mandag den 5. august 2013

and a whole lot of NYC...

Weekenden efter Hani’s fødselsdag tog jeg til NYC igen. Hun havde 2 veninder på besøg hjemme fra Danmark som hun gerne ville have at jeg mødte. Tog ind lørdag morgen, hvor vi tog til brunch fest på Gansevort hotel, bagefter tog vi til Sunset party på Dream hotel og så endte vi på Empire til sidst. Havde en helt vildt sjov dag og Hani’v veninder er rigtig søde. Sameer min ven der ejer et event firma der holder festerne på Gansevort og på Empire behandler mig altid som en rigtig VIP og giver mig mit eget bord med mine egne flasker og champagne. Så det er cool nok. 
Om mandagen kom Ida hjem fra hendes adventure tur på vestkysten. Hentede hende på togstationen, grad hele vejen derop, har simpelthen savnet hende så meget! Det er hårdt når man kun har en veninde man ser i daglig dagen. Vi er helt vildt knyttet til hinanden og tror hun ved alle mine mørkeste hemmeligheder og stadig gider hænge ud med mig, det er jo sjældent ;) Vi hyggede hele ugen, jeg arbejder jo ikke så den stod bare på træning træning træning. Og dase i poolen selvføgelig. Og en smule wellness. Har haft en åbenbaring efter alt det her kaos med mit kærlighedsliv og Mike. Trænger simpelthen til at være mig selv, stå på egne ben og lære vigtigheden i at være alene uden at være ensom. Finde ud af hvad det egentlig er jeg søger i dels livet, men også i en partner. Min nye selvfundne selvstændighed ville jeg fejre med en massage. Så det var en smule frustrerende da en charmerende høj fyr meddelte han skulle røre min meget nøgne krop i 50 minuter. Karma is a bitch! Ej men det var simpelthen så akavet, eller nej det var pisse lækkert. Men han må have set hvor utilpas jeg var i starten for da han var færdig og jeg takkede, roste og udtrykte at jeg følte mig som et helt nyt menneske var han kommentarer: ” Really? Omg good, I thought I did a bad job. It felt like that on you.” Flot Annabel. Så har jeg helt uden at vide det torturet den arme mand I 50 minutter fordi jeg selv er en klovn der ikke kan tage lidt let på tilfældigheder og absolut skal være så skide blufærdig. Nej hvor havde jeg ondt af ham! Kan godt fortælle jer at jeg gav ham ekstra mange drikkepenge!

Torsdag aften tog Ida og jeg så til NYC. Vi sov hos Fu fu fra torsdag til fredag. Hani og hendes veninder var der stadig om torsdagen så vi tog ud til middag, de rejste til Miami tidligt fredag morgen. Ida og jeg tog til Brooklyn bridge, vi havde købt en lås vi ville hænge op for at symbolisere vores kærlighed til hinanden og til NYC. Så jeg stod der og legede med låsen mens Ida skrev på en label. Selvfølgelig låser jeg den sammen og taber nøglen ned gennem træværket. I skulle have set Ida’s ansigtsudtryk. Ikke at hun var overrasket over at jeg lige ødelagde det hele, for det er jo typisk mig.
 Men vi fik sat den et sted på broen og havde et rigtig skønt og hyggeligt øjeblik. Det er jo tanken der tæller!!! Om aften tog vi på klub med Fu fu. I døren lavede de en mega scene omkring mit ID, well fordi det jo ligesom ikke er helt ægte. Mega pinligt, men så er det jo godt mine venner har mange penge. Han betalte dørmanden 200$ for at holde sin fede kæft og så var der ellers ikke nogen problemer. Andet end at jeg følte mig ydmyget og meget meget lille. Vi havde en sjov aften, alle var helt vilde med Ida og prøvede meget ihærdigt at overtale hende til at blive model. Tror måske det har sat nogle tanker i gang hos hende, nu må se. Overtog selvfølgelig alle samtaler omkring det og meddelte at alt modelarbejde med hende skulle gå gennem hendes manager aka mig. Ida kan få 10% af indtægterne. Og lov til at bo i min penthouse og måske prøve min Ferrai. Nå ja, der er da ikke noget galt med at være en god forretningskvinde.

Fredag til søndag boede vi i Alan’s lejlighed. Elsker det sted. Dens beliggenhed i East village er helt ideal og lejligheden har så meget charme og karisma. Så var glad for vi kunne bo der en sidste gang og sige farvel til den.

Lørdag havde Sameer givet os billetter til et Fashion show. Vidste ikke helt hvad det handlede om, men gratis biletter til noget siger man da ikke nej til. Han havde godt sagt at jeg var super VIP og bare skulle gå op til døren og sige mit navn og så skulle de nok tage sig af mig. Troede selvfølgelig at han overdrev og hvis der var noget jeg ikke skulle så var det at være højt på strå og vade op til døren i front af køen, sige mit navn og blive grint af og sendt tilnbage til køen. Stillede mig godt nok i VIP køen og det viste sig da også da jeg nåede frem til døren og sagde mit navn, at en sød fyr hurtigt fik os ind og der blev hverken grint eller gjort nar af. Det startede med en reception hvor der blev taget billeder af alle os non-models, der blev drukket champagne og minklet. Eller okay, mig og Ida stod bare der og så vigtige ud. Eller jeg prøvede at flirte med den her bredskuldret charmerende fyr der stod lige foran mig i den meget crawdet hal men eftersom begge vores version af at flirte er at kigge på hinanden og smile genert kom det ikke så langt. I stedet gik en meget lille kinestisk/japansk (how should I know) dirkete op til mig, sagde mit navn og spurgte om jeg ikke var model. Øhm nej og hvor fanden kender du mit navn fra. Blev helt vildt forvirret og min første tanke var bare: ” Shit nu har Tequila gjort noget jeg ikke kan huske, igen igen.” Fik ikke så meget ud af ham andet end at han kunne genkende mig, ja hvorfra vidste han ikke lige. Det bleve til en temmelig akavet samtale, især fordi der var så mange mennesker at det ikke sådan lige var at flygte væk fra sådan en samtale. Så stod vi bare lidt der og følte alle hvor akavet. Selv den bredskuldet fyr sagde, da kineseren var gået: ”So that was mildly awkward”. Ja no shit Sherlock. Velkommen til mit liv.
Nå men så startede showet og fandt så ud af at min meget beskedne ven Sameer åbenbart var den der stod for hele showet. Fik lidt et langt ansigt da jeg så den fine seddel der lå på stolene og en særlig tak var gået til ham for hans arbejde og medvirken. Ups, så var jeg da vist lidt super VIP når nu jeg var med ham. Men det er vel bedre at være for beskeden og blive gladeligt overraskende end den anden vej rundt. Showet var fantastisk! Bagefter havde vi dinner med Sameer. Han er pisse sød og, ja ærligt, min interesse blev da lidt dobbelt da jeg fandt ud af at han kører en pisse fed BMW og gav mig nøglerne for en aften og da jeg fandt ud af at han er pisse rig og vigtig. Men a girl just want to have fun, så don’t judge me! Og besides så er han helt skudt I mig. Skriver hele tiden sms’er hvor han savner mig og han vil slet ikke snakke om at jeg skal hjem. Han gør alt hvad han kan få at få mig til at blive. Det er nu meget sødt. Men hvorfor er det altid at man helst vil have de fyre der ikke vil have en? Det er ikke helt fair.
Efter middagen der forresten var fantastisk, tog vi på Empire. Jeg kørte lige hans bil derop og smed den hos Valetfyrene. Midt på manhattan. Jeg kunne ikke få armene ned kan jeg godt sige jer.

Søndag havde vi en off dag, vi var begge helt smadret og gik ikke rigtig lavet så meget. Vi tog dog med Fu fu til New jersey for at besøge en af hans rige venner. Det var meget hyggeligt. Skide sød fyr, med et kæmpe firma og en ret fantastisk ejendom. 

Tirsdag aften var så den triste dag hvor det var blevet tid til at sige farvel til Ida. Puha det håndterede jeg sgu ikke særlig godt. Grad hele vejen hjem til hende, og satte hele huset i sørge mood da jeg ankom. Flot Annabel. God stemningsspreder.
 Jeg fik skrevet en lang besked til hende i hendes gæstebog og hun skrev en fantastisk en i min. Og så sagde vi farvel, eller på gensyn. Vi ses jo igen! Men det er hårdt, at vide at en era er forbi og at tiden hvor vi bare lige mødtes for en kop kaffe og sås mindst 4 gange om ugen er slut. Men sådan er livet jo. Nye tider, hvem ved hvad der sker. Havde det forfærdeligt da jeg kørte hjem, følte mig så ensom! Så ringede til Mike for en smule support, han tog den selvfølgelig ikke. Så fik lagt den her meget charmerende, stortudende voicemail på hans telefon hvor jeg udtrykte hvor ked af det jeg var, hvis nu han var i tvivl mellem lyden af mit snot der stod langt ud af hovedet på mig. Han vendte aldrig tilbage så i skuffelse skrev jeg en sms dagen efter hvor jeg sagde undskyld for den lidt upassende voicemail, men troede virkelig at han kunne være der for mig når jeg havde brug for ham som i sådanne tilfælde. Det har han så heller ikke reageret på.
Tag lige det hint Annabel. Synes det går ondt at vide at jeg har investeret så meget tid, følelser og tanker omrking vores forhold og så er det så nemt for ham bare at ende det. For mig er det ikke det hårde, ikke at være ”kærester”, det er hårdt ikke at have en at dele ting med, en at snakke med, en der virkelig kender en. Det er DET jeg savner, vores venskab. Ved godt at vi nok aldrig bliver til noget, men havde ikke forudset at han slet ikke ville have kontakt, for det havde han sådan set sagt at han ville. Så det er lidt frustrende ikke at vide hvad fanden der er sket, hvor jeg lige gik galt i byen. Men sådan er det. Det er jo ikke op til mig at bestemme om han vil være min ven eller ej, desværre. Måske ombestemmer han sig når han har tænkt over det, måske ikke. Hvis der er noget jeg har lært så er det at. ”Nothing ever goes away before it has taught us all we need to know.” Så måske har vi fået det ud af hinanden som vi kunne, og nu er det tid til at komme videre. Hvilket jeg by the way lige skal love for han er, hvis man tjekker hans facebook.

Nå, men det har været nogle lidt hårde dage efter afskeden med Ida. Torsdag tog Shana og John så til NYC, skylder dem stadig en arbejdsdag så jeg havde børnene fra torsdag eftermiddag til lørdag eftermiddag. Hvilket var rigtig hårdt, Keith sov stort set ikke mellem torsdag og fredag. Den idiot der har fundet på at: ”I slept like a baby.” er positivt, havde TYDELIGVIS ikke havde en baby!
Men ellers var det rigtig hyggeligt at lege teenmom for et par dage, lige at komme tæt på ungerne igen her inden jeg rejser hjem. Vi havde det hyggeligt og det var også dejligt at have huset for mig selv når ungerne sov.
Nu er jeg så tilbage i NYC med Hani, skal være her til søndag morgen hvor jeg så tager hjem og pakker det sidste og sdå hedder det lufthavnen mandag aften.


Puha, hvor blev tiden af??! 

fredag den 19. juli 2013

Work is done..

Resten af vores ferie forløb udemærket. Bortset lige fra et ”mindre” uheld. 4th of July var hyggelig. Shana, Ida, AJ og jeg tog til stranden for at se en helt fantastisk flot solnedgang og fyrværkeri.
Dagen efter var vi 3 voksne og 2 børn ude ved bilen for at sætte sæder i og holde øje med ungerne, som jeg troede jeg havde bedt Ida om at holde øje med. Pludselig er der en lastbil der dytter fordi babyen er på vej ud på vejen ved huset. Ja, I læste rigtigt, totalt latterligt at 3 mennesker ikke kan tage sig af 2 små børn. Men det har bare indtil videre været misforståelse på misforståelse. Og børnene er jo mit ansvar så jeg skulle have været med dem og bedt en anden om at sætter sæderne i bilen. Men shit happens og der skete ikke noget med nogen af dem. Shana flippede selvfølgelig helt ud, hvilket er, for en gangs skyld, helt berretiget!! Og for en gang skyld råbte hun af mig eller både mig og Ida. Føltes helt som en lettelse at hun kom ud med sin vrede og skældte ud. Jeg er ikke for fin til at tage en skideballe når jeg ved at jeg har fucket op. Hvad jeg ikke kan lide er at blive ignoreret og ikke vide hvor jeg gik galt i byen. Nå, men efter hun havde råbt af os tog jeg på legepladsen med børnene. Sendte hende en sms og sagde at jeg godt var klar over at jeg havde dummet mig og at jeg ville do better fra nu af. Da vi kom hjem snakkede hun til os og var sød, resten af turen var hun sit sædvanlige dejlige selv fuldt med humor og smil. Vi har stadig ikke snakket om hvad der skete, men tror jeg er tilgivet. Medmindre hun bare spiller sød og arbejder på et sagsanlæg. Håber jeg virkelig ikke!

Søndag kørte vi hjem igen. Det tog omkring 12 timer, alle havde åbenbart besluttet at forlade Cape cod på præcis samme tidspunkt. Efter 10 timer nåede vi NYC, kørte igennem Queens hvor vi fandt en gasstation og skulle fylde benzin på. Der var SÅ mange biler og for at få gas måtte jeg lave, hvad der på daværende tidspunkt synes at være en umulig parallelparkering. Jeg var så tæt på at græde af udmattelse og frustration, Shana sad og grinede af mig i hendes bil. Tror hun følte præcis det samme som mig. Men klarede det hele og fik utrolig meget ros for min kørsel og håndtering af udfordringer undervejs. Så det var dejligt. Sender en tanke til min meget strenge men geniale kørelærer!

Mandag morgen stod den så på arbejde, min sidste uges arbejde. Aj var hjemme fra camp, ved ikke om det lige var deres måde at tvinge den sidste tålmodighed og styrke ud af mig. Men hårdt, det var det.
Fredag da jeg fik fri havde jeg dog en vildt mærkelig fornemmelse i kroppen. Begyndte at pakke som en sindsyg, smed bare mit tøj ned i min kuffert og fik på rekord tid fuldt den og stillet den i garagen. Tror jeg havde et lille sammenbrud.

Lørdag formiddag tog jeg så til NYC for at være sammen med Hani. Hele lørdagen hyggede vi os bare og havde en hjemme aften hos Fu fu, han har foresten lavet et sæt nøgler til os så vi nu kan komme og gå i hans lejlighed som det passer os. Det er sgu i orden.

Søndag, del 1 af Han’s fødselsdag startede på PHD, et hotel med en rooftop. Kl. 7 om aften, der var vi et par timer og tog så videre til en af Hani’s venner der hedder Marcus for at drikke et par drinks og så videre til 1OAK som er en meget eksklusiv klub der ingen problemer har med at fortælle dig hvis du er for grim eller for tyk til at komme ind. Fu fu fik os ind, han brugte mig som madding og stillede mig forrest i køen af vores lille gruppe. Åbenbart er høje blondiner som mig lige hvad de vil have. Der var da heller ingen problemer, og vi vadede alle sammen lige ind og havde det fedt hele aften.
Mandag som rigtigt var Hanis fødselsdag sov vi længe og om aften tog vi til fest på en anden klub, Le souk. Her mødte jeg en utrolig sød advokat fyr fra LA ;) Nå jo, må jo indrømme at der er mange fisk i havet i NYC. Også selvom mit hjerte er givet væk, det holder jo bare ikke når det ikke fungerer mellem os. Så videre i livet med mig.

Tog hjem tirsdag aften efter en rigtig skøn og festlig weekend. Shana hentede mig på stationen og sagde at hun havde snakket med AJ om at jeg rejser og hvad det kommer til at betyde. Hun spurgte ham så hvordan vi kunne gøre det nemmere for os alle sammen, hun nævnte at når de savnede mig så kunne vi Skype. Han fandt en anden løsning: "We can build a robot that looks like her, talks like her, do the same things as her and have the same memories."  Synes det var det sødeste jeg længe har hørt og der kan ikke være nogen bedre følelse en at føle sig elsket og værdsat. Også selvom jeg ikke altid kan forstå hans uendelige kærlighed til mig, så føler jeg at jeg har gjort mit bedste for at være en god rollemodel for ham og har gjort alt hvad jeg kan for at have en positiv effekt på hans liv. På begge deres liv. Og tror ikke at der er nogen tvivl om at jeg elsker dem begge meget højt, også selvom de driver mig til vanvid nogen gange.

Nu er John’s forældre så på besøg, så er helt ude af mit værelse. Alting er pakket ned og bor nu ude i kælderen. De skal være her til på mandag og så kommer Shana’s mor på fredag og skal være her i 2 uger. Så det er slut med mit privatliv den næste tid. Øv øv. Men ellers går det godt, daser rundt i poolen, træner og hygger mig. Det er faktisk rart at have tingene pakket ned i god tid og have lidt tid til at blive mentalt parat til at sige farvel og bare nyde at være her lidt endnu.

Fik forresten min TOEFL sscore tilbage på den prøve test vi lavede på det kursus jeg var på, og det ser ud til at jeg kunne studere på selv de bedste universiteter her. Så det er jo dejligt, at vide at jeg stadig kan bruge min hjerne til noget. Også selvom jeg helt alvorligt forleden spurgte John om fisk egentlig trækker vejret under vandet eller om de skal op til overfladen. For som jeg sagde: ”Hvaler skal jo op til overfladen”. Men det viser sig så at hvaler og fisk ikke er det samme!!! Der kan man bare se. For mig er alt der lever i vandet fisk og Japan og Kina er det samme og hvis man ikke er fra Europa eller Amerika så ved jeg højst sandsynligt ikke hvor man så er fra. Ja så så man lige mig gøre mig til grin igen igen.
 Kunne godt være jeg skulle til at overveje at studere videre. 

Nå, nu har jeg heller ikke tid til at skrive mere. Skal til pilates og en tur i poolen. Livet er hårdt. Ida er på Vestkysten så har været uden hende de sidste 2 uger. Heldigvis kommer hun hjem på mandag.
 I morgen drager jeg igen til nyc for at møde Hani og hendes 2 danske veninder som hun har på besøg.

Lot of love



torsdag den 4. juli 2013

Swedish midsummer and Cape cod...

Så gik der lige et par begivenhedsrige uger/weekender.
 Ida og hendes værtsfamilie holdte Midsummer fest den 15. juni. Det var helt vildt hyggeligt, de havde inviteret min familie også og 50 af deres venner/familie. Så haven var fuld af børn og glade mennesker. Ida havde også inviteret Mike, men han kunne desværre ikke komme, det er også lidt langt at køre for en eftermiddag. Sådan er det.
 Vi havde det hyggeligt, spiste lækkert skandinavisk mad og var for en gangs skyld social med andre mennesker end bare hinanden. 
Weekenden efter skulle Ida og jeg på skole. Cultural care tvinger os til at tage 6 credits i løbet af vores år her. Så vi havde tilmeldt os et weekend kursus til et prep TOEFL class. TOEFL er den test man skal tage som international studerende hvis man overhovedet vil drømme om at komme til at læse her. Det foregik på Long Island så vi havde lidt vej at rejse. Vi havde de første timer fredag kl. 18.-21.00. Værelserne og maden var noget klamt lort og Ida og jeg var temmelig svært utilfredse. Lørdag havde vi timer fra kl. 9-20.00. og søndag fra 9-16.00. Så nogle meget lange og tunge dage tilbage på skolebænken for en pige som mig der har været væk fra det i 2 år nu og ja lad os nu bare være ærlige, aldrig har været SUPER begejstret for det der med at gå i skole!!
 Men timerne var faktisk interesante,, thank god!, men meget intenst at lære så meget på så kort tid! Var jeg nok død af den weekend hvis ikke det havde været spændende og lærerne gode. Er glad for at vi gjorde det, for nu kan jeg godt se hvor svært det er, og selvom jeg er forholdsvis god til engelsk så er stoffet super svært og man skal virkelig træne de øvelser de tester os i!
 Jeg kom hjem fra skolen søndag aften og var fuldstændig smadret. Ida og jeg sad i bussen på vej til togstationen med alle de andre au pairs som havde deltaget i kurset og de havde alle sammen dannet nye venskaber og var glade, og så sad vi der, to sippet skandinavier med hver vores ipod i ørene og følte os lidt for vigtige til at snakke med nogen som helst! Nye venner har vi fandme ikke brug for.

 John havde sin storesøster og hendes mand på besøg og de boede på mit værelse så jeg sov på en madras i kælderen. Det hjalp ikke ligefrem på mit humør må jeg nok indrømme!!! Havde virkelig brug for at have mit eget værelse og min egen seng, lukke døren og sove længe og bare være alene. Men næææ nej.

Nu er vi så på ferie hele familien og Ida. Cape cod, Massachuasset. Lidt ala the Hamptons i NY. Rigtig lækkert at komme lidt væk og bare hygge og ligge på stranden og tilbringe lidt kvalitets tid med alle sammen her inden min tid er løbet ud og jeg vender snuden hjemaf igen. Jeg kørte en af bilerne herop sammen med Ida, vores første amerikanske roooooadtrip, 6 timer igennem 6 stater. Det var fedt! På med gammelt 80'er musik, nye popnumre og ting der kunne skråles med på og så ellers bare gassen i bund og suse op igennem Amerika! Nogen gange har jeg svært ved at virkelig tro på at jeg får oplevet så meget og at jeg er så heldig. At føle mig så hjemme når jeg færder mig rundt omkring i USA, det er bare fantastisk. 
Nå, men her skal vi så være i en uge, vi kører hjem igen på søndag. og så starter min sidste arbejdsuge om mandagen.
I mandags var vi ude og sejle og se nogle helt fantastiske flotte og store hvaler! Det var helt vildt. 

Forleden dag faldt Keith så ned fra sofaen og slog sit hoved, Shana flippede helt ud og opførte sig som den største dramaqueen ever. Der var ikke nogen i stuen med børnene da det skete, hvilket jo selvfølgelig ikke er smart. Men Ida og jeg var lige udenfor på terrassen og John og Shana var indenfor og i den anden ende af huset som altså virkelig ikke er særlig stort!!! Så når de/hun blaimer mig for ikke at være der og have undgået det synes jeg er mega unfair. De er 2 voksne mennekser inde i huset som ikke selv kan holde øje med deres børn! DET er fandme for dårligt. Og så har jeg mange talenter, men tankelæsning er skisme ikke en af dem. Hvis de ikke fortæller mig hvornår jeg er på og arbejder og skal holde øje med børnene hvordan fanden kan jeg så vide det. Kan ikke altid være det rigtige sted på det rette tidspunkt. Det mest irriterende er, at hun aldrig siger at hun er sur, hun går bare rundt og smækker med dørene og ignorer mig totalt. Ville faktisk 10 gange hellere have at hun sagde at jeg havde fucket op og gav mig en skideballe og så kom videre. I stedet for skaber hun en pisse ubehagelig og pinlig atmosfære i hele huset og man får mest af alt lyst til at flygte langt væk. Det er ulideligt og synes det er meget barnligt af hende. Senere på aften sad jeg så i spisestuen med AJ og John var udenfor med Keith, pludselig hører jeg hoveddøren smækker og bliver bange for at Keith er på vej ud. Så løber ud og selvfølgelig er barnet halvejs på vej ned af en stor og stejl trappe! RIGTIG flot! Anede ikke en gang at han var blevet lukket indenfor, så det kan i hvert fald ikke være min skyld at de lader ham rende rundt uden at være med ham eller fortælle mig hvor de har gjort af ham. Det er i hvert fald min mening. Men selvfølgelig var Shana af en anden overbevisning. Og rev barnet, som jeg lige havde reddet fra at falde ned af en trappe og løbe ud på hovedvejen og blive kørt over!!, ud af mine hænder, rystede på hovedet og kiggede på mig som om jeg var den største idiot på hele jorden. Så talte hun ellers ikke til mig resten af aften, men fik John til at give mig vigtige beskeder. Vi var ude at spise middag og jeg  fik uheldigvis sat mig ved siden af hende, så vendte hun halvt ryggen til mig så jeg overhovedet ikke kunne så meget som forsøge, at ændre på stemningen. Pisse barnligt. Endnu mere pinligt blev det da Keith fik hans mad og det selvfølgelig var varmt og han blev ked af det da det brandte hans tunge. SÅ var det selvfølgelig personalets skyld at maden var varm. Ej men, jesus christ. Jeg elsker hende og vi har et godt forhold normalt. Hun er god til at lytte og give gode råd. Men jeg kan bare ikke klare flere scener og dramatiske teenage udbryd som det der. Hun var så glad og sjov de første par dage og nu det her. Man skal hele tiden passe på og det er bare ulideligt.
Det eneste gode ved det, er at jeg virkelig har indset at jeg skal tage mig sammen med mine dramatiske udbryd. Det er der fandme ikke nogen der kan holde ud i længden. Jeg skal være sødere mod alle fremtidige kærester og nøglen til gode forhold mellem alle ligger i KOMMUNIKATION! Det kan for fanden ikke være så svært!

Glæder mig til at jeg er færdig med arbejdet. Det bliver rart at kunne være i huset og omkring ungerne uden at føle at det er en sur pligt! Men med sidste arbejdsuge kommer sidste tid jo også. Har helt utrolig mange blandet følelser omkring det. Tror lidt jeg er i "denial" omkring det lige for tiden. Glæder mig jo selvfølgelig til at komme hjem og se familie og venner igen og ligesom få stablet mit liv derhjemme op igen, få konfronteret nogle af de "dæmoner" jeg er løbet fra og vise alle jer mit bedre og nye jeg. Men samtidig er det så skræmmende at komme hjem. Tanken om at forlade mit liv her, børnene og NYC er ikke til at bære. Og så skal det jo heller ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke har lyst til at være hjerteknust igen og rejse fra Mike. Hold kæft hvor er jeg træt af mit kærlighedsliv. At starte forfra hele tiden. Det er hårdt.
 Har ikke set ham siden Michael og Trine var her, for så var han på ferie eller jeg var på skole og ja så kom der bare så mange ting i vejen. Og når vi ikke ser hinanden går det aldrig særlig godt, han er jo ikke ligefrem typen der snakker et øre af omkring hans følelser så ja det er bare begrænset hvor meget kontakt vi har når vi ikke ses jævnligt og når vi så begge savner hinanden og bliver frustreret over det bliver det ofte til nogle små latterlige fights. Ja vi er bare better when we're together. Skulle så have set ham den her weekend inden vi kørte på ferie, men han ringede og mente pludselig ikke at det var en god idé at vi så hinanden mere. Han synes det var pointless og alt for hårdt når nu tiden løber stærkt og jeg snart rejser. Vi havde en rigtig god og ærlig snak omkring det og hvad han følte og for en gangs skyld var han helt ærlig og meget ligefrem og fik sagt nogle meget rørende ting og ting som jeg må indrømme at jeg overhovedet ikke vidste at han følte for mig, det var rart endelig at høre at jeg ikke er den eneste der har givet mit hjerte væk og at vi begge to har det på samme måde. Han havde endda overvejet at flytte til Danmark og få det til at fungere, men at han bare ikke ser det fungere med at flytte lige nu. Som jeg forstår til fulde, men ingen har nogensinde villet så meget som holde døren for mig, trække stolen ud eller noget som helst og her er en fyr der overvejer at flytte på tværs af jorden for at være sammen med mig. Og så skal jeg rejse fra ham, ej men seriøst???! Nogen gange så føles det lidt som om der sidder en dum, stor fed komiker og leger med mit liv.

Nå, men vi snakkede længe og han indrømmede at han jo stadig gerne vil se mig, men at det bare ikke er nemt når han ved jeg snart rejser. Tragisk love story, I know. Men uanset hvad så vil vi i hvert fald begge to gerne holde kontakten på diverse sociale medier. Vi har begge to lært så meget af hinanden, og der er helt sikkert en grund til at jeg gik lige ind i den tog kupé og sad overfor ham. At vi har holdt kontakt hele året og han har været min evige support og klippe selvom jeg har råbt og skreget af ham og opført mig som den væreste dramaqueen ever så har han holdt ud og ser selv mine værste sider som positive ting og mener, at lidt negativt kommer med at være så passioneret et mennekse som mig. Det er fandme guld værd at finde en der ser sådan på det! Har da aldrig i mit liv troet jeg ville finde et menneske som kaldte det for passion efter et af mine vredesudbrud! Her vil jeg gerne referere til min nærmeste familie såsom min mor, kærlighed mellem mor og barn er nok den største, men tror sgu aldrig jeg får min mor til at sige at der er noget positivt ved alle de gange jeg har råbt og skreget og gradt og teet mig som en sindsyg og drevet hele familien til vanvid. Eller hvad?  

Det gjorde dog ondt at høre ham sige, at han ikke føler han har et plads i mit "nye" liv derhjemme. For ham ser det ud til at jeg mødt min amerikanske fyr og det var sjovt for en tid og nu skal jeg hjem og fortsætte mit liv og han bliver her i samme rutine og samme sted bare uden mig. Kan godt sætte mig ind i hvad han mener, men hvad han ikke ser er at lige nu er der jo ikke noget liv for mig derhjemme. Aner ikke hvad jeg kommer hjem til andet end en masse mennesker jeg elsker. Har ikke noget job, skal bo hos min mor og jeg aner stadig ikke hvad fanden jeg skal stille op med resten af mit liv. Hvilket er fantastisk, jeg er 20 år, verden ligger for mine fødder. Jeg skal sgu nok finde min vej igennem alt mit rod. Men der er ikke noget designet liv der står og venter på mig. Hvis han skal være en del af mit "nye" liv derhjemme, så er det sådan og så er det en del af mit liv her der må tilpasse til det derhjemme.

“The older you get, the more you realize, some people should be around your entire life and others should just make an appearance.” Jeg har helt ufatteligt svært ved at acceptere den sidste del. Men måske jeg bare skal indse, at der var en grund til at vi mødtes, vi lærte helt ufatteligt meget og han vil altid blive husket og være i mit hjerte når jeg tænker på min tur hertil. Men enten er det det forkerte liv vi mødte hiannden i, timingen er ikke rigtig eller også er det bare en meget kort kærlighedshistorie. Men en sød og betydningsfuld en dog! 
"Not all relationships are meant to last forever. Even when you’re in love. Some love stories are short stories. But they are love stories all the same.”

I dag er det 4th of July. En kæmpe dag for Amerikanerne, men eftersom ingen snakker til mig andet end Ida så ser det ikke ud til at det bliver en super festlig eller hyggelig fejring af det. Ærgeligt ærgeligt. Men det kan man jo så håbe på at hun ærger sig over når jeg en gang er rejst og de ser hvor stor en hjælp jeg har været!!!

Har forresten fået min flybillet hjem. Rejser herfra den 12. august kl. 10.10 om aften, mellemlander i London og er i København kl. 15.5o den 13. august! Så en rigtig god afgang, forhåbentlig kan jeg sove fra Philly til London og være nogenlunde ovenpå når jeg ankommer til Kastrup. Der er helt vildt mange følelser omkring det. Dage som i dag hvor min familie ikke er særlig sød, så vil jeg bare hjem NU men heldigvis er der flest dage hvor jeg gerne vil blive og tanken om at rejse og sige farvel gør ondt. Men nu må vi se. Det er tid. Og jeg håber, at jeg kan se det når jeg kommer hjem og ikke falde helt ned i kulkælderen over, at være tilbage i DK.
Er sikker på der er en masse mennesker der vil være med til at holde mit humør oppe.

Vi ses snart!

Lot of love






mandag den 10. juni 2013

More visitors, more NYC – more fun

Så var der igen besøg hjemme fra. Min storebror, Michael og hans kæreste Trine. De havde lejet en lejlighed på the Upper west side og boede der i 2 ugers tid. Jeg mødte dem på Grand central om fredagen da jeg havde fri og vi tog ud og spiste middag og fik cupcakes fra det berømte konditori Magnolia. Det var bare super hyggeligt at se dem igen og vise dem ”min” by, som de heldigvis var næsten lige så begejstret for som jeg er. Lørdag tog vi Staten Island færgen for at komme så tæt som muligt på Frihedsgudinen, som man desværre stadig ikke kan komme ud og besøge efter orkanen Sandy. Så må man jo tage den næstbedste løsning. Bagefter gik vi rundt nede downtown og så Wall street og vi var også inde på 9/11 memorial pladsen som var første gang for mig. Det tog en krig med alt deres security men da vi endelig kom ind var det det hele værd. Det var super flot med de to store ”vandfald” og alle de indgraveret navne. Meget rørende og smukt.

Sidst på eftermiddagen tog jeg til Long Island for at se Mike. Det var meningen, at han skulle være kommet til Manhattan og så var min plan, at tvinge ham til at møde Michael og Trine, men den dumme kujon ville helst slippe for at møde dem og da det regnede var vejret heller ikke lige til en romantisk gå tur på Manhattan. Så han slap(desværre). Any way vi havde en mega hyggelig aften, var ude og spise mexicansk og drikke margaritas. Dagen efter skulle han desværre på arbejde, men da jeg ikke står op kl. 7 om morgen, frivilligt, på en søndag lod han mig ”sove”. Vi ved jo alle sammen godt, at lige så snart han var ude af døren var jeg oppe for at snuse rundt og se om jeg kunne finde nogle pinlige eller mærkelige ting. Nada, så han må være helt normal. Af en amerikaner at være ;)
Satte da også mit mest uskyldige ansigt på da han kom hjem et par timer efter, og lod pænt som om jeg havde sovet, været i bad, set fjernsyn og INTET andet!
Det var helt vildt hyggeligt og dejligt at tilbringe tid med ham igen, og han var meget mere sød og kærlig end han plejer at være, ved ikke om han snart er ved at indse at det gælder om at nyde tiden sammen for snart skal jeg rejse and who knows if we ever see each other again. Any way grunden er vel ligegyldig, han har finally forstået hvad jeg fortjener virker det som om. Så nu kan vi forhåbentlig nyde den sidste tid sammen uden alt for meget drama og skænderier.
Sidst på eftermiddagen tog jeg toget tilbage til Manhattan for, at være sammen med Michael og Trine.
Havde fået mandagen fri hvor vi tog på Madame Tussuad og så alle de kendte voksfigurer, senere spiste vi frokost i Central park og så tog jeg ellers hjem til Pennsylvania og havde en helt normal arbejdsuge. Keith er virkelig blevet stor og helt ufatteligt nuttet og fræk. Han løber rundt og skriger og siger sine første ord. Mens han smider rundt med ting og slår og bider os alle. Elsker den lille fyr så meget. Det er næsten lidt for meget. Selv når han driver mig til vanvid og jeg føler for at kaste han i poolen, elsker jeg ham helt unconditionally.

Fredag tog jeg igen til NYC og var sammen med Michael og Trine. Lørdag kom Ida ind og jeg brugte dagen sammen med hende. Om aften mødte jeg de to andre på en mexicansk resturant hvor vi drak margaritas, lidt for mange margaritas. Dagen efter var Trine desværre blevet rigtig syg og Michael og jeg måtte tage alene til Brooklynn flea market og senere til Coney Island hvor Michael skulle se Freak show. Jeg ventede pænt udenfor! Mandag havde jeg fået fri igen, og Michael og Trine skulle gøre rent og aflevere lejligheden tilbage for de skulle ud til mig og bo.
Det gik fint med at have dem her, udover at Trine var rigtig syg og ikke kunne komme ud af sengen. Det var synd for hende. Men heldigvis var det enden på deres ferie og så meget har Langhorne alligevel ikke at byde på. Det er jo ikke NYC! Torsdag eftermidag tog de toget til lufthavnen.
Det var et rigtigt dejlig afslappende besøg, og skønt at tilbringe så meget tid sammen i NYC. Nu er jeg også så tæt på enden af mit eventyr så jeg blev ikke ked af, at sige farvel til dem. Udover, at det er hårdt, at tænke på at jeg selv snart skal sige farvel til en masse mennesker og en by der er kommet til at betyde alt for mig. Men that’s life.
I tirsdags var jeg til mit sidste LCC møde og jeg begyndte selvfølgelig, at græde lige så snart jeg skulle fortælle de andre at det altså var mit sidste møde. Men som min LCC rigtigt nok sagde: ”It’s time Annabel”. Jeg har fået det ud af det jeg skulle, arbejdet er blevet en vane og en pestilens for mig og jeg har lært, oplevet, vokset og ændret mig. Alt hvad jeg kom for. Nu er det tid til at figure out the next adventure of my life.
Min LCC skrev i min meget elsket gæstebog som alle i har skrevet i til min afskedsfest: ”Dear Annabel. You have been the glue that holds our group together. I just do not know how we’ll get along without you. I am glad that you decided to go home and start a new direction-your path. You are so lucky to know who you are and what you want. Please take of yourself and keep in touch.”

Er stolt af mig selv og det jeg har opnået og gjort mens jeg har været her, og selvom jeg ikke føler mig parat til at sige farvel og forlade USA så ER det tid til at vende hjem og prøve at finde ud af hvad det er jeg egentlig vil med mit liv. Og hvis jeg finder ud af, at det er her jeg skal tilbage til så må jeg jo finde ud af det! Bring it on! Skal nok klare alle udfordringer.


Den her weekend var jeg i NYC med Hani og feste. 

søndag den 19. maj 2013

Fest, farver og besøg...


Hold nu op hvor tiden flyver for mig! Mine weekender er hektiske og jeg er stort set aldrig hjemme når jeg har fri. Hvor skal jeg starte.
 Et par weekender siden var jeg i NYC for at fejre Regi’s fødselsdag. Vi havde lejet en lejlighed på Airbnb, Louise, Regi, Ida og jeg. Vi tog på Empire rooftop hvor jeg havde sørget for at min ven kunne få os ind og gav os et bord med gratis champagne og drinks. Vi havde det sjovt og tror Regi følte sig rigtig VIP på sin fødselsdag. Desværre, af grunde jeg ikke kan afsløre pga af Ida, blev Ida og jeg uvenner og hun lavede en kæmpe scene på vejen hjem. Midt på gaden fik hun lige pludselig et kæmpe sammenbrud og helt hysterisk begynder at græde mens hun kaster sig ned på fortovet og bare sidder der med sin fine lille kjole spredt ud omkring hende. Det så meget voldsomt og filmagtigt ud, det fortjente helt sikkert en Oscar. Regi og Louise fik slæbt hende ind i en taxa og beroliget hende en anelse, jeg orkede simpelthen ikke at tage mig af sådan en dramaqueen. Og for at være ærlig var jeg pisse sur på hende.
 Da vi så kommer hjem til lejligheden går mig og Louise ud for at finde noget natmad og da vi kommer tilbage til lejligheden har Ida besluttet sig for at tage hjem.
Kl. 5 om morgen tog hun alene til Penn station for at tage toget til Trenton og tage en taxa hjem til mig for at låse sig ind i mit hus og tage sine bilnøgler og køre sin bil hjem til sig selv. Jesus, der kan man altså snakke om at overdrive, little ms. Dramaqueen. Det første både min mor og Shana og John sagde da jeg fortalte dem historien var: ” Ej det lyder da mere som dig Annabel”. Jamen jo tak da. Det var IKKE mig og selvom jeg ikke kan fortælle jer grunden til Ida’s lille sammenbrud kan jeg forsikre jer om, at hendes opførelse var meget dramatisk og overdrevet og totalt unødvendig. Når JEG laver drama er det jo altid velbegrundet og velargumenteret!
Ugerne op til den her weekend havde jeg haft helt vildt meget hjemve og overvejet bare at opgive og tage hjem før tid. Som i jo ved siger John op når jeg rejser og skal være den ”nye Au pair”. Hvilket gør det hele lidt ”bittersweet”, de går alle og glæder sig til at han stopper med det rædselsfulde job så han kan være hjemme hvilket jo også betyder at de ”glæder” sig til at min tid her er ovre. Det blandet med at der er så kort tid tilbage og bare tanken om at skulle sige farvel gør ondt helt nede i fødderne får bare en til at tænke at det ville være nemmere at få det overstået og bare rejse nu. Så havde brug for at se skønne tøser, feste og have det sjovt.
Og heldigvis fik jeg også besøg fra mine to søstre, Beatrice og Isabel om mandagen. Hvilket viste sig, at være kuren mod hjemsyge. De havde nemlig lige tilbragt en uge på Cuba før de kom til mig. Nu har jeg aldrig været på Cuba, men min storesøster’s eks kæreste er Cubaner og hun har boet der, så tror ikke jeg fornærmer nogle når jeg siger, at tingene er lidt ”anderledes” på Cuba og ikke ligeså effektive. Beatrice var syg, Isabel træt af at være tourguide for en knap så begejstret Beatrice, but seriously hvornår har Bea nogensinde vist extravigant exitment for andet end baren Kant i København og vodkashots?! Just saying. Nå, men de var i hvert fald trætte og en smule deprimeret. Hvilket jeg jo havde regnet med skulle være min rolle hele ugen. Det viste sig dog hurtigt, at jeg måtte tage Ja-hatten på, moder instinkterne op og smilet på. Hvilket nu passede mig fint, tror en gang det var min mor der sagde til mig, at hvis man ”faker” følelser for sig selv nok så bliver de lige pludselig ægte. Så på med følelelsen om, at være overskudsagtig, glad og begejstret. Det blev jeg hurtigt vant til og indså også hurtigt, at jeg tidsnok kan komme hjem til depressive søstre i Danmark hvor mange ting, ja er som de plejer.
Ej nu skal jeg også være sød, det var super skønt, at have dem på besøg de var her i huset med mig hele ugen, så min hverdag, mit arbejde og min familie. Hvilket nok ikke ligefrem har gjort, at min mor er sikret børnebørn fra nogle af dem lige inden for nærmeste fremtid, but whatever. 
Fredag tog de ind til NYC om formiddagen, vi havde fået lov til at låne Alan’s lejlighed og jeg mødte dem derinde om aften. De havde taget Staten Island færgen og set Frihedsgudinden og om aften var de i teatret og se Cinderella som vist havde været ret fantastisk! Kan slet ikke huske alle de andre ting vi fik set, men de nåede i hvert fald en del af de obligatoriske ting for turister. Beatrice har aldrig været i NYC og hun fik krydset de få ting af, som hun havde haft overskud til at læse om i ”Turen går til New York” bogen som utroligt nok stadig lever efter mors utrolige gennemgang og brug af den både inden, imens og efter hendes besøg her. Vi havde det hyggeligt, og virkede til at NY fik løsnet lidt op i deres, trætte depressive humør. Jeg håber i hvert fald de nød deres ophold her, jeg nød at have dem og vise dem mit nye ”jeg”.

Weekenden efter mine søstre var taget hjem var jeg i NYC med Hani og feste som vi nu plejer at gøre, vi skulle have været til Rihanna koncert, men grundet Playoffs i basketball var koncerten rykket til en anden dag hvor vi desværre ikke kunne så det var rimelig ærgeligt. Vi havde en sjov dag alligevel. Vi startede kl. 15 på Pranna en resturant på Madison ave der holder brunch party. Har været der en gang før. Det er for fedt, at feste og drikke og bare fyre den af og være helt dullet op midt om eftermiddagen. Ligeså snart vi kom ind fik jeg øje på den her vildt pæne og charmerende fyr der sad ved bordet lige ved siden af. Han smilede løs til mig, men tog aldrig initiativ til at komme over og sige hej. SÅ kan jeg lige love jer få, at da jeg skulle til at gå tog jeg tyren ved hornene ( NEJ tøser, ikke på den måde!!) jeg mødte hans ven på dansegulvet som tidligere havde været ovre og komplimentere mine stiletter med ordene: ”OMG your shoes are soooo cute”, jo bøsse skulle man tro også derfor forvirringen var stor da han kom over og lagde vildt an på mig senere. Det var jeg selvfølgelig iskold overfor og spurgte ham bare hvor hans lækre ven var henne. Det viste sig så, at være hans bror. Karma is a bitch! Nå, men ledte i hele resturanten efter ham og Hani var ved at dø af flovhed over hvordan jeg stalkede ham. Men hvis der er noget jeg har lært, så er det at”life is short” og når man ser noget man vil have så skal man gå efter det! Ville jo højst sandsynligt aldrig se ham igen hvis jeg ikke fik hans nummer. Manhattan er sgu stor. Fandt ham så endelig og trampede op og udtrykte, noget aggressivt, min forbløffelse over at han ikke havde snakket til mig. ”Your beauty is intimidating and I was afraid too”, vrede long gone og forblændelse ind. Havde jeg været ædru havde jeg forhåbentligt ikke fundet det så pisse perfekt, men mere et billigt trick men hvad fanden, fik hans nummer og han har da skrevet efterfølgende! Små men sikre skridt imod mere selvtillid, selvstændinghed og ikke så meghet generthed. I go girl!

 Kl. 7 tog vi hjem til Hani’s ven Fu fu (tror han er fransk) en sød lille sort fyr med dreadlocks. Han bor i Harlem og havde givet os lov til at sove på hans sofa. (skal altså lige siges at Hani kender ham godt og har ”boet” hos ham før og så er han nok noget af det sødeste jeg længe har mødt). Vi tog en lur til kl. 10 og stod så op og Fu fu, som er promoter på klubben Greenhouse, kørte os til Greenhouse. Vi blev dog ikke længe, men tog ned til en ny klub, Motivo hvor Hani kendte en anden promoter som også havde været Abercrombie model. Flot fyr siger jeg jer piger!!! Desværre havde han en lidt træls ven der lige så snart han så mig synes, at han skulle score mig. Desværre stod han bare og kyssede med en anden pige imens. Nu er jeg jo ikke lige en pige der deler min opmærksomhed friviligt, så selvom han dumpede hende da vi tog videre, forsøgte sig hele aften og skrev dagen efter at han havde det vildeste crush på mig, ja så holdte jeg altså biksen lukket! Der skal sgu mere til at imponere mig.
Nå anyway, vi endte med at komme rundt på 4 forskellige klubber, møde alverdens mennesker og have en for vild fed aften! Vi var tilbage i Fu fu’s lejlighed kl. 7 næste morgen. Godt bombet.
Søndag tog jeg hjem og hængte lidt ud med Ida.

Sidste weekend var Hani og besøge mig. Det var rigtig hyggeligt, vi lavede stort set ikke noget hele weekenden andet end at slappe af, se sjove film og bare nyde livet.

Ellers så er der sket det ”uheldige”, at John er blevet ”fyret”, delvist sagt op selv. Så nu går han hjemme mens jeg arbejder, hvilkket er skide hamrende irriterende og frustrerende. Vi har normalt et super godt forhold, men er bange for at det bliver lige intens nok at gå op af hinanden hele dagen og have sin chef rnede rundt og ”overvåge” hvordan man passer sit arbejde er jo heller ikke ligefrem på top 10 listen over perfekte arbejdsmiljøer! Mit forhold til Shana har også ændret sig, det plejede at være hende jeg havde mest kontakt med, og hende der lidt stod for mig. Men nu når John er derhjemme så ringer de bare sammen og snakker om hvordan børnene har det. Og når jeg har fri er hun nogen gange stadig på arbejde og hun går om morgen før jeg starter så nogen gange ser jeg hende slet ikke, hvilket er lidt træls når vi er vant til at snakke og hun har også en del mere styr på ja, ALT i forhold til John.
En anden ting er, at min sidste arbejdsdag officialt er den 15. juli, men vi havde aftalt at jeg kunne blive og arbejde til den 3. august fordi Hani og jeg har aftalt at have en uge i NYC i august inden vi tager hjem så vi kan sige farvel, eller på gensyn, til det hele. Men nu bliver John kun betalt indtil juli hvilket vil sige, at de ikke har råd til at have mig arbejdende længere end indtil min sidste officielle arbejdsdag. Heldigvis har de ikke noget imod at jeg bliver længere og bare bor der. Det er bare træls dels fordi jeg vil være helt broke og også fordi jeg så har 3 uger i huset hvor jeg ingen penge har eller noget at lave andet end at træne og ligge i poolen, Hmm vent lige, det lyder da ikke så slemt igen!
Det bliver sikkert helt fint for mig, at slutte før tid, så kan jeg slappe max af og jobbet hænger mig langt ud af halsen, elsker børnene og det er også derfor det nok bliver fedt nok, at kunne være sammen med dem når jeg rent faktisk gider og ikke fra 10-7 når jeg er tvunget til at finde mig i deres bullshit.

Her forleden havde jeg et break-down i min bil. Babyen skulle sove, men han opførte sig som en helt sindsyg og det var helt umuligt for mig, at lægge ham til at sove så tog ham ud på en køretur og han faldt i søvn uden problemer. Desværre vågner han 1,5 time efter og er godt muggen, over hvad har jeg ingen idé om. Han hyler og skriger fuldstændig hysterisk og var helt uden for pædagoisk rækkevide. Jeg måtte ikke holde ham og når jeg satte ham ned flippede han også helt ud. Det er jo lidt svært, at hjælpe når man ikke får lov til det. Efter 15 minuter med hystaden og jeg ingen ende så på hans dæmon anfald valgte jeg, at køre en tur med ham og håbe på at han enten faldt i søvn eller i det mindste bare valgte at affinde sig med situationen og køle ned og sige undskyld. Okay måske ikke det sidste, men helt ærligt, det manglede altså bare!!
Han vælger desværre ikke at gøre nogle af overstående ting, han fortsatte bare med at flippe helt ud og gjorde vores 30 minuter lange køretur fuldstændig ulidelig. Tårerne trillede ned af kinderne, mens jeg råbte: ” Shut the fuck op”, ja så så man lige mig råbe og bande af en 15 måneder gammel baby. Dårlig samvittighed? Jo tak!
 Han stopper heldigvis med at græde da vi når indkørelsen og jeg når lige at blive glad da jeg tager ham ud af køresædet og han starter forfra. Var lige ved, bare at gå ud af døren og aldrig komme tilbage igen. 5 minutter efter vælger John så at komme mig til undsætning fra hans soveværelse hvor han sad og stenede film. Han synes det var sjovt, i hvert fald lige indtil han så mit ansigtsudtryk og forgrædte øjne. Og selvfølgelig stoppede Keith med at græde ligeså snart han sad hos sin far.
Overlever simpelthen ikke hvis de næste 2 måneder bliver sådan her. Synes det er rigtig træls hvis det ender med at jeg får 2 dårlige måneder, vil ikke komme hjem med mindet om at ungerne var umulige og jobbet en pestilens.
I går havde jeg ungerne fra sen eftermiddag og så hele natten og kørte Aj i skole. Det var rigtig hyggeligt, at være helt alene med dem og der var slet ingen ballade med nogle af dem. Så håber på flere gode dage. Og ellers så må jeg bare ”elsk det der er”, min mors nye favorit citat fra bogen ”Lommepsykologi for dummies”.

Nu sidder jeg her i toget, er på vej til NYC og møde Michael og Trine (min storebror og hans kæreste). Glæder mig helt vildt til at se dem!! Kan ikke se helt dårlig ud heller, for på togstationen startede jeg et skænderi mellem et par fordi fyren åbenbart havde gloet lidt for meget på mig. Det er jo ikke mig problem at hun var lav og grim! ;) Life is good! 




søndag den 14. april 2013

Chicago, the windy city...


Så gik turen til Chicago henover påsken sammen med Ida. Det var virkelig tiltrængt at komme lidt væk og opleve noget nyt. Vi tog afsted sent torsdag aften og landede om natten i Chicago. Hvor vores hostel booking selvfølgelig var forkert og de forventede os dagen efter hvilket betød at vi måtte betale 120$ ekstra, men fik så heldigvis vores helt eget værelse alle dagene. Men bare så træls med at skulle betale ekstra og pinligt at vi ikke har styr på en skid.
Nå, men ellers gik turen rigtig godt, mig og Ida svinger jo altid perfekt sammen. Om fredagen sov vi længe og stod op og gik ud for at spise på en japansk resturant vi havde købt en Groupon til. Vi fik det lækreste fisk nogensinde. Bagefter så vi Grant park-lake, gik til Kunst museumet og så hvor lang køen var og vendte om.
 Så Milleniumpark med den berømte skulptur, The bean. And de to store videoskærme med ansigter på der kigger på hinanden. Så gik vi til Navy pier (google hvis i ikke ved hvad det er) og bagefter tog vi til Willies tower som er den højeste bygning. Det tog en evighed at stå i kø men vi kom endelig op og kunne se ud over hele Chicago mens solen gik ned, det var godt nok flot! Der er også to store bokse lavet af glas som ”hænger” ude på bygningen som man så kan gå ud i og føle man står i frit fald meget meget højt oppe. Ikke lige den bedste oplevelse at være fanget derude, det var flot men lige skræmmende nok. Bagefter var vi ved at dø af sult og vi snerrede og bitchede, så ved man vi er sultne!! Så vi tog ud for at spise den berømte Stuffed Chicago pizza. Det var okay, nu er det i hvert fald prøvet.

Lørdag: (I får lige en liste, orker ikke andet)
Lincoln Park
Lincoln Park Zoo
(Old Town)
Wicker Park - Lunch at Blue fin (Japansk)
John Hancock
Water Tower 
A church 
Shopping - Michigan avenue

Om aften lavede vi selv lækker middag, Kikærter og spinat patties med grøntsager og så så vi film og hyggede.


Søndag tog vi ned og trænede og så havde vi billetter til en NBA basketball kamp. Chicago bulls mod Detroit pisstions. Det var mega fedt! Stemningen var høj, kampen spændende og ja det var bare rigtig fedt.

Mandag hyggede vi bare lidt rundt, gik i lidt butikker og spise frokost på den Japaneske resturant og fik fisk igen. Så tog vi i meget god tid ud til lufthavnen, sad og uploaded billeder på Starbucks og holdte øje med vores fly på skærmene. Som desværre var 45 minuter forsinket. Troede vi.
Tiden går endelig og vi går til vores gate til vores fly der stadig ”kun” er 45 minutter forsinket. Vi afleverer vores boardingpass og finder så hurtigt ud af at det ikke er vores fly. Vi rejste med Spirit airlines og vi står og er på vej ombord et American airlines fly. Så måtte vi løbe tilbage til den rigtige gate som selvfølgelig er i den helt anden ende af lufthavnen, grædende og råbende. Mega pinligt. Klokken var 6.45 på det tidspunkt og vores fly skulle være fløjet kl. 5.55. Vi når frem til gaten og er begge overbevidst om, at selvfølgelig er flyet fløjet, vi er jo meget forsent på den. Men heldigvis, nej! De ventede på os. Alle der sad ud i gaten så os komme løbende med tårerne trillende ned af kinderne, de hujede og klappede da de så vi fik lov til at komme ombord på flyet. Det var meget film agtigt. 
Men skal da lige love for, at vi fik en anden modtagelse da vi kom ind i flyvet. Alle så noget stramme ud i betrækket og var ikke super begejstret for at to unge turister havde forsinket et helt fly, ups! Og selvfølgelig sad vi helt nede bag i så det var bare walk of shame igennem hele flyet, med stadig tårer trillende ned af nogle meget flove og røde kinder. Jeg forstår stadig ikke helt hvordan fanden vi begik den kæmpe bommert, vi er begge to vant til at flyve ofte og har aldrig haft nogle problemer før. Men shit happens jo nogle gange, vi holdte lav profil hele vejen hjem og var bare begge to mega glade for at sidde i det fly. Vi landede i NY og skulle så med tog hjem til PA, taxi fra togstationen og så måtte jeg køre Ida hjem fra mig af og kl. 3 om natten lå jeg selv trygt i min seng.

Sidste weekend var Ida, Louise og jeg I NYC og feste på Empire igen. Vi fik som sædvanlig gratis bord med gratis champagne og frie drinks. Vi havde det vildt sjovt, jeg blev måske lidt for fuld ifølge Ida som holdte sig ædru fordi hun skulle køre hjem fra togstationen i PA. Jeg tog toget til Long island og sov hos Mike. Han synes vist også jeg var lidt irriterende, men mest fordi han havde været vågen hele natten for at vente på at kunne hente mig på togstationen, tror ikke han havde regnet med at jeg festede til kl. 7 om morgen. Så det var lidt synd for ham, men han kender mig sgu dårligt hvis han tror jeg tager hjem fra byen før klubben lukker! Og han blev da også i bedre humør da han så mig. Tilbragte hele dagen efter hos ham. Det var hyggeligt.

Ellers går hverdagene jo rimelig nemt. Arbejder og træner. Keith er blevet stor og løber nu rundt i hele huset. Vi venter spændt på at han siger sit første ord. Jeg prøver ihærdigt, at få ham til at sige Annabel, men det er måske lige optimistisk nok. Men hver gang jeg siger mit navn så peger han på mig, så han ved da i hvert fald hvem jeg er. Har haft mange kampe med AJ på det seneste, føler ikke vi går super godt i spænd mere. Men det er nok mere fordi jeg er træt når jeg henter ham og kan mærke at dagen går på hæld for mig og så snakker og snakker han og er mega bossy og orker bare ikke at blive hundset rundt med af en 5 årig. Så jeg er nok også lidt gnaven overfor ham, hvilket jo er smadder synd. Må lige tage mig sammen.

Her i weekenden er jeg bare hjemme, Shana er i North carolina til et bryllup og jeg har et LCC møde søndag. På en firestation, så tager AJ med mig op for at kigge på, forhåbentlig, lækre brandmænd.

Ellers ikke så meget herfra. Har det godt. Har været lidt presset med en masse følelser og tanker og har haft svært med at sove og spise ordentligt. Men det er jo ikke noget nyt at jeg bekymrer mig for meget. Thank god for sovepiller og panodiler og kaffe som har holdt mig kørende de sidste 2 uger.

Familien har droppet at finde en ny au pair. John er rigtig ked af sit arbejde, så de har besluttet at han siger op når jeg skal hjem og så bliver han hjemme og tager sig af børnene og så vil han gerne læse til sygeplejerske. Synes det er fedt, at jeg bliver den eneste au pair og synes også det er flot, at John forfølger sin drøm. Det bliver man sgu aldrig for gammel til!

Ellers så glæder jeg mig til at sine mine to søstre som kommer næste mandag. Det skal nok få vendt mit humør. 


tirsdag den 26. marts 2013

“You can't create experience, you undergo it.”


Endnu en gang fik jeg ikke lige opdateret efter 3 ellers rimelig begivenhedsrige weekender.

Forrige weekend var jeg på Long Island og besøge Hani. Har ikke set hende siden den weekend i sommers hvor jeg blev for fuld, kastede op i en taxa, vækkede Omar’s roomate og kastede op i hans lejlighed. Tror jeg blev lidt chokeret over hvor vildt og skandaloose det kan gå når mig og Hani er sammen, så vi tog lige 5 måneder hver for sig. Men vi har savnet hinanden og nu var det altså tid til en reunion. Jeg arbejder sent fredag så jeg ankom midt om natten til Penn Station og skulle have toget ud til Long Island. Selvfølgelig kom jeg til, at tage det forkerte tog og endte på endestationen mutters alene kl. 2.15 om natten. Gik selvfølgelig fuldstændig i panik, ringede hundrede gange til Hani som ikke tog sin mobil, skide flot når vi skulle mødes. Så jeg forestillede mig jo selvfølgelig, at hun lå og sov roligt og varmt i sin seng og jeg stod der på en creepy ghetto station midt om natten in the middle of fucking no where. Jeg kan godt fortælle jer, at mit liv passerede revy mange gange! Var overbevidst om at ”this is it” det er nu, at jeg bliver voldtaget, myrdet, kidnappet og rullet.
Havde ikke Hani’s adresse så jeg kunne ikke tage en taxa hjem til hende og havde faktisk ingen mulig måde, at komme hverken frem eller tilbage på. Ringede grædende og vækkede både Ida og Mike og måtte ud med mine frustrationer. Selvom der selvfølgelig ikke var så meget de kunne gøre andet end at have pisse ondt af mig og mit sørgelige liv der stod der med en kæmpe weekend taske, på en skummel station midt om natten helt alene med tårerne trillende ned af kinderne og desperation og angst malet ud i ansigtet. 7

Finally ringer Hani tilbage og kan selvfølglig ikke forstå hvorfor jeg ikke er på den station hvor vi skulle have mødtes, tror nu ikke, set i bakspejlet, at det overrasker hende at jeg tog det forkerte tog. That’s just me. Det viser sig så, at den station jeg er på ikke er så langt væk og 15 minuter senere sidder jeg trygt i Hani’s bil og kan ikke lade vær, med at grine over hvor pisse træls mit liv kan være mod mig nogengange.

Lørdag skulle vi til noget ”brunch” fest inde på Manhatten kl. 15 så vi gjorde os fest klar og tog toget ind til centrum. Lidt mærkeligt, at gå rundt fuldstændig dullet op kl. 3 om eftermiddagen. Vi tog uptown til en resturant der hedder Pranna (troede det var Prada, hvilket jeg sagde hele aften, der kan man bare se) og så var der ellers bare fest, fulde folk og folk der dansede på bordene, lige midt på Manhatten midt om eftermiddagen. Vi var temmelig populære og fik enormt meget opmærksomhed. Tror jeg gik derfra med 5 nye mobil numre. Det jo meget rart, at have nogen back-ups, right ;) Derfra tog vi videre til Dream hotel som på rooftoppen har en klub der hedder PHd. Mega fedt sted, og igen mødte vi en masse rige, sjove og mærkelige mennesker som gladeligt købte drinks og flasker af champagne.
Seriøst hvordan skal jeg nogensinde kommer hjem og være tilfreds med en bytur til Nyhavn hvor højdepunktet er når vi svinger fordi Sam’s og synger ”jeg vil i seng med de fleste” og måske bliver tilbudt en flad fadøl af stam alkoholikeren.. Ej men... 

Nå, men her på PHd mødte vi 3 New yorker piger som var fuldstændig taget ud af Gossip girl. Samantha, (Sam) var helt klart Blair Waldorf, de var ude, at lufte hendes fars dankort fordi hun fuldte 18 år. Hendes to undersåtter, Lillie og Ana hoppede gladeligt rundt for hende. Da Hani skulle på toiltettet og spurgte hvor det var knipsede Sam med fingrene og bad Ana og Lillie om, at følge hende derud. Vi blev der et par timer og havde det helt vildt fedt og så inviterede Sam os alle sammen ud på middag, kl. 12 om aften. Vi tog på Buddakan og spiste overdrevet lækker middag og drinks som hendes far betalte. Buddakan er den resturant hvor reherasal middagen for Carrie og Big’s bryllup er i Sex and the city filmen. Jep det var lidt fedt, lidt VIP og meget NYC agtigt.
Efter middagen sagde vi farvel til de søde New yorker piger og tog videre til en klub der hedder Ajna, så var vi på en anden klub der hedder WIP og så på Greenhouse. Må ærligt indrømme, at jeg var noget smadret og træt da vi ramte de 2 sidste klubber og humøret, temperamentet og tålmodigen var ikke helt på toppen. Slet ikke på Greenhouse, da der var overcrawded og jeg (næsten) var den eneste hvide. SÅ står man der med sine 1.80 cm og høje stiletter og tårner op over alle og så er man den eneste hvide der skal mase sig igennem klubben af sorte booty shakende mænd og kvinder. Det var lidt for meget for den sippet Vallensbækker, men jeg overlevede og kl. 3 om morgen kørte en af Hani’s venner os hjem. Efter 12 timers festen og færden i NYC’s natteliv. Fuldstændig fantastisk og surealistisk aften.

Sidste weekend var jeg så i NYC igen med Ida og Louise. Vi mødtes derinde lørdag aften og var ude at spise og så tog vi videre til Empire rooftop og festede. Eller det er måske så meget sagt, for vi var der kun i 2 timer. Jeg havde lige fået min ven til at give os et bord og gratis alkohol og vi sad og ventede på en flaske champagne da en vagtmand kommer bærende på en halvt bevidstløs Ida. Hun var åbenbart blevet dårlig på toilettet og vagtmanden nærmest kastede hende over på mig og sagde, at hun skulle ud og hun var ikke velkommen igen. Så måtte jeg gå fra Louise og bordet og prøve at få en Ida der ikke kunne stå på sine egne ben udenfor. Så lå hun der midt på gaden på Upper west side og var bare ikke til, at få liv i. Jeg stod der i min lille kjole og prøvede at ruske lidt fornuft i hende men der var ingenting. Hun kaster op et par gange og da hun endelig føler sig klar til at støtte på sine ben får jeg hende båret til den nærmeste bar og fyldt noget vand på hende. Så ligger hun ellers på deres toilet i 1 time og er halvt livløs igen. Louise kom ned og jeg gik op for at sige farvel og hente mine ting. Da jeg kommer tilbage lukker baren selvfølgelig og vi bliver nødt til at bære hende op fra toilettet. Så ligger hun igen ude på gaden og der er selvfølgelig ingen taxaer der vil tage os med fordi hun er så dårlig. Der var ingen hoteller eller hostels i nærheden vi kunne booke os ind på.
 Heldigvis tager hun sig sammen og rejser sig pludseligt op og vader ud på gaden med hånden op og skriger efter en taxa der hurtigt kommer og samler os op og for os kørt til Penn station. Hvor vi så må sidde og vente 3 timer på vores tog. Pisse fedt!
Ida lå bare midt i det hele og lignede en halv død, der var flere ovre og spørge om min veninde var okay. Jeg var bare sådan lidt: ” ja ja hun har det fint, det er ligesom hendes egen skyld!!!”
Det eneste Ida ville have der kunne få hende på benene igen var pizza, så Louise måtte vade Penn station rundt for at købe pizza til Ida, der var en sort fyr der var helt vild med Louise som fulgte hende rundt, det var også fint nok indtil hun blev træt af ham og fornærmede ham og han fik hende smidt ud fra vente området fordi han sladrede til vagterne om at hun ikke skulle med det tog. Dumme idiot. Så måtte vi alle sammen samle os og forlade det område. Heldigvis kom vi i snak med to vildt søde irske fyre som var ude og fejre Skt. Patricks day, de synes bare vi var for underholdende. Og vil faktisk også sige, at vi gav den ret godt gas med underholdning og humor. At vi gjorde os uvenner med en del mennsker er vel en mindre detalje. Ida var helt oppe på dupperne igen og stod der og så sød, uskyldig og charmerende ud. Hvilket irriterende mig og Louise grænseløst! Her havde hun totalt ødelagt hele aften og vupti så kommer der to søde fyre og så er hun da helt klar i hovedet igen. Ej men, det var bare for træls.

Vi var faktisk ved, at komme i ”slåskamp” 2 gange fordi Louise har en stor mund med skrappere replikker end mig. Ja så ved i det er slemt! ;) Men heldigvis gik det jo ikke udover os, men over de to søde irske fyre. Så meget plig har amerikanske fyre dog, de slår ikke på piger. Selvom det var os der provokeret dem.
Ind kommer en stor gruppe sorte hiphop agtige fyre og den ene går temmelig åbenlyst og rager sig i skridtet, så får Louise ALT for højt sagt: ”Go take a shower” hvis det klør så meget. Det hører de selvfølgelig alle sammen og farer helt i flint. Vi får heldigvis afværget situationen og de går væk fra os, der er dog hurtigt en af fyrene der har mobilen fremme og ringer efter assistance hvor 10 min senere en spinkel lille fyr joiner gruppen. HA, looser!
 Nå, men så kommer fyren der havde hele hånden nede i bukserne over og mener, at vi lige skulle give hånd på, at alting var okay igen. Ja det må jeg give ham, det er sgu da en værre straf en at få en på hovedet. Så stod vi der, 3 tøser og 2 fyre med lange ansigter da vi jo ligesom pænt meget blev nødt til at trykke hans hånd. Thank god for handsanitizer!
2 minutter efter det er sket mener Louise, at hun trænger til en smøg så vi går udenfor og falder i snak med en dame der åbenbart har haft 3 au pairs fra Cultural care. Som hun åbenbart ikke var tilfreds med, og hun begynder hurtigt at snakke om hvordan hun udspionerede dem og havde spion udstyr downloadet på fællescomputeren og jeg ved ikke hvad. Og så lige pludselig begynder en hjemløs fyr, at råbe og komme hen imod os og snakker om 9/11 og jeg ved ikke hvad. Så slår han ud efter Louise og knækker heldigvis kun hendes smøg og går væk igen. Så vender hun ryggen til og han løber hen imod os med hans stok oppe, totalt parat til at slå os ned med den. Jeg får skreget og hevet Louise og mig selv væk og Security kommer så heldigvis løbende og skræmmer ham væk.

Så kl. 5.14 sidder Ida og jeg endelig i toget på vej hjem efter en liiiidt for spændende bytur i NYC må jeg sige. Men okay, vi fik da 2 nye venner og Ida har nok lært, at det er hendes tur til at holde lidt igen med Tequilaen. I kan godt være stolt af mig, jeg passede rigtig meget på og (okay jeg var nok lidt fuld på klubben da jeg rejste mig og ene og alene dansede i sofaen, men altså alle hujede af mig og det var pisse fedt!!!) men var heldigvis helt ædru da jeg 5 timer senere skulle køre mig og Ida hjem fra togstationen hvor min bil holdte. Så vi var hjemme kl. 7.30 om morgen og var sådan pænt trætte.

Kl. 11 står vi dog alligevel op, Mike havde været til bryllup i Philly hele weekenden så han kørte forbi mig på vejen hjem og chillede lidt med mig og Ida og så kørte vi bagstive Ida hjem og gik en tur i Tyler state park. Så hyggeligt. Er vist blevet lidt glad for ham. Det er ikke så godt. Har forresten også været hjemme og besøge ham på Long Island. Han har aldrig rigtig snakket så meget om hvor han bor så Shana har hele tiden sagt at enten er han gift eller også bor han hos sin mor. Men han har hele tiden sagt, at hans forældre bor tæt på ham, på hver side af ham og han ser dem tit.
Men han hentede mig på stationen og så kørte vi hjem til ham og der holder en anden bil så jeg spørger selvfølgelig om det er hans kone, til stor underholdning for ham. Men han siger at han kun bor i kælderen. Nå nå tænker jeg bare, jeg er så vant til at unge mennekser i NY bor sjove steder fordi det er så fandens dyrt. Og det er da også en PÆNT stor og flot kælder med alt hvad man behøver, så jeg tænker ikke nærmere over det.
Det er først senere jeg egentlig tænker på, at spørge om hvem der bor ovenpå hvor han med noget lav og flov stemme siger.”ohm my mom”. Det var så underligt og hylende morsomt så jeg får selvfølgelig et kæmpe grineflip og kan slet ikke stoppe igen. Altså i Danmark er det jo ikke ligefrem normalt, at en fuldt uddannet 25 årig ingeniør med et godt job, en fed bil og styr på sit liv bor hjemme hos sin mor. Det var åbenbart lidt synd, at jeg grinede sådan af ham, Shana gav mig i hvert fald en skideballe over det og sagde at jeg var tarvelig. Men bare rolig, han overlevede!! Synes stadig det er lidt tosset at han bor der, men det er super typisk amerikansk og ingen af mine værtsforældre var overrasket. Så I guess det bare er en del af oplevelsen i at date en amerikansk fyr. Tror bare liiiige jeg skal have hørt om han selv vasker tøj og laver mad. Det er fandme usexet hvis han er totalt mors uselvstændige dreng. Det er jo MIG der er det. Vil ikke have en fyr der er det. Ad.

Den her weekend har været temmelig stille og rolig, har sovet og trænet og søndag havde mig og Ida arrangeret en fødselsdags middag for den nye tyske pige, Denise. Vi havde inviteret en ny fransk pige med også, Andrea og så mig, Ida og en anden pige fra vores Lcc gruppe. Det var helt vildt hyggeligt og føltes rart, at gøre noget med de nye så de føler sig velkomne og lærer andre at kende. De er begge to super friske og over 21 så de skal helt sikkert med næste gang vi rammer byen.

Den her uge er Springbreak så AJ er hjemme og det er super hårdt. Shana og John arbejder hjemme fra så hele huset er fuldt og det er kaos og dagen er SÅ lang. Men heldgvis skal jeg bare overleve til torsdag aften hvor mig og Ida rejser til Chicago og bliver til mandag aften. Det bliver skønt. Det glæder jeg mig virkelig til. Trænger til, at komme lidt væk og opleve noget andet og tænke på noget andet.

Ellers går det godt med børnene. Keith er så knyttet til mig. Forleden dag sad han hos mig og da Shana kom hjem og ville have ham over nægtede han, at være hos hende og rakte ud efter mig. Det var selvfølgelig så sødt og så stort for mig, men også så hårdt at være vidne til at han ”fravælger” sin mor. Det vidner jo selvfølgelig om, at de 10 timer om dagen jeg bruger sammen med ham som hun ikke gør, gør en kæmpe forskel. Men det føles bare forkert på en eller anden måde og det må være så hårdt for Shana. Så det har jeg det rigtig skidt med samtidig med at jeg selvfølgelig synes det er så fedt, at være så inde i inderkredsen og have hans fulde opmærksomhed, tillid og kærlighed. Trust is the first step to love.

Ellers så er vi i gang med, at finde en ny au pair til familien når jeg rejser. Det er rigtig hårdt at være en del af og tanken om, at der er en der skal komme her og overtage mit værelse, mit badeværelse, min kælder, min bil, mine børn, MIT liv er helt forfærdelig. Men sådan er det jo desværre og som Shana sagde da jeg snakkede med hende om det, så er det jo mit valg at tage hjem og derfor er de nødt til at finde en til at erstatte mig. Jeg håber bare, at jeg har betydet så meget for dem at kontakten vil holde ved. John er nok den der mest viser at han er rigtig ked af at jeg tager hjem. Han snakker meget om at besøge Danmark og jeg kan se at det går ham på at vide at jeg snart rejser.

Jeg har Skypet lidt med den tyske au pair som de har i tankerne skal afløse mig. Shana var dog ikke så glad for at hun var tysk: ” I just don’t like the nazi history” ja det er jo så et par år siden og selvom jeg heller aldrig har været overdrevet begejstret for tyskere selv så synes jeg nu ikke at alle fremtidige generationer skal lide af deres historie.
Hun hedder Sina, kommer fra en meget lille landsby og virker som lidt en nørdet type men super perfekt til jobbet. Hvilket piner mig. Men som Shana sagde, så leder hun jo ikke efter en ny veninde til hende selv eller til mig, men efter en der kan tage sig godt af børnene. Så skide være med, at hun måske ikke er den sjoveste eller vildeste eller den der drikker mest Tequila. Det har de jo prøvet kan man sige!
 Havde mest af alt lyst til at være en rigtig bitch da jeg skypede med hende, men ved at i den her situation er det vigtigste at jeg ikke er egoistisk. Det vigtigste er at vi finder den bedst mulige til at erstatte mig og få børnene til at føle sig elsket og værdsat lige så meget som jeg har prøvet at gøre. Jeg vil nu bare gerne tro på, at mine sko er pænt svære at fulde ud. Er det ikke sådan det der ordsprog lyder? :P
Lige for tiden har jeg lidt haft følelsen af, at jeg/alle bare går og venter på afskeden. Jeg kan huske da jeg havde fundet familien her og vidste min afrejse dato hvor forfærdeligt det var bare at gå rundt og tælle dagene til jeg skulle sige farvel; eller på gensyn. Jeg havde mest af alt lyst til, at rejse i nattens muld og mørke uden at nogen vidste det, så ville jeg slippe for den forfærdelige scene i lufthavnen og til min afskedsfest. Det er den samme følelse jeg lidt har nu. Hvilket jo selvfølgelig ikke er så godt, skulle jo gerne nyde og få mest muligt ud af min sidste tid her, hvilket jeg nu også synes jeg gør! Det dummeste er jo egentlig, at der slet ikke var nogen forfærdelig scene i lufthavnen eller til min afskedsfest. Jeg klarede det jo med løftet pande og selvom det var hårdt og stadig til tider er så, var det ikke nær så slemt som jeg frygtede afskeden ville blive. For det meste har jeg jo en tendens til at forudse de væreste scenarier og overdrive alt for meget, det går jo altid nogenlunde for mig på trods af mine forudseelser. Så jeg prøver, at gemme de dårlige tanker lidt væk og bare være her i nuet og nyde hvert et øjeblik. Håber at mig og Ida’s tur til Chicago bliver god og at det vil få humøret helt op igen.

Det er ikke enhver sky, der føder en storm

“Real generosity towards the future lies in giving all to the present.”


Lot of love Annabulle


torsdag den 28. februar 2013

„The greatest thing you'll ever learn, is just to love, and be loved in return.“

I've learned that mistakes can often be as good a teacher as success.


Vupti så gik der lige lidt længe mellem mine opslag igen. Men det er altså hårdt og travlt at være en drama queen au pair.

Nå, men siden sidst har det været Valentines dag, alle der har min facebook, kender mig eller bare tænker rationelt ved at jeg HADER Valentines. Hvilken åndsvag lorte dag! Havde desværre den her diskussion med mange amerikanere da jeg udtrykte mit, ellers åbenlyse had til denne dag kom kommentaren: ”Why do you hate love so much?” Så må jeg jo lige sige at jeg bestemt på ingen måder hader kærlighed. Vil selv mene at jeg har et meget stort hjerte og med glæde viser min kærlighed; sometider.
Men at opfinde en dag hvor folk skal føle sig ”tvunget” til at vise kærlighed er noget pis i min verden! Og nu sidder i alle sammen og tænker at jeg hader den dag fordi jeg ikke har en kæreste at dele den med. Og JA damn right i har! Som om det ikke var nedren nok i forvejen at være single så skal man da lige opfinde en dag for at tvære det ud i hovedet på os alle sammen at vi har nada, zero, null, absolut INGEN at dele dagen med. Det er jo bare skønt!
Vil ellers mene, at jeg er en forholdsvis selvstændig kvinde der ikke nødvendigvis behøver en mand i mit liv for ikke at føle mig ensom, men så kommer der lige sådan en dag som Valentines og så skal man sidde der og have pisse meget selvmedlidenhed fordi man rent faktisk har en smule værdighed og standard og ikke er hoppet på det første og det bedste. Ja gu fri mig vel.

Den torsdag blev også dagen hvor jeg for første gang skulle pleje mig selv lidt og prøve at få mine bekymringer og stressniveau lidt ud af kroppen, alt sammen igennem en times yoga undervisning. Nu fik i lige en lille forsmag eller mere eftersmag på hvordan mit humør var og hvor helt oppe i det røde felt jeg var, så da min underviser med rolig og dæmpet, næsten hviskende sensuel stemme sagde: ”Clear your mind, let all your worries go. Think of nothing other than relaxing your body and mind.” Ja hvor meget tror I så man slapper af?!
Nemlig ja, man slapper overhovedet ikke af, i hvert fald ikke hvis man er mig. Sad der stiv som et bræt mens alle mine problemer og bekymringer farede rundt i hovedet med 180 km i timen. Havde bare lyst til at kyle den skide yoga bold efter hende og trampe ud af rummet, men overraskende nok, så gjorde jeg det ikke. Blev hele timen og følte mig faktisk en smule afslappet bagefter. Eller måske bare mindre vred og stiv i betrækket. Men det er jo også fremskridt. Små slag.

For så lige at gøre hele dagen bedre så blev jeg bedt om at lave en valentines besked til AJ til et skole projekt. Det endte således:

“Happy valentine’s day AJ. You’re very special to me, you’re smart and cute and I know that you’re going to do great things in your life. You’re my little sunshine, you make me happy and I love you. I wouldn’t spend my Valentines with anybody else than you! You will forever be in my heart.”

 Ja, det lyder jo måske meget sødt, og skal da lige siges at jeg mener hvert et ord. På en god dag! MEN halvdelen af det er tyv hamrende stjålet fra min kære ven Google. Jeps, jeg kan simpelthen ikke en gang skrive en kærlighedsbesked til ”mit” barn. Så gik det op for mig og jeg ALDRIG i ægte forstand har oplevet romantik. Jo på film, på afstand og i gennem andre mennesker. Men der er da aldrig nogen der har sendt mig en kærlighedsnote eller overrasket mig med noget som helst romantisk. 
 
Men Valentines var også Shana’s fødselsdag. Så gav hende en buket blomster og skrev et sødt kort og bed da også i det sure æble og ønskede dem alle sammen god Valentines dag. Ja, er jo ikke helt urimelig.
 
Ellers så sker der stadig ikke det vilde i hverdagene. Er nu fast begyndt til zumba hver tirsdag, det morer jeg mig rimelig meget med. Første gang var dog rimelig pinligt. Ida og jeg mødte op ret kæphøje og mente jo klart at vi måtte have en fordel fra de der 3-4 salsa lektioner vi tog for flere måneder siden. Især da vi så holdet og gennemsnitsalderen var 50. Der var bare ikke lige nogle der havde fortalt os at der åbenbart var sæsoner og den dag var det sidste dag i sæsonen så hele holdet havde lavet samme rutine i 2 måneder.
Så træneren, der btw ser fuldstændig fantastisk ud, Er dybt misundelig!, sætter bare musikken igang og så begynder de ellers bare alle sammen at shake og lave det ene kompliceret trin efter det andet og så stod mig og Ida der og gloede åndsvagt. Vi blev hurtigt enige om at det var godt vi havde stillet os bagerst, lige indtil rutinen blev vendt om og vi stod forrest. Var nær død af et angstanfald. Indtil jeg indså at jeg nok burde have set den komme, med mit held og mit liv. Og vi fik da bevæget os og grinet en hel del. Nu er vi heldigvis helt med på alle sangene og det kører bare og er super sjovt.
 

Den her weekend tilbragte mig og Ida i NYC i Alan’s lejlighed. Vi havde bare brug for at komme lidt væk fra familierne og forstaden og få lidt spænding. Og det skal jeg da så lige love for at vi fik. Fredag ankom vi sent og sad bare i lejligheden og hyggede med jordbær, champagne og drinks. Lørdag sov vi længe og så tog vi ellers ud og shoppede og tog en tur til Rosevelt island med en tram(lift). Som vi kaldt for Tramp indtil vi fandt ud af hvad det betød, ups. (Mor, du behøver ikke vide hvad det betyder. Du kommer ikke til at bruge det.) Bagefter tog vi hjem. Drivvåde efter heldagsregnen og rimelig cranky begge to. Så delte vi lige en kæmpe stor pizza oppe i lejligheden og efter den og en halv times power nap var humøret tilbage i top og vi gjorde os klar til at feste. Jeg kender en der arrangerer fester på Empire hotel rooftop som havde lovet at smugle os ind der når nu vi ikke er gamle nok.

Vi gjorde os klar og fik et par drinks og så var planen at Mike skulle være kommet og have drukket Tequila shots med os, men det nåede han aldrig, men så er det jo godt vi selv kan finde ud af det der med Tequila.
Med højt humør, en del alkohol i blodet, kjolerne og hår top tunet var vi klar til at male byen rød og tog op til klubben. Der var ingen problemer med at få os ind, og min ven derinde sørgede da også lige for at give mig et bord med gratis alkohol hele aften. Hvilket totalt er grunden til at resten af aften er helt forsvundet fra min hukommelse.
Kan huske vi havde det overdrevet sjovt, vi blev venner med to andre tyske au pairs som sad ved vores bord og nasede vores gratis drinks. Og så lige pludselig går alting bare galt og jeg råber og skriger i min mobil telefon af Mike og stor tuder. Ved ikke rigtig hvad jeg har sagt og hvorfor det lige pludselig eskaleret sådan. Men var i hvert fald godt træt af at han havde sagt vi skulle ses og lige pludselig ville han hellere være sammen med sine andre "rigtige" venner på hans fødselsdag. Hvilket jeg, nu i ædru tilstand, sådan set godt kan forstå. Var da også pisse dobbeltmoralsk da en mega smuk fyr kom over til vores bord og jeg på nul komma fem havde scoret ham. Men det behøver han jo ikke vide!!
Nå, men får i hvert fald lavet det helt store dramatiske show over telefonen. Klubben lukker så og mig og Ida er de eneste tilbage fordi vi ikke kan finde min jakke. Går selvfølgelig helt i panik og laver drama over det, for jeg skal fandme ikke betale 200$ for en ny jakke det er da helt sikkert. Gardarobe damen begynder så at råbe af mig, hvilket ikke hjælper på mit humør men bare får tårerne til at springe endnu mere ud af hovedet på mig. ”This is NYC, NOBODY leaves their stuff laying around” ”Stupid Girl, jesus chris. It’s NYC!” Det var jo meget rart lige at blive mindet om hvor man var, hviiiiis nu man skulle have glemt det. Havde jo ligesom ikke smidt min jakke hvis det ikke havde været for min tårn høje promille og mit dramaqueen mood. Men heldigvis havde hun min jakke og fandt da så også lige ud af at nøglerne til lejligheden lå i den. Så er meget taknemlig for at den blev fundet!!!

Vågnede op dagen efter med velfortjente tømmermænd både fysiske og moralske og havde på fornemmelse at alting ikke var helt okay mellem mig og min ”nye” amerikaner ven Mike. Så måtte jo sende ham en lang undskyldning/forklaringssms og bede om tilgivelse.

Jeg er bare rigtig god til 1) at drikke Tequila, 2) at holde alle mine dårlige følelser inde indtil bægeret flyder over og det hele eskalerer, hvilket det jo så oftest gør når man har fået alkohol. Har følt mig rimelig presset og stresset over, at jeg havde besluttet ikke at extende mit år herovre men at jeg stadig ikke havde fået taget mig sammen til at fortælle min familie det, det hang som en stor sort bekymringssky over mig. 3) alle jer som kender mig godt ved jo godt at jeg kan være lidt dramatisk og nogle gange laver lidt for meget drama i mit eget liv. Især når det gælder fyre. Det er jo nemmere hvis jeg laver drama og ødelægger det mellem os inde det bliver for seriøst for så kan jeg altid sige at det var min egen skyld, og det er altid bedre at knuse sit eget hjerte end at en anden gør det. Det er i hvert fald hvad jeg har gået rundt og bildt mig selv ind. Har nu indset (man må sandelig sige at det har været en produktiv weekend fuldt med mentale wake up calls) at man ikke behøver såre sig selv. Jeg har mange egne og andres teorier på hvorfor jeg har sådan en selvdestruktiv adfærd når det kommer til kærlighed i mit liv.
 Men alt hvad i behøver vide er, at det er slut nu. Jeg bliver nødt til at tage mig sammen og pakke den der dramatiske adfærd væk og begynde at stole på andre mennsker. Og så ligger jeg også lige den der Tequila lidt på hylden. Tror min mor har ret, det er sgu ikke særlig flatterende at være hende den fulde tequila tosse. Så fra nu af håber jeg på at der vil være mindre drama i mit liv, det vil også betyde en del færre sjove historier, men gud hvor ville det dog egentlig være rart at føle sig helt almindelig og kedelig for et stykke tid.
Modtog 2 sms'er forleden dag fra 2 fyre som jeg åbenbart har snakket med på klubben. De synes Ida og jeg var mega sjove og festlige og ville bare høre hvor vi skulle feste henne næste weekend. Det er da altid noget at folk finder mig underholdende. Modtog også 2 facebook mails med samme budskab, men dem kan jeg i det mindste huske jeg har mødt og snakket med. Jesus Christ.
Jeg skal virkelig tage mig sammen snart.

Jeg må sandelig sige at jeg får lavet noget soul searching mens jeg er her. Får lært en hel del om mig selv og min adfærd. Og vigtigst af alt, jeg får rettet op på nogle fejl og ændret nogle dårlige mønstre.

Nå, men mandag havde jeg stadig tømmermænd, hvilket jeg ikke vil brokke mig over. Det er fortjent. Mike havde sagt, at vi var okay. Men han lød super irriteret og nu svarer han ikke på mine sms’er så det er vist godt og grundigt ødelagt. Flot Annabel!

Så tænkte, at nu når jeg i forvejen ikke var mega fan af mig selv og mit liv kunne jeg lige så godt rive plasteret helt af og få fortalt Shana og John at jeg altså tager hjem som planlagt til sommer.

Det var kun Shana der var hjemme. Men det gik godt, jeg begyndte selvfølgelig at græde før jeg overhovedet havde fået sagt noget som helst. Men hun tog det rigtig pænt og sagde at de jo ikke havde regnet med at jeg ville blive mere end et år så bare det at jeg havde overvejet det havde været stort for dem. De vil støtte mig i enhver beslutning jeg mener er bedst for mig selv. Og at jeg havde ret i at hvis jeg kun blev fordi jeg ikke havde lyst til at sige farvel så ville det være dumt, for farvel skal der jo siges på et tidspunkt. Jeg kan ikke blive ved med at lukke øjene og lege at jeg ikke hører eller ser alle de dumme ting og svære beslutninger jeg skal træffe og gennemgå.
 
Nu er planen så at jeg vil undersøge mulighederne for at komme tilbage senere på året eller næste år og studere. Den helt store drøm ville være at læse børne psykologi. Og ja ja nu sidder i nok og tænker at det er hun ikke klog nok til, men jeg har vel også lov til at drømme!!


En anden ting er også, at jeg simpelthen ikke forstår hvorfor fyre som f.eks. Mike vil spilde deres tid med mig, også selvom vi ikke er seriøse og bare har det sjovt. Han er sjov, klog, har et godt job og styr på sit liv, hans eks kæreste ligner en super model så han kan tydeligvis score hvem han vil. Og så er der mig, One big mess, har ikke styr på en skid, kan ikke træffe nogle beslutninger overhovedet, jeg er en drama queen og ikke altid lige sød. Mit liv hænger lige så lidt sammen som Frederik Fetterleins økonomi gør. Jeg laver flere fejl end Jørn Ege og mit liv er simpelthen bare lige til et afsnit af Nynnes dagbog.
Og ja, vi synes jo alle sammen Nynne er skøn og super underholdende, men der er sgu ingen der gider leve hendes liv!!
 

Så status over mit nye mål/projekt de næste par måneder der skal rette op på mit liv!:

1)      Stop med at lave unødvendig drama.

2)      Stop selvdestruktiv adfærd. Jeg HAR også fortjent at være glad, mere end bare udadtil.

3)      Mindre fake selvtillid mere ægte selvfærd.

4)      Unødvendige bekymriner er UNØDVENDIGE!

5)      Finde ud af om jeg kan komme tilbage og studere her! (kryds fingre for mig!)

Puha man får helt brug får en drink... Hvilket bringer os til sidste punkt

6)      MINDRE TEQUILA!!! Man kan godt være dansk og have det sjovt uden alkohol. (siges der)

 
Det kan godt lyde som om jeg har det dårligt herovre med alle de sure opstød, men jeg har det fantastisk og synes det er dejligt og forfriskende at lære så meget nyt om sig selv og prøve at ændre nogle ting og mønstre der er knap så sunde for en selv.

 

You don't always have to hold your head higher than your heart.