen med storskærmene og når lige op til nedtællingen. Kl. 12 falder ”æblet” ned, alle hujer og råber og en fyr kommer over og løfter mig og Ida op og kysser os. Så var 2013 ellers skydt i gang. Vi havde en fest, alle var vilde med os og lagde an på os. Vi havde det sjovt og festede hele natten. Ida og jeg tog toget hjem og landende i PA kl. 8 om morgen hvor John hentede os. Jeg tror de synes jeg er lidt små tosset, men hvad fanden, det er jeg jo også!
 

 Året der gik, højdepunkter i år 2012.
 

Året hvor jeg tabte 6 kilo – og derefter tog 8 kilo på.

Året hvor jeg fik en kæreste – og blev slået op med offentligt på facebook

Året hvor jeg for første gang læste porno(Fifty shades) – Året hvor jeg for 2. gang læste porno (triologi genlæses)

Året hvor jeg bildte Amerika ind at der ikke findes Moskeer i Danmark. At Rittersport, Milka og Marabou er dansk – året hvor jeg måtte konstatere overfor amerika at jeg ikke ved en skid om mit eget land.

Året hvor jeg trådte ud af teenagealderen – året hvor jeg alligevel råbte af min mor på skype og smed ”røret” på.

Året hvor jeg brækkede mig i en taxa, råbte af en taxamand og efterfølgende brækkede mig i en vens penthouse.

Året hvor jeg helt alvorligt sagde ”SnabelA” offentligt.

Året hvor jeg ”tabte” min fortand et par gange. (eller var det året før?)

Ej helt alvorligt så ser jeg tilbage på mit år 2012 med stor glæde. Har opnået og fuldført mange ting, har selvfølgelig haft op og nedture, mistet mennesker i mit liv, haft hjertesorger osv. Men alt i alt, et år hvor jeg har fået udfordret mig selv, haft store glæder og oplevelser. Den støreste af alle er selvfølgelig at jeg tog til USA. Jeg har sørme også været så heldige at få to nye familier i mit år 2012 og 4 nye dejlige unger som jeg holder ufatteligt meget af. Det er med stor glæde og blod på tanden at jeg går mit år 2013 i møde. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil vokse og udvikle mig endnu mere(her er ikke tale om min figur, men nærmere mig som person!).  

Ellers har jeg det bare rigtig godt, trives og nyder til værelsen. Dog har det været nogle tunge, trist og hårde uger her på det sidste. Min oldefar gik desværre bort og det er meget trist og underligt ikke at være hjemme til at ”sørge” og sige ordentligt farvel. Men som min familie siger, nu er han genforenet med min oldemor og det er da en rar tanke!
Midt i alt det, meddelte Shana at de ville begynde at starte processen op med at finde en ny au pair til når mit år ender i juli og hun spurgte om jeg ville hjælpe dem og være en del af det. Jeg blev noget chokeret, det var ikke lige hvad jeg havde regnet med at blive konfronteret med. Jeg har trods alt stadig 6 måneder tilbage af mit ophold. Hun ville bare gerne være i god tid når de nu arbejder så meget som de gør.
Jeg sagde til hende, at jeg ikke var sikker på jeg ville hjem til sommer alligevel. Tanken om at forlade USA og familien er mere end jeg lige kan overskue.

Jeg begyndte selvfølgelig, at græde mens vi snakkede om det og så begyndte Shana også at græde, mens hun hulkende sagde at de ikke ville sige farvel til mig. Så sad vi der, to voksne mennesker og grad over noget der ligger 6 måneder fremme i tiden. Det er meget underligt, at skulle planlægge så langt frem lige nu når jeg ikke en gang kan finde ud af hvad jeg vil have at spise til aftensmad. Jeg ved sgu aldrig hvad jeg vil. Det er altid et problem for mig.

Så nu sidder jeg her og skal om ikke så længe træffe beslutningen om jeg vil tage hjem til Danmark som planlagt eller om jeg vil udvide mit år og blive 6 måneder længere. Jeg har meget svært ved det, det koster mig mange tårer, hovedpiner og humørudbrud. Og det er svært for mig, at takle andres meninger om hvad jeg burde gøre og deres skide dårlige og ikke særlige konstruktive råd til mig: kom hjem?! Siden hvornår har det været et godt råd! Hvornår har var det lige der var nogen der spurgte: Hvad vil DU Annabel? Istedet for at VI/JEG vil gerne have at du kommer hjem af egne egoistiske årsager. (se der var et lille vrede udbrud!)

Føler mig selvfølgelig super heldig og priviligeret over, at der overhovedet er nogle der savner mig der hjemme og gerne vil have mig hjem. Men det her er min beslutning, og det gør det bare ikke nemmere for mig. Jeg har brug for, at høre at lige meget hvad jeg gør. Så vil jeg altid have noget at vende hjem til. Lige meget hvad så er der nogle der støtter mig. DET er hvad jeg har brug for at høre lige nu. Ikke så meget andet pjat.

 Min gæstebog er fuldt med dejlige hilsner, alle der viser hvordan i hver især opfatter mig som person. Mest stolt er jeg af dem der skriver, at jeg har en evne til at forfølge mit hjerte og mine drømme, for det er nu en gang det livet handler om. Nu står jeg i det dilemma at jeg ikke længere ved hvad mine drømme eller mit hjerte vil. Det gør det lidt svært at forfølge dem. Drømme ændrer sig i takt med vores egen og vores livs udvikling. Jeg er ikke et af de smålige mennsker der mener at Danmark er for småt til mig og fuck janteloven. Jeg er stolt af mit fædreland, jeg er stolt af hvor jeg kommer fra, og jeg vil have mit liv i Danmark, mine børn i Danmark. Jeg føler mig meget priviligeret som dansker, ingen tvivl om det. Men lige nu er jeg 20 år, jeg skal ikke have børn, jeg skal ikke købe et paracelhus og en puddel. Jeg skal leve. Jeg se. Jeg skal opleve. Jeg skal tage alle de forkerte beslutninger. Jeg skal lære af mine fejl. Jeg skal tage chancer. Jeg skal finde mig selv og mit eget standpunkt her i livet.

Muligvis må Danmark vente lidt endnu. Hvem ved. Jeg ligger stadig søvnløs om natten over den her beslutning som skal tages. Men jeg skal selvfølgelig nok holde alle opdateret på hvad jeg beslutter mig for.

 

"Gå ikke foran mig. Måske vil jeg ikke følge dig. Gå ikke bagved mig. Måske vil jeg ikke føre an. Gå ved siden af mig og vær blot min ven..."

 
"Mange ting fanger dine øjne, men kun få ting fanger dit hjerte. Forfølg disse. Lyt til Hjertet"
 
 
 

 

torsdag den 20. december 2012

Crazy danes got lost and ended up in the U.S.

Hvorfor hedder det egentlig 24/7? Citat: Mor

Så er der sørme gået et stykke tid siden jeg sidst fik tid til at opdatere herinde, der er sket en hel del så ved slet ikke hvor jeg skal starte henne.

Først og fremmest havde jeg jo fint besøg hjemme fra, mor og Henrik ankom den 6. december og tilbragte 10 dage her hos mig og familien. Det var skønt, at se dem begge to igen, selvom jeg jo er blevet en del mere selvstændig og nyder at gøre tingene for mig selv og på min egen måde så har man jo nu en gang også brug for sin mor indimellem. Vi tilbragte torsdag aften og fredag formiddag hjemme i huset og så tog vi ellers ind til NYC hvor jeg havde fået lov til at låne Alan’s lejlighed igen. Vi gik på times sqaure og mødte Ida som tilbragte hele weekenden med os. Lørdag fik vi set en hel masse, kan dårligt nok huske det hele, vi gik på Brooklynn bridge, var i chinatown, gik i greenwich village, og så Mary poppins på broadway om aften.

Lørdag aften skulle jeg mødes med Mike, tror jeg har nævnt ham før, ham der tog mig med ned til Battery park og så solopgangen med mig?! Anyway han kom hen til lejligheden, forlod hans vens fødselsdag for at se mig. Så stod vi ellers bare på trappen og snakkede og kysede måske også lidt, men shhhh, det var meget sex and the city agtigt, lejligheden har den samme trappe ude foran som Carrie’s.
Han er fandme sød og virker som en oprigtig god fyr. Men nu må vi se, min dømmekraft har jo svigtet mig før kan man sige. Ida mødte ham også og godkendte ham, så det hjalp selvfølgelig lidt. Han er 25 år, hamrende amerikansk, er ingeniør og nej han ligner ikke en abercrombie and fitch fyr, men who cares! Han er charmerende og synes, at jeg er smuk og dejlig og det er lige hvad jeg trænger til at høre så så længe han vil blive ved med at booste mit ego og være sød og rar med ved mig så ser jeg ham hver gang chancen er der. Kan dog godt mærke, at jeg er skrækslagen for at forelske mig igen, kan slet ikke have tanken om at være heartbroken igen. Så det ender sikkert med at jeg er alt for streng ved ham og nærmest smider ham væk og så sidder jeg om et par måneder alene igen og er på trods af mit skjold, heartbroken alligevel. The story of my life. 

Søndag stod vi tidligt op og kørte til Harlem, det ”farlige” kvarter i NYC ifølge min mor og hendes turistbog. Her skulle vi se en vaskeægte afroamerikansk gospelgudstjeneste. Det var helt fantastisk. Som at være med i en amerikansk film. Stor oplevelse!
Resten af søndagen brugte vi på The met, og så tog vi ellers hjem til forstaden igen.  

Resten af ugen brugte vi på at få shoppet julegaver og så var vi også en tur til Philly og når ja, shoppe flere julegaver. Det var lidt stressende noglegange at have så ”mange” mennesker i huset når jeg er vant til bare at gå hjemme med babyen. Men det gik okay og Keith var heldigvis sød det meste af tiden og så var han helt vild med min mor så det hjalp lidt på det at hun kunne hjælpe med ham. Men at rende rundt i et kæmpe outlet mall med en lille baby, det kan altså stresse enhver! Just saying...

 Fredag var det jo min fødselsdag, som jeg nærmest havde glemt jeg havde. Lidt underligt, at have fødselsdag herovre, det er første gang uden min tvillingesøster, Beatrice og uden mine dejlige veninder til at fejre mig, og så på en fredag hvor der ellers var rig mulighed for at tage på Sam’s og synge ”jeg vil i seng med de fleste” og drikke sig i hegnet. Nå men, den tager vi næste år tøser! I promise. Medmindre jeg bliver her...  

Men det var en hyggelig dag, jeg fik nogle dejlige gaver fra nogle fantastiske mennesker hjemme i Danmark, fra min amerikanske familie og jeg fik lov til selv at vælge min gave fra mutti, som blev et par pisse fede læderstøvler fra Steve Madden, en Calvin Klein vinterjakke og en weekendtaske lædertaske fra Steve Madden. Tak for det!
Dagen gik med at lave risengrød, rugbrød, brunkager og en lækker middag til os alle. Og selvfølgelig lagkage som Aj fik lov til at dekorere med lys. Fik synget fødselsdagssang og familien elskede min danske lagkage, eller mors, så det var bonus. Ida havde  også fødselsdag den 14., det er helt vildt som jeg møder folk der har fødselsdag samme dag som mig! Hun kom senere og så tog vi toget ind til New york city sent og gik direkte i seng.

Lørdag gik vi i central park for og se H.C. Andersen statuen, John Lennons mindeting, som Ida 3 dage efter fandt ud af at ”Imagine” er en sang.. Jesus. Senere havde jeg et mindre breakdown da jeg for det første var mega sulten og havde gået rundt og kigget på træer i alt for mange timer. Da vi så fik kæmpet os vej til times square for at købe de sidste julegaver, som man ellers skulle tro at på nuværende tidspunkt måtte være indkøbt men nej! Gik ind i disney forretning for at købe den fantastiske Ironmand dragt til Gustav som selvfølgelig var hans højeste ønske og jeg ville have givet ham som gave, der var 20.000 mennesker derinde men ingen dragt selvfølgelig. Så måtte meget betuttet og skuffet lynhurtigt finde på noget andet. Og nårh ja havde hele dagen glædet mig til at skulle ind og skøjte foran juletræet på rockefeller og få nogle fede billeder. Men så valgte hele mit entourage at baile mig og droppe at skøjte med ordene. ” We can go look at you while you do it” well thank you so much. Og for så lige at toppe min nedturs aften så var der heller ingen af dem der ville med ned i Steve Madden butikken for at købe den gave de( mor og henrik) skulle give mig. Så på grådens rand måtte jeg skuffet satte mig ned i sædet i et teater for at se Mamma mia. Det fik heldigvis hurtigt mit humør op, hold da op en festlig og god forestilling på trods af de mange fulde sms’er og opkald jeg måtte afvise fra Mike der var udklædt som julemand og havde drukket lidt for meget, hmm nisseøl?! Men det er en anden historie.
 

Efter forestilling gik vi hjem i lejligheden og Ida og jeg spiste pizza drak en flaske hvidvin og et par cidere og havde det vildt godt og sjovt. Søndag morgen tog vi hjem igen, mor og Henrik pakkede og jeg kørte dem i lufthavnen.

Det var ikke særlig sjovt at sige farvel, men synes selv jeg klarede det ret godt. Havde det fint på hele køreturen hjem, begyndte første rigtigt at græde da jeg så Shana og John og de spurgte hvordan jeg havde det. Det var lidt ligesom da man var lille og slog sig og inderligt påstod at det ikke gjorde ondt indtil man så sin mor og uhæmmet begyndte at græde. Men det var rart, at få en krammer og blive trøstet lidt for en gangs skyld.

 Der var ikke noget resten af aften og havde det helt fint med at gå ned og sove på mit eget værelse, selvom der var mindre larm og mindre rod. Havde troet jeg ville få en nedtur efter de var rejst, men har slet ikke følt mig nede. Tværtimod havde vi 10 gode dage og det var sjovt og hyggeligt.

 Men jeg har været ”alene” herovre i 5 måneder så er jo blevet vant til at gøre tingene på min egen måde og være meget mere selvstændig. Nu ved jeg også hvor hurtigt tiden flyver så prøver bare at nyde hver dag så meget som muligt og så nytter det jo ikke noget at sidde og græde snot over at sige på gensyn til mennesker jeg skal se hver dag når jeg kommer hjem igen. Og som jeg højst sandsynligt bliver meget trætte af igen når jeg indlogerer mig i Hyrdeengen igen. Nå ja man kan jo ligeså godt være ærlig!  

Det har været stort at få lov til at vise min mor og Henrik min nye verden og hvorfor jeg er så betaget af USA og især New york. Det har også været rart, at have dem her i huset med familien, synes det har bragt mig tættere på John og Shana, det har været nemmere at dele noget dansk kultur med dem og vi har alle sammen haft det rigtig sjovt og hyggeligt sammen. Hatten af for John og Shana der har lånte mig bilen hele ugen, haft to gæster boende og været søde og hjælpsomme. Og tak til mor og Henrik for besøget, for at sprede dansk juleglæde, for to fede weekender i NYC, for at tage godt imod Ida og have hende med på tur.
 
Jeg håber i nød jeres ophold her, og kan se at jeg trives og nyder mit liv her. Jeg vil glæde mig til at gense jer til sommer, hvis altså ikke i har planer om et forårsbesøg... Men indtil da vil jeg med grin og højt humør springe videre ud i mit eventyr, få nogle oplevelser, lære af mine fejl, blive klog på mig selv og finde svar på nogle store spørgsmål.
 Mon jeg når det hele??!

“New York is the place of opportunities. If there is any place in the world that you want to come to, to be able to make it big, or to go after your dreams, it is New York City!!!”
 
Synes jeg havde en helt masse at fortælle, men når man så skal skrive det ned så forsvinder det helt. Men heldigvis har jeg jo minderne for livstid og det har mog og Henrik også, så det går nok.
 
Til vi "ses" igen.. Jeres Annabel
 
Det var lidt sådan her gospelprædiken var ;)