mandag den 10. juni 2013

More visitors, more NYC – more fun

Så var der igen besøg hjemme fra. Min storebror, Michael og hans kæreste Trine. De havde lejet en lejlighed på the Upper west side og boede der i 2 ugers tid. Jeg mødte dem på Grand central om fredagen da jeg havde fri og vi tog ud og spiste middag og fik cupcakes fra det berømte konditori Magnolia. Det var bare super hyggeligt at se dem igen og vise dem ”min” by, som de heldigvis var næsten lige så begejstret for som jeg er. Lørdag tog vi Staten Island færgen for at komme så tæt som muligt på Frihedsgudinen, som man desværre stadig ikke kan komme ud og besøge efter orkanen Sandy. Så må man jo tage den næstbedste løsning. Bagefter gik vi rundt nede downtown og så Wall street og vi var også inde på 9/11 memorial pladsen som var første gang for mig. Det tog en krig med alt deres security men da vi endelig kom ind var det det hele værd. Det var super flot med de to store ”vandfald” og alle de indgraveret navne. Meget rørende og smukt.

Sidst på eftermiddagen tog jeg til Long Island for at se Mike. Det var meningen, at han skulle være kommet til Manhattan og så var min plan, at tvinge ham til at møde Michael og Trine, men den dumme kujon ville helst slippe for at møde dem og da det regnede var vejret heller ikke lige til en romantisk gå tur på Manhattan. Så han slap(desværre). Any way vi havde en mega hyggelig aften, var ude og spise mexicansk og drikke margaritas. Dagen efter skulle han desværre på arbejde, men da jeg ikke står op kl. 7 om morgen, frivilligt, på en søndag lod han mig ”sove”. Vi ved jo alle sammen godt, at lige så snart han var ude af døren var jeg oppe for at snuse rundt og se om jeg kunne finde nogle pinlige eller mærkelige ting. Nada, så han må være helt normal. Af en amerikaner at være ;)
Satte da også mit mest uskyldige ansigt på da han kom hjem et par timer efter, og lod pænt som om jeg havde sovet, været i bad, set fjernsyn og INTET andet!
Det var helt vildt hyggeligt og dejligt at tilbringe tid med ham igen, og han var meget mere sød og kærlig end han plejer at være, ved ikke om han snart er ved at indse at det gælder om at nyde tiden sammen for snart skal jeg rejse and who knows if we ever see each other again. Any way grunden er vel ligegyldig, han har finally forstået hvad jeg fortjener virker det som om. Så nu kan vi forhåbentlig nyde den sidste tid sammen uden alt for meget drama og skænderier.
Sidst på eftermiddagen tog jeg toget tilbage til Manhattan for, at være sammen med Michael og Trine.
Havde fået mandagen fri hvor vi tog på Madame Tussuad og så alle de kendte voksfigurer, senere spiste vi frokost i Central park og så tog jeg ellers hjem til Pennsylvania og havde en helt normal arbejdsuge. Keith er virkelig blevet stor og helt ufatteligt nuttet og fræk. Han løber rundt og skriger og siger sine første ord. Mens han smider rundt med ting og slår og bider os alle. Elsker den lille fyr så meget. Det er næsten lidt for meget. Selv når han driver mig til vanvid og jeg føler for at kaste han i poolen, elsker jeg ham helt unconditionally.

Fredag tog jeg igen til NYC og var sammen med Michael og Trine. Lørdag kom Ida ind og jeg brugte dagen sammen med hende. Om aften mødte jeg de to andre på en mexicansk resturant hvor vi drak margaritas, lidt for mange margaritas. Dagen efter var Trine desværre blevet rigtig syg og Michael og jeg måtte tage alene til Brooklynn flea market og senere til Coney Island hvor Michael skulle se Freak show. Jeg ventede pænt udenfor! Mandag havde jeg fået fri igen, og Michael og Trine skulle gøre rent og aflevere lejligheden tilbage for de skulle ud til mig og bo.
Det gik fint med at have dem her, udover at Trine var rigtig syg og ikke kunne komme ud af sengen. Det var synd for hende. Men heldigvis var det enden på deres ferie og så meget har Langhorne alligevel ikke at byde på. Det er jo ikke NYC! Torsdag eftermidag tog de toget til lufthavnen.
Det var et rigtigt dejlig afslappende besøg, og skønt at tilbringe så meget tid sammen i NYC. Nu er jeg også så tæt på enden af mit eventyr så jeg blev ikke ked af, at sige farvel til dem. Udover, at det er hårdt, at tænke på at jeg selv snart skal sige farvel til en masse mennesker og en by der er kommet til at betyde alt for mig. Men that’s life.
I tirsdags var jeg til mit sidste LCC møde og jeg begyndte selvfølgelig, at græde lige så snart jeg skulle fortælle de andre at det altså var mit sidste møde. Men som min LCC rigtigt nok sagde: ”It’s time Annabel”. Jeg har fået det ud af det jeg skulle, arbejdet er blevet en vane og en pestilens for mig og jeg har lært, oplevet, vokset og ændret mig. Alt hvad jeg kom for. Nu er det tid til at figure out the next adventure of my life.
Min LCC skrev i min meget elsket gæstebog som alle i har skrevet i til min afskedsfest: ”Dear Annabel. You have been the glue that holds our group together. I just do not know how we’ll get along without you. I am glad that you decided to go home and start a new direction-your path. You are so lucky to know who you are and what you want. Please take of yourself and keep in touch.”

Er stolt af mig selv og det jeg har opnået og gjort mens jeg har været her, og selvom jeg ikke føler mig parat til at sige farvel og forlade USA så ER det tid til at vende hjem og prøve at finde ud af hvad det er jeg egentlig vil med mit liv. Og hvis jeg finder ud af, at det er her jeg skal tilbage til så må jeg jo finde ud af det! Bring it on! Skal nok klare alle udfordringer.


Den her weekend var jeg i NYC med Hani og feste. 

søndag den 19. maj 2013

Fest, farver og besøg...


Hold nu op hvor tiden flyver for mig! Mine weekender er hektiske og jeg er stort set aldrig hjemme når jeg har fri. Hvor skal jeg starte.
 Et par weekender siden var jeg i NYC for at fejre Regi’s fødselsdag. Vi havde lejet en lejlighed på Airbnb, Louise, Regi, Ida og jeg. Vi tog på Empire rooftop hvor jeg havde sørget for at min ven kunne få os ind og gav os et bord med gratis champagne og drinks. Vi havde det sjovt og tror Regi følte sig rigtig VIP på sin fødselsdag. Desværre, af grunde jeg ikke kan afsløre pga af Ida, blev Ida og jeg uvenner og hun lavede en kæmpe scene på vejen hjem. Midt på gaden fik hun lige pludselig et kæmpe sammenbrud og helt hysterisk begynder at græde mens hun kaster sig ned på fortovet og bare sidder der med sin fine lille kjole spredt ud omkring hende. Det så meget voldsomt og filmagtigt ud, det fortjente helt sikkert en Oscar. Regi og Louise fik slæbt hende ind i en taxa og beroliget hende en anelse, jeg orkede simpelthen ikke at tage mig af sådan en dramaqueen. Og for at være ærlig var jeg pisse sur på hende.
 Da vi så kommer hjem til lejligheden går mig og Louise ud for at finde noget natmad og da vi kommer tilbage til lejligheden har Ida besluttet sig for at tage hjem.
Kl. 5 om morgen tog hun alene til Penn station for at tage toget til Trenton og tage en taxa hjem til mig for at låse sig ind i mit hus og tage sine bilnøgler og køre sin bil hjem til sig selv. Jesus, der kan man altså snakke om at overdrive, little ms. Dramaqueen. Det første både min mor og Shana og John sagde da jeg fortalte dem historien var: ” Ej det lyder da mere som dig Annabel”. Jamen jo tak da. Det var IKKE mig og selvom jeg ikke kan fortælle jer grunden til Ida’s lille sammenbrud kan jeg forsikre jer om, at hendes opførelse var meget dramatisk og overdrevet og totalt unødvendig. Når JEG laver drama er det jo altid velbegrundet og velargumenteret!
Ugerne op til den her weekend havde jeg haft helt vildt meget hjemve og overvejet bare at opgive og tage hjem før tid. Som i jo ved siger John op når jeg rejser og skal være den ”nye Au pair”. Hvilket gør det hele lidt ”bittersweet”, de går alle og glæder sig til at han stopper med det rædselsfulde job så han kan være hjemme hvilket jo også betyder at de ”glæder” sig til at min tid her er ovre. Det blandet med at der er så kort tid tilbage og bare tanken om at skulle sige farvel gør ondt helt nede i fødderne får bare en til at tænke at det ville være nemmere at få det overstået og bare rejse nu. Så havde brug for at se skønne tøser, feste og have det sjovt.
Og heldigvis fik jeg også besøg fra mine to søstre, Beatrice og Isabel om mandagen. Hvilket viste sig, at være kuren mod hjemsyge. De havde nemlig lige tilbragt en uge på Cuba før de kom til mig. Nu har jeg aldrig været på Cuba, men min storesøster’s eks kæreste er Cubaner og hun har boet der, så tror ikke jeg fornærmer nogle når jeg siger, at tingene er lidt ”anderledes” på Cuba og ikke ligeså effektive. Beatrice var syg, Isabel træt af at være tourguide for en knap så begejstret Beatrice, but seriously hvornår har Bea nogensinde vist extravigant exitment for andet end baren Kant i København og vodkashots?! Just saying. Nå, men de var i hvert fald trætte og en smule deprimeret. Hvilket jeg jo havde regnet med skulle være min rolle hele ugen. Det viste sig dog hurtigt, at jeg måtte tage Ja-hatten på, moder instinkterne op og smilet på. Hvilket nu passede mig fint, tror en gang det var min mor der sagde til mig, at hvis man ”faker” følelser for sig selv nok så bliver de lige pludselig ægte. Så på med følelelsen om, at være overskudsagtig, glad og begejstret. Det blev jeg hurtigt vant til og indså også hurtigt, at jeg tidsnok kan komme hjem til depressive søstre i Danmark hvor mange ting, ja er som de plejer.
Ej nu skal jeg også være sød, det var super skønt, at have dem på besøg de var her i huset med mig hele ugen, så min hverdag, mit arbejde og min familie. Hvilket nok ikke ligefrem har gjort, at min mor er sikret børnebørn fra nogle af dem lige inden for nærmeste fremtid, but whatever. 
Fredag tog de ind til NYC om formiddagen, vi havde fået lov til at låne Alan’s lejlighed og jeg mødte dem derinde om aften. De havde taget Staten Island færgen og set Frihedsgudinden og om aften var de i teatret og se Cinderella som vist havde været ret fantastisk! Kan slet ikke huske alle de andre ting vi fik set, men de nåede i hvert fald en del af de obligatoriske ting for turister. Beatrice har aldrig været i NYC og hun fik krydset de få ting af, som hun havde haft overskud til at læse om i ”Turen går til New York” bogen som utroligt nok stadig lever efter mors utrolige gennemgang og brug af den både inden, imens og efter hendes besøg her. Vi havde det hyggeligt, og virkede til at NY fik løsnet lidt op i deres, trætte depressive humør. Jeg håber i hvert fald de nød deres ophold her, jeg nød at have dem og vise dem mit nye ”jeg”.

Weekenden efter mine søstre var taget hjem var jeg i NYC med Hani og feste som vi nu plejer at gøre, vi skulle have været til Rihanna koncert, men grundet Playoffs i basketball var koncerten rykket til en anden dag hvor vi desværre ikke kunne så det var rimelig ærgeligt. Vi havde en sjov dag alligevel. Vi startede kl. 15 på Pranna en resturant på Madison ave der holder brunch party. Har været der en gang før. Det er for fedt, at feste og drikke og bare fyre den af og være helt dullet op midt om eftermiddagen. Ligeså snart vi kom ind fik jeg øje på den her vildt pæne og charmerende fyr der sad ved bordet lige ved siden af. Han smilede løs til mig, men tog aldrig initiativ til at komme over og sige hej. SÅ kan jeg lige love jer få, at da jeg skulle til at gå tog jeg tyren ved hornene ( NEJ tøser, ikke på den måde!!) jeg mødte hans ven på dansegulvet som tidligere havde været ovre og komplimentere mine stiletter med ordene: ”OMG your shoes are soooo cute”, jo bøsse skulle man tro også derfor forvirringen var stor da han kom over og lagde vildt an på mig senere. Det var jeg selvfølgelig iskold overfor og spurgte ham bare hvor hans lækre ven var henne. Det viste sig så, at være hans bror. Karma is a bitch! Nå, men ledte i hele resturanten efter ham og Hani var ved at dø af flovhed over hvordan jeg stalkede ham. Men hvis der er noget jeg har lært, så er det at”life is short” og når man ser noget man vil have så skal man gå efter det! Ville jo højst sandsynligt aldrig se ham igen hvis jeg ikke fik hans nummer. Manhattan er sgu stor. Fandt ham så endelig og trampede op og udtrykte, noget aggressivt, min forbløffelse over at han ikke havde snakket til mig. ”Your beauty is intimidating and I was afraid too”, vrede long gone og forblændelse ind. Havde jeg været ædru havde jeg forhåbentligt ikke fundet det så pisse perfekt, men mere et billigt trick men hvad fanden, fik hans nummer og han har da skrevet efterfølgende! Små men sikre skridt imod mere selvtillid, selvstændinghed og ikke så meghet generthed. I go girl!

 Kl. 7 tog vi hjem til Hani’s ven Fu fu (tror han er fransk) en sød lille sort fyr med dreadlocks. Han bor i Harlem og havde givet os lov til at sove på hans sofa. (skal altså lige siges at Hani kender ham godt og har ”boet” hos ham før og så er han nok noget af det sødeste jeg længe har mødt). Vi tog en lur til kl. 10 og stod så op og Fu fu, som er promoter på klubben Greenhouse, kørte os til Greenhouse. Vi blev dog ikke længe, men tog ned til en ny klub, Motivo hvor Hani kendte en anden promoter som også havde været Abercrombie model. Flot fyr siger jeg jer piger!!! Desværre havde han en lidt træls ven der lige så snart han så mig synes, at han skulle score mig. Desværre stod han bare og kyssede med en anden pige imens. Nu er jeg jo ikke lige en pige der deler min opmærksomhed friviligt, så selvom han dumpede hende da vi tog videre, forsøgte sig hele aften og skrev dagen efter at han havde det vildeste crush på mig, ja så holdte jeg altså biksen lukket! Der skal sgu mere til at imponere mig.
Nå anyway, vi endte med at komme rundt på 4 forskellige klubber, møde alverdens mennesker og have en for vild fed aften! Vi var tilbage i Fu fu’s lejlighed kl. 7 næste morgen. Godt bombet.
Søndag tog jeg hjem og hængte lidt ud med Ida.

Sidste weekend var Hani og besøge mig. Det var rigtig hyggeligt, vi lavede stort set ikke noget hele weekenden andet end at slappe af, se sjove film og bare nyde livet.

Ellers så er der sket det ”uheldige”, at John er blevet ”fyret”, delvist sagt op selv. Så nu går han hjemme mens jeg arbejder, hvilkket er skide hamrende irriterende og frustrerende. Vi har normalt et super godt forhold, men er bange for at det bliver lige intens nok at gå op af hinanden hele dagen og have sin chef rnede rundt og ”overvåge” hvordan man passer sit arbejde er jo heller ikke ligefrem på top 10 listen over perfekte arbejdsmiljøer! Mit forhold til Shana har også ændret sig, det plejede at være hende jeg havde mest kontakt med, og hende der lidt stod for mig. Men nu når John er derhjemme så ringer de bare sammen og snakker om hvordan børnene har det. Og når jeg har fri er hun nogen gange stadig på arbejde og hun går om morgen før jeg starter så nogen gange ser jeg hende slet ikke, hvilket er lidt træls når vi er vant til at snakke og hun har også en del mere styr på ja, ALT i forhold til John.
En anden ting er, at min sidste arbejdsdag officialt er den 15. juli, men vi havde aftalt at jeg kunne blive og arbejde til den 3. august fordi Hani og jeg har aftalt at have en uge i NYC i august inden vi tager hjem så vi kan sige farvel, eller på gensyn, til det hele. Men nu bliver John kun betalt indtil juli hvilket vil sige, at de ikke har råd til at have mig arbejdende længere end indtil min sidste officielle arbejdsdag. Heldigvis har de ikke noget imod at jeg bliver længere og bare bor der. Det er bare træls dels fordi jeg vil være helt broke og også fordi jeg så har 3 uger i huset hvor jeg ingen penge har eller noget at lave andet end at træne og ligge i poolen, Hmm vent lige, det lyder da ikke så slemt igen!
Det bliver sikkert helt fint for mig, at slutte før tid, så kan jeg slappe max af og jobbet hænger mig langt ud af halsen, elsker børnene og det er også derfor det nok bliver fedt nok, at kunne være sammen med dem når jeg rent faktisk gider og ikke fra 10-7 når jeg er tvunget til at finde mig i deres bullshit.

Her forleden havde jeg et break-down i min bil. Babyen skulle sove, men han opførte sig som en helt sindsyg og det var helt umuligt for mig, at lægge ham til at sove så tog ham ud på en køretur og han faldt i søvn uden problemer. Desværre vågner han 1,5 time efter og er godt muggen, over hvad har jeg ingen idé om. Han hyler og skriger fuldstændig hysterisk og var helt uden for pædagoisk rækkevide. Jeg måtte ikke holde ham og når jeg satte ham ned flippede han også helt ud. Det er jo lidt svært, at hjælpe når man ikke får lov til det. Efter 15 minuter med hystaden og jeg ingen ende så på hans dæmon anfald valgte jeg, at køre en tur med ham og håbe på at han enten faldt i søvn eller i det mindste bare valgte at affinde sig med situationen og køle ned og sige undskyld. Okay måske ikke det sidste, men helt ærligt, det manglede altså bare!!
Han vælger desværre ikke at gøre nogle af overstående ting, han fortsatte bare med at flippe helt ud og gjorde vores 30 minuter lange køretur fuldstændig ulidelig. Tårerne trillede ned af kinderne, mens jeg råbte: ” Shut the fuck op”, ja så så man lige mig råbe og bande af en 15 måneder gammel baby. Dårlig samvittighed? Jo tak!
 Han stopper heldigvis med at græde da vi når indkørelsen og jeg når lige at blive glad da jeg tager ham ud af køresædet og han starter forfra. Var lige ved, bare at gå ud af døren og aldrig komme tilbage igen. 5 minutter efter vælger John så at komme mig til undsætning fra hans soveværelse hvor han sad og stenede film. Han synes det var sjovt, i hvert fald lige indtil han så mit ansigtsudtryk og forgrædte øjne. Og selvfølgelig stoppede Keith med at græde ligeså snart han sad hos sin far.
Overlever simpelthen ikke hvis de næste 2 måneder bliver sådan her. Synes det er rigtig træls hvis det ender med at jeg får 2 dårlige måneder, vil ikke komme hjem med mindet om at ungerne var umulige og jobbet en pestilens.
I går havde jeg ungerne fra sen eftermiddag og så hele natten og kørte Aj i skole. Det var rigtig hyggeligt, at være helt alene med dem og der var slet ingen ballade med nogle af dem. Så håber på flere gode dage. Og ellers så må jeg bare ”elsk det der er”, min mors nye favorit citat fra bogen ”Lommepsykologi for dummies”.

Nu sidder jeg her i toget, er på vej til NYC og møde Michael og Trine (min storebror og hans kæreste). Glæder mig helt vildt til at se dem!! Kan ikke se helt dårlig ud heller, for på togstationen startede jeg et skænderi mellem et par fordi fyren åbenbart havde gloet lidt for meget på mig. Det er jo ikke mig problem at hun var lav og grim! ;) Life is good! 




søndag den 14. april 2013

Chicago, the windy city...


Så gik turen til Chicago henover påsken sammen med Ida. Det var virkelig tiltrængt at komme lidt væk og opleve noget nyt. Vi tog afsted sent torsdag aften og landede om natten i Chicago. Hvor vores hostel booking selvfølgelig var forkert og de forventede os dagen efter hvilket betød at vi måtte betale 120$ ekstra, men fik så heldigvis vores helt eget værelse alle dagene. Men bare så træls med at skulle betale ekstra og pinligt at vi ikke har styr på en skid.
Nå, men ellers gik turen rigtig godt, mig og Ida svinger jo altid perfekt sammen. Om fredagen sov vi længe og stod op og gik ud for at spise på en japansk resturant vi havde købt en Groupon til. Vi fik det lækreste fisk nogensinde. Bagefter så vi Grant park-lake, gik til Kunst museumet og så hvor lang køen var og vendte om.
 Så Milleniumpark med den berømte skulptur, The bean. And de to store videoskærme med ansigter på der kigger på hinanden. Så gik vi til Navy pier (google hvis i ikke ved hvad det er) og bagefter tog vi til Willies tower som er den højeste bygning. Det tog en evighed at stå i kø men vi kom endelig op og kunne se ud over hele Chicago mens solen gik ned, det var godt nok flot! Der er også to store bokse lavet af glas som ”hænger” ude på bygningen som man så kan gå ud i og føle man står i frit fald meget meget højt oppe. Ikke lige den bedste oplevelse at være fanget derude, det var flot men lige skræmmende nok. Bagefter var vi ved at dø af sult og vi snerrede og bitchede, så ved man vi er sultne!! Så vi tog ud for at spise den berømte Stuffed Chicago pizza. Det var okay, nu er det i hvert fald prøvet.

Lørdag: (I får lige en liste, orker ikke andet)
Lincoln Park
Lincoln Park Zoo
(Old Town)
Wicker Park - Lunch at Blue fin (Japansk)
John Hancock
Water Tower 
A church 
Shopping - Michigan avenue

Om aften lavede vi selv lækker middag, Kikærter og spinat patties med grøntsager og så så vi film og hyggede.


Søndag tog vi ned og trænede og så havde vi billetter til en NBA basketball kamp. Chicago bulls mod Detroit pisstions. Det var mega fedt! Stemningen var høj, kampen spændende og ja det var bare rigtig fedt.

Mandag hyggede vi bare lidt rundt, gik i lidt butikker og spise frokost på den Japaneske resturant og fik fisk igen. Så tog vi i meget god tid ud til lufthavnen, sad og uploaded billeder på Starbucks og holdte øje med vores fly på skærmene. Som desværre var 45 minuter forsinket. Troede vi.
Tiden går endelig og vi går til vores gate til vores fly der stadig ”kun” er 45 minutter forsinket. Vi afleverer vores boardingpass og finder så hurtigt ud af at det ikke er vores fly. Vi rejste med Spirit airlines og vi står og er på vej ombord et American airlines fly. Så måtte vi løbe tilbage til den rigtige gate som selvfølgelig er i den helt anden ende af lufthavnen, grædende og råbende. Mega pinligt. Klokken var 6.45 på det tidspunkt og vores fly skulle være fløjet kl. 5.55. Vi når frem til gaten og er begge overbevidst om, at selvfølgelig er flyet fløjet, vi er jo meget forsent på den. Men heldigvis, nej! De ventede på os. Alle der sad ud i gaten så os komme løbende med tårerne trillende ned af kinderne, de hujede og klappede da de så vi fik lov til at komme ombord på flyet. Det var meget film agtigt. 
Men skal da lige love for, at vi fik en anden modtagelse da vi kom ind i flyvet. Alle så noget stramme ud i betrækket og var ikke super begejstret for at to unge turister havde forsinket et helt fly, ups! Og selvfølgelig sad vi helt nede bag i så det var bare walk of shame igennem hele flyet, med stadig tårer trillende ned af nogle meget flove og røde kinder. Jeg forstår stadig ikke helt hvordan fanden vi begik den kæmpe bommert, vi er begge to vant til at flyve ofte og har aldrig haft nogle problemer før. Men shit happens jo nogle gange, vi holdte lav profil hele vejen hjem og var bare begge to mega glade for at sidde i det fly. Vi landede i NY og skulle så med tog hjem til PA, taxi fra togstationen og så måtte jeg køre Ida hjem fra mig af og kl. 3 om natten lå jeg selv trygt i min seng.

Sidste weekend var Ida, Louise og jeg I NYC og feste på Empire igen. Vi fik som sædvanlig gratis bord med gratis champagne og frie drinks. Vi havde det vildt sjovt, jeg blev måske lidt for fuld ifølge Ida som holdte sig ædru fordi hun skulle køre hjem fra togstationen i PA. Jeg tog toget til Long island og sov hos Mike. Han synes vist også jeg var lidt irriterende, men mest fordi han havde været vågen hele natten for at vente på at kunne hente mig på togstationen, tror ikke han havde regnet med at jeg festede til kl. 7 om morgen. Så det var lidt synd for ham, men han kender mig sgu dårligt hvis han tror jeg tager hjem fra byen før klubben lukker! Og han blev da også i bedre humør da han så mig. Tilbragte hele dagen efter hos ham. Det var hyggeligt.

Ellers går hverdagene jo rimelig nemt. Arbejder og træner. Keith er blevet stor og løber nu rundt i hele huset. Vi venter spændt på at han siger sit første ord. Jeg prøver ihærdigt, at få ham til at sige Annabel, men det er måske lige optimistisk nok. Men hver gang jeg siger mit navn så peger han på mig, så han ved da i hvert fald hvem jeg er. Har haft mange kampe med AJ på det seneste, føler ikke vi går super godt i spænd mere. Men det er nok mere fordi jeg er træt når jeg henter ham og kan mærke at dagen går på hæld for mig og så snakker og snakker han og er mega bossy og orker bare ikke at blive hundset rundt med af en 5 årig. Så jeg er nok også lidt gnaven overfor ham, hvilket jo er smadder synd. Må lige tage mig sammen.

Her i weekenden er jeg bare hjemme, Shana er i North carolina til et bryllup og jeg har et LCC møde søndag. På en firestation, så tager AJ med mig op for at kigge på, forhåbentlig, lækre brandmænd.

Ellers ikke så meget herfra. Har det godt. Har været lidt presset med en masse følelser og tanker og har haft svært med at sove og spise ordentligt. Men det er jo ikke noget nyt at jeg bekymrer mig for meget. Thank god for sovepiller og panodiler og kaffe som har holdt mig kørende de sidste 2 uger.

Familien har droppet at finde en ny au pair. John er rigtig ked af sit arbejde, så de har besluttet at han siger op når jeg skal hjem og så bliver han hjemme og tager sig af børnene og så vil han gerne læse til sygeplejerske. Synes det er fedt, at jeg bliver den eneste au pair og synes også det er flot, at John forfølger sin drøm. Det bliver man sgu aldrig for gammel til!

Ellers så glæder jeg mig til at sine mine to søstre som kommer næste mandag. Det skal nok få vendt mit humør. 


tirsdag den 26. marts 2013

“You can't create experience, you undergo it.”


Endnu en gang fik jeg ikke lige opdateret efter 3 ellers rimelig begivenhedsrige weekender.

Forrige weekend var jeg på Long Island og besøge Hani. Har ikke set hende siden den weekend i sommers hvor jeg blev for fuld, kastede op i en taxa, vækkede Omar’s roomate og kastede op i hans lejlighed. Tror jeg blev lidt chokeret over hvor vildt og skandaloose det kan gå når mig og Hani er sammen, så vi tog lige 5 måneder hver for sig. Men vi har savnet hinanden og nu var det altså tid til en reunion. Jeg arbejder sent fredag så jeg ankom midt om natten til Penn Station og skulle have toget ud til Long Island. Selvfølgelig kom jeg til, at tage det forkerte tog og endte på endestationen mutters alene kl. 2.15 om natten. Gik selvfølgelig fuldstændig i panik, ringede hundrede gange til Hani som ikke tog sin mobil, skide flot når vi skulle mødes. Så jeg forestillede mig jo selvfølgelig, at hun lå og sov roligt og varmt i sin seng og jeg stod der på en creepy ghetto station midt om natten in the middle of fucking no where. Jeg kan godt fortælle jer, at mit liv passerede revy mange gange! Var overbevidst om at ”this is it” det er nu, at jeg bliver voldtaget, myrdet, kidnappet og rullet.
Havde ikke Hani’s adresse så jeg kunne ikke tage en taxa hjem til hende og havde faktisk ingen mulig måde, at komme hverken frem eller tilbage på. Ringede grædende og vækkede både Ida og Mike og måtte ud med mine frustrationer. Selvom der selvfølgelig ikke var så meget de kunne gøre andet end at have pisse ondt af mig og mit sørgelige liv der stod der med en kæmpe weekend taske, på en skummel station midt om natten helt alene med tårerne trillende ned af kinderne og desperation og angst malet ud i ansigtet. 7

Finally ringer Hani tilbage og kan selvfølglig ikke forstå hvorfor jeg ikke er på den station hvor vi skulle have mødtes, tror nu ikke, set i bakspejlet, at det overrasker hende at jeg tog det forkerte tog. That’s just me. Det viser sig så, at den station jeg er på ikke er så langt væk og 15 minuter senere sidder jeg trygt i Hani’s bil og kan ikke lade vær, med at grine over hvor pisse træls mit liv kan være mod mig nogengange.

Lørdag skulle vi til noget ”brunch” fest inde på Manhatten kl. 15 så vi gjorde os fest klar og tog toget ind til centrum. Lidt mærkeligt, at gå rundt fuldstændig dullet op kl. 3 om eftermiddagen. Vi tog uptown til en resturant der hedder Pranna (troede det var Prada, hvilket jeg sagde hele aften, der kan man bare se) og så var der ellers bare fest, fulde folk og folk der dansede på bordene, lige midt på Manhatten midt om eftermiddagen. Vi var temmelig populære og fik enormt meget opmærksomhed. Tror jeg gik derfra med 5 nye mobil numre. Det jo meget rart, at have nogen back-ups, right ;) Derfra tog vi videre til Dream hotel som på rooftoppen har en klub der hedder PHd. Mega fedt sted, og igen mødte vi en masse rige, sjove og mærkelige mennesker som gladeligt købte drinks og flasker af champagne.
Seriøst hvordan skal jeg nogensinde kommer hjem og være tilfreds med en bytur til Nyhavn hvor højdepunktet er når vi svinger fordi Sam’s og synger ”jeg vil i seng med de fleste” og måske bliver tilbudt en flad fadøl af stam alkoholikeren.. Ej men... 

Nå, men her på PHd mødte vi 3 New yorker piger som var fuldstændig taget ud af Gossip girl. Samantha, (Sam) var helt klart Blair Waldorf, de var ude, at lufte hendes fars dankort fordi hun fuldte 18 år. Hendes to undersåtter, Lillie og Ana hoppede gladeligt rundt for hende. Da Hani skulle på toiltettet og spurgte hvor det var knipsede Sam med fingrene og bad Ana og Lillie om, at følge hende derud. Vi blev der et par timer og havde det helt vildt fedt og så inviterede Sam os alle sammen ud på middag, kl. 12 om aften. Vi tog på Buddakan og spiste overdrevet lækker middag og drinks som hendes far betalte. Buddakan er den resturant hvor reherasal middagen for Carrie og Big’s bryllup er i Sex and the city filmen. Jep det var lidt fedt, lidt VIP og meget NYC agtigt.
Efter middagen sagde vi farvel til de søde New yorker piger og tog videre til en klub der hedder Ajna, så var vi på en anden klub der hedder WIP og så på Greenhouse. Må ærligt indrømme, at jeg var noget smadret og træt da vi ramte de 2 sidste klubber og humøret, temperamentet og tålmodigen var ikke helt på toppen. Slet ikke på Greenhouse, da der var overcrawded og jeg (næsten) var den eneste hvide. SÅ står man der med sine 1.80 cm og høje stiletter og tårner op over alle og så er man den eneste hvide der skal mase sig igennem klubben af sorte booty shakende mænd og kvinder. Det var lidt for meget for den sippet Vallensbækker, men jeg overlevede og kl. 3 om morgen kørte en af Hani’s venner os hjem. Efter 12 timers festen og færden i NYC’s natteliv. Fuldstændig fantastisk og surealistisk aften.

Sidste weekend var jeg så i NYC igen med Ida og Louise. Vi mødtes derinde lørdag aften og var ude at spise og så tog vi videre til Empire rooftop og festede. Eller det er måske så meget sagt, for vi var der kun i 2 timer. Jeg havde lige fået min ven til at give os et bord og gratis alkohol og vi sad og ventede på en flaske champagne da en vagtmand kommer bærende på en halvt bevidstløs Ida. Hun var åbenbart blevet dårlig på toilettet og vagtmanden nærmest kastede hende over på mig og sagde, at hun skulle ud og hun var ikke velkommen igen. Så måtte jeg gå fra Louise og bordet og prøve at få en Ida der ikke kunne stå på sine egne ben udenfor. Så lå hun der midt på gaden på Upper west side og var bare ikke til, at få liv i. Jeg stod der i min lille kjole og prøvede at ruske lidt fornuft i hende men der var ingenting. Hun kaster op et par gange og da hun endelig føler sig klar til at støtte på sine ben får jeg hende båret til den nærmeste bar og fyldt noget vand på hende. Så ligger hun ellers på deres toilet i 1 time og er halvt livløs igen. Louise kom ned og jeg gik op for at sige farvel og hente mine ting. Da jeg kommer tilbage lukker baren selvfølgelig og vi bliver nødt til at bære hende op fra toilettet. Så ligger hun igen ude på gaden og der er selvfølgelig ingen taxaer der vil tage os med fordi hun er så dårlig. Der var ingen hoteller eller hostels i nærheden vi kunne booke os ind på.
 Heldigvis tager hun sig sammen og rejser sig pludseligt op og vader ud på gaden med hånden op og skriger efter en taxa der hurtigt kommer og samler os op og for os kørt til Penn station. Hvor vi så må sidde og vente 3 timer på vores tog. Pisse fedt!
Ida lå bare midt i det hele og lignede en halv død, der var flere ovre og spørge om min veninde var okay. Jeg var bare sådan lidt: ” ja ja hun har det fint, det er ligesom hendes egen skyld!!!”
Det eneste Ida ville have der kunne få hende på benene igen var pizza, så Louise måtte vade Penn station rundt for at købe pizza til Ida, der var en sort fyr der var helt vild med Louise som fulgte hende rundt, det var også fint nok indtil hun blev træt af ham og fornærmede ham og han fik hende smidt ud fra vente området fordi han sladrede til vagterne om at hun ikke skulle med det tog. Dumme idiot. Så måtte vi alle sammen samle os og forlade det område. Heldigvis kom vi i snak med to vildt søde irske fyre som var ude og fejre Skt. Patricks day, de synes bare vi var for underholdende. Og vil faktisk også sige, at vi gav den ret godt gas med underholdning og humor. At vi gjorde os uvenner med en del mennsker er vel en mindre detalje. Ida var helt oppe på dupperne igen og stod der og så sød, uskyldig og charmerende ud. Hvilket irriterende mig og Louise grænseløst! Her havde hun totalt ødelagt hele aften og vupti så kommer der to søde fyre og så er hun da helt klar i hovedet igen. Ej men, det var bare for træls.

Vi var faktisk ved, at komme i ”slåskamp” 2 gange fordi Louise har en stor mund med skrappere replikker end mig. Ja så ved i det er slemt! ;) Men heldigvis gik det jo ikke udover os, men over de to søde irske fyre. Så meget plig har amerikanske fyre dog, de slår ikke på piger. Selvom det var os der provokeret dem.
Ind kommer en stor gruppe sorte hiphop agtige fyre og den ene går temmelig åbenlyst og rager sig i skridtet, så får Louise ALT for højt sagt: ”Go take a shower” hvis det klør så meget. Det hører de selvfølgelig alle sammen og farer helt i flint. Vi får heldigvis afværget situationen og de går væk fra os, der er dog hurtigt en af fyrene der har mobilen fremme og ringer efter assistance hvor 10 min senere en spinkel lille fyr joiner gruppen. HA, looser!
 Nå, men så kommer fyren der havde hele hånden nede i bukserne over og mener, at vi lige skulle give hånd på, at alting var okay igen. Ja det må jeg give ham, det er sgu da en værre straf en at få en på hovedet. Så stod vi der, 3 tøser og 2 fyre med lange ansigter da vi jo ligesom pænt meget blev nødt til at trykke hans hånd. Thank god for handsanitizer!
2 minutter efter det er sket mener Louise, at hun trænger til en smøg så vi går udenfor og falder i snak med en dame der åbenbart har haft 3 au pairs fra Cultural care. Som hun åbenbart ikke var tilfreds med, og hun begynder hurtigt at snakke om hvordan hun udspionerede dem og havde spion udstyr downloadet på fællescomputeren og jeg ved ikke hvad. Og så lige pludselig begynder en hjemløs fyr, at råbe og komme hen imod os og snakker om 9/11 og jeg ved ikke hvad. Så slår han ud efter Louise og knækker heldigvis kun hendes smøg og går væk igen. Så vender hun ryggen til og han løber hen imod os med hans stok oppe, totalt parat til at slå os ned med den. Jeg får skreget og hevet Louise og mig selv væk og Security kommer så heldigvis løbende og skræmmer ham væk.

Så kl. 5.14 sidder Ida og jeg endelig i toget på vej hjem efter en liiiidt for spændende bytur i NYC må jeg sige. Men okay, vi fik da 2 nye venner og Ida har nok lært, at det er hendes tur til at holde lidt igen med Tequilaen. I kan godt være stolt af mig, jeg passede rigtig meget på og (okay jeg var nok lidt fuld på klubben da jeg rejste mig og ene og alene dansede i sofaen, men altså alle hujede af mig og det var pisse fedt!!!) men var heldigvis helt ædru da jeg 5 timer senere skulle køre mig og Ida hjem fra togstationen hvor min bil holdte. Så vi var hjemme kl. 7.30 om morgen og var sådan pænt trætte.

Kl. 11 står vi dog alligevel op, Mike havde været til bryllup i Philly hele weekenden så han kørte forbi mig på vejen hjem og chillede lidt med mig og Ida og så kørte vi bagstive Ida hjem og gik en tur i Tyler state park. Så hyggeligt. Er vist blevet lidt glad for ham. Det er ikke så godt. Har forresten også været hjemme og besøge ham på Long Island. Han har aldrig rigtig snakket så meget om hvor han bor så Shana har hele tiden sagt at enten er han gift eller også bor han hos sin mor. Men han har hele tiden sagt, at hans forældre bor tæt på ham, på hver side af ham og han ser dem tit.
Men han hentede mig på stationen og så kørte vi hjem til ham og der holder en anden bil så jeg spørger selvfølgelig om det er hans kone, til stor underholdning for ham. Men han siger at han kun bor i kælderen. Nå nå tænker jeg bare, jeg er så vant til at unge mennekser i NY bor sjove steder fordi det er så fandens dyrt. Og det er da også en PÆNT stor og flot kælder med alt hvad man behøver, så jeg tænker ikke nærmere over det.
Det er først senere jeg egentlig tænker på, at spørge om hvem der bor ovenpå hvor han med noget lav og flov stemme siger.”ohm my mom”. Det var så underligt og hylende morsomt så jeg får selvfølgelig et kæmpe grineflip og kan slet ikke stoppe igen. Altså i Danmark er det jo ikke ligefrem normalt, at en fuldt uddannet 25 årig ingeniør med et godt job, en fed bil og styr på sit liv bor hjemme hos sin mor. Det var åbenbart lidt synd, at jeg grinede sådan af ham, Shana gav mig i hvert fald en skideballe over det og sagde at jeg var tarvelig. Men bare rolig, han overlevede!! Synes stadig det er lidt tosset at han bor der, men det er super typisk amerikansk og ingen af mine værtsforældre var overrasket. Så I guess det bare er en del af oplevelsen i at date en amerikansk fyr. Tror bare liiiige jeg skal have hørt om han selv vasker tøj og laver mad. Det er fandme usexet hvis han er totalt mors uselvstændige dreng. Det er jo MIG der er det. Vil ikke have en fyr der er det. Ad.

Den her weekend har været temmelig stille og rolig, har sovet og trænet og søndag havde mig og Ida arrangeret en fødselsdags middag for den nye tyske pige, Denise. Vi havde inviteret en ny fransk pige med også, Andrea og så mig, Ida og en anden pige fra vores Lcc gruppe. Det var helt vildt hyggeligt og føltes rart, at gøre noget med de nye så de føler sig velkomne og lærer andre at kende. De er begge to super friske og over 21 så de skal helt sikkert med næste gang vi rammer byen.

Den her uge er Springbreak så AJ er hjemme og det er super hårdt. Shana og John arbejder hjemme fra så hele huset er fuldt og det er kaos og dagen er SÅ lang. Men heldgvis skal jeg bare overleve til torsdag aften hvor mig og Ida rejser til Chicago og bliver til mandag aften. Det bliver skønt. Det glæder jeg mig virkelig til. Trænger til, at komme lidt væk og opleve noget andet og tænke på noget andet.

Ellers går det godt med børnene. Keith er så knyttet til mig. Forleden dag sad han hos mig og da Shana kom hjem og ville have ham over nægtede han, at være hos hende og rakte ud efter mig. Det var selvfølgelig så sødt og så stort for mig, men også så hårdt at være vidne til at han ”fravælger” sin mor. Det vidner jo selvfølgelig om, at de 10 timer om dagen jeg bruger sammen med ham som hun ikke gør, gør en kæmpe forskel. Men det føles bare forkert på en eller anden måde og det må være så hårdt for Shana. Så det har jeg det rigtig skidt med samtidig med at jeg selvfølgelig synes det er så fedt, at være så inde i inderkredsen og have hans fulde opmærksomhed, tillid og kærlighed. Trust is the first step to love.

Ellers så er vi i gang med, at finde en ny au pair til familien når jeg rejser. Det er rigtig hårdt at være en del af og tanken om, at der er en der skal komme her og overtage mit værelse, mit badeværelse, min kælder, min bil, mine børn, MIT liv er helt forfærdelig. Men sådan er det jo desværre og som Shana sagde da jeg snakkede med hende om det, så er det jo mit valg at tage hjem og derfor er de nødt til at finde en til at erstatte mig. Jeg håber bare, at jeg har betydet så meget for dem at kontakten vil holde ved. John er nok den der mest viser at han er rigtig ked af at jeg tager hjem. Han snakker meget om at besøge Danmark og jeg kan se at det går ham på at vide at jeg snart rejser.

Jeg har Skypet lidt med den tyske au pair som de har i tankerne skal afløse mig. Shana var dog ikke så glad for at hun var tysk: ” I just don’t like the nazi history” ja det er jo så et par år siden og selvom jeg heller aldrig har været overdrevet begejstret for tyskere selv så synes jeg nu ikke at alle fremtidige generationer skal lide af deres historie.
Hun hedder Sina, kommer fra en meget lille landsby og virker som lidt en nørdet type men super perfekt til jobbet. Hvilket piner mig. Men som Shana sagde, så leder hun jo ikke efter en ny veninde til hende selv eller til mig, men efter en der kan tage sig godt af børnene. Så skide være med, at hun måske ikke er den sjoveste eller vildeste eller den der drikker mest Tequila. Det har de jo prøvet kan man sige!
 Havde mest af alt lyst til at være en rigtig bitch da jeg skypede med hende, men ved at i den her situation er det vigtigste at jeg ikke er egoistisk. Det vigtigste er at vi finder den bedst mulige til at erstatte mig og få børnene til at føle sig elsket og værdsat lige så meget som jeg har prøvet at gøre. Jeg vil nu bare gerne tro på, at mine sko er pænt svære at fulde ud. Er det ikke sådan det der ordsprog lyder? :P
Lige for tiden har jeg lidt haft følelsen af, at jeg/alle bare går og venter på afskeden. Jeg kan huske da jeg havde fundet familien her og vidste min afrejse dato hvor forfærdeligt det var bare at gå rundt og tælle dagene til jeg skulle sige farvel; eller på gensyn. Jeg havde mest af alt lyst til, at rejse i nattens muld og mørke uden at nogen vidste det, så ville jeg slippe for den forfærdelige scene i lufthavnen og til min afskedsfest. Det er den samme følelse jeg lidt har nu. Hvilket jo selvfølgelig ikke er så godt, skulle jo gerne nyde og få mest muligt ud af min sidste tid her, hvilket jeg nu også synes jeg gør! Det dummeste er jo egentlig, at der slet ikke var nogen forfærdelig scene i lufthavnen eller til min afskedsfest. Jeg klarede det jo med løftet pande og selvom det var hårdt og stadig til tider er så, var det ikke nær så slemt som jeg frygtede afskeden ville blive. For det meste har jeg jo en tendens til at forudse de væreste scenarier og overdrive alt for meget, det går jo altid nogenlunde for mig på trods af mine forudseelser. Så jeg prøver, at gemme de dårlige tanker lidt væk og bare være her i nuet og nyde hvert et øjeblik. Håber at mig og Ida’s tur til Chicago bliver god og at det vil få humøret helt op igen.

Det er ikke enhver sky, der føder en storm

“Real generosity towards the future lies in giving all to the present.”


Lot of love Annabulle


torsdag den 28. februar 2013

„The greatest thing you'll ever learn, is just to love, and be loved in return.“

I've learned that mistakes can often be as good a teacher as success.


Vupti så gik der lige lidt længe mellem mine opslag igen. Men det er altså hårdt og travlt at være en drama queen au pair.

Nå, men siden sidst har det været Valentines dag, alle der har min facebook, kender mig eller bare tænker rationelt ved at jeg HADER Valentines. Hvilken åndsvag lorte dag! Havde desværre den her diskussion med mange amerikanere da jeg udtrykte mit, ellers åbenlyse had til denne dag kom kommentaren: ”Why do you hate love so much?” Så må jeg jo lige sige at jeg bestemt på ingen måder hader kærlighed. Vil selv mene at jeg har et meget stort hjerte og med glæde viser min kærlighed; sometider.
Men at opfinde en dag hvor folk skal føle sig ”tvunget” til at vise kærlighed er noget pis i min verden! Og nu sidder i alle sammen og tænker at jeg hader den dag fordi jeg ikke har en kæreste at dele den med. Og JA damn right i har! Som om det ikke var nedren nok i forvejen at være single så skal man da lige opfinde en dag for at tvære det ud i hovedet på os alle sammen at vi har nada, zero, null, absolut INGEN at dele dagen med. Det er jo bare skønt!
Vil ellers mene, at jeg er en forholdsvis selvstændig kvinde der ikke nødvendigvis behøver en mand i mit liv for ikke at føle mig ensom, men så kommer der lige sådan en dag som Valentines og så skal man sidde der og have pisse meget selvmedlidenhed fordi man rent faktisk har en smule værdighed og standard og ikke er hoppet på det første og det bedste. Ja gu fri mig vel.

Den torsdag blev også dagen hvor jeg for første gang skulle pleje mig selv lidt og prøve at få mine bekymringer og stressniveau lidt ud af kroppen, alt sammen igennem en times yoga undervisning. Nu fik i lige en lille forsmag eller mere eftersmag på hvordan mit humør var og hvor helt oppe i det røde felt jeg var, så da min underviser med rolig og dæmpet, næsten hviskende sensuel stemme sagde: ”Clear your mind, let all your worries go. Think of nothing other than relaxing your body and mind.” Ja hvor meget tror I så man slapper af?!
Nemlig ja, man slapper overhovedet ikke af, i hvert fald ikke hvis man er mig. Sad der stiv som et bræt mens alle mine problemer og bekymringer farede rundt i hovedet med 180 km i timen. Havde bare lyst til at kyle den skide yoga bold efter hende og trampe ud af rummet, men overraskende nok, så gjorde jeg det ikke. Blev hele timen og følte mig faktisk en smule afslappet bagefter. Eller måske bare mindre vred og stiv i betrækket. Men det er jo også fremskridt. Små slag.

For så lige at gøre hele dagen bedre så blev jeg bedt om at lave en valentines besked til AJ til et skole projekt. Det endte således:

“Happy valentine’s day AJ. You’re very special to me, you’re smart and cute and I know that you’re going to do great things in your life. You’re my little sunshine, you make me happy and I love you. I wouldn’t spend my Valentines with anybody else than you! You will forever be in my heart.”

 Ja, det lyder jo måske meget sødt, og skal da lige siges at jeg mener hvert et ord. På en god dag! MEN halvdelen af det er tyv hamrende stjålet fra min kære ven Google. Jeps, jeg kan simpelthen ikke en gang skrive en kærlighedsbesked til ”mit” barn. Så gik det op for mig og jeg ALDRIG i ægte forstand har oplevet romantik. Jo på film, på afstand og i gennem andre mennesker. Men der er da aldrig nogen der har sendt mig en kærlighedsnote eller overrasket mig med noget som helst romantisk. 
 
Men Valentines var også Shana’s fødselsdag. Så gav hende en buket blomster og skrev et sødt kort og bed da også i det sure æble og ønskede dem alle sammen god Valentines dag. Ja, er jo ikke helt urimelig.
 
Ellers så sker der stadig ikke det vilde i hverdagene. Er nu fast begyndt til zumba hver tirsdag, det morer jeg mig rimelig meget med. Første gang var dog rimelig pinligt. Ida og jeg mødte op ret kæphøje og mente jo klart at vi måtte have en fordel fra de der 3-4 salsa lektioner vi tog for flere måneder siden. Især da vi så holdet og gennemsnitsalderen var 50. Der var bare ikke lige nogle der havde fortalt os at der åbenbart var sæsoner og den dag var det sidste dag i sæsonen så hele holdet havde lavet samme rutine i 2 måneder.
Så træneren, der btw ser fuldstændig fantastisk ud, Er dybt misundelig!, sætter bare musikken igang og så begynder de ellers bare alle sammen at shake og lave det ene kompliceret trin efter det andet og så stod mig og Ida der og gloede åndsvagt. Vi blev hurtigt enige om at det var godt vi havde stillet os bagerst, lige indtil rutinen blev vendt om og vi stod forrest. Var nær død af et angstanfald. Indtil jeg indså at jeg nok burde have set den komme, med mit held og mit liv. Og vi fik da bevæget os og grinet en hel del. Nu er vi heldigvis helt med på alle sangene og det kører bare og er super sjovt.
 

Den her weekend tilbragte mig og Ida i NYC i Alan’s lejlighed. Vi havde bare brug for at komme lidt væk fra familierne og forstaden og få lidt spænding. Og det skal jeg da så lige love for at vi fik. Fredag ankom vi sent og sad bare i lejligheden og hyggede med jordbær, champagne og drinks. Lørdag sov vi længe og så tog vi ellers ud og shoppede og tog en tur til Rosevelt island med en tram(lift). Som vi kaldt for Tramp indtil vi fandt ud af hvad det betød, ups. (Mor, du behøver ikke vide hvad det betyder. Du kommer ikke til at bruge det.) Bagefter tog vi hjem. Drivvåde efter heldagsregnen og rimelig cranky begge to. Så delte vi lige en kæmpe stor pizza oppe i lejligheden og efter den og en halv times power nap var humøret tilbage i top og vi gjorde os klar til at feste. Jeg kender en der arrangerer fester på Empire hotel rooftop som havde lovet at smugle os ind der når nu vi ikke er gamle nok.

Vi gjorde os klar og fik et par drinks og så var planen at Mike skulle være kommet og have drukket Tequila shots med os, men det nåede han aldrig, men så er det jo godt vi selv kan finde ud af det der med Tequila.
Med højt humør, en del alkohol i blodet, kjolerne og hår top tunet var vi klar til at male byen rød og tog op til klubben. Der var ingen problemer med at få os ind, og min ven derinde sørgede da også lige for at give mig et bord med gratis alkohol hele aften. Hvilket totalt er grunden til at resten af aften er helt forsvundet fra min hukommelse.
Kan huske vi havde det overdrevet sjovt, vi blev venner med to andre tyske au pairs som sad ved vores bord og nasede vores gratis drinks. Og så lige pludselig går alting bare galt og jeg råber og skriger i min mobil telefon af Mike og stor tuder. Ved ikke rigtig hvad jeg har sagt og hvorfor det lige pludselig eskaleret sådan. Men var i hvert fald godt træt af at han havde sagt vi skulle ses og lige pludselig ville han hellere være sammen med sine andre "rigtige" venner på hans fødselsdag. Hvilket jeg, nu i ædru tilstand, sådan set godt kan forstå. Var da også pisse dobbeltmoralsk da en mega smuk fyr kom over til vores bord og jeg på nul komma fem havde scoret ham. Men det behøver han jo ikke vide!!
Nå, men får i hvert fald lavet det helt store dramatiske show over telefonen. Klubben lukker så og mig og Ida er de eneste tilbage fordi vi ikke kan finde min jakke. Går selvfølgelig helt i panik og laver drama over det, for jeg skal fandme ikke betale 200$ for en ny jakke det er da helt sikkert. Gardarobe damen begynder så at råbe af mig, hvilket ikke hjælper på mit humør men bare får tårerne til at springe endnu mere ud af hovedet på mig. ”This is NYC, NOBODY leaves their stuff laying around” ”Stupid Girl, jesus chris. It’s NYC!” Det var jo meget rart lige at blive mindet om hvor man var, hviiiiis nu man skulle have glemt det. Havde jo ligesom ikke smidt min jakke hvis det ikke havde været for min tårn høje promille og mit dramaqueen mood. Men heldigvis havde hun min jakke og fandt da så også lige ud af at nøglerne til lejligheden lå i den. Så er meget taknemlig for at den blev fundet!!!

Vågnede op dagen efter med velfortjente tømmermænd både fysiske og moralske og havde på fornemmelse at alting ikke var helt okay mellem mig og min ”nye” amerikaner ven Mike. Så måtte jo sende ham en lang undskyldning/forklaringssms og bede om tilgivelse.

Jeg er bare rigtig god til 1) at drikke Tequila, 2) at holde alle mine dårlige følelser inde indtil bægeret flyder over og det hele eskalerer, hvilket det jo så oftest gør når man har fået alkohol. Har følt mig rimelig presset og stresset over, at jeg havde besluttet ikke at extende mit år herovre men at jeg stadig ikke havde fået taget mig sammen til at fortælle min familie det, det hang som en stor sort bekymringssky over mig. 3) alle jer som kender mig godt ved jo godt at jeg kan være lidt dramatisk og nogle gange laver lidt for meget drama i mit eget liv. Især når det gælder fyre. Det er jo nemmere hvis jeg laver drama og ødelægger det mellem os inde det bliver for seriøst for så kan jeg altid sige at det var min egen skyld, og det er altid bedre at knuse sit eget hjerte end at en anden gør det. Det er i hvert fald hvad jeg har gået rundt og bildt mig selv ind. Har nu indset (man må sandelig sige at det har været en produktiv weekend fuldt med mentale wake up calls) at man ikke behøver såre sig selv. Jeg har mange egne og andres teorier på hvorfor jeg har sådan en selvdestruktiv adfærd når det kommer til kærlighed i mit liv.
 Men alt hvad i behøver vide er, at det er slut nu. Jeg bliver nødt til at tage mig sammen og pakke den der dramatiske adfærd væk og begynde at stole på andre mennsker. Og så ligger jeg også lige den der Tequila lidt på hylden. Tror min mor har ret, det er sgu ikke særlig flatterende at være hende den fulde tequila tosse. Så fra nu af håber jeg på at der vil være mindre drama i mit liv, det vil også betyde en del færre sjove historier, men gud hvor ville det dog egentlig være rart at føle sig helt almindelig og kedelig for et stykke tid.
Modtog 2 sms'er forleden dag fra 2 fyre som jeg åbenbart har snakket med på klubben. De synes Ida og jeg var mega sjove og festlige og ville bare høre hvor vi skulle feste henne næste weekend. Det er da altid noget at folk finder mig underholdende. Modtog også 2 facebook mails med samme budskab, men dem kan jeg i det mindste huske jeg har mødt og snakket med. Jesus Christ.
Jeg skal virkelig tage mig sammen snart.

Jeg må sandelig sige at jeg får lavet noget soul searching mens jeg er her. Får lært en hel del om mig selv og min adfærd. Og vigtigst af alt, jeg får rettet op på nogle fejl og ændret nogle dårlige mønstre.

Nå, men mandag havde jeg stadig tømmermænd, hvilket jeg ikke vil brokke mig over. Det er fortjent. Mike havde sagt, at vi var okay. Men han lød super irriteret og nu svarer han ikke på mine sms’er så det er vist godt og grundigt ødelagt. Flot Annabel!

Så tænkte, at nu når jeg i forvejen ikke var mega fan af mig selv og mit liv kunne jeg lige så godt rive plasteret helt af og få fortalt Shana og John at jeg altså tager hjem som planlagt til sommer.

Det var kun Shana der var hjemme. Men det gik godt, jeg begyndte selvfølgelig at græde før jeg overhovedet havde fået sagt noget som helst. Men hun tog det rigtig pænt og sagde at de jo ikke havde regnet med at jeg ville blive mere end et år så bare det at jeg havde overvejet det havde været stort for dem. De vil støtte mig i enhver beslutning jeg mener er bedst for mig selv. Og at jeg havde ret i at hvis jeg kun blev fordi jeg ikke havde lyst til at sige farvel så ville det være dumt, for farvel skal der jo siges på et tidspunkt. Jeg kan ikke blive ved med at lukke øjene og lege at jeg ikke hører eller ser alle de dumme ting og svære beslutninger jeg skal træffe og gennemgå.
 
Nu er planen så at jeg vil undersøge mulighederne for at komme tilbage senere på året eller næste år og studere. Den helt store drøm ville være at læse børne psykologi. Og ja ja nu sidder i nok og tænker at det er hun ikke klog nok til, men jeg har vel også lov til at drømme!!


En anden ting er også, at jeg simpelthen ikke forstår hvorfor fyre som f.eks. Mike vil spilde deres tid med mig, også selvom vi ikke er seriøse og bare har det sjovt. Han er sjov, klog, har et godt job og styr på sit liv, hans eks kæreste ligner en super model så han kan tydeligvis score hvem han vil. Og så er der mig, One big mess, har ikke styr på en skid, kan ikke træffe nogle beslutninger overhovedet, jeg er en drama queen og ikke altid lige sød. Mit liv hænger lige så lidt sammen som Frederik Fetterleins økonomi gør. Jeg laver flere fejl end Jørn Ege og mit liv er simpelthen bare lige til et afsnit af Nynnes dagbog.
Og ja, vi synes jo alle sammen Nynne er skøn og super underholdende, men der er sgu ingen der gider leve hendes liv!!
 

Så status over mit nye mål/projekt de næste par måneder der skal rette op på mit liv!:

1)      Stop med at lave unødvendig drama.

2)      Stop selvdestruktiv adfærd. Jeg HAR også fortjent at være glad, mere end bare udadtil.

3)      Mindre fake selvtillid mere ægte selvfærd.

4)      Unødvendige bekymriner er UNØDVENDIGE!

5)      Finde ud af om jeg kan komme tilbage og studere her! (kryds fingre for mig!)

Puha man får helt brug får en drink... Hvilket bringer os til sidste punkt

6)      MINDRE TEQUILA!!! Man kan godt være dansk og have det sjovt uden alkohol. (siges der)

 
Det kan godt lyde som om jeg har det dårligt herovre med alle de sure opstød, men jeg har det fantastisk og synes det er dejligt og forfriskende at lære så meget nyt om sig selv og prøve at ændre nogle ting og mønstre der er knap så sunde for en selv.

 

You don't always have to hold your head higher than your heart.

 

søndag den 10. februar 2013

For kendt...


Sidste gang jeg skrev glemte jeg helt at sige at Ida har været på ferie med sin familie så har måttet undvære hende en hel uge. Det var træls og hverdagen var kedelig. Men nu er hun tilbage så vi kan have lunch dates og Chai tea aftener.

Sidste weekend måtte jeg jo så underholde mig selv og det viste sig så at Mike var i NJ kun 40 min fra mig. Så han inviterede mig op til hans vens hus hvor han var. Han fik det til, at lyde som om der var nogle af hans venner der og vi skulle alle sammen ud og spise og bagefter ud og have nogle drinks. Så jeg blev jo straks hylet fuldstændig ud af den og gik helt i panik med tøj-,sko- og hårkrise og prøvede at blive mentalt klar på at se ham og hans venner fuldstændig ædru og alligevel være i stand til at vise min mega sjove og seje personlighed.

Som jeg ved jeg gemmer et eller andet sted inden i mig.
 
Når men tager så bilen og kører derop, Mike svarer ikke på mine sms’er så jeg følger GPS’en hele vejen hen til huset og kører så selvfølgelig lige fordi og parkerer et sted længere væk og ringer til ham 5 gange uden at han tager den. Så får jeg jo selvfølgelig bildt mig selv ind at han har ditchet mig og nu sidder der 3 drenge et eller andet sted og har god griner over at jeg er kørt så langt for at se ham og så bailer han mig. JA, lidt sortseer er man jo.

Han ringer heldigvis hurtigt tilbage, måske da det faktisk var muligt for ham at komme igennem til min mobil for alle de opkald jeg desperat selv foretog. Jesus.
Når men så måtte jeg jo lige lade som om jeg var faret lidt vild, for kunne jo ikke sige, at jeg holdte lige uden for huset og bare ikke turde gå ind, det kan selv jeg høre lyder for dumt. Det er meget bedre at fake man er faret vild og så vupti er man der mirakuløst lige pludselig! Jaja, burde have min egen dating-coach forretning, I know ;)

Nå, men så træder jeg ind i det her utroligt grimme og amerikanske hus iført min transperante silkeskjorte, en læderjakke, tårn høje stiletter og får lige at give det prikken over i’et, en knald rød løbestift. Og så sidder der 1 ven og de er begge iført totalt casual tøj, sidder og ser Ironman, spiller en amerikansk udgave af pyramide og drikker øl! Har aldrig i mit liv følt mig så malplaceret før. Må altså virkelig lære at tone the hele lidt ned. Men efter 30 minuters pinsel i sofaen ved siden af Mike og hans ven watching Ironman, går vennen heldigvis ud og jeg får lidt alene tid med Mike....

 
4 timer efter går vi ud for at møde hans venner på en bar i nærheden. Det var hyggeligt nok, men følte mig stadig lidt malplaceret og så gjorde det det ikke bedre at alle hans venner havde drukket sig godt i hegnet og synes lige de alle skulle snakke og spørge om hvorfor vi først kom nu og hvad der var sket på 4 timer. Jeg kan jo ikke gøre for at Ironman er en fucking lang film vel! ;) Men hans ven fra tidligere viste sig at være mega sød selvom det var en smule akavet da han blev ved med at sige jeg var pæn og at jeg havde en pæn næse. Det må være den mærkligste kompliment jeg nogensinde har fået. Men sødt nok.
 

Her hjemme har vi haft projekt Keith skal sove i hans seng når han tager en lur. Det virker overraksende godt og jeg er lidt stolt over at være den der fik det til at lykkes. I onsdags fyldte den lille mand 1 år, så han fik den obligatoriske kage at sidde og fedte rundt med og det var bare super nuttet. Kan slet ikke forstå at han var 5 måneder da jeg kom og nu er fyldt 1 år, som tiden flyver. Det er jo helt utroligt.

 Ellers har der været Superbowl herovre, det er jo nærmest en helligdag. Jeg troede jo det var SuperBALL, men der tog jeg grueligt fejl. Hvad ved jeg, det er jo med en bold så det giver da mest mening hvis i spørger mig. Jeg så første halvdel, udelukkende fordi jeg ville se Beyonce’s halftime show som var rimelig awesome og så gik jeg ellers i seng bagefter. Der er grænser for hvor amerikansk jeg vil tvinge mig selv til at være.
 

Var til mit måndelige LCC møde i tirsdags. Min LCC havde skrevet til mig og sagt at der var kommet en ny tysk au pair i mit område så jeg sendte hende en velkommen mail og 1 time senere havde hun lokket mig til at hente hende og køre hende til mødet. Snu tysker! Hun var sød nok, men også lidt underlig. Hun synes det var skræmmende, at det første der kom frem når hun googlede sig selv var hendes facebook.

1. Hvem fanden googler sig selv med 3 måneders mellemrum.

2. Selv-fucking-følgelig er det eneste der kommer frem din facebook. Unless du har udgivet et skandaloose sextape eller på anden måde er kendt. Men som helt normal, halv stor pølsetysker så JA så vil det eneste der kommer frem når du indsætter dit navn i søgefeltet være din facebook.

Det var da utroligt altså. Men det kunne jeg jo ligesom ikke sige, så sad bare og nikkede. Det skal lige siges at jeg havde haft en knap så heldig dag. Når man lider af Bi polar pis og PMS så er det bare dømt til at være dage hvor man skulle være blevet i sengen. Brugte 2 timer af mit liv på at se Fatal honeymoons den dag. Alt imens jeg stor tudet. (Fatal honeymoons er et forfærdligt dårligt program der handler om, sjovt nok, honeymoons hvor konen eller manden af tragiske årsager dør eller bliver murdet.) Det lyder selvfølgelig tragisk, men sådan som showet er udfærdiget, så er det altså ikke et show man hystertisk sidder og græder til. MEDMINDRE man er mig med pms.
Når men det gik fint nok med at køre sammen med hende tyskeren, som forresten hedder Denise, hun var jo sød nok og jeg snakker jo bare så der var ingen pinlige tavsheder. Men hun ville gerne ses mere med mig og synes at vi skal til at være slyngveninder og det kan jeg sgu nok bare ikke lige overskue. Ved ikke hvad det er med folk der gerne vil hænge ud med mig og som jeg bare slet slet ikke føler den sammen trang til. Hvorfor kan de ikke mærke det på mig.

Annie, den mexicanske pige, prøvede at få mig til at tage med hende på skole på Long Island. Altså jeg gider ikke gå i skole og jeg gider slet ikke tilbringe hele weekenden med en som jeg dårligt nok forstår og som jeg har NADA tilfælles med. Hun fik da også lige inviteret sig selv op til Nanna som jeg var sammen med, så jeg måtte finde på en syg løgn historie for at slippe for at have hende rendende rundt sammen med os. Er godt klar over, at jeg lyder lidt tarvelig, men come on! Der er grænser for hvor tolerant jeg kan være.

 
I weekenden skulle jeg have været til NYC med Ida, Louise og Nadia (fra nytårsaften) og så 2 af Nadia’s veninder. Men det blev desværre aflyst da vi havde en Nor’easter coming. Med andre ord en snestorm der efterlod det meste af Boston og noget af NY under et kæmpelag sne. 3 af pigerne var fra Boston så da de ikke havde mulighed for at komme til NYC var det lidt nytteløst at fuldføre weekenden. Vi fik heldigvis pengene tilbage fra den lejlighed vi havde lejet, så vi må jo bare finde en anden weekend at gøre det i. Så i stedet for en mega fed nat på Manhatten tog mig og Ida op til Nanna og holdte filmaften. Jeg blev og sov og tog med Nanna til hendes LCC møde hvor de skulle skøjte. Øvelse gør tydeligvis mester for jeg rockede den skøjtehal.

Har desværre ikke været til svømning med AJ den her uge så ingen pinlige historier derfra. (det er jeg egentlig lidt glad for). Men har dog meldt mig ind i det fitness center også så nu kan jeg svømme og tage hold timer der og så træne i mit normale fitnesscenter også.

 Mon jeg kan få ene svømmeundervisning af Mr. Dave? ;)


 

 

fredag den 1. februar 2013

Seducing swim teachers.. The drama in my life has no limits


Så gik der igen alt for langt tid siden mit sidste opslag. Det er jeg ked af. Må bare indrømme at ikke føler mig voldsomt motiveret til at skrive det helt store lige for tiden, der sker heller ikke det helt store. Voldsomme og mislykkede byture er gemt lidt af vejen, og hvad er der så tilbage i mit liv? Kun kedelige gråzoner.

Siden sidst har jeg arbejdet en hel del. Har heldigvis lige fået nyt ”skema” så nu arbejder jeg fra 10-19 hver dag istedet for at have fri 2 timer om aften og så arbejde igen fra 20-21. Det er jeg glad for, så er det lidt nemmere at få noget ud af aftenerne i hverdagen. Og med det mener jeg selvfølgelig, at jeg har et par timer mere til at gå i fitness, stene skod fjernsyn på Viasat, lukke mig inde på mit værelse med Fifty og en pakke Oreos. (My life rocks!)


Weekenderne er mest blevet brugt sammen med Nanna, min danske veninde som bor i nærheden. Vi har det altid mega sjovt sammen og selvom jeg elsker at være sammen med Ida og vi også altid har det sjovt. Så er der altså noget helt særligt og befriende i at snakke om Danmark på dansk og med dansk humor. Og så har Nanna været så sød at lave dansk mad til mig når jeg er der, DET er dejligt og mange pluspoint i min bog.
Hun tog mig med på hendes yndlingsstambar en aften, det var helt vildt hyggeligt og sjovt. Ellers har vi drukket vin, set film, farvet mit hår orange og lavet mad. Nå ja, og spillet Logospillet. Et af spørgsmålene var, at man skulle nævne den afrikanske Ø hvor Carte d’ors vanille stammer fra. Nanna råber: ”TANZANIA!” Jeg kigger dumt på hende hvorefter hun retter sig selv med ordene: ”Nårrhhh nej, jeg mener Kenya!” Åhh ha, Jyder altså. Senere var der et spørgsmål omkring en jysk avis hvortil hun svarer: ”Jyllandsposten”. Måtte igen give hende mit du-er-sgu-da-ikke-for-skarp-blik og hun siger: ”Udkommer Jyllandsposten også i København?” København er hvad Nanna kalder hele Sjælland for. Men JA Nanna det gør den!  



Denne måneds LCC møde foregik i en skøjtehal. Og da Ida og jeg er de eneste non mexicanere/spanier/autraliere forventede de jo alle sammen at vi var små skøjte prinsesser, så jo skuffelsen var stor da vi ”gled”, okay måske nærmere gik rundt ude på isen. Seriøst, hvor blev den der alder af hvor man var totalt frygtløs og overhovedet ikke tænkte på at man kunne falde at slå sig. Er jeg virkelig blevet så gammel at den evne totalt er forsvundet?! Brugte undskyldnignen: Jeg faldt en gang på mine rollerskates og forstuvede armen og er blevet kastet af heste utallige gange så det må være gammel frygt der er inkarneret i mig. Det kunne jo sådan set godt være rigtigt, men må nok indrømme at jeg aldrig har været god til at kordinere min krop og skøjteprinsesse har jeg bestemt aldrig været. Selvom jeg da selvfølgelig lige skulle spille sej og hjælpe en af de skræmte mexicanske piger. Hun ville kun ”gå” rundt med mig 1 omgang og så tror jeg ligesom hun fandt ud af at hun var i bedre hænder hvis hun holdte fast i kanten og ikke i mig. Men fik da pluspoint i min LCC’s bog for at have hjulpet. ”You’re such a nice girl Annabel” Det kan hun jo på mange punkter have ret i, ikke?!

 Hvad er der ellers sket. Nå ja, er blevet forelsket i AJ’s svømmetræner. Typisk mig. Jeg synes ikke en gang han er pæn, og han kigger altid lidt ondt på mig. Hvilket helt sikkert er grunden til at jeg bare MÅ have ham! Det kan fandme ikke passe at han er totalt intolerant (kan man bruge det ord i den sammenhæng?!) overfor min danske charme!! Man vil jo helst have det man ikke kan få right.
 Hvis nu jeg finder ud af at han har en kæreste, så bliver der jo en gigantisk scene, for så MÅ han jo bare være min drømmemand. En anden grund er altså også, at han er så god med børnene. Mit hjerte bløder når han high-fiver dem fordi de var gode og klapper af dem og roser dem.

Nå, men som alt andet i mit liv så skal der jo ske noget pinligt og ydmygende i de omgivelser hvor jeg helst bare så at jeg var en ung, moden og sofistikeret pige. AJ er en mega tøs og er bange for selv det simpleste ting såsom at hoppe i vandet fra kanten. Alle de andre børn på hans hold gør det uden problemer og han er den største og ældeste (mega flovt, lader altid som om det ikke er mit barn, hvilket det jo heller ikke er!!!). Men det resulterer i at han stort set ikke for svømmet fordi han står på kanten og skaber sig og han forstyrrer hele undervisingen. Så mig og Shana havde lavet en klar aftale med ham, næste svømmetime skulle han bare hoppe i. Slut færdig.
Det gør han selvfølgelig ikke.
Han står på kanten og laver en mega scene, råber og skriger. Hans to trænere(inklusiv mr. Dave, som er mit crush) står i vandet og prøver at overtale ham til at hoppe i, mens to livreddere står på kanten sammen med ham og prøver ligeledes. Nothing happens. Det blev ved i 10 min, og hans time er altså kun på 30 min. Alt imens jeg stod på sidelinjen og blev mere og mere rød i hovedet af flovhed og raseri. SÅ kunne jeg bare ikke holde ud at se på det mere og tror nu også at det på dette tidspunkt forventes af mig at træde ind og vise min pisse beslutsomme og ansvarlige side (som jeg jo VIRKELIG besidder?!). Trampede igennem svømmehallen og fik med lidt for højt pitch’et stemme råbt: WHAT’S going on?! Satte mig ned med AJ og prøvede med bævrende stemme mens 4 voksne overvågede mig, at få styr på mit engelske og vise mine utrolig gode og overbevisende babysitter evner. Hvilket totalt mislykkes. Følte mig altså temmelig presset. Prøvede alverdens forskellige metoder. Den forstående: Hvorfor vil du ikke hoppe i vandet AJ? Den vrede: Du hopper bare i vandet og det er lige nu. Den triste og skyldfølende: Vi havde en aftale og du LOVEDE. Og til sidst. Den dramaqueen bitch der rejste sig op og kastede ungen i vandet mens han skreg og lavede en mega scene og sørgede for at alle i hallen kiggede på os.

Ja, så så man lige mig blive kåret som verdens dårligste au pair og traumatisere en 5 årigs liv bare fordi man gik i panik over at den ”hotte” svømmetræner overvågede mit every move.

Så måtte jeg ydmyget, rød i hovedet og med en noget dårlig smag i munden traske hele vejen tilbage igennem hallen og ud til de andre forældre meget opsat på ikke at skabe øjenkontakt med nogle på min vej. Måtte skrive en sms til Shana og forklare det hele fordi jeg havde det så dårligt. Heldigvis tog hun det godt og sagde bare: ”You did good.” Han skal jo lære det. Nu er trænerne så også selv begyndt at kaste ham i vandet så har det bedre med min drastiske beslutning. Men Mr. Dave har ikke set til min side siden. Bare vent, jeg skal nok få ham til at hungre efter mig. Og så afvise ham. Bare fordi jeg kan.
 
Den her weekend var jeg i NYC, mødtes med Ida og hendes famile som er på besøg fra Sverige. Det var rigtig hyggeligt at møde dem. De tog ud med Staten Island færgen, men det har Ida og jeg gjort rigeligt så vi hang ud på Starbucks og ventede på dem. Da de kom tilbage tog vi op og så det meget store og flotte bibliotek. Kunne sandelig godt se mig selv sidde der i blandt rigtige New Ýorkere og studere. Bagefter tog jeg ud og mødtes med Mike. Ved ikke hvad det er med ham, men han pisser mig af når vi sms’er, men så når vi ses så har vi det mega sjovt og hyggeligt og det virker som om jeg har kendt ham meget længe. Det er lidt træls. Men det vigtigste er vel trods alt, at man fungerer sammen face-to-face.
Så så man lige mig traske rundt på Manhatten hånd i hånd med en rigtig New Yorker. Da vi var færdige med at drikke kaffe, og grine af folk på skøjtebanen gik jeg tilbage til Ida’s familie.

Vi spiste på en Seafood resturant og jeg fik kammuslinger. (hvilket er en totalt irrelevant oplysning, men hvad fanden). Bagefter gik vi til deres hotel og fik white russians og tequila. Skulle nok ikke have taget tequilaen, for tog selvfølgelig den forkerte subway på vej ned til Penn station og måtte halvt løbe 11 bloks med tårer springene ud af øjene indtil jeg fandt den rigtige subway, så virkede mit metrokort selvfølgelig ikke og toget holdte på stationen og ventede så måtte hoppe over det der ting der lukker en ind, men fik selvfølgelig skuffet til den så mit ene ben sad halvt i klemme og jeg næsten faldt ind på perronen. Til stor underholdning for folkene i toget der så til mens jeg IKKE nåede mit tog og til dem der heller ikke nåede det og måtte vente til jeg havde fået min ben tilbage. Great! Alt endte dog heldigvis godt, kom med mit tog hjem til PA, måtte dog sidde ved siden af en fremmed hele vejen. Ja, det var ikke rart, lidt skandinavisk er man vel stadig.

I går skulle jeg køre op til Shana’s arbejde med hendes computer som hun havde glemt. En dejlig køretur på 1 time hver vej. Jeg havde selvfølgelig ikke set, at jeg manglede benzin på bilen før det satans lille tegn begyndte at lyse og så var jeg in the middle of fucking nowere med en baby i bilen. Var selvfølgelig 2 sek. Før kørt forbi en tank station, men dem er der jo alle steder right så det kunne sagtens vente. Men NEJ, det tog mig 20 miles før jeg kunne komme af motorvejen og tanke. Jeg råbte og kunne nærmest ikke holde tårerne tilbage af ren frustration og bare tanken om, at ende strandet et sted med babyen. Så han vågnede selvfølgelig og begyndte at hyle med i kor. Det var forfærdeligt. Men vi overlevde!

Se det er hvad ens liv bliver fuldt med når man ”får” børn og ikke tager i byen og laver skandaler. Det er helt utroligt, så meget drama selv små ting kan skabe. Eller jeg kan skabe.
 

Ellers ikke mere herfra. Jeg har det fantastisk. På trods af at jeg lige er vendt hjem fra AJ's svømmetime og Dave endelig kiggede på mig og sagde: How you're doing. (Og NEJ det var ikke som Joey siger det!). Blev selvfølgelig helt rød i hovedet og kunne dårligt kigge ham i øjnene mens jeg med en meget lille stemme fik fremstammet: "Hi".
Så der røg lige chancen for at vise min awesome personlighed og rent faktisk vise ham at jeg gerne vil snakke med ham. Hvornår går det der generthed væk? Det er jo på ingen måde særlig nemt at leve med!!